Læserbrev

Jeg er ung og ensom – og jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg har gjort noget galt

Jeg skammer mig over at indrømme, at jeg er en ’baggrundsven’. En, som har mange venner udadtil, men som alligevel ender med at tilbringe nytårsaften alene. Jeg stirrer på 12-tallet i min studenterhue og er bange for, at jeg dumper i at være ung, skriver Nina Pratt i dette debatindlæg
Det er svært at indrømme, at jeg er en baggrundsven, fordi det føles, som om jeg siger, at jeg ikke passer ind i nogen fællesskaber. Men det har vist sig at være en god ice breaker – og det føles stærkt at kunne indrømme, at man er sårbar. At man er ensom, skriver Nina Pratt.

Det er svært at indrømme, at jeg er en baggrundsven, fordi det føles, som om jeg siger, at jeg ikke passer ind i nogen fællesskaber. Men det har vist sig at være en god ice breaker – og det føles stærkt at kunne indrømme, at man er sårbar. At man er ensom, skriver Nina Pratt.

Pelle Rink

Debat
20. juli 2020

Jeg gik forbi en gruppe unge mennesker på stranden forleden. De spillede høj musik og smurte hinanden ind i solcreme. Det var tydeligt, at de var nære venner. 

I ved, hvad det er for en gruppe. I er måske selv med i en. Et slæng. Et squad – holdet. Det er dem, som har en fast camp på Roskilde Festival. En gruppechat, der altid er aktiv. En automatiseret invitation til sommerhus-, by- og biografture. Dem, der sidder sammen i klynger af otte til ti mennesker på en bar og skåler højlydt.

Det er mennesker, ens eget navn kædes sammen med, som er man én og samme organisme. Det er der noget smukt over. Det er den type venskaber, som er dna’en i feel good-serier som Friends, How I Met Your Mother og SKAM. Vennegrupper, der føles som ens familie.

Så hvad hvis man er i begyndelsen af 20’erne og ikke er medlem af en sådan familie?

Som én, der ikke er cementeret i en vennegruppe, kan jeg ikke lade være med at føle, at der er noget, jeg gjorde galt. Et eller andet jeg missede. Jeg stirrer på 12-tallet i min studenterhue og spekulerer på, om min version af at have ’klaret’ gymnasiet er forkert. Jeg er bange for, at jeg dumper i at være ung.

Nutidens ungdom bliver portrætteret som hypersocial. Det er ikke foreneligt med ideen om, at unge kan være ensomme. Alligevel er unge mellem 16-29 år ifølge organisationen Ventilen den aldersgruppe, hvor flest føler sig ensomme.

Og der er unægteligt en skamfuldhed i at indrømme, at jeg er en såkaldt ’baggrundsven’. Én, der udadtil har mange venskaber, men alligevel ender med at tilbringe nytårsaften alene. Én, som tøver med at købe billetter til festivaler, bange for, at der ikke er plads til mig i nogen camp.

De fodbold-, danse-, håndbold- og tennisaktiviteter man gik til, da man var yngre, giver mening nu. Forældrebyggede hække mod ensomhed. Hække, man selv kan gro videre med efterskole- og højskoleophold og pleje via sociale medier.

Når man så alligevel ikke formår at skabe en vennegruppe med ovennævnte sociale starter packs, så kommer man nemt til at føle, at man er helt gal på den. Mest fordi vi ikke taler nok om det.

Det er svært at indrømme, at jeg er en baggrundsven, fordi det føles, som om jeg siger, at jeg ikke passer ind i nogen fællesskaber. Men det har vist sig at være en god ice breaker – og det føles stærkt at kunne indrømme, at man er sårbar. At man er ensom.

Så sig det højt – især I unge. Så bliver det forhåbentligt ikke så flovt at føle sig ensom.

Nina Pratt er studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak fordi du turde. SKRIVE det højt. Ingen er baggrundsvenner: du, kære Ninna, vil altid være "grund" nok. I dig slev, som dig selv: og med andre. Tro på det; vid det. Se bare - hvad du skrev her. Det tør alt for få. KNUS til dig <3

ingemaje lange, Arne Albatros Olsen, Freddie Vindberg, Gitte Loeyche, Anker Heegaard, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tak for dit modige indlæg, Nina.

Hvorfor er det modigt?
Fordi ensomhed er et kæmpe tabu, måske mere end nogensinde, især når man er ung.

Er det den såkaldte perfekthedskultur, der huserer?
Er det mon fordi udadvendthed ofte bliver udlagt som bedre og mere gavnligt end indadvendt eftertænksomhed?
Er de udadvendte i slæng vitterligt mindre ensomme, når det kommer til stykket, fordi de faktisk ikke har nære venner, men blot kammerater?

Uanset hvad, så er det smerteligt at gå forbi i udkanten af festende grupper, hvor man tydeligt føler sig som den mest forkerte af alle levende væsener.

