Kronik

Jeg troede på alle de løgne, menneskesmugleren fortalte mig om Danmark – de fries land

Efter fem år i Danmark drømmer og bander jeg på dansk. Jeg er gift med en dansk kvinde, læser på universitetet og deler jeres nedtur, når landsholdet taber. For mig er alt det tegn på vellykket integration. Men jeg føler mig ikke dansk. Den fremmedfjendske diskurs minder mig hver dag om, at jeg ønskes væk, skriver Tarek Kelani i den første kronik i en ny serie, hvor Information har spurgt en række skribenter om, hvornår man er velintegreret
Først når man føler sig accepteret, tør man vise sin skrøbelighed, skriver Tarek Kelani, der kom til Danmark som flygtning fra Syrien for fem år siden.

Først når man føler sig accepteret, tør man vise sin skrøbelighed, skriver Tarek Kelani, der kom til Danmark som flygtning fra Syrien for fem år siden.

Sarah Hartvigsen Juncker

Debat
23. juli 2020

Da jeg kom til Danmark for fem år siden, vidste jeg slet ikke, at der var en debat om flygtninge og indvandrere. Jeg vidste slet ikke, at jeg var ved at blive til nogens mærkesag. Jeg troede faktisk på alle de løgne, menneskesmugleren fortalte mig om Danmark – landet med frihed, lighed og ligeværdighed.

Jeg skulle bare komme ud af Syrien, og så ville verden forstå, at jeg var offeret og ikke forbryderen.

At blive integreret i Danmark har ikke været den nemmeste proces. Sproget er svært. Samfundet er langt mere individualistisk end det, jeg kommer fra. Og Danmark er et af de lande i verden, hvor det er sværest for nytilkomne at skabe venskaber.

Det har været – og er stadig – meget svært at få danske venner. Jeg har prøvet at være åben fra første dag – og gennem bevægelsen Venligboerne, som jeg i sin tid var med til at stifte, fik jeg mange dyrebare venskaber, som lærte mig en hel masse om Danmark.

Men vellykket integration er mere end venskaber og aktiviteter. Det er en fundamental ændring i den måde, man anskuer verden på. Den måde, man taler med sine naboer, klassekammerater og kolleger på, er anderledes. Den måde, man forholder sig til sin lærere, venner, familie og endda staten, er anderledes.

Alle de forskelle er ikke noget, man kan lære ved at læse en bog. Man bliver nødt til at opleve dem for at kunne forstå dem.

Som et ægteskab

Efter fem år i Danmark taler, drømmer, tænker og bander jeg på dansk. Jeg er gift med en dansk kvinde og læser psykologi på Københavns Universitet.

Når jeg bliver inviteret hjem til min danske svigerfamilie, laver de flæskesteg til sig selv og noget kylling til mig, men vi sidder omkring det samme bord og snakker om de samme emner. De ser mig sikkert ikke som dansker, men jeg er en del af familien. Min svigerfar laver sjov med ting fra min kultur – noget med kameler – og nogle gange griner han af min dialekt, og jeg griner med.

Jeg føler mig ikke dansk. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til det – men den fremmedfjendske diskurs gør det i hvert fald ikke mere sandsynligt.

Det der står i vejen for en vellykket integration, er blandt andet de mennesker – som især udgøres af politikere på højrefløjen – der tror, at deres kultur er den rigtige. Det er de samme mennesker, der brokker sig over, at vi ikke integrerer os, mens de samtidig bombarderer os med deres ’du kommer aldrig til at blive dansker’-pjat.

Der er ikke noget, der hedder ’rigtig’ kultur. Kultur er bare kultur. Den kan have gode og dårlige konsekvenser. Men kultur er som sådan ligeglad med at være rigtig, for den er konstrueret i en anden tid og af mennesker med en anden tankegang.

Se bare på drukkulturen i Danmark. Det er hverken en god eller sund kultur – hverken for det enkelte individ eller samfundet. Den er der bare.

Det jeg og mange andre minoriteter i Danmark søger efter, er anerkendelse og accept. Vi behøver ikke nødvendigvis at blive betragtet som danskere. Vi vil bare mødes i øjenhøjde og med forståelse for det, vi kommer fra. At vi hellere vil ryge vandpibe end at drikke alkohol. At vi hellere vil spille kort end brætspil. At vi kan holde fast i dele af vores rødder uden at få dårlig samvittighed.

For først når man føler sig accepteret, tør man vise sin skrøbelighed. Først når man føler sig inkluderet og ikke bliver truet med at blive udvist af landet hver anden dag, giver man sig selv lov til at udforske en anden verden, en anden kultur, en anden måde at gøre tingene på.

Integration er ligesom et ægteskab. Hvis ikke man accepterer den andens måde at gøre tingene på uden at dømme, fungerer det ikke. Begge parter skal acceptere, at deres verdenssyn måske er det rigtige for dem, men ikke nødvendigvis for alle. Man skal være villig til at indgå et kompromis, hvor man accepterer den andens eksistens, uden at den behøver at være en kopi af en selv.

Ingen to do-liste

Da jeg var helt ny i Danmark, stod jeg ved et lyskryds og ventede på, at der blev grønt. I det sekund lyset blev grønt, begyndte alle cyklister at hilse på mig ved at række hånden op og stoppe, mens jeg gik over vejen. Det var underligt, tænkte jeg. Jeg vidste ikke, om jeg skulle hilse tilbage. Jeg kendte dem jo ikke.

Det viste sig at være et signal, cyklister i Danmark giver, når de skal stoppe, så andre ikke cykler ind i dem. Det havde intet med mig at høre. Dog åbnede det mine øjne for, hvor forskelligt man fortolker verden baseret på ens indlejrede fortolkningssystem.

Sarah Hartvigsen Juncker

Jeg mener derfor bestemt ikke, at debatten om danskhed kommer ud af den blå luft. Jeg forstår udmærket det teoretiske standpunkt, der siger, at danskhed udgøres af noget, selv om vi ikke har en klar definition på den. Der er en overordnet dansk mentalitet, som man kan se i forskellige typer adfærd.

Men hvor meget skal man egentlig have tilfælles med danskere for at kunne kalde sig integreret og bydes velkommen i Danmark – eller et hvilket som helst nyt samfund for den sags skyld?

Efter min mening er svaret enkelt. Der skal ikke være bestemte kriterier eller en to do-liste. Man skal anerkende og acceptere hinanden.

Nogle indvandrere flytter straks ind i et parallelsamfund og isolerer sig.  De lærer hverken sproget eller kulturen at kende. De fravælger bevidst at deltage i noget som helst dansk. De ønsker en lille udgave af deres hjemland i Danmark og udgør både en byrde for sig selv og for samfundet. Hvis det er sagen, er det måske bedre for alle parter, at man ikke er her.

Men hvis man fungerer ordentligt, er der ingen, der må bestemme ens påklædning, eller hvad man må spise eller drikke.

En del af fællesskabet

Selv om jeg er syrisk statsborger, føler jeg på mange punkter, at jeg er faldet godt til i Danmark. Jeg føler, at jeg har et kæmpe potentiale her, som jeg gerne vil udfolde. Men jeg passer meget på med mine ambitioner, for hvad nu hvis jeg bliver udvist af landet?

Derfor prøver jeg altid at knibe mig selv i armen og huske mig selv på, at jeg skal være parat til, at mine drømme og ambitioner muligvis bliver knust lige om lidt. Det gør mig ufokuseret, forvirret og ustabil.

Jeg tænker hele tiden over, om jeg skal begynde at handle som et ’normalt’ menneske og fokusere på min fremtid, min uddannelse og mulige karrieremuligheder, eller om jeg altid skal huske på, at jeg er uønsket og ønskes væk, og at det derfor er dumt at tænke på fremtiden.

Selv om jeg kommer fra et andet land, lever jeg sammen med danskere, og jo længere tid der går, og jo flere oplevelser jeg har i Danmark, des større bliver min tilknytning til landet. Det gør, at jeg hele tiden identificerer mig mere og mere med danskerne.

Jeg deler de glædelige tidspunkter ved jul og påske med jer, jeg deler jeres nedtur, når det danske landshold taber en fodboldkamp, jeg deler jeres frustrationer, når I næppe ser noget talent i Danmark har talent.

Ligesom mange af jer bliver jeg irriteret på folk, der ikke holder til højre på motorvejen. Jeg synes også, det er træls, når flaskeautomaten ikke vil tage imod en flaske. Jeg bliver også irriteret på mine naboer, der går tur med deres hund uden snor på, fordi det gør min hund utryg.

Jeg er en del af jeres fællesskab. For mig er alt det og meget andet tegn på vellykket integration. En integration, der manifesterer sig i tanken om, at alt det, vi har tilfælles, er meget mere, vigtigere og rigere, end det, der skiller os ad.

Tarek Kelani læser psykologi på Københavns Universitet

Serie

Hvornår er man velintegreret?

Hvad skal der til for, at integrationen er en succes? Handler det udelukkende om at deltage på lige fod på arbejdsmarkedet og overholde lovene? Eller er vi først i mål, når patriarkalske strukturer er nedbrudt, racisme er udryddet og Aisha og Emil gifter sig? Det afsøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Social kontrol handler ikke om islam, men om kultur. Det ved jeg som kristen efterkommer

    21. august 2020
    Som ung dansk-serber med kristen baggrund har den sociale kontrol fyldt lige så meget i mit ungdomsliv som for mange danske muslimer og etniske danskeres vedkommende. Alligevel reducerer politikerne altid integrationsdebatten til at handle om islam og muslimer, skriver Zaklina Rajovic i kronikserien om, hvornår man er velintegreret
  • Luk ghettoskolerne – de taber nydanske børn på gulvet og forhindrer integrationen

    17. august 2020
    Inden jeg begyndte i gymnasiet, var jeg gemt væk i ghettoen. Jeg havde aldrig flirtet med en pige og end ikke rørt en øl. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg fandt ud af, at det var helt almindeligt for unge på min alder. Ghettoskoler taber både børn og integrationen på gulvet, og derfor bør de lukkes, skriver Adam El-Matari i kronikserien om, hvornår man er velintegreret
  • Jantelovspolitiet har sat en grænse for, hvor integreret man har lov at være

    12. august 2020
    Mange pladdernationalister kan ikke tro, at jeg betaler topskat og samtidig ikke spiser svinekød. I deres samfundsopfattelse kører indvandrere taxa eller sælger grøntsager. Men det skal være meritterne, vi interesserer os for, skriver jurist Safia Aoude i kronikserien om, hvornår man er velintegreret
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

Ole Svendsen, hvor har du ret. Men hvor det let at holde med de sympatiske og forbande de andre.

Steffen Gliese

Tysk skal terpes, men når det er banket ind, bliver det og er i princippet let at forstå og næsten ligeså let at tale, bl.a. pga. præfikserne, der gør konstruktionen af betydning forudsigelig med et relativt lille sæt af kendte stamord i den enkeltes vokabularium. Det er derimod afgørende, at man kan komme ud over sin danske ekspressive generthed og tale tysk med alt spytteri og understregning af især konsonanterne.

Steffen Gliese

Kultur er en evig dynamisk udvikling, så det giver ikke mening at tale om, hvad folk om mange generationer skal eller ikke skal.

Jørgen Mathiasen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg læser og forstår tysk så ganske udmærket. Men tale det korrekt. Hm, hm. Talte med en tysker i Netto i dag. Så fik jeg da lov til udtrykke mig lidt. Altså samtale betyder såååå meget for ar lære et sprog.

Jørgen Mathiasen

Har man gjort egne erfaringer med, hvad det kræver at lære et fremmedsprog, så forstår man mere af den opgave, indvandrere i Danmark står med, men det er vist overflødigt at nævne, at en sådan overbærenhed har været trængt stærkt tilbage i Danmark i de seneste 25 år.

Interesserer man sig for, hvilke problemer en dansker har med at lære tysk, så anvender man et kontrastivt princip. Anvendes princippet over for mange sprog, tegner der sig nogle almene regler. Den kontrastive analyse viser ligheder og forskelle i syntaksen mellem dansk-tysk og dansk-fransk og kan begrunde en antagelse om, at en tysker vil have færre problemer med den danske syntaks end en franskmand, fordi hans tyske modermål virker mindre forstyrrende. Dermed er der i øvrigt peget på et endnu mere centralt fremmedsprogsproblem, som har et fransk navn: faux amis - falske venner.

Fremmedsprogspædagogik er naturligvis et forskningsområde med en tilhørende litteratur, men jeg tror, alle har bemærket, hvordan politikere forholder sig til den slags erkendelser, hvis de har nogle politisk-ideologiske grunde til at påstå noget, der ikke er forskningsbelæg for. Kan en sprogpolitik ikke begrundes sprogvidenskabeligt, fordi den reelle grund er økonomisk-ideologisk, så åbner man bare for den nationalistiske pose.

Sider