Kronik

Arbejdsløs humanist: Universitetet uddanner os til professionelle fortidslevn

Da jeg dimitterede fra universitetet føltes det som at blive sat af i et fremmed land midt om natten. Hvordan kunne arbejdsmarkedet forblive så langt fra vores næser i hele studietiden? Universitetet misleder sine studerende, skriver Alen Causevic i dette debatindlæg
»Jeg vidste inderst inde godt, at en uddannelse i litteraturhistorie nok med ret stor sandsynlighed ville føre til ustabilitet, men jeg troede simpelthen, at jeg ikke kunne være skabt til noget andet studie,« skriver Alen Causevic, kandidat i litteraturhistorie.

»Jeg vidste inderst inde godt, at en uddannelse i litteraturhistorie nok med ret stor sandsynlighed ville føre til ustabilitet, men jeg troede simpelthen, at jeg ikke kunne være skabt til noget andet studie,« skriver Alen Causevic, kandidat i litteraturhistorie.

Jakob Dall

Debat
1. september 2020

Som den litterat jeg trods alt er, må jeg traditionen tro hellere lægge ud med et citat: »Blindtarmen er en ormelignende tarmstump på fem til ti centimeter. Blindtarmen sidder på den første del af tyktarmen og – som navnet antyder – ender den blindt. Dens tilstedeværelse har længe undret forskerne, og mange mener, at den er et fortidslevn, der har mistet enhver praktisk funktion.«

Så langt, så godt.

I mellemtiden gentages endnu en morgen: kæresten og naboerne skynder sig en efter en ud i opgangen og ned ad de knirkende trætrin; nøgler rasler, døre smækker, sko tramper. Jeg hører dem fortone sig i distancen. Så indtræffer stilheden. Og med den angsten: Hvad skal jeg gøre af mig selv? Hvor skal jeg gå hen? Hvad skal jeg lave? Hvor længe skal det her fortsætte?

På vej ind på Jobnet.dk overspringer jeg lige forbi Information.dk og falder over Mathilde Moestrups klumme »Hvorfor skal dagpengesystemet absolut få folk til at hade deres liv?«, hvori denne »freelancejournalist/litterær altmuligkvinde« fortæller, hvor kritisabelt dagpengesystemet er, da hun de seneste år har bevidnet adskillige venner og bekendte bliver nedbrudt af et system, som helt overordnet forekommer hende at være »designet til at få folk til at hade deres liv«.

Selv om jeg grundlæggende er enig – dagpengesystemet er noget værre forsimplet, fordømmende og fordummende lort for et menneske med en kandidatgrad i litteratur, filosofi, kunsthistorie og lignende – klinger den slags opråb efterhånden også hult.

Ja, det virker rigtig nok komplet idiotisk, at jeg gang på gang skal konfronteres med endnu en jobcenter-Hanne i tunika og gamacher med ravkæder om halsen, der ikke aner, hvad i alverden litteraturhistorie er for noget, og alligevel skal vejlede mig angående min uransagelige fremtid på arbejdsmarkedet.

Eller at jeg igen og igen bliver sendt ud på kursus i et konsulenthus, hvor atter en konsulent-Klaus i udspilet Bestseller-slimfit fra top til tå kan lære mig, hvad jeg skal gøre for at pifte CV og ansøgning op, så de bare spiller maks.!, og at der desuden er rig mulighed for at blive ansat som telefonsælger på et super fedt kontor med ungt miljø midt inde i byen.

Alligevel kan jeg ikke undgå at tænke, at billedet er mere nuanceret end som så.

Totalt blind

Måske bør de fundamentale brister ikke alene tilskrives dagpengesystemet, men snarere også det universitet, der til at begynde med uddanner humanisten til arbejdslivet?

Det forekommer mig, at selv om konflikten for den studerende først for alvor synes at vise sig i kølvandet på dimissionen, hvor det føles som at blive sat af i et fremmed land midt om natten, blev kimen, som med tiden er vildvokset til en indre ødemark, allerede plantet dengang, jeg overbeviste mig selv om, at det faktisk var meningsfuldt at søge ind på bacheloren i litteraturhistorie.

Hvordan det?