Arne Albatros Olsen, erik pedersen, Freddie Vindberg og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Tænker at unges rekordhøje alkoholforbrug muligvis kunne hænge sammen med den udbredte ensomhed..?

Anker Heegaard

Jeg har haft det som dig en stor del af livet, indtil jeg en dag fandt ud af, at jeg ganske enkelt af natur ikke hører til i sådanne gruppefællesskaber.
Jeg har været misundelig på folk, når jeg har set deres glæde, hørt deres begejstring og set deres tilsyneladende kærlighed til hinanden - men det er jeg ikke længere.
Vi kan ikke sammenligne vores liv med TV serier, som idylliserer fællesskabet under forlorne omstændigheder - og vigtigst af alt. Vi bør ikke stræbe efter at blive som dem - vi skal være os selv, når vi har fundet ud af hvem vi er, hvilket godt kan tage lidt tid.
Du skal med tiden nok finde den form for fællesskab, som du trives med. Det bliver sikkert ikke på en græsplæne med en dåseøl i hånden, og det bliver sikkert heller ikke med høj musik og fællessang.
Gør de ting du har lyst til … biograf, koncert og lignende, det kan man altså godt alene og det kan være du får øje på nye veje.
Tak for dit indlæg … du er ikke alene, og det er jo også en form for fællesskab.

Herdis Weins, Peter Engelbrecht, Maiken Guttorm, Anne Schøtt, Erik Fuglsang, Steffen Gliese, ingemaje lange, Rikke Nielsen, Arne Albatros Olsen, Lise Lotte Rahbek, Randi Christiansen, Kim Saxman, Carsten Svendsen, hannah bro, erik pedersen, Freddie Vindberg, Eva Schwanenflügel, Torben Lindegaard og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Du siger det så klart...ensomhed kan være et vilkår...du over for dem du ikke har spontant fællesskab med...men husk nu at du har brugt sproget til at sige det. Tak for det.

Henrik Ljungberg

Søren Kristensen

Du kan godt gøre sproget til din ven, hvis det ikke allerede er det. Men det er ikke det samme som en vennegruppe. Intet kan erstatte en vennegruppe, der sådan set er baseret på, om ikke det modsatte af sprog, så noget helt andet nemlig udadrettet handling. Hvis du lægger mærke til de jævnaldrende fællesskaber du drømmer om at være en del af, så er de karakteriseret ved at medlemmerne gør eller har noget sammen. De drikker øl, tager på camp, dyrker sport eller musik eller noget andet. De har med et lidt kikset udtryk en fetich sammen og den er nøglen til deres fællesskab for samhørighed kommer sjældent i første omgang af sympati alene. Så hvis du vil være med i en gruppe, så find ud af hvad deres fetich er og begynd at dyrke den. Måske vil det føre dig ind i et fællesskab. Omvendt er der ingen garanti for at det virker, for du skal selvfølgelig også besidde nogle sociale kompetancer og hvis det fx handler om cykling skal du naturligvis kunne lide at cykle. Har du ikke et minimum af talent for det du kaster dig ud i, så kan du ligeså godt vænne dig til ensomhed. Den kan til gengæld have nogle andre fordele, som oftest først viser sig hen ad vejen,. Havner du i det spor, så er tålmodighed din bedste ven, for det tager tid at blive sin egen bedste ven. Hilsen en der har prøvet begge dele.

Lise Lotte Rahbek, Anders Olesen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Vi fødes alene, og vi dør alene, og så er den ikke længere. Folk må da gerne feste og drikke sig fulde sammen og prøve at glemme det faktum, men i sidste ende har man kun sig selv. Så det er en god ide først og fremmest at lære at holde sit eget selskab ud . Folk som er "ensomme", er det i virkeligheden inden i, fordi de forventer at omgivelserne skal fylde dem op.

Når du får børn, så du ikke alene, Der er gang i den.

Steffen Gliese

Det bedste er at finde sig noget at interessere sig for og så skabe kontakt til dem, der har den samme interesse. Himlen skal vide, at man kan føle sig ensom, hvis man f.eks. interesserer sig for noget, der ikke er voldsomt comme il faut indenfor landets grænser; men så må man jo finde sine venner via nettet og henad vejen sørge for at udbrede kendskabet til det, man brænder for.

Herdis Weins, Anne Schøtt, Erik Fuglsang, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jo, saxman, men man har måske også brug for voksenvenner. Da jeg blev (alene)mor, tænkte jeg, at jeg nu automatisk ville blive del af et fællesskab med andre voksne omkring børn. Uuh, jeg fik en lang næse.

Men det er så sandt, som andre i tråden siger : at kende sig selv og fungere i sit eget selskab er en bedre forudsætning for at fungere i et fællesskab. Nogen af os må på ofte lange stræk gå den ensomme vej. Men 'du er ikke alene, der er nogen der følger dig' - som sebastian synger på sin smukke sang. Og 'I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv' - christianiasangen.

