Uddannelse bør tænkes helt ind i maskinrummet af den bæredygtige omstilling

»Never waist a good crisis.« Ordene er Winston Churchills, men virkeligheden er vores. De seneste måneder har vores samfund befundet sig i en historisk unik standbytilstand, som har forårsaget, at mange er begyndt at betragte hverdagen i et andet perspektiv. Hvorfor gør vi sådan og ikke sådan? Coronakrisen har således beriget vores hjerner med den pause, som vores forestillingsevne åbenbart havde behov for – og fra denne pause blomstrer nu friske perspektiver på indretningen af vores samfund.

Med professor emeritus Ove Kaj Pedersens formulering (Deadline, den 8. maj), så er det nu, at vi har muligheden for at male de »fremtidsbilleder, som vi efterfølgende kan realisere. Der er en åbning i den nuværende situation«. Lad derfor utopierne komme frem i lyset – for vi har brug for dem. For når vi igen har overskuddet til at forholde os til andet end smittetryk, respiratorer og social afstand, står der en endnu større krise og venter på at blive løst: klimakrisen.

Og i den situation er utopierne vigtige. I det perspektiv er det både kærkomment og forfriskende, at læse Jeppe Læssøe og Niels Larsens kronik i Information med overskriften »Bæredygtighed skal ind i uddannelsernes formål. Det bør en national strategi sørge for«. Alt for længe er uddannelsessystemet, med sin ellers brede folkelige forankring, blevet stedmoderligt behandlet på spørgsmålet om bæredygtig omstilling.

Ingen anden offentlig institution har så stor påvirkning på og berøring med så mange borgere over så mange år som folkeskolen. Og når tre ud af fire unge efterfølgende gennemfører en ungdomsuddannelse, så er 13 års skolegang noget, som langt de fleste danskere har stiftet bekendtskab med.

Uddannelse er på den vis en af vores lands mest synlige fællesnævner – en fællesnævner, som former og skaber viden, faglighed, normer, værdier, indblik og udsyn. Derfor bør uddannelse også, som det mest indlysende, tænkes helt ind i maskinrummet af den bæredygtige omstilling.

Folkedannelse

Regeringen kan dog med rette fremhæve, at uddannelse rent faktisk er tænkt med ind i den bæredygtige omstilling, da uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen sidder i regeringens eget Klimaråd sammen med ministre fra så forskellige ressortområder som erhverv, miljø, skat og fødevarer med flere.

Men i samme Klimaråd har man desværre valgt at se fuldstændig bort fra børne- og undervisningsministeren, som blandt andet varetager de seks til 19-åriges uddannelse på landets folkeskoler, fri- og efterskoler og ungdomsuddannelser. Hvad med dem? Er disse uddannelser ikke fine eller vigtige nok til at kunne bidrage til den bæredygtige omstilling? Eller anser regeringen blot denne traditionsrige uddannelse, vi som velfærdssamfund tilbyder vores yngste medborgere, som omstillingsmæssig overflødig?

Mens svarene lader vente på sig, venter vi samtidig på en gennemtænkt klimastrategi, som er bare i nærheden af at indfri regeringens egen 70-procentmålsætning. Måske er det på tide at tænke den folkelige fællesnævner ’uddannelse’ med i strategien?

Folkeskolen udgør – i forening med ungdomsuddannelserne – den helt unikke folkeuddannelse, foruden hvilken vores samfundsmodel ville have mere end almindeligt svært ved at overleve. De seks til 19-åriges uddannelse er selve fundamentet for et effektivt og omstillingsparat samfund med oplyste, kritiske og ansvarsbevidste borgere – og bør derfor også indtage sin retmæssige position i kernen af samtlige bæredygtige omstillingsstrategier.

Grøn uddannelsesfilosofi

Vi ønsker, at der væves en synlig, grøn uddannelsesfilosofi ind i vores samlede uddannelsessystem. I alle fag, uddannelser og uddannelsesretninger – og ikke kun de videregående uddannelser, som regeringen lægger op til. Den bæredygtige omstilling skal således være den grønne tråd gennem hele vores uddannelsessystem, fra ABC til ph.d.

Dette kan for eksempel ske ved at etablere et helt nyt omstillingsfag til folkeskolen og ungdomsuddannelserne, som skal tematisere forskellige faglige perspektiver – eksempelvis den gensidige relation mellem mennesker og natur, bæredygtigt iværksætteri, forandringsprocesser og systemisk tænkning.

Sidstnævnte er særligt vigtigt, idet det på lang sigt kan være medvirkende til, at fremtidige generationer af borgere og beslutningstagere ikke bliver til fals for silotænkningens isolerede løsningsmodeller.

Men alt dette bringer os næppe i mål. For vi skal ’helt ind i sindet’, dér hvor dannelsen gemmer sig. For som Læssøe og Larsen også er inde på, så må et bæredygtigt uddannelsessystem følges af et bæredygtigt dannelsesbegreb. Dannelse er moral og etik, men det er også her, vor dybeste forståelse af natur og sameksistens mellem arterne befinder sig. Bæredygtig dannelse er således et rettidigt opgør med et brutalt natursyn, som ikke længere er holdbart.

Men parallelt hermed er det også nødvendigt, at vi korrigerer vores forståelse af, hvad vi overhovedet forstår ved uddannelse – og herunder hvor hårdt grænserne mellem studieliv og arbejdsliv optrækkes.

Inspiration fra flexicurity

Med den såkaldte fremdriftsreform som accelererende mellemkomst har vi i dag etableret en uddannelsesmodel, som grundlæggende stræber efter at få elever og studerende hurtigt videre og til slut ud på arbejdsmarkedet. Hellere i dag end i morgen.

Men hvorfor er det, at vi som samfund har bildt os ind, at hastighed er et udtryk for kvalitet, når vi taler uddannelse? Kvalitet til et langt arbejdsliv, der antageligt vil forandre sig utallige gange undervejs. Det er en uheldig forståelse af uddannelse og arbejde, der matcher et søvnigt industrisamfund, hvor stabilitet er nøgleordet, og omstilling er noget, vi forholder os til i næste budgetår.

Fremtidens arbejdsliv kræver kvalifikationer og færdigheder, som vi i bedste fald kun kan ane konturerne af på nuværende tidspunkt. Derfor giver det heller ingen mening at spytte færdiguddannede ud fra uddannelsesmaskineriet i den form, vi har kendt det hidtil. Faglig kvalitet og kompetence har altid været dynamiske størrelser, og derfor skal balancen mellem studieliv og arbejdsliv også være det.

Vi har behov for et uddannelsessystem, der afspejler vores samfund og de udfordringer, vi står over for. Vi forestiller os derfor en model, hvori det forventes, at alle genindtræder som studerende flere gange og over længere perioder i løbet af arbejdslivet. Inspirationen kan vi hente i den meget succesfulde flexicurity-ordning, men hvor den udløsende faktor ikke længere er arbejdsløshed, men snarere behovet for opdateret faglighed i relation til de bæredygtige omstillingsprocesser, som »enhver side af samfundet« skal bidrage til, som FN så klart formulerer det.

Når vi ønsker en grøn gentænkning af hele vores uddannelsessystem, så skyldes det på den ene side en dybfølt bekymring for den kurs, vores regering sætter for vores samfund, når det handler om etablering af et reelt bæredygtigt samfund. På den anden side besidder vi begge en fast forankret tro på uddannelse som den afgørende dynamo for bæredygtig omstilling. Vi tror på, at det kan lade sig gøre – og nok er det en utopi, men det er ikke umuligt.

Mads Strarup er forfatter til bogen HVA’ NU? og vicerektor på Københavns åbne Gymnasium; Uffe Elbæk er medlem af Folketinget, forhenværende kulturminister og tidligere rektor for Kaospiloterne.