Jo, fordi jeg ung, naiv og stædig som jeg var, uagtet hvad al familie, venner, bekendte og fremmede ellers sagde, helt og holdent bildte mig selv ind, at det hele selvfølgelig nok skulle gå. Fremtidens beskæftigelse skulle nok blive serveret på et sølvfad. Jeg skulle stå fast og vælge med hjertet, ikke hjernen.

Og jeg afskyede og bagtalte de mennesker, der vovede at stille kritiske spørgsmål til mit studievalg. Jeg anså dem for at være udannede og fattige på analytisk dybde og æstetisk sans. Totalt blind for det faktum, at jeg ikke desto mindre skal leve resten af livet med både hjerte og hjerne – og ikke mindst mund og mave.

Måske er det som enhver anden forelskelse?

Du ved inderst inde godt, at det nok ikke er klogt at nærstudere din sms-indbakke hvert andet minut, men du kan ikke lade være. Du ved inderst inde godt, at det nok ikke er klogt at forsømme familie, venner og kolleger til fordel for endnu en weekend i dobbeltsengen med Marabou-plader, New Girl og symbiotisk drømmetænkning, men du kan ikke lade være.

Jeg vidste inderst inde godt, at en uddannelse i litteraturhistorie nok med ret stor sandsynlighed ville føre til ustabilitet, men jeg troede simpelthen, at jeg ikke kunne være skabt til noget andet studie.

Hvorfor dog? Var der ikke adskillige andre muligheder? Det var der. Men der er sjældent noget, der fylder mig med samme umiddelbare lykke og livslyst, som når jeg læser skønlitteratur eller taler om skønlitteratur med andre ligesindede.

Så da jeg endelig rent faktisk blev tilbudt en studieplads på baggrund af en noget skrøbelig kvote 2- ansøgning, lukkede jeg øjnene og sprang i med begge ben og fuld mundering. Nøjagtig ligesom den dykkende unge kvinde i reklamen på Aarhus Universitets hjemmeside, hvor et guddommeligt lys fraoven baner retning for kvinden under det mørke vand, alt imens intens elektronika accelererer i baggrunden og en række sætninger i forgrunden proklamerer: »Forelsk dig. Risikér dig. Rejs dig. Glæd dig. Det er derfor du er her. Tænk dybere – nå længere.«

Jeg forelskede mig. Jeg risikerede mig. Jeg glædede mig. Jeg tænkte dybere – hvor langt er jeg nået? Syv måneders arbejdsløshed. To måneders vikariat på en folkeskole. Tre måneders vikariat på VUC, og nu atter tretten måneders igangværende arbejdsløshed.

Bring arbejdsmarkedet på banen

I dag synes studietiden nærmest at være hændt for en anden end mig. Jeg husker ikke meget, mange af de gode stunder er efterhånden druknet i arbejdsløshedens grænseløse uvished. Jeg husker blot glimt hist og pist. Jeg husker, at en tutor, en studerende fra årgangen over mig, der i den spæde start fungerede som en slags guide, udtrykkeligt understregede, at det på universitetet ikke hedder lærer, men underviser. På universitetet er der ansvar for egen læring.

Det er den højeste uddannelsesinstitution i samfundet, hvad havde jeg forventet?

Indrømmet, ensomheden blev undertiden mærkbar, når jeg kun havde to-tre forelæsninger om ugen og brugte resten af tiden med selvstudium og studiejob, men når alt kom til alt nød jeg fleksibilitetens nødvendige disciplinering. Ingen tvivl: Universitetet er ikke en voksenbørnehave og skal aldrig blive det. Dog undrer det mig fortsat: Hvordan kunne arbejdsmarkedet mere eller mindre forblive så langt fra vores næser i al den tid? Hvorfor sagde ingen noget?

Hvem skulle have sagt noget? Underviserne, for eksempel. Underviserne kunne, som de respekterede og belæste forbilleder de er, bringe arbejdsmarkedet på banen, og så kunne det ellers være op til de studerende at klare resten.

Jeg mener, hvis det er muligt at analysere stof så komplekst som Ulysses, burde det vel være muligt at diskutere, hvilke kompetencer analysen af Ulysses afføder, og hvordan disse muligvis kan omsættes i konkrete handlinger. Det behøver ikke være enten-eller.

