Kronik

Jeg blev anbragt, da jeg var 11 måneder gammel. Heldigvis

Jeg blev anbragt, da jeg var 11 måneder gammel. For mig har en tryg og kærlig opvækst i en plejefamilie betydet, at jeg i dag klarer mig lige så godt som børn, der ikke har været anbragt. Uden anbringelsen ville jeg ikke have haft samme muligheder, skriver Camilla Axelsen i dette debatindlæg
»Anbringelser af udsatte børn kan være en god mulighed, hvis det betyder, at de kan få de samme muligheder som andre børn, og hvis anbringelser kan ske ud fra en ramme, der gør det muligt at skabe tryghed, kærlighed og stabilitet,« skriver Camilla Axelsen i dagens kronik om at være anbragt som barn.

»Anbringelser af udsatte børn kan være en god mulighed, hvis det betyder, at de kan få de samme muligheder som andre børn, og hvis anbringelser kan ske ud fra en ramme, der gør det muligt at skabe tryghed, kærlighed og stabilitet,« skriver Camilla Axelsen i dagens kronik om at være anbragt som barn.

Emilie Lærke Henriksen

25. august 2020

I kronikken »Jeg blev anbragt som barn. Min voksne krop husker kun gråden, mørket og lugten af angst« skriver Tonny Trip Jensen Christiansen den 26. juni, at han ikke ønsker anbringelse for nogen. Afslutningsvist skriver han, at målet med anbringelse altid har været at sikre, at udsatte børn får de samme muligheder for uddannelse, arbejde og familieliv som andre børn, og at dette ikke sker lige nu, samt at vi endnu har til gode at se, om det nogensinde vil lykkes.

I mine øjne er det en noget sort-hvid påstand, hvor han gør sig til talsperson for alle anbragte. Jeg ønsker på ingen måde at negligere Tonny Trip Jensen Christiansens erfaringer og oplevelser. Og jeg er langt hen ad vejen enig med ham. Men jeg mener som tidligere anbragt, der nok ikke havde haft de samme muligheder i dag, hvis ikke det havde været for en anbringelse, at hans påstand skal nuanceres.

Jeg og min tvillingsøster blev anbragt i plejefamilie, da vi var 11 måneder gamle. Før anbringelsen var vi blevet sendt rundt mellem vores biologiske mors veninder, familie i Jylland og til sidst på børnehjem. At vi skulle anbringes, var en beslutning, som min biologiske mor selv havde truffet.

For mig har anbringelsen i plejefamilie betydet, at jeg er vokset op i et hjem med tryghed, kærlighed og stabilitet – og en mor og far, der elskede os, som var vi deres eget biologiske afkom.

Nogen at kalde mor og far

Ved anbringelsen var familieplejekonsulentens besked ellers, at de som plejeforældre skulle undgå at knytte sig for meget til os, da man arbejdede på, at vi skulle hjem til vores biologiske mor at bo igen. Derfor blev de på det kraftigste frarådet, at de lod os kalde dem mor og far. Det valgte de heldigvis at ignorere, og vi har altid kaldt dem for mor og far.

Nogle vil måske indvende, at det var forkert ud fra en tanke om, at plejeforældre ikke skal erstatte biologiske forældre, og at man skal arbejde for, at børnene kan vende hjem til deres biologiske forældre, hvis det er muligt.

Jeg er imidlertid overbevist om, at det netop var opvæksten hos to stabile omsorgspersoner, som jeg kunne kalde mor og far, og som jeg oplevede elskede mig og havde forventninger til mig, der har været en afgørende faktor for, at jeg, set i forhold til den nedslående statistik for anbragte børn, klarer mig lige så godt som børn, der ikke har været anbragt. Min tvilling og jeg har begge taget lange videregående uddannelser og er selvforsørgende.

Gennem opvæksten har vi løbende haft samvær med vores biologiske mor. Dog har der været stor variation i forhold til hyppigheden af besøgene. Jeg husker, at besøgene var forbundet med en oplevelse af ikke at føle sig hjemme, af at mangle nærhed og af ikke at turde give udtryk for følelser og behov, fordi det ikke føltes trygt.

Her kunne man sætte spørgsmålstegn ved, om det var barnets tarv, eller om det i virkeligheden var hensynet til forælderen, der var det mest tungtvejende?

Det var besøgene hos min biologiske mor, plejekonsulenternes mange spørgsmål og retorik, når de kom og foretog tilsyn, og omgivelsernes kommentarer om, at jeg var plejebarn og ikke mine forældres rigtige barn, der i min opvækst skabte en følelse af at være anderledes og af ikke helt at være berettiget til at høre til.

Jeg ved, at disse oplevelser er vand i forhold til, hvad mange andre plejebørn oplever. Alt for mange plejebørns opvækst er desværre præget af anbringelser i flere forskellige plejefamilier, på institutioner, konfliktfyldte forhold mellem plejeforældre og biologiske forældre og af konflikter mellem plejefamilie og kommune om plejevederlag. Det er kun forståeligt, at et barn, der på den måde bliver kastebold, mister overskuddet til at engagere sig i relationer og tage imod læring i skolen, når tilhørsforholdet mangler og de voksne i deres liv er udskiftelige.

