Læserbrev

Det er svært at kæmpe mod unges trang til at komme langt væk fra provinsens spændetrøje

Jeg skyndte mig væk fra Lolland og ind til København, så snart jeg kunne. Det er der stadig mange unge, der gør i dag, og det bliver svært for politikerne at kæmpe mod provinsbørnenes stærke trang til luftforandring, skriver Mikkel Vejle i dette debatindlæg
30. juli 2020

Nu diskuterer vi igen unge, der flytter til København for at studere.

Jeg er selv født og opvokset i Rødby på Lolland i 90’erne. Dengang var der stadig rockere på værtshusene, men der var også et byliv med to slagtere, en smørrebrødsforretning, to bagere, en boghandel og en døgnkiosk med alt, hvad det indebærer af pornoudlejning og bland-selv-slik.

Mine klassekammerater fik jævnligt besøg af SSP-konsulenten, som for tusinde gang, skulle minde gutterne om, at det ikke er OK at stjæle mælkesnitter og colaer i Netto.

Jeg havde skolekammerater, som i sjette-syvende klasse sneg sig væk for at ryge pot. Som røg i slagsmål. Som påstod, at de allerede havde piger, som de gav finger i weekenden.

Jeg sad bagest i klassen og ventede på, at ti års skolegang var overstået. Jeg fyldte mine kladdehæfter med tegninger, læste tykke bøger i frikvartererne og forsøgte at undgå enhver kontakt med de drenge, der udgjorde flertallet i min klasse. Alt sammen på grund af min mors løfte: Du kan komme væk, når du er voksen.

En flugtmulighed

Jeg er vokset op med en fortælling om, at jeg ikke passede ind, der hvor jeg var blevet født. At jeg var for kreativ, for læseglad, for uinteresseret i scootere og fodbold. At provinsen udgjorde en spændetrøje, men at det kun var midlertidigt.

Jeg har aldrig holdt et sabbatår. Jeg skyndte mig bare væk.

Hvis der havde været et udvalg af universitetsuddannelser på Lolland, havde jeg undgået dem. For mig udgjorde det at skulle starte på et studie en flugtmulighed. Som Lykke-Per, der stikker af fra sit konservative, kristne ophav og drager til København.

Held og lykke til alle politikere, der i disse dage drømmer om at begrænse strømmen af studerende, der søger mod København og Aarhus. I kæmper mod unge menneskers trang til luftforandring, deres trang til at mærke mulighederne, udfolde sig og deres trang til at lære.

De skal nok vende hjem til provinsen, når studierne er overstået, og de finder ud af, hvad en familievenlig bolig koster i København. Hvis de da kan finde et arbejde uden for storbyen.

Mikkel Vejle er informationsikkerhedskoordinator.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Per Bøggild
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Troels Ken Pedersen, Per Bøggild, David Zennaro og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tro på det. Dem der ert flyttet og har slået sig ned i Hovedstaden, bliver der ofte, hvis de rodfæster sig på ejerboligmarkedet, da det er en investering med næsten stensikker gevinst, og jo længere du ejer den, jo større friværdi oparbejder du. At rykke ud af byen er økonomisk set en tabersag. (Jeg er landbo med en kvadratmeterpris på 5500 kr.)

Danny Hedegaard

Præcis Markus Lund

Jeg er en af de heldige fra provinsen, der købte billigt, og idag ejer en stort set gældfri 2 v ejerlejlighed til 2 millioner kr på Amager, som er steget mere hver måned i den tid jeg har boet her, end jeg har betalt af på den.

Men med min løn, ville det være umulig for mig idag at købe en ejerbolig i København, og det er præcis den situation alle de håbefulde unge første gangs køber står i, efter endt uddannelse i storbyen.

Det er også det som kan drive dem tilbage til den provins, som de ikke ønsker sig tilbage til, men som de kan blive nødt til at rejse tilbage til.

Fordi boligmarkedet i København er lukket land, særligt for enlige uden forældre der kan og vil hjælpe til økonomisk.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard