Læserbrev

Socialrådgiver: Hvorfor holde samtaler med børn om støtte, man ikke har råd til at give dem

Selvfølgelig er det vigtigt som socialrådgiver at inddrage børn og unge, før der bliver taget beslutninger om deres liv. Men det skader mere, end det gør gavn, når den socialfaglige vurdering alligevel bliver tilsidesat højere oppe i systemet, skriver socialrådgiver Sisi Ploug i dette debatindlæg
21. juli 2020

I Information den 9. juli kunne man læse, at kommuner ikke overholder lovkrav om at inddrage børn i deres egne sager. Som socialrådgiver på området er jeg kun interesseret i at overholde lovgivningen og gøre mit arbejde bedre end godt nok. Børnenes stemme er selvfølgelig vigtig for at kunne yde den bedste socialfaglige indsats, men før vi bliver kritiseret for ikke at inddrage børnene nok, bør vi se på de rammer og vilkår, som gælder for os, der arbejder som socialrådgivere på børneområdet.

Jeg har desværre alt for ofte oplevet, at min faglige vurdering af, hvilken støtte et barn eller ung har brug for, bliver tilsidesat højere op i systemet. Det giver nogle store dilemmaer i forhold til, hvornår og hvordan det giver mening at inddrage et barn eller en ung.

Når der er grund til bekymring for et barns trivsel, laver jeg en børnefaglig undersøgelse. Her hører jeg barnet eller den unge. Det gør mine kolleger også, for ifølge Børnesagsbarometeret sker det i 95 procent af sagerne. Efter jeg har udarbejdet den børnefaglige undersøgelse, skal jeg vurdere, hvilken støtte der bedst kan hjælpe barnet eller den unge. Herefter skal jeg også inddrage barnet eller den unge for at høre, hvad han eller hun tænker om den støtte, som jeg vurderer, er den socialfagligt rigtige. Det er i disse situationer, at Børnesagsbarometeret viser, at der i 45 procent af sagerne ikke er holdt en samtale.

Det er vigtigt at høre barnet eller den unge forud for en vigtig afgørelse i deres liv. Dilemmaet for mig er, at kommunens visitationssagsgange er tunge – og at det ofte af økonomiske grunde ikke bliver min faglige vurdering, som i sidste ende afgør, hvilken hjælp barnet eller den unge får tildelt.

Så jeg synes faktisk ikke, at det er i orden at tale med barnet eller den unge om støtte, som jeg ikke ved, om bliver til virkelighed. Hvis jeg for eksempel mener, at et barn har brug for aflastning, men systemet længere oppe ændrer det til familiebehandling eller en kontaktperson, så lider barnets tillid til systemet et alvorligt knæk.

Derfor må en start være, at støtten faktisk bliver afgjort af min faglige vurdering som socialrådgiver, og ikke er en beslutning, som tages i et visitationsudvalg langt væk fra barnet eller den unge.

Sisi Ploug er socialrådgiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Adam
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
  • Marie Vahl Hansen
  • Anker Heegaard
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Marianne Stockmarr
  • David Zennaro
  • Werner Gass
David Adam, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Marie Vahl Hansen, Anker Heegaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Marianne Stockmarr, David Zennaro og Werner Gass anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Houmøller

Godt indlæg fra en, der har tingene helt inde på kroppen.
Det kunne være en beskrivelse af en del andre arbejdspladser i den offentlige, gennem ikke mindst dette århundrede, hvor man igen og igen støder panden mod den mur, der er højere oppe i et system, hvor der er for mange høvdinge og for få indianere. Jeg ved det gennem et langt arbejdsliv med mennesker.