Læserbrev

Sørine Gotfredsen læser sin egen nationalkonservatisme ind i historien om Kain og Abel

Historien om Kains mord på Abel kan lige så godt læses som et råb om anerkendelse som en nationalknservativ fortælling, hvilket Sørine Gotfredsen gør i sin kronik i Information. Ligesom Kain vil vi alle sammen gerne høre til, skriver Ann-Claire Olsen i dette debatindlæg
Debat
15. juli 2020

Med sædvanlige bombastiske floskler diagnosticerer Sørine Gotfredsen dagens Danmark i kronikken den 10. juli. Hvis jeg har forstået den noget forvirrede tale rigtigt, er Sørine Gotfredsen stærkt bekymret over Socialdemokratiets manglende forståelse for mennesket som et åndsvæsen – vist nok noget, hun har lært af Søren Kierkegaard.

Derfor er hun ikke tilfreds med statsministeren, selv om denne taler et nationalt-konservativt sprog, for dette bunder – ifølge Sørine – ikke i en sand forståelse af menneskets frygt for fortabelse. Denne frygt, må man forstå, er særlig stor i disse tider, hvor forestillingen om identitet og køn ikke længere grundfæstes i traditionen.

Som støtte for sin argumentation fremfører Sørine tre hvide midaldrende (den ene dog død) mænd og en læsning af Kain og Abel. Den sidste fortælling læser hun ind i sin egen nationalkonservative politik og menneskeforståelse. Hun ser Kains skræk for ikke at høre til i verden, og her er jeg helt enig. Derefter udlægger hun hans angst for tomhed som et udtryk for en tomhedsfølelse i nutiden, der er en en konsekvens af tidens identitetskamp.

Alle vil gerne høre til

Men hvad nu hvis det netop er Kains råb om anerkendelse, der er på færde i dagens køns- og identitetskamp? Hvis Kains ønske om at blive set afspejles hos de mange, der nu ønsker, at deres lidelseshistorie skal tages alvorligt, og som håber, at det ikke længere er en hvid, heteroseksuel majoritet, der fastsætter normen for alle?

Tomheden kan helt givet opstå i et samfund, hvor kun materialisme tæller. Men tomheden opstår i lige så høj grad i et samfund, hvor den enkelte ikke ser sig selv respekteret eller anerkendt.

Sørine Gotfredsen henviser til den ældgamle bog Biblen, og noget kunne jo tyde på, at der er visse konstanter i verden, hvad enten de røde eller de blå har magten. Ligesom Kain vil vi alle sammen gerne høre til.

Sørine og hendes ligesindedes identitetskamp, som camoufleres bag konservative floskler og påberåber sig ånden, bringer ikke mindre tomhed. Tværtimod udstiller hun en sørgelig kainsk usikkerhed, når hun så ivrigt vil tvinge andre ind i sin egen identitet. Kain ville elskes for den, han er. Det er dét, den historie fortæller os – og den mulighed bør alle mennesker have, hvad enten de tilhører en majoritet, som Sørine Gotfredsen, eller en minoritet som dem, hun harcelerer over.

Ann-Claire Olsen er BA i teologi samt lektor i tysk og filosofi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Jørn Pedersen

Det ser ud til, at Sørine Gotfredsen har lige så mange kvababbelser med sit liv, som Søren Kierkegaard havde. Han skrev om kærlighed, som mange kristne gentager, men hans store problem var, at han ikke selv turde give sig i kast med nogen form for kærlighed. Hans liv var en lang lidelse. Sørine Gotfredsen ser ud til at have det ligesådan. Denne form for sort Kristendom er ubærlig. Jeg har haft elever, der gik til grunde på grund af denne afsindige kristendomsforståelse.
Sørine Gotfredsen skal læses med filter, hvis man ikke skal gå i sort!

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

De gamle historier i Bibelen kan bruges til mangt og meget, og historien om Kain og Abel er ingen undtagelse. Uden på nogen måde at være teologisk ekspert har jeg altid undret mig over, at man læser historien isoleret, uden at se på, hvad der går forud, og hvad der følger efter. Ifølge den anden skabelsesberetning begik Adam og Eva en forbrydelse og blev drevet ud af Edens have. Derved blev de mennesker. Deres søn Kain begik en ny forbrydelse og blev fordrevet, men resultatet blev, at han blev ophav til alt det, vi kalder kultur. Der skulle altså to forbrydelser til at skabe den anomali i verden, som vi kalder mennesket.
Det er en interessant tanke, som man genfinder i andre mytologier: Mennesket er et resultat af forbrydelse, af oprør mod en orden. I Bibelen er det Guds orden, men hvis vi nu erstatter Gud med naturen, må historien da være genfundenes Fressen for enhver klimaaktivist.
Den historie har både til gården og til gaden, både til Sørine og til Greta.

Eva Schwanenflügel

Måske kunne man også spørge sig selv, hvordan det kunne være, at den jaloux ørkengud ikke accepterede Kains offer?
Var det ikke netop del-og-hersk politik og diskriminerende opførsel egnet til at så splid?

Dét kunne vi muligvis lære noget af, når det kommer til de nationalkonservatives udspring..

Ib Christensen

En ting ang. biblen, er hvem andre end Eva var der til, at føde flere mennesker. Stoppede det med ler og ribben ikke ved de to første. :)

Og i et land hvor man ikke skal have noget tilovers for de fanatisk troende, skal man vel ikke selv blindt tro på det skrevne ord.
Eller tro på problemerne ikke eksistere, hvis bare ord spærres af mørklægning lov og fogedforbud.

Eva Schwanenflügel

@ Ib Christensen

Lilith var den første kvinde, hun gad bare ikke Adam;-)
Derefter skulle Evas børn befolke kloden med indavl.
Hm..

Alana Frederiksson

“Sørine og hendes ligesindedes identitetskamp, som camoufleres bag konservative floskler”.

Sker det ikke også på din fløj Olsen? “Som støtte for sin argumentation fremfører Sørine tre hvide midaldrende (den ene dog død) mænd og en læsning af Kain og Abel”. En lille nutidig venstrefløjsfloskel til at miskredittere alt en europæisk mand vover at ytre.

Ib Christensen

Ah ja Lillith. Hende har jeg glemt. Men har sikkert en grund til at "glemme" hende. ;)