Kommentar

Din angst for at tale om overgreb på børn er skadelig

Når voksne begår seksuelle overgreb på børn, strider det imod alle idealer for en god opvækst. Det er så ubehageligt, at de fleste har berøringsangst. Dermed begår vi en endnu større forbrydelse mod børnene: vi fastholder dem i offerrollen, skriver Rasmus Hinrichs, der selv blev udsat for overgreb som 12-årig, i dette debatindlæg
»Særligt to fordomme præger den gængse fortælling om seksuelle overgreb på børn, og de hjælper bestemt ikke den offentlige samtale på vej,« skriver Rasmus Hinrichs.

»Særligt to fordomme præger den gængse fortælling om seksuelle overgreb på børn, og de hjælper bestemt ikke den offentlige samtale på vej,« skriver Rasmus Hinrichs.

Jakob Dall

12. august 2020

Jeg ved godt, du ikke har lyst til at høre om, at der er voksne, der kan finde på at forgribe sig seksuelt på børn. Men det er tid til at tale om, hvorfor de seksuelle overgreb finder sted, og specielt hvordan vi taler med de børn, der bliver udsat for dem. Når du ikke tør deltage i samtalen, er du med til at afvise børnene.

De fleste børn, der bliver udsat for seksuelle overgreb, har svært ved at sætte ord på deres oplevelse, og de vil ofte ikke engang forsøge af frygt for at blive udstødt. Mange af børnene er udmærket klar over, at deres grænser bliver overskredet, men de er bange for konsekvenserne af at stå frem. Der er en kollektiv angst for at tale om seksuelle overgreb på børn, og det er ikke børnenes opgave at nedbryde den.

Vi skal blive bedre til at tale om og ikke mindst med de børn, som vi gang på gang fejler i at tage hånd om. I stedet for jargonen ’hvor er det synd og forfærdeligt’, skal børnenes individuelle følelser anerkendes. Det kan ske gennem spørgsmål som: ’hvordan oplevede du det?’, ’hvad følte du?’ og en forvisning om, at de er helt rigtige, som de er.

Som dreng blev jeg selv udsat for seksuelle overgreb af et nært familiemedlem, og jeg har i mit eget liv oplevet, hvor hårdt det er, når omgivelserne insisterer på at fastholde én i offerrollen, fordi de ikke ser andet og ikke tør spørge ind.

Forbryderen er i fokus

I en evaluering fra SDU af tre senfølgecentre er det vurderet, at omkring to procent af en årgang bliver udsat for seksuelle overgreb i barndommen, og at mindst 60 procent af disse børn udvikler senfølger som blandt andet posttraumatisk stress (PTSD), angst og depression. Alligevel vægrer vi os ved at tale om det, og når vi endelig gør, har vi det med at holde fokus på forbryderen for at tilfredsstille vores retsfølelse.

Det kommer til at handle om hårde straffe, åbne registre, opholdsforbud og overvågning – at sætte ’monstre’ bag lås og slå. Det var tilfældet igen i marts i år, da justitsminister Nick Hækkerup (S) meddelte, at regeringen ønsker at hæve straffen for seksuelle overgreb mod børn, der ikke er direkte samleje, da den slags forbrydelser ofte straffes med tre til fire måneders fængsel, mens samleje med børn straffes med tre og et halvt års fængsel. Hækkerup ville samtidig se på muligheden for at fratage de dømte deres pas i en periode, så de ikke kan rejse udenlands og begå nye overgreb.

Men sandheden er, at vi ikke hjælper børnene ved kun at diskutere straffe. Jeg mener, at den præventive effekt i højere grad bør diskuteres. Hvad får et voksent menneske til at forgribe sig på et barn? Og hvilke konsekvenser får det for barnet? Det kræver større viden om og forståelse af problemet i hele vores forvaltnings- og skolesystem. Og det kræver, at vi tør tale om overgreb, pædofili og incest i den offentlige sfære.

Vi ved, hvor ødelæggende problemet er for individet, men vi har svært ved at omfavne børnene og tale med dem på en måde, så de ikke føler sig forkerte.

Fordomme forværrer problemet

Særligt to fordomme præger den gængse fortælling om seksuelle overgreb på børn, og de hjælper bestemt ikke den offentlige samtale på vej.

Én fordom er baseret på omverdenens forventning om, at man som offer for seksuelle overgreb i barndommen er ødelagt for livet. Det er virkelig hårdt at stå frem på grund af det offerstempel, der følger med. Jeg blev misbrugt, fra jeg var omkring 12, men jeg åbnede først op og fortalte om det som 26-årig, fordi jeg var bange for ikke at blive set for den, jeg er som person.