I gamle dage var christiania de utilpassedes oase - her kunne man bare få lov at være, uden der blev stillet krav - og der var mange spændende tilbud i f.eks. musik-teater og andre sammenhænge. Hvilket minder mig om steinerpædagogikken, hvis fornemste diktum er at møde barnet, hvor det er og med tilbud ikke med krav. Lykkes det, vil individet, når det er klar, tage i mod og give igen i eget tempo.

Desværre er vort samfund præget af forskellige former for bevidst og ubevidst magtmisbrug fra den ene procent, hvilket depraverer resten på forskellig vis i form af bla. racisme, mobning, misbrug/afhængighed, psykiske lidelser, ensomhed m.v.

Som en ven siger, 'det er hårdt at være blød'. Jeg gjorde tidligt op med mig selv, om jeg var fortvivlet nok til at begå selvmord og fandt ud af, at dét var jeg ikke, bl.a fordi jeg indså, at man jo ikke ved, om det overhovedet ville løse problemet, i og med vi ikke ved, hvad der sker, når kroppen dør.

Så fat mod, du har meget at lære, og alle har udfordringer, selvom de skjuler det. Livet er ikke for svagpissere, og det, man ikke knækker af, bliver man stærkere af. Og skulle du knække, tager du en pause og kommer på benene igen. Sådan er det, been there, done that.

♡ Love & peace & understanding ♡ Make love not war ♡ Flower Power ♡

Jeppe Bundgaard

Jeg bliver træt inde bag øjnene af at høre endnu en tolvtals pige, begræde sin ensomhed. Specielt, når hun ser Friends og How i met your mother som målestokken for venskaber.
Valg har konsekvenser. Vælger du at sidde med næsen i bogen og stirre mod næste tolvtal til eksamen, så bliver der stille når eksamen er ovre og skolen lukker for sommeren. Specielt, hvis hun derudover kun bruger sociale medier som redskab til at pleje disse venskaber.

@Eva; vi havde også verdensrekord i druk, du jeg var ung, og jeg tror ikke det har særlig meget med denne sag at gøre. Det er dog en mulighed for ansvarsfralæggelse.

Arne Albatros Olsen

Forhåbentlig elsker du alligevel det liv, du har og som venter forude !

Siden du udtrykker så klart åbent og sårbart, går jeg automatisk ud fra det.

Jeppe Lindholm

Før i tiden var der intet internet, ingen sociale netværk, ingen smartphone. Men der var det nære liv. Lige uden for døren. Fødselsdage og fest sammen med naboerne, alverdens lege med børnene på gaden (og dem var der mange af). Nu er fællesskabet afskaffet til fordel for facebook og TikTok. Er det ikke bare fedt? Ikke mere bøvl med naboen. De får bare fingeren. Ikke mere støj fra legende møg unger hele aftenen med glade grin og skreg når der leges tik. Nu har vi jo også Soundboxe og larmende biler og maskiner og sociale distancerende medier uden ansvar for hinanden. Puhaaa, godt vi slap af med hinanden og fik internet.

Før bliv vi unger ude at lege til sent aften. Sommer, efterår, vinter og foråret. Året rundt glemte vi tiden sammen i leg og kom trætte og godt sulten hjem. Nu står vi bare og glor på en 6,5" skærm dagen lang med "lege kamerater" verden rundt.

Jeppe Bundgaard, Erik Fuglsang og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Men hva. Vi danskere er verdenmestre i internet livskvalitet. Ja, ja. Det findes skam. Ha ha ha

https://www.version2.dk/artikel/rapport-danmark-verdensmester-e-livskval...

Randi Christiansen

Så derfor jeppe, må vi vende denne nye måde at kommunikere på til vores fordel.

Lyt f.eks. med her, og giv evt en nøgtern response

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=1141788672872436&id=10001123...

Rikke Nielsen

At være ensom er nok et præmis for os alle. Det har ikke meget med alder at gøre. Problemet opstår nok snarere der, hvor vi som individer ikke rigtig lærer at tage vores egen ensomhed til os og leve med og i den. Det har tiden lige nu nok gjort svær for os (alle), da vi hele tiden bombarderes med alskens forestillinger om, hvordan man kun kan "være", hvis man bliver "liket".

Vi har lært at bedømme os selv med fællesskabets briller, istedet for bare at være i os selv.

Mit bedste råd til dig er at tage ensomheden ind og acceptere den du er. De mennesker, du kender, der kun kan trives i grupper, har mistet noget kostbart, sig selv, og er formentlig lige så eller mere ensomme end dig.

Og til sidst, tillykke med de gode karakterer - det lover godt for fremtiden, og kan måske også fortælle en historie om, hvorfor det lige er dig, der reflekterer over de indre værdier og ikke alle de andre. Pas på dig selv.

Herdis Weins, Lise Lotte Rahbek, Flemming Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

Dét, man bruger tid på, vokser.