Kommentar

Sundhedsstyrelsens klapjagt på tykke er sundhedsskadelig og diskriminerende

Sundhedsstyrelsen har sat alt ind på at udrydde tykke kroppe. De praktiserende lægers videnskabelige selskab protesterer og med god grund – for stigmatiseringen af tykke er i sig selv sundhedsskadelig, skriver tykaktivist Dina Amlund i dette debatindlæg
7. juli 2020

Måske har du set Sundhedsstyrelsens nye kampagne på Facebook eller andre steder. Sundhedsstyrelsen skriver indledende, at »det kan være svært at tale om svær overvægt«. Jeg er tykaktivist – og jeg synes, det er absolut lige til at tale om tykhed. For det første er de neutrale ord »tyk« og »tykhed« – ikke »overvægtig« eller »fedme«.

For det andet promoverer Sundhedsstyrelsen en forestilling, vi simpelthen må gøre op med: Forestillingen om, at alle menneskers standardindstilling er at være slank, og at tykhed er en fejl, som bør og kan rettes. Og det eneste, det handler om, er at finde balance mellem kalorieindtag og -forbrænding. At det altid er en mulighed at tabe sig, og at vægttab altid vil være det bedste. Det er ikke sådan, det fungerer.

Det er en forældet og forfejlet antagelse, at alle skal være slanke.

De praktiserende lægers faglige selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin, har forladt en arbejdsgruppe i Sundhedsstyrelsen i protest. Styrelsen vil opspore tykke mennesker og sende dem i vægtreducerende programmer. Det vil de praktiserende læger under ingen omstændigheder skrive under på.

Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, siger til Weekendavisen: »Vi kan ikke lægge navn til anbefalinger, som ikke hviler på et ordentligt vidensgrundlag.«

Ud over at slankekure og livsstilsomlægninger ikke virker, har selskabet denne kritik: »Selve sprogbrugen vidner om en tankegang om, at borgeren skjuler noget og derfor skal opspores. Men det er altså ikke vores rolle. Vi taler med folk om de problemer, de kommer med i vores konsultation (…), folk skal have lov at gå til lægen og være overvægtige, uden at man absolut hele tiden skal tale om deres overvægt.«

Rasmus Køster-Rasmussen, forsker i vægtudvikling ved Københavns Universitet og repræsentant for Dansk Selskab for Almen Medicin, forklarer i en DR-artikel, at Sundhedsstyrelsen bør ændre fokus fra et mål om en slank krop til en glad, stærk og funktionel krop.

Køster-Rasmussen peger på studier, der viser, at selv om mange tykke mennesker kan tabe sig ved hjælpe af et slanke- eller livsstilsprogram, vil over 90 procent tage det hele på igen. I P1 Morgen har han fortalt, at selv de dyreste og grundigeste livsstilsinterventioner ikke fører til varigt vægttab – og at vægttab ikke mindsker risici for blodpropper i hjertet og hjerte-kar-sygdomme, hvilket ellers er argumentet for, at tykke mennesker skal tabe sig.

Diagnosefri tykke mennesker, som går på slankekur, har en 15 procent højere dødelighed, end diagnosefri tykke mennesker, som ikke går på slankekur. Det konkluderer rapporten »Skal overvægtige voksne tabe sig?« fra Center for Vidensråd, der er forfattet af landets førende vægtforsker, professor Thorkild I.A. Sørensen m.fl.

Alligevel har Sundhedsstyrelsen valgt at opspore tykke og afkræve dem vægttab. Det virker næsten, som om styrelsen går direkte efter 15 procent højere dødelighed – men det er nok også mere effektivt, hvis man ønsker at eliminere tykhed. Eftersom forskere i vægtudvikling jo kan fastslå, at det ikke virker på længere sigt at få tykke til at tabe sig.

Skadelig stress over stigma

Jeg savner virkelig i denne debat, at der sættes fokus på, hvor sundhedsskadelig stigmatisering og diskrimination er. En britisk forsker har skrevet om den skadelige effekt ved vægtstigma. Diskrimination går voldsomt ud over det mentale helbred og fører til kronisk stress. Kronisk stress har en voldsom indvirkning på det fysiske helbred med mange alvorlige konsekvenser. Stress har en negativ effekt på blodsukker, blodtryk, kolesterol, insulin og hjertekartilstande. Alt dette har man tidligere bare afskrevet som noget, der skyldes tykhed – men det er meget muligt, at det skyldes den diskrimination, man udsættes for som tyk.

Tykke mennesker diskrimineres i sundhedsvæsenet: I 2017 bad WHO læger og andre sundhedsfaglige om at behandle tykke mennesker med empati og undgå at antage, at deres helbredsproblemer skyldes vægtstatus.

Tykke diskrimineres på arbejdsmarkedet: Tykke ansættes i ringere grad, forfremmes i mindre grad, fyres i højere grad, og der er en markant forskel på, hvad tykke og tynde tjener.

Som tyk får man hele tiden at vide, at man falder uden for normen: tøj, sæder, soveposer, fingerringe – alting er lavet til dem, der ikke er tykke. Derudover risikerer man at blive råbt ad på gaden. Der er mange natklubber, hvor tykke ikke må komme ind, og for nylig meldte en tysk hotelejer ud, at hun ikke vil have tykke gæster, og at stolene på hotellet bevidst er valgt efter at være uegnede til tykke mennesker.

Og nu skal tykke mennesker så endnu engang italesættes som et problem, der skal fikses. Endda af Sundhedsstyrelsen, hvis kampagne er stigmatiserende og sundhedsskadelig.

Dina Amlund, kandidat i moderne kultur og tykaktivist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • ingemaje lange
  • Elsebeth Søs Hansen
  • Ebbe Overbye
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
  • Carsten Mortensen
  • S.G Thorup
  • Lise Lotte Rahbek
David Zennaro, ingemaje lange, Elsebeth Søs Hansen, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Carsten Mortensen, S.G Thorup og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alana Frederiksson

“Og det eneste, det handler om, er at finde balance mellem kalorieindtag og -forbrænding.”

Tjaa matematik lyver ikke og masse opstår ikke ud af intet. Au contraire opstår det af noget.

Dina Amlund har en fin holdning til lægebesøg. Hvis lægen vover at tale om vægttab har hun tidligere sagt at hun holder op med at komme hos den læge.

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7848087/Hvis-lægen-prædiker-vægttab-holder-jeg-op-med-at-komme

Lægen har åbenbart gang i et politisk projekt hvis mål er at udrydde tykke mennesker mere end at rådgive om sundhed. Spændende. Gad vide om Dina tillægger alle hun møder den slags motiver eller kun dem der vover at påpege at den åbenlyse sandhed at grotesk overvægt er sundhedsskadeligt?

Eva Schwanenflügel

Supergodt indlæg i den meget relevante debat.

Kropsaccept og kropsrespekt burde være noget, vi lærte fra helt små.

Marianne Schlichter, Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Heidi Larsen, David Zennaro, Rikke Nielsen, ingemaje lange, Karsten Aaen og hannah bro anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Sundhedsstyrelsen har den holdning, den har, mener jeg til mennesker som er (alt for) tykke - og som, ja er klinisk overvægtige (obese på engelsk), fordi den gerne vil have sunde, slanke, stærke mennesker, der kan - efter deres mening - være så sunde, at de kan gå ind i erhvervslivet, som god arbejdskraft, og dermed bidrage til den danske stats konkurrence-evne overfor udlandet - i den hellige danske konkurrencestat!

:(

Sundhedsstyrelsen synes ikke at have læst den rapport, fra nogle forskere, der udkom for nogle år siden, om at overvægt, tykhed mm. og mv. ikke kun skyldes, at vi spiser for meget, mindst halvdelen af grunden til at nogle mennesker spiser for meget synes at være (er!) genetisk..... altså har man en tyk og fed farmor eller oldefar, er man selv i risiko (eller hvad man nu skal kalde det ) for blive tykkere end andre mennesker her i DK, og i Europa - sådan generelt set.

Hollandske forskere fandt desuden også ud af, at børn, børnebørn, og ja selv oldebørnene, af de hollændere, der havde været i kz-lejrene i Nazityskland :( - og havde overlevet - ja, de havde slukkede gener? tror jeg det var? for, hvornår de var mætte - ganske enkelt fordi nazisterne sultede dem! bl.a. ved at servere ikke næringsholding mad for dem, som man se i filmen Nebel im August (Tåge i Ausgust); denne sult, denne længsel efter mad sætter sig åbenbart, ligesom i græske tragedier, i børnebørnene, og oldebørnene også....!