Fokus på stabilitet

I en rapport udarbejdet af Rambøll på vegne af Børne- og Socialministeriet fra 2018 beskrives det, at anbragte børn og unge oplever mindre medinddragelse og stabilitet i deres anbringelse end de gjorde i tidligere trivselsundersøgelser foretaget i henholdsvis 2014 og 2016. De har flere skoleskift og skiftende sagsbehandlere.

Med Barnets reform fra 2011 var formålet ellers blandt andet at sikre kontinuitet i anbringelser, stabil og nær voksenkontakt for udsatte børn og barnets ret til at blive hørt. Målet om stabilitet i anbringelser synes langtfra at være nået, når statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale fremhæver, »at vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.«

Så hvordan kan man skabe mere stabilitet for anbragte børn?

Jeg har ikke svaret, men jeg tænker, at grobunden for tilknytning forsvinder, hvis en anbringelse sker med visheden om, at barnets placering er midlertidig og med stor indblanding fra de biologiske forældre, der måske for længst har bevist, at de ikke magter forældreopgaven.

Kunne en mulighed være, at plejefamilier i højere grad får garantier for, at barnet ikke pludselig forsvinder? At der stilles højere krav til de familier, der gerne vil have plejebørn, så det eksempelvis ikke er størrelsen på plejevederlaget, der afgør, om et barn kan blive boende?

Mine forslag dækker på ingen måde den kompleksitet, der er inden for området, hvor der naturligvis er forskellige dilemmaer, interesser og individuelle hensyn at tage højde for.

At min anbringelse blev så stabil og forholdsvis uforstyrret, skyldes i høj grad tilfældigheder og ikke så meget systemet. Jeg var heldig at blive anbragt i en familie, hvor der ikke blev gjort forskel på ’rigtige’ børn og plejebørn. Jeg var heldig, at min biologiske mor ikke magtede at have os boende, trods hendes gentagne udmeldinger om, at hun ville komme og hente os begge eller kun den ene af os hjem, og så var jeg så heldig, at jeg ikke skulle igennem flere anbringelser, men kunne vokse op ét sted.

Som systemet er og har været, kan jeg ikke fortænke nogen i at vælge adoption frem for at få børn i pleje, da det ikke er forbundet med samme uvished og indblanding. Det fjerner desværre bare ikke den kendsgerning, at der er udsatte børn i Danmark, hvor anbringelse er nødvendig og sidste udvej.

Derfor mener jeg, at anbringelser af udsatte børn kan være en god mulighed, hvis det betyder, at de kan få de samme muligheder som andre børn, og hvis anbringelsen kan ske ud fra en ramme, der gør det muligt at skabe tryghed, kærlighed og stabilitet.

Det skal ikke være anbringelsen i sig selv, der er succeskriteriet, og det skal ikke afhænge af tilfældigheder, om en anbringelse bliver stabil.

Camilla Axelsen er psykolog.

Da Marie var tre år gammel, blev hun tvangsfjernet fra sine forældre. På syv år har hun boet fem forskellige steder. I løbet af den tid har hun udviklet en svær tilknytningsforstyrrelse og angst. Noget af det skyldes formentlig tidlig omsorgssvigt, mens andet kan føres tilbage til de mange skift i barndommen
Læs også
Hver eneste anbringelse skal kunne retfærdiggøres og være nødvendig. Og for hvert eneste barn skal det kunne sandsynliggøres, at barnet gennem anbringelsen vil få et bedre liv, skriver dagens kronikør.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Viggo Okholm
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Thomas Overbye
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Eva Schwanenflügel
  • Karen Grue
  • David Adam
  • Bjarne Jørgensen
David Zennaro, Viggo Okholm, Claus Bødtcher-Hansen, Thomas Overbye, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Eva Schwanenflügel, Karen Grue, David Adam og Bjarne Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

25/aug/2020

Kære Camilla Axelsen,
tak for en god, velskrevet og
yderst relevant artikel vedr.
en velfungerende og kærlig
anbringelse som et lille barn.

Kærlig hilsen
Claus

Rolf Andersen, Mette Møhl, Rikke Nielsen og Ole Svendsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Kære Camilla, hvis dine biologiske forældre har/er umulige, så skal du være rigtig glad for du blev anbragt i tide.

"Jeg er imidlertid overbevist om, at det netop var opvæksten hos to stabile omsorgspersoner, som jeg kunne kalde mor og far, og som jeg oplevede elskede mig og havde forventninger til mig, der har været en afgørende faktor for, at jeg, set i forhold til den nedslående statistik for anbragte børn, klarer mig lige så godt som børn, der ikke har været anbragt. Min tvilling og jeg har begge taget lange videregående uddannelser og er selvforsørgende."

Børn har først og fremmest brug for stabile og trykke rammer. Om den nødvendige omsorg så kommer fra biologiske forældre eller andre er så af mindre betydning. Når bare den nødvendige omsorg er tilstede.

At anbringelsen sker sammen med søskende forstærker kun trykheden. Ligesom et lejlighedsvis og ordentligt samvær med de biologiske forældre kan være til gavn så man lære sine rødder at kende og det bliver en naturlig omgang i ens liv. Så er man ikke i tvivl senere i livet. For man ved det allerede fra helt lille.

Rolf Andersen, Viggo Okholm, Mette Møhl og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar

Kære Camilla
Tak for en supergod og velskrevet artikel og en vigtig nuancering af debatten omkring anbringelser.

Claus Bødtcher-Hansen, David Zennaro, Rolf Andersen, Mette Møhl og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar