Hvis man vil gøre verden til et bedre sted, er det nødvendigt at have to indsigter med sig. For det første at fremgangen i menneskets levevilkår er drevet af innovation. For det andet at innovation kun finder sted i et økonomisk system, som belønner flid og risikovillighed.
Det er især (men ikke kun) venstrefløjen, der har et anstrengt forhold til de to indsigter.
Vækst kommer af innovation og er på langt sigt mange gange vigtigere end omfordeling til at fremme borgernes levevilkår. Uden økonomisk vækst ville de fattigste 40 procent af danskerne kun have haft en tiendedel af den velstandsfremgang, de har haft de seneste 100 år. Vækst har spillet en meget større rolle end fordelingspolitik.
Innovation kræver et økonomisk system, hvor iværksættere med nye ideer frit kan etablere sig i konkurrence med eksisterende virksomheder i forvisning om, at de og deres investorer har ejendomsret til virksomheden og ikke vil blive brandbeskattet af fortjenesten, hvis det går godt.
Socialdemokraterne anno 2020 har taget et kraftigt sving til venstre i deres syn på kapitalens rolle i samfundet i forhold til, hvor partiet har stået de seneste tre årtier. Nyrup fjernede formueskatten, og både Nyrup og Thorning sænkede selskabsskatten. Det gjorde de ikke for at glæde de velhavende, men for at fremme investeringer og produktivitet til gavn for lønmodtagerne.
I kontrast til Nyrup og Thorning gik Mette Frederiksen til valg på højere aktieskat, renteskat, arveafgift og bankskat. Allerede i dag er skatten på det reelle kapitalafkast efter fratrukket inflation ofte omkring 80 procent, og at hæve den yderligere vil være gift for innovation og velstandsskabelse og til skade for den brede befolkning.
Langt de fleste investeringer i innovative virksomheder fører til tab. Dem, vi læser om i avisen, er de få undtagelser fra denne regel. Det kræver en ekstremt høj grad af risikovillighed at kaste sig ud i at udvikle helt nye typer af produkter eller forretningsmodeller.
En særlig slags mennesker
Innovative ideer er i sagens natur skæve, overraskende, ofte sågar umiddelbart svære at tage alvorligt. Der er en grund til, at andre ikke allerede har fundet på dem. De virkelig innovative iværksættere, der skaber noget helt nyt, er en særlig slags mennesker. Der er ikke mange af dem, men de er afgørende for fremdriften i samfundet.
Der er på venstrefløjen en lang tradition for at undervurdere, hvor vanskeligt og risikabelt det faktisk er at frembringe innovation til gavn for borgerne. I samme åndedrag underkender venstrefløjen vigtigheden af incitamenter, der sikrer, at risiko og flid belønnes. Den værdi, som aktivt ejerskab af virksomheder skaber, opfatter de som en slags tyveri fra arbejderne – eller ’arbejdsfri indkomst’, som de kalder det i Enhedslisten.
Lenin skrev om det at drive virksomheder i et planøkonomisk system: »Den nødvendige administration er blevet forenklet af kapitalismen i en sådan grad, at det … kan udføres af hvem som helst, der kan læse og skrive og behersker de fire grundlæggende regnearter« (min oversættelse).
Moderne socialister som den franske økonom Thomas Piketty tænker grundlæggende på samme naive måde, når de argumenterer for, at ejerskab til store virksomheder skal være midlertidigt. Den bagvedliggende præmis er, at hvem som helst kan styre en virksomhed. Og at risikovillig kapital ville stå til rådighed, selv hvis man brandbeskattede afkastet af risikable investeringer og cirkulerer ejerskabet.
Risikoeksponering
Venstrefløjen hævder, at succesfulde iværksættere ikke selv har skabt deres velstand, fordi de har fået stillet veje, uddannelse og anden infrastruktur til rådighed af staten. Men alle vi andre har jo også fået stillet denne infrastruktur til rådighed, mens kun få formår at udnytte den til at opbygge store virksomheder, opfinde nye produkter og skabe arbejdspladser til glade danskere samt undervejs en formue til sig selv.