:(

Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Elsebeth Søs Hansen

Virkelig relevant og godt indlæg om faktorer, der er lige så aktuelle nu, som igennem årtier.

De rapporter og anbefalinger, der er udgået fra Sundhedsstyrelsen, har ikke været funderet på en helhedsorienteret videnskab, men har været præget af selektivt udvalgte studier, der kunne underbygge et allerede antaget synspunkt i forhold til tykke mennesker.

Det er ikke den enkelte læge, der har "gang i et politisk projekt om at udrydde tykke mennesker", sådan som det fremgår af en tidligere kommentar, der er derimod tale om en overordnet struktur af misinformation og anbefalinger, der på ingen måde handler om at bedre tykke menneskers liv og helbred, men handler om at varetage andre interesser.

Det må stoppe nu!

Lise Lotte Rahbek, Heidi Larsen, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

God artikel, Eva Schwanenflügel, og jeg hæfter mig ved følgende sætning: "Hvis kroppen stresses, tolker hjernen det som tegn på snarlig fødeknaphed og begynder at opbygge fedtdepoter – ligesom hos mange dyr. Og en sådan stress kan måske overføres fra forældre til afkom."

Engang imellem glemmer vi, at vi er dyr, og at vi har instinkter præcis som andre dyr også har.

Instinkter er nok ikke så anerkendte i vores påståede rationelle verden, og videnskaben taler ikke meget om dem, men uagtet dette, er de der. Så hvad er det, der kan stresse en krop så instinktet tager over og kroppen går i undtagelsestilstand: Social udstødelse (f.eks forældres dårlige sociale situation heraf talen om nedarvning, mobning som noget af det mest ødelæggende et menneske kan udsættes for) og sociale normer (om at passe ind i flokken og blive straffet for ikke at gøre det) kunne sagtens være væsentlige parametre. Sikkert mange flere...

Og i vores tyndhedsreligiøse kultur bliver de udstødte bare meget synlige. Tykke mennesker bringer det mest mørke og onde frem i mange mennesker, og det overrasker mig, at der næsten er en social accept af, at det er i orden at mobbe og udstøde tykke mennesker.

Det bliver den onde spiral. Hvor de tyndhedsreligiøse stresser de tykke.... ja, jeg behøver nok ikke sige mere. Det er problemets virkelige kerne.

Derfor er det vigtigt med dette opgør med tyndhedsreligionen, og helt enig i, at det er kilometerne og ikke kiloerne, der skal fokus på i et sundhedsmæssigt perspektiv.

Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg er helt enig med dig i dine betragtninger om mobning og udstødelse af de, vi i vores samfund har valgt at stigmatisere, Rikke Nielsen.

Det er ødelæggende og medfører både psykiske og fysiske sygdomme og problemer, når man udstødes af fællesskabet af den ene eller anden grund.

I særdeleshed må tykke mennesker mærke ekskluderingen på egen krop - i bogstaveligste forstand - idet de ofte ikke alene overfaldes verbalt, men også korporligt, i det offentlige rum.
Spytklatter, skub, slag og spark er forholdsvis almindelige oplevelser hos en tyk person.
Tilråb, skældud, sarkasme og mere eller mindre skjulte stikpiller er hverdagskost.
Sådanne oplevelser sætter sig uhjælpeligt fast i krop og sind.

Vi er desværre alt for gode til at mobbe i det danske samfund, selvom vi bryster os af at være det lykkeligste og hyggeligste land i verden.
Hver tiende voksne bliver hver dag mobbet på sin arbejdsplads.

Eva Schwanenflügel

PS. Det, der især gør det insisterende fokus på overvægt som en sygdom, eller anormalitet, til et altødelæggende stigma, er at overvægt bliver lig med 'forkerthed'.

Det er også derfor, mange børn helt ned til 6-års alderen begynder at føle sig tykke - eller 'forkerte'.

I Kolding kommune har man taget konsekvensen af dette, og er helt holdt op med at veje skolebørn.