Teorien skal selvfølgelig ikke negligeres, men frem for at tilbyde ét semester med praktik i løbet af fem år, kunne man nedskalere teorien på visse områder for i stedet at tilbyde mere erhvervserfaring. Man kunne inkorporere virksomhedsteori- og praktik som en central del af uddannelsen på lige fod med andre fag. Man kunne optage færre. Man kunne omfordele midler.

I bedste fald kan man måske forebygge et system, der nedbryder mennesker. Man kan skabe nye muligheder og handlinger – og dermed opfattelser.

Jeg husker nu, hvad en lektor engang sagde om sig selv og mig og mine medstuderende. Lektoren sagde: »Vi er ikke andet end blindtarme.«

Det kan vi ændre.

Alen Causevic er kandidat i litteraturhistorie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg forstår godt din frustration. Dine forventninger til jobmarkedet er ikke indfriet og har måske været for store. Jeg håber at du finder en plads hvor du kan bruge de færdigheder og kompetencer som du har fået gennem dit studie. Glæd dig over at du valgte på baggrund af interesse så er det ikke helt spildt. Dine analytiske evner og din evne tll at formulere dig klart og tydeligt kan bruges mange steder. Det har du nu fået et papir på.

Vi har brug for humanister mere end nogensinde. Vi har en tendens til at focusere rigtig meget på tekniske løsninger og glemmer de sociale og menneskelige forudsætninger for at komme videre. Det kan faktisk være det der afgør om vi bliver i stand til at løse de problemer vi står overfor.

Der er nok at gå i gang med, vi mangler bare jobbeskrivelserne. Som verden ser ud i dag skal du være entreprenør og projektmager. Jobmarkedet har ændret sig og universiteterne har ikke alle sammen fulgt med tiden. Så dit forslag om mere praktik på studiet er sikkert en god ide - kombineret med projektarbejde. Det er mit indtryk at nogle universiteter lægger mere vægt på dette end andre. At have 2-3 forelæsninger uden andet indhiold tror jeg ikke er godt for nogen.

Held og lykke med din tilværelse.

Lucas Rigillo, Caspar Christiansen, Liselotte Paulsen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ja, nu står du så i den situation du beskriver så godt, og spørger dig selv, hvordan endte jeg her? Svaret er enkelt. Det gjorde du på baggrund af de valg du har truffet. Lad være med at spekulere for meget over om du traf forkerte studievalg, eller hvilke der eventuelt var forkerte. De overvejelser fører ingen steder hen. De valg traf du fordi de føltes rigtige på det tidspunkt og på den basis de blev truffet. Har vi frie studievalg kan der ikke samtidig være jobgaranti. De to ting hænger nu engang ikke sammen. Hvad vil du helst? En planstyret økonomi, hvor du får besked om hvilket studie du skal tage, fordi det er det samfundet/erhvervslivet har brug for, eller et frit valg efter eget ønske, men så skal du selv lære efterfølgende at tilpasse dig til de faktiske omstændigheder du står i. Jeg tror at du, som de fleste af os, vil vælge det sidste. Så fortryd ikke, og ynk heller ikke. Husk der er ingen, der tvinger dig til at modtage kontanthjælp. Det er også et valg du træffer, på basis af en mulighed samfundet så flot tilbyder dig. De fleste steder i verden findes den mulighed ikke. God vind med jobsøgningen. Der skal nok dukke noget op.

Claus Nielsen, Caspar Christiansen, Markus Lund, Bjarne Bisgaard Jensen, Mads Hansen, Erik Fuglsang, jan sørensen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Mette Poulsen, Per Klüver og Sven Felsby anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

"dagpengesystemet er noget værre forsimplet, fordømmende og fordummende lort for et menneske med en kandidatgrad i litteratur"
"Ja, det virker rigtig nok komplet idiotisk, at jeg gang på gang skal konfronteres med endnu en jobcenter-Hanne i tunika og gamacher med ravkæder om halsen, der ikke aner, hvad i alverden litteraturhistorie er for noget"

I guder. Magen til arrogant og ignorant r..... skal man da lede længe efter.