En anden fordom er, når vi sætter lighedstegn mellem pædofili og forbrydelse. Pædofili er en seksuel orientering – tabubelagt og formelt uacceptabel – men i sig selv ikke kriminel. At tale om pædofile som forbrydere er desværre med til at brændemærke dem på en måde, som forhindrer dem i at søge hjælp, før de måske ender med at gøre et barn fortræd.

Vi skal tale mere om, hvad der sker i de dysfunktionelle hjem, hvor incest finder sted. Vi skal være opmærksomme på børn, der udviser tegn på mistrivsel. Vi skal give børnene al den omsorg og støtte, der er behov for, men for alt i verden se dem som hele mennesker med alle muligheder for at leve meningsfulde liv.

Hvis vi ikke viser børnene, at vi tør tale om det, så tør de helt sikkert heller ikke selv. Jeg kan skrive under på, at 14 års tavshed og frygt i hvert fald ikke er vejen frem.

Rasmus Hinrichs er coach.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • erik pedersen
  • David Zennaro
  • Troels Ken Pedersen
  • Torsten Jacobsen
Lise Lotte Rahbek, erik pedersen, David Zennaro, Troels Ken Pedersen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Christensen

Hvor er det besynderligt - og beskæmmende - at der endnu ingen kommentarer er til dette væsentlige indlæg. Desværre beviser det jo nok skribenten Rasmus Hinrichs' hovedpointe: at de enorme tabuer over for overgreb mod børn og pædofili gør hele emnet umuligt at diskutere seriøst, endsige overhovedet tale om.

Jeg er selv pædofil (og skriver derfor under pseudonym med Informations tilladelse - det er desværre nødvendigt på grund af de enorme fordomme over for pædofile) og fandt det derfor især interessant, at Rasmus Hinrichs påpeger den åbenlyse, men af såvel medier som politikere rutinemæssigt undertrykte sandhed, at der ikke er lighedstegn mellem det at være pædofil og det at være sexforbryder. Det store flertal af pædofile begår faktisk aldrig overgreb. Mange overgreb mod børn begås i øvrigt af ikke-pædofile. Det er heller ikke (typisk) pædofile, der begår incest. Og hårdere straffe hjælper ikke - især ikke, når et bredt flertal i Folketinget uden et eneste sagligt argument (https://www.mm.dk/tjekdet/artikel/sf-og-enhedslisten-siger-salget-af-boe...) og imod bedre vidende (https://www.information.dk/debat/2020/02/forsker-forbud-boernesexdukker-...) vil straffe LOVLYDIGE pædofile, som netop ønsker at håndtere deres uhensigtsmæssige seksualitet på en hensigtsmæssig måde, f.eks. ved at benytte såkaldte sexdukker som et uskadeligt alternativ til sex med "rigtige" børn, hvilket jeg behandler i min kronik: https://www.information.dk/debat/2019/12/paedofil-lovlydige-borgere-disk....

En stor tak til Rasmus Hinrichs for hans modige bidrag til en betændt debat. Der er behov for mere åbenhed, mere viden, flere videnskabelige undersøgelser, færre fordomme og mindre politisk populisme, hvis vi skal hjælpe både ofrene for overgreb og det store flertal af pædofile, der faktisk ønsker at leve som lovlydige medborgere (og også gerne at blive behandlet og omtalt ordentligt) med den uforanderlige og ikke-selvvalgte seksualitet, som de nu engang er blevet udstyret med.

Sonja Marie Tandrup Jensen, Lise Lotte Rahbek og erik pedersen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg tror ikke, det kun handler om at folk har svært ved at tale om seksuelle overgreb mod børn, jeg tror, der er en generel ulyst til at tale om emner, som er tabu. Og her er det at tale med en person, som har været udsat for overgreb en del af det felt. Det oplever mennesker, som mister de nærmeste, også. Jeg påpeger det, fordi det er nødvendigt at flytte fokus hen, hvor det hører hjemme: fra "ofrene" til menneskers ulyst og berøringsangst for mennesker i krise. Men jeg er i øvrigt helt enig i, at det er nødvendigt at tale om disse ting og være åben over for mennesker i krise, selv om det kan være svært.

Lise Lotte Rahbek, erik pedersen, Steffen Gliese og Rune Haller anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

12/aug/2020

Mmm ... ja, det er et svært emne,
ikke mindst for den pædofile person.

Og det er, som jeg ser det fagligt,
vigtigt at tilbyde terapeutisk hjælp
til dem/de pædofile, som ønsker det !

Alle problemer (udfordringer) har :
en årsag, en anledning, og en virkning !

Jeg påstår ikke, at alle vil kunne
håndteres, dvs. helbredes, men nogle
vil formentligt kunne helbredes.

Venlig hilsen
Claus

PS: Jeg har mere en 30 års erfaring
som gestaltterapeut.