Nogle mennesker er exceptionelt dygtige til at skabe innovation og dermed til at forrente kapital. Det bliver derfor meget dyrt for samfundet at lægge høje skatter på dem for at cirkulere den til andre, der ikke har vist samme evner. Det dræber innovation og velstand.
I dag leger Enhedslisten, SF og andre på venstrefløjen (heriblandt Piketty) med den tanke at give medarbejderne kontrollen over virksomhederne. Der er intet, der forhindrer medarbejdere i at finde sammen og starte virksomheder, som de selv ejer. Hvis de ønsker at løbe den risiko, vil det være fremragende. Men venstrefløjen vil opnå medarbejdereje ved tvang.
Det vil gøre det vanskeligt at skaffe midler til investeringer fra andre end medarbejderne selv, fordi ingen andre må få kontrol over virksomheden. Det giver imidlertid en meget stor risikoeksponering både at have sit job og sin formue i samme virksomhed. Går den ned, står man pludselig både uden indkomst og uden formue.
Derfor vil medarbejderejede virksomheder ofte ikke kunne skaffe kapital til investeringer, og staten vil skulle træde til. Et statsligt krav om medarbejdereje ender således med statsligt ejerskab, og så bevæger vi os i retning af et traditionelt socialistisk scenarie i stil med Østeuropa før Murens fald eller Venezuela under Chavez og Maduro.
Borgernes forbrugsmuligheder
Økonomisk vækst handler i sin essens om via innovation at opnå mere med færre ressourcer og dermed gøre ting billigere. Aluminium blev første gang udvundet af H.C. Ørsted i 1825. I 1855 kostede aluminium fortsat, hvad der svarer til 4.000 kroner pr. kilogram og var dermed reelt uanvendeligt for almindelige mennesker. Men kong Frederik VII fik da lavet en hjelm til sig selv af aluminium.
I 1886 udviklede en ung fyr fra Ohio en udvindingsproces i sin families brændeskur, tog patent og kommercialiserede dermed aluminium. At gøre noget kommercielt lyder i manges ører – og især på venstrefløjen – som en fæl ting. Men det betyder grundlæggende at gøre ting så billige, at almindelige mennesker har råd til dem. Alt fra silkestrømper og mobiltelefoner til flyrejser og fladskærme har gennemgået denne udvikling. Og det er innovation, der driver den.
Innovation reducerer den økonomiske ulighed mellem de rige og de fattige, hvis man tager udgangspunkt i det, der reelt betyder noget: borgernes forbrugsmuligheder. Før industrialiseringen kunne almindelige mennesker kun drømme om elitens tøj, mad eller forbrugsgoder. I dag er Bill Gates tøj sikkert dyrere end dit og mit, men slet ikke så markant bedre som elitens tøj tidligere. Det samme gælder hans mad for slet ikke at tale om hans smartphone og hans elektronik i øvrigt, som ikke er bedre end middelklassens.
Innovation giver lavere priser og højere lønninger, fordi produktiviteten stiger. Det kommer alle til gavn, og det er derfor afgørende at sikre, at innovation trives. Det er nemlig ingen selvfølge, at innovation finder sted. I hovedparten af menneskehedens historie var mængden af innovation beskeden. Og den innovation, som har fundet sted de seneste 200 år og mangedoblet vores velstand, er skabt i en håndfuld vestlige lande. Lande, der kalder sig socialistiske, har stort set ikke skabt nogen innovation.
Det, Mette Frederiksens regering og hendes støttepartier på venstrefløjen ikke har øje for, er for det første, at velstandsfremgang på langt sigt er markant bedre end omfordeling til at fremme levevilkårene for borgene, også for dem med de lave indkomster. Og for det andet at denne velstandsfremgang kun kan sikres i et markedsøkonomisk system med fri konkurrence og privat ejendomsret, hvor risikovillighed og flid ikke brandbeskattes.
Martin Ågerup er direktør i tænketanken CEPOS.
Hvad er de blå vrede over?
Siden valget i juni sidste år har de blå måttet affinde sig med en rolle som kritisk opposition frem for magtudøvere. I denne kronikserie skriver nogle af Danmarks førende højreorienterede stemmer om, hvad de mener, er det absolut værste ved de rødes dominans i Danmark.
Seneste artikler
Simon Emil Ammitzbøll-Bille: De ægte borgerlige må ikke lade sig æde af det yderste højre
7. august 2020De nationalkonservative æder sig dygtigt og uhindret ind på de blå partier. Uden klar modstand rykker Venstre, De Konservative og LA langsomt, men sikkert i små ryk mod højre i udlændingepolitikken. Og det splitter os som folk, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille, formand for partiet Fremad, i dette debatindlægMarie Krarup: Kulturkampen imod islamiseringen er afgørende for vores fremtid
31. juli 2020Vi står i dag i en kulturkamp med voldsomme udfordringer. Socialdemokratiet ser den ikke – og det gør Venstre faktisk heller ikke. Men det burde de, for islamisering truer med at indføre en ufri og udansk kultur ad bagvejen, skriver Marie Krarup i kronikserien om, hvad de blå er vrede overEn hvid kvinde er blevet en fjende og ikke den solidariske søster, hun var for 40 år siden
22. juli 2020Efter at ’gæstearbejderne’ kom til landet, så vi, at nogle af dem slet ikke ønskede det samfund og den kvindefrigørelse, vi havde skabt. Men venstrefløjens tolerance over for de muslimske minoriteter medførte, at ligestillingsspørgsmålet blev redefineret og den oprindelige kvindekamp spaltet i fraktioner, skriver Karen West i denne kronik
A propos indoktrinering fra Kina med deres kulturprojekt Kong Fu tze´s teser i danske skoler vil jeg bede Information om at stoppe den indoktrinering der kommer fra CEPOS´s båndsløjfe - Det fornærmer min intelligens at høre på det uge efter uge - år efter år uden den mindste nuance.
Confucius hedder det vist på dansk.
Jeg har hidtil været af den opfattelse, at en direktør for en tænketank måtte forventes at kunne tænke. Jeg indser nu, at det ingenlunde behøver at være tilfældet.
Og al den grønne innovation, der kommer fra venstrefløjen...den "tæller" naturligvis ikke for en mand, der tænker "velfærd" som lighed - i for(mis)brugsmULIGheder...ikke perspektivisk, eller nært. Endsige med tanke.. på at verden, især nu; har brug for at der tænkes langt. Ikke tænketankes... op.
Aktiv virksomhedsledelse har venstrefløjen, mig bekendt, aldrig været betraget som en arbejdsfri indtægt.
Aktiv virksomhedsledelse har venstrefløjen, mig bekendt, aldrig været betraget som en arbejdsfri indtægt.
MÅ forsøger dog at argumenterer for sine synspunkter. Dog kan de med andre argumenter få en anden udvikling.
Fx. hvad er vækst er det BNP - for så tæller ulykker osv også med , ligeledes alle de lønmodtager. der bliver nedslidte af arbejdspresset, tæller også¨med i BNP's vækst. Men ville samfundet ikke være bedre hvis denne vækst kunne undgået og ville klimaet ikke få det bedre hvis befolkningerne fik bedre til til at tage sig af hinanden i stedet for at skulle stresses rundt . Ligeledes mindre og bæredygtigt forbrug ville også gavne klimaet og der med "os" alle. For ikke at spørge, hvad koster alle de virksomheder , der gå konkurs ikke samfundet.
Med andre ord MÅ's argumenter kan vendes om.
Stop lige op.
Innovation (Martin's ord for vækst) er også ved at tage livet af kloden.
Hvor jeg er grundlæggende uenig er, at målestokken udelukkende ses i kroner og øre. Et problem jeg ser som desværre har bidt sig dybt ind i vores samfund. Hvad med nysgerrighed, tilfredshed i at nå et mål, gevinsten i at skabe nået som gør andre glade....der er så meget der ude der er værd at måle.
Betonliberalisme.
Når ikke engang Pikkety kan rokke ved Ågerups fordomme, så kan enhver anden vist godt kaste håndklædet i ringen.
I dag er det altid synd for nogen, og det er også synd for Martin og alle de flittige innovatorer.
Det er sjovt at opfinde, jeg kender det, for hver gang, jeg støder på en udfordring, opfinder jeg noget, så jeg kommer videre. Det letter livet, men giver mig ingen penge. Selve oplevelsen, Eureka, jeg fandt sgu ud af det, er fantastisk.
Det er koblingen af opfindelser og penge, der er Martins problem. Nu er der jo ikke sprængstof i kronikken, for det går jo meget godt, alt for godt kan man sige. Vi drukner i fantastiske opfindelser. Martins skjulte pointe er selvfølgelig, at vi kan opfinde os ud af alle problemerne, og denne vildfarelse kan man ikke ryste Martin ud af. Det er her, jeg siger farvel og hav det godt (eller skrid!).
Regeringen er ikke fjenden. Dan Jørgensen håber inderligt, at en af Martins venner kan opfinde den ting, der løser CO2-problemet, der omsider er blevet erkendt. Det er nu ikke mere end et par år siden, at Martin her i bladet trompeterede, at der ikke var nogen klimakrise. Det er der så blevet, men kun fordi Martin kan tjene penge på en opfindelse i den forbindelse.
Det er en skam, at der skal være ballade med folk, der er gode til at opfinde. Lidt mere global styring kunne bøde på det, for ikke alle opfindelser er til gavn for menneskeheden og naturen især. Det tænker Martin ikke på. Han har fx travlt med at skrive ansøgninger om flere penge til Cepos’ hemmelige sponsorer. Tallet 15 mio kr. kan jeg huske engang, men det må være mere nu.
Det er nogle dumme debatter, der altid er med Martin desværre. De drejer sig altid om penge, og der må vel være andet, skulle man tro.
“ ... den innovation, som har fundet sted de seneste 200 år og mangedoblet vores velstand, er skabt i en håndfuld vestlige lande. Lande, der kalder sig socialistiske, har stort set ikke skabt nogen innovation.“
Javist er levefoden i håndfuld vestlige lande forbedret, og på en række ikke vestlige landes bekostning, blandt dem nogle, der blev og nu kalder sig socialistiske.
Men nu er livsvilkårene truede af den megen innovation gennem 200 år, og mest i de ikke vestlige lande.
Tak for debatoplæg, men det bliver for overfladisk med et udsagn som: "I hovedparten af menneskehedens historie var mængden af innovation beskeden". Forhistorien fremviser talrige eksempler på innovation med deraf følgende samfundsmæssige forandringer og brud. Bare sig til Martin, så skal jeg nok give dig en masse eksempler...
G-20 landene har lige holdt møde, uden at bekymre sig om den eksponentielt voksende fattigdom, eller den eskalerende klimakrise, som det fremgår af en af lederne i dagens Information af Jørgen Steen Nielsen:
"G-20 landene svigter de fattige og klimaet"
https://www.information.dk/udland/leder/2020/07/g20-svigter-fattige-klimaet
I en artikel i the Guardian (som der linkes til i artiklen) hedder det :
"Poverty is suddenly all over the front page. As coronavirus ravages the globe, its wholly disproportionate impact on poor people and marginalised communities is inescapable. Hundreds of millions of people are being pushed into poverty and unemployment, with woeful support in most places, alongside a huge expansion in hunger, homelessness, and dangerous work.
How could the poverty narrative have turned on a dime? Until just a few months ago, many were celebrating the imminent end of poverty; now it’s everywhere. The explanation is simple. Over the past decade, world leaders, philanthropists and pundits have embraced a deceptively optimistic narrative about the world’s progress against poverty. It has been lauded as one of the “greatest human achievements”, a feat seen “never before in human history” and an “unprecedented” accomplishment. But the success story was always highly misleading".
"Covid 19 has revealed a pre-existing pandemic of poverty that befits the rich"
https://www.theguardian.com/global-development/2020/jul/11/covid-19-has-...
Coronakrisen har altså afsløret, hvad der før var mere skjult; nemlig at de fattige aldeles ikke understøttes eller hjælpes af vækst, eller af de riges innovation.
Tværtimod.
Det nytter ikke længere at stikke hovedet i busken, Cepos.
Freddie Vindberg
"Innovation (Martin’s ord for vækst) er også ved at tage livet af kloden."
Innovation (Innovation er udvikling af en ny idé og dens realisering i praksis.) kunne jo faktisk også tænkes at kunne redde kloden... under de rette betingelser.
Rikke, det ville være fantastisk.
For omkr. 2500 år siden var der virkelig innovative folk, som satte deres præg på eftertiden, Tao, Buddha, Platon, Jesus bare for at nævne nogle få. De gjorde det uden penge. Kun deres efterkommere gjorde skade. I dag er de innovative til nærmest overjordisk skade, hvis vi regner typer som Elon Musk med. Hvad skal de tosser ude i rummet? Jo, der er penge i skidtet, ellers havde de ikke rørt en finger for det. Verdensrummet er interessant, siger man. Jo, det er da rigtigt, men da ikke så interessant som at få fat i Marie og få et par børn med hende. De sande værdier, det gode menneskeliv, er faldet i værdi. Det er meget bedre at stresse gennem livet, flå det hele i stykker, efterlade en slagmark, så der ikke bliver andet end forhøjede varmegrader. Vi er på chimpancestadet og viser hele tiden tænder. Det er enormt innovativt, og det skal staten selvfølgelig støtte if. Martin Ågerup.
Innovation af skattely, afgiftsfri arv, spekulation i gæld, hvidvask, pyramidespil, udbredte monokulturer, pesticider, rovdrift på råstoffer, forurening, drivhusgasser og deslige, er måske ikke så fantastiske opfindelser for den samlede menneskehed..
Der er mange flere eksempler på dårlig innovation, end man lige skulle tro.
Innovation foregår som hovedregel i offentlige, frie forskningsinstitutioner - for derefter at blive omdannet til salgbare produkter i private virksomheder, hvis bidrag tit er et design.
- men i et samfund som vores, hvor der altid er et sikkerhedsnet for den, der er ilde faren, kan man ikke for alvor tale om den ellers så udbredte angst for at gå konkurs: ingen dør af sult i vores samfund, medmindre de er udstødte, hvad vi så desværre i denne tid ser eksempler på.
Om de socialistiske lande og innovation
1) I anden forbindelse, googlede jeg lige lidt om mobiler. Vidste I at, en russer, i Sovjet!, i 1960'erne, med flid, selvfølgelig, men uden belønning ift. økonomi, og risikovillighed, havde opfundet en mobiltelefon, der kunne i en hånd(flade)(palm), eller at en bulgarer, igen uden risikovillighed og belønning havde opfundet et trådlyst system a la GSM-systemet, allerede i 1960'erne, i Bulgarien - godt nok kun til 6-12 biler, og med en rækkevidde på cirka 10-20, måske 30 km. Det anede jeg ikke!
2) Kalasnikov-riflen, AK47-riflen, blev udviklet i Rusland i 1940'erne af den her mand, Kalasnikov; han gjorde det uden, at han havde udsigt til en økonomisk belønning, eller risikovillighed, men med stor flid - selvfølgelig.
3) Vindmøllerne - hele den danske vindmølleindustri startede i i 1970'erne, med den store mølle i Tvind! De borgerlige var rasende, sådant alternativt p.... som vedvarende energi skulle vi aldeles ikke have her i landet; indtil nogle ildsjæle i Vestjylland lavede en fabrik; der kom først rigtigt fart i vindmølle-industrien herhjemme, da staten! gik ind og støttede den, i 1990'erne, under SR-regeringen, så kom der gang i eksporten :) og i fabrikkerne, både her i DK, og i udlandet :)
4) I 1988 cirka kom DDR (det land der var) med en traditionel el-pære til en konference i Vesttyskland, hvor producenter mødes mm. og mv. hvert år - de fremviste stolt denne el-pære, som de med flid, men uden, så det ud til, udsigt til hverken risikovillighed, og økonomisk belønning havde lavet; el-pæren kunne brænde i 15-20, måske 25 år, uden at den skulle skiftes; det blev et 'nej tak' til el-pæren fra de andre producenter, altså producenter i Vesten; de ville hellere sælge forbrugerne el-pærer, der gik i stykker efter 1-2-3 år, på den måde tjente de nemlig flere penge....
5) Ågerup (og andre) overser helt, at det at være en stor virksomhed også har sine bagdele; f.eks. kan det være mere end vanskeligt for (unge) mennesker at få deres ideer godkendt af den øverste ledelse, som altid gør, som den plejer, fordi det har jo gået godt indtil nu, et godt eksempel på det er f.eks. Kodak, som for sent opdagede trenden med digital fotografi, Polaroid-firmaet også, og alle de firmaer, store firmaer, i USA! der for sent opdagede, at nethandlen, altså handlen på internettet var kommet for at blive; pointen er at store firmaer, som i USA, og sikkert også i DK! ofte sander til i byrokrati, der forhindrer nødvendige beslutninger i at blive taget, eller i at blive ført ud i livet.
6) Er man, eller bliver man, et stort firma, blander ledelsen, også den øverste koncern-ledelse sig altså nogle gange alt alt for meget! I JP kunne man i sidste uge læse nogle artikler om B&O's krise; her var det helt klart, at OIe Andersen (bestyrelsesformanden) så klart, da han ansatte Tue Mantoni, og en svensker som driftsdirektør; da det begyndte at gå godt for B&O, så mente Ole Andersen, da bestemt, at nu var krisen ovre; Tue Mantoni blev erstattet som CEO af en Henrik? som da bestemt mente, at alle beslutninger skulle centraliseres, alt skulle godkendes af centralkomiteen, øh, jeg mener, koncernledelsen; den svenske direktør, der stod for driften, kunne ikke se sig selv i dette her, og sagde så op, hvilket både han, og jeg, synes er en skam :( - ikke mindst fordi Ole Andersen (som formand for bestyrelsen i B&O) ikke synes at vide, at det er når det begynder at gå godt, at man skal holde fast i den kurs, man har lagt i 2-3-4-5- måske 7-8 år....før man skifter hest..... i det her tilfælde før man skifter CEO'en ud med en anden....
Problemet er, at de, der opdager og opfinder, i dag er spændt for kapitalismens vogn og derfor ikke længere er givet den frihed, som de tidligere havde. De skal oven i købet bruge tid på at finde kapital til at kunne forske, som om de arbejdede i og for det private erhvervsliv.
Jeg kan desværre ikke huske kilden, men endnu engang bliver jeg mindet om: "Vækst er bare en rigtig dårlig erstatning for, at vi er så dårlige til at finde ud af at dele"
For en ikke-CBS baseret lægmand som mig kan alt det med mikroøkonomi og tal være en anelse kompliceret. Så forklar venligst, Martin Ågerup:
“Og den innovation, som har fundet sted de seneste 200 år og mangedoblet vores velstand, er skabt i en håndfuld vestlige lande.”
- Når du nu absolut (og så ganske korrekt) forfægter den industrelle revolutions epoke som kimen til den vestlige verdens lykke og velstand - hvor i denne innovationsværdikæde befinder den, med et neutralt ord omkostningsoptimerende, arbejdskraft, som anvendtes og stadig anvendes i den vestlige produktionskæde sig? Og hvorledes påvirker det omkostningsniveauet, indtjeningen og i sidste ende afkastet (profitten) og allersidste ende væksten?
“Nyrup fjernede formueskatten, og både Nyrup og Thorning sænkede selskabsskatten. Det gjorde de ikke for at glæde de velhavende, men for at fremme investeringer og produktivitet til gavn for lønmodtagerne”
- Hvor har din såkaldte tænketank kunnet dokumentere at fjernelse af formueskatten har fremmet investeringer (med mindre selfølgelig at finansiel spekulation tæller med her, mem det er nok ikke det du tænker på)? Det undrer mig meget, men kan igen bunde i min manglende flair for alt det med tal. Eller måske er det rent faktisk bare noget i tænker?
Og selvom vækst ikke nødvendigvis kun afføder lykke og herlige ting for kloden og dens befolkning så lad os alligevel for at bevare det CEPOS-simplificerede verdensbillede blive i det aksiom, så:
- hvordan forklarer du efterkrigsperioden frem til 80’erne med højvækst? Mikrochippens opfindelse? Eller glødelampens? Ej vel? Eller hvad...?
To ord: DJØF-alarm.
Martin Ågerups dygtigt sammensatte, 'Disney-ficerede' beskrivelse af kapitalismens 'velsignelser' bør man vel ikke overraskes over? Mandens jobsikkerhed afhænger direkte af denne, i negativ forstand, imponerende evne til alene at sætte kikkerten for det ene øje.
Men retorisk tæft har han, manden. Det må man give ham. Det kræver en vis omhyggelighed at opstille den ene urimelige præmis efter den anden i en tekst, for så at lykkes med at få dem til at fremstå ganske rimelige i et samlet udsagn. Så hatten af, bestemt, for denne slangetunges ikke ringe evner udi disciplinen at så at sige skjule de bitre og giftige rødder i den samlede salat.. ;).
Et eksempel:
Martin Ågerup skriver:
"Innovation reducerer den økonomiske ulighed mellem de rige og de fattige, hvis man tager udgangspunkt i det, der reelt betyder noget: borgernes forbrugsmuligheder."
Bemærk hvorledes udsagnet - der har form af en slags argument - indeholder ikke blot éen, men hele to tvivlsomme påstande: 1. At 'innovation' reducerer økonomisk ulighed, og 2. At det, der reelt betyder noget (blandt alle verdens fænomener!) er 'borgernes forbrugsmuligheder'.
Den første præmis, at 'innovation' reducerer ulighed, argumenterer Martin Ågerup for gennem hele teksten, men den anden præmis, at 'borgernes forbrugsmuligheder' er det eneste parameter af 'reel betydning', når man sådan skal vurdere kvaliteten af et samfund, se den præmis forudsættes blot sand..
Men prøv en gang at tænke en lille smule efter: Er det i virkeligheden uproblematisk sandt, at 'borgernes forbrugsmuligheder' udgør det eneste reelt betydningsfulde parameter ved udmålingen af et samfunds kvalitet?
På samme vis kan man jo for sig selv efterprøve, hvordan Martin Årgerup i sin tekst lykkes med at tegne et noget rosenrødt billede af 'den innovative', og hvordan han lykkes med at beskrive nogle urimeligt naivt/forsimplede sammenhænge mellem 'innovative evner' og personlig rigdom...
God fornøjelse!
innovation + kapital = fremgang
kapital + skattefrihed = borgerlige lykke
alternativ tænkning + samvittighed = udvikling
samvittighed + social lighed = alle borgernes lykke
Gad nok vide hvor Aagerups personlige erfaring med værdiskabelse gennem innovation kommer fra? For den, der kun har en hammer ser verden ud til at bestå af søm, og det er en anelse nærliggende at frygte at en meningsdanner som ansat i en "bevar det bestående men rul statslig kontrol tilbage"-tænketank er blevet så fremmedgjort omkring værdien af eget arbejde, at han kun kan se den på størrelsen af sin egen lønudbetaling - og så tror, at alle andre tænker ligesådan. Og det er da sikkert også nogen, der gør. Og måske flere og flere, jo mere vi skal lægge øre til den slags trosbekendelser, som Agerup her kommer med.
Artiklen begynder således: "Hvis man vil gøre verden til et bedre sted, er det nødvendigt at have to indsigter med sig. For det første at fremgangen i menneskets levevilkår er drevet af innovation. For det andet at innovation kun finder sted i et økonomisk system, som belønner flid og risikovillighed."
At Martin Ågerup bruger betegnelsen "indsigter" er vel meget bevidst - al den stund, at begrebet kan forstås på mange måder. Der behøver ikke at være evidens bag en indsigt - men fx noget, som er gået op for én som en slags forklarelsens lys. Det passer fint her som en slags besværgelse - for nogen grundvidenskabelig sandhed er der ikke i "indsigterne".
Til gengæld undervurderer højrefløjen, hvor meget innovation, der stammer fra den offentlige sektor. Mariana Mazzucato har anvendt Apple - en af verdens mest profitable virksomheder - som eksempel. Der findes intet i en Apple Smartphone, som ikke er en offentlig sektor innovation. Micro chip, internet, touch screen og GPS er alle offentlig sektor opfindelser, som ikke er blevet patenteret, og som den private sektor har profiteret enormt på.
Det må anstrengende at befinde sig på venstrefløjen, når man hele tiden skal fokusere på det negative (eller ligefrem lave en stråmand man kan kritisere).
Lad os afgrænse os til dette citat:
"Økonomisk vækst handler i sin essens om via innovation at opnå mere med færre ressourcer..."
Opnå mere med færre ressourcer. Er det ikke hvad den grønne omstilling handler om?
@ Jørn Rasmussen
Rationalisering, er vist hvad det kaldes - og væksten indtræder nå de sparede resourcer omsættes i udvidet produktion.
... til forskel fra grøn omstilling, erstatningen af “sort” prroduktionsapparat med et “grønt”.
Naturligvis vil forståelsen af menneskenes samfund lide af alvorlige mangler, hvis man udelader ændringer på de teknologiske og for den sags skyld videnskabelige felter.
Så langt har Martin Å. ret.
Jørn Rasmussen: Nej, det har du fuldkommen misforstået, fordi du lytter til de forkerte. Grøn omstilling handler om at gå frem en ikke-tingslig tænkemåde til en human levemåde. Vi har alle de ting, vi behøver og alle de metoder, der er brug for. Vi mangler sådan set ikke noget og har mere end nok. Det er vores livsindstilling, den er gal med. Vi har ikke den tænke- og handlemåde, der ikke fører til temperaturstigning og katastrofe. Vi går syngende mod afgrunden så at sige. Regeringen opfordrer os fx til at gå på restaurant med den tusse, der snart smides i hovedet på os pensionister.
Ja, det er anstrengende ikke blot at være på venstrefløjen, men så sandelig også at være bedsteforælder og forestille sig sine børnebørn leve under forhøjede varmegrader. 38 grader i Sibirien...
Jørn Rasmussen,
Er det nu også sandt, Hvad Martin Ågerup skriver?:
"Økonomisk vækst handler i sin essens om via innovation at opnå mere med færre ressourcer..."
Hvordan skaber et lavere ressourceforbrug i sig selv økonomisk vækst? Og er det vitterligt sandt, at den økonomiske vækst siden f.eks. anden verdenskrig har resulteret i et mindre globalt ressourceforbrug?
Hmm...Måske du ikke sådan uden videre skal tage Martin Ågerups retoriske spilfægterier videre alvorligt? Prøv at tænke lidt selv, min ven.. ;)
@Torsten Jacobsen
Under alle omstændigheder må det være bedst at bruge færrest mulige ressourcer til de behov et samfund har. Og her er et stærkt civilsamfund suveræn i forhold til en stor stat og et svagt civilsamfund. Altså det modsatte af socialisme.
Vi kan tage det forgangne Sovjetunion. De var ineffektive til at udnytte ressourcerne og kunne ej heller dække samfundets behov.
Jørn Rasmussen,
Tidligere skrev du, at 'vi' på 'venstrefløjen' bør være mere optimistiske, ikke mindst set i lyset af din påstand om, at økonomisk vækst via innovation resulterer i et lavere ressourceforbrug ('opnå mere med færre ressourcer'), hvilket - igen ifølge dig - fremmer en 'grøn omstilling'.
Udtrykt høfligt er din påstand imidlertid absurd, løsrevet som den er fra al historisk realitet.
Du må derfor tilgive mig, hvis jeg i det mindste indledningsvist har en smule svært ved at betragte din overfladiske - igen ikke i egentlige argumenter grundede - påstand om, at 'det modsatte af socialisme' suverænt sikrer lavest mulige ressourceforbrug i et samfund. Ligeledes bekymrer det mig, at du anvender begrebet et samfunds behov, som om det var et entydigt begreb.. ;)
*ups, en linje faldt ud:
Jeg har svært ved at betragte din påstand som andet end støj, jvf. ovenstående..
En grundlæggende fejl ved Ågerups indlæg er, at han stiller det op, som om innovation i sig selv (i kombination, må man forstå, med de rene markedskræfter) reducerer den økonomiske ulighed mellem rige og fattige og skaber større velstand for alle. Som Piketty har påvist, tenderer den kapitalistiske markedsøkonomi overladt til sig selv mod større ulighed. Større økonomisk lighed er opnået på trods af denne tendens gennem faglig og politisk organisering og kamp og deraf følgende omfordeling - resultater som hele tiden modvirkes af kapitalismens dynamik og politisk og ideologisk modarbejdes af liberalisterne.