Læserbrev

Statens krav til Sydeuropa er så usolidarisk, at vi aldrig ville acceptere dem herhjemme

En kommunaludligning i form af lån i stedet for støtte lyder usolidarisk og lidt absurd. Men alligevel er det netop den tilgang, staten har til de store økonomiske uligheder i EU, skriver Per Clausen i dette debatindlæg
Debat
28. juli 2020

Den økonomiske udvikling i Danmark forløber ikke lige godt i alle landsdele. Dette ses tydeligt i Vendsyssel/Ålborg-området i Nordjylland, idet arbejdsløsheden her altid har været langt højere end i resten af landet. Dette tyder på, at landsdelens økonomiske konkurrenceevne er for dårlig, og det hænger især sammen med, at Danmark ikke er et optimalt valutaområde.

Landsdelenes økonomiske strukturer er forskellige, hvilket gør, at det at være del af den samlede valuta – den danske krone –gør Nordjylland ukonkurrencedygtig, fordi valutakursen bliver et gennemsnit af samtlige landsdele. Og da især hovedstadsområdet har langt højere produktivitet, trækker det valutakursen op, da den i højere grad afspejler denne regions produktivitetsniveau.

At Nordjylland overhovedet kan bevare en levestandard på nogenlunde niveau med resten af landet skyldes overførsler fra resten af landet i form af tilskud til forskellige sociale ydelser, for eksempel dagpenge, og især i form af den kommunale udligningsordning, der overfører milliardbeløb fra hovedstaden til det nordjyske område.

Som beboer i hovedstaden kan man imidlertid sætte spørgsmålstegn ved det rimelige i denne overførsel, idet det vel må være op til de enkelte landsdele at være ansvarlige og selv sørge for at holde orden i eget hus. I Nordjylland kunne man sænke arbejdsløsheden ved at lave en såkaldt ’intern devaluering’ ved at gå ned i løn, indtil man er konkurrencedygtig – eller man kunne sørge for at lave de nødvendige reformer, så landsdelen ikke mere er afhængig af støtte fra hovedstadsområdet.

Og så ved vi alle, at nordjyderne ikke har den bedste arbejdsdisciplin, idet man hellere vil feste i Jomfru Anegade og grille på landsdelens dejlige strande, så her kunne man også stramme op. For at piske nordjyderne til at opføre sig ansvarligt kunne vi i hovedstaden stille krav om, at milliarderne fra den kommunale udligning ikke blev ydet som gaver, men som støtte i form af lån i en overgangsperiode, så landsdelen kunne gennemføre de nødvendige reformer, hvorefter støtten skulle betales tilbage. For hvorfor skal hovedstadsregionen være solidarisk med en landsdel, der opfører sig uansvarligt?

Hvis man synes, at ovenstående lyder en anelse absurd, så prøv at skifte ’Nordjylland’ ud med ’Sydeuropa’. Det bliver egentlig lige så absurd, men i det mindste genkendeligt som Mette Frederiksen og den danske stats holdning til det europæiske fællesskab.

Per Clausen er gymnasielærer på Johannesskolen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Hansen

Ja, det er en meget morsom sammenligning. Men netop kun morsom og du ville sikkert få et blåt øje hvis de luftede dine spidsfindigheder i Jomfru Anegade hin varm sommeraften blandt de lokale.

Henning Kjær

Hvorfor er det kun Sydeuropa vi skal være solidariske med, hvorfor ikke Afrika?
Fordi solidaritet ikke er uendelig, den ender et sted!

Det er en pudsigt og tankevækkende sammenligning. Men den er ikke fair. I Nordjylland har indbyggerne fra hele landet demokratisk kontrol og alle i landet skal adlyde samme love og regler. I EU har f. eks. Danmark ikke samme grad af kontrol over f. eks. Italien. EU er et forpligtende samarbejde mellem nationer. At agere i en nation og leve i en nation og efterleve dens love kan sammenlignes men ikke sidestilles med EU-samarbejdede. Derfor ER det rimeligt at stille krav til de venner, vi låner penge til. Hvis Italien ikke mener, det er fair vilkår, får de lov at undvære pengene og gøre "som de vil".

Carsten Svendsen

Det skal mon forstås sådan, at pengene til Sydeuropa skal findes ved besparelser på f.eks. Nordjyske gymnasier?

F. eks. Har de veldig stor ulighed i Italien, både internt mellem mennesker i regionerne, og mellem regionerne.
Det er absurd, at vi skal udligne de fattige individder og regioner, når der er masser af rige Italienere, man kan beskatte først.
Det vil da med god grund føre til Brexit ønsker i befolkningen her.

Alana Frederiksson

Forskellen er den udbredte korruption i de sydeuropæiske lande. Når først pengene er afleveret har vi ingen kontrol med at de bliver brugt på den ting de var tiltænkt til.