Gert Lindberg, Sonja Rosdahl, Flemming Olsen, Egon Stich, Ulla Søgaard, gert rasmussen, Karsten Aaen, Mette Poulsen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Det er finansministeriet, der bestemmer, om samfundet vil gøre brug af den unikke og specialiserede viden og kunnen, humanister og de andre akademikere besidder.

Pia Nielsen, Ole Frank, Poul Erik Pedersen, Karsten Aaen, Lars Løfgren og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Hvordan kunne arbejdsmarkedet mere eller mindre forblive så langt fra vores næser i al den tid? Hvorfor sagde ingen noget?"

Alen, hvorfor spurgte I ikke? Gjorde I jer ingen tanker om fremtiden?

Sonja Rosdahl, Claus Nielsen, Jens Illum, jan sørensen, Carsten Bjerre, ulrik mortensen, jens peter hansen, gert rasmussen, Karsten Aaen, Anina Weber og Per Klüver anbefalede denne kommentar

Det er en god idé at gøre sig klart, hvad man gerne vil beskæftige sig med og så finde vejen derhen.

Jens Illum, Carsten Bjerre og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

- jeg tror, at en stor del af problemet ligger i, at man ikke gør sig klart, hvor vægtigt det er at tage en universitetsuddannelse, især på humaniora (det samme gælder teologerne, men de er i højere grad allerede klar over, hvad de er og bliver), hvor det hele har en tendens til at ligne en fortsættelse af gymnasiets dannelse, men indbærer en radikal anderledes frihed, som det er op til én selv at forvalte.
Man kan derfor gøre sig belæst og dermed interessant for de allerede uddannede, hvis man fra begyndelsen sætter sig ind i fagets problemer - f.eks. ved at have en idé om, hvad det kan føre til i form af givne samfundsfunktioner eller selvstændig virksomhed.

Martin Kristensen

Det er en ærgerlig situation, du har bragt dig selv i og det hjælper ikke at skyde på andre.

Dine undervisere kan ikke vejlede dig om erhvervslivet, for de har aldrig haft noget med det at gøre. De er de heldige få, der har fundet den eneste måde man kan leve af sit fag som humanist på; at undervise.

Måske burde man have erhvervsvejledere tilknyttet, men ville unge, naive, drømmende dig have lyttet til dem?

Måske burde Danmark - som mange andre lande - gøre det mere normalt at stoppe med en bachelor, arbejde nogle år og SÅ tage sin kandidatgrad med mere livserfaring og virkelighedssans med i bagagen. Og alle de praktiske problemer med job, økonomi etc. det ville give.

Med sikkerhed bør hele jobcenter tankegangen gentænkes til mindre systemtænkning og mere målrettet hjælp til dem der behøver det (og mindre fokus på dem der ikke gør eller ikke vil tage imod det).

Og med lige så stor sikkerhed bør du - som kan læse og analysere Ulysses - kunne bruge din egen situation som case. Hvad kan du? Hvad vil du? Hvem benytter de kompetencer du har ? Hvordan kommer du i kontakt med dem? For sådan en som dig, højt hævet over dødelige Hanne, er situationen vel ikke overkompliceret?

Og husk så, at der ingen er der forhindrer dig i at læse skønlitteratur og diskutere den med ligesindede, bare fordi samfundet ikke vil finansiere dine læsevaner hele vejen igennem dit voksenliv.

Sonja Rosdahl, Jeppe Linnet, Flemming Olsen, Claus Nielsen, jan sørensen, Carsten Bjerre, Flemming Berger, Anina Weber og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

Blot fordi man har taget en uddannelse, betyder det ikke, at man kan eller skal arbejde inden for det felt. Nogle uddannelser leder direkte til arbejde, andre uddannelser ikke til noget bestemt og man skal have talent, flid og held for at skabe sig hvad der svarer til en fuldtidsstilling.
Ikke alle, der f.eks. gerne vil være skuespillere, kan leve af det. Så må de gøre rent/være piccoliner/ stå i en bar ind imellem for at betale huslejen, hvis de ikke vil på dagpenge eller anden bistandhjælp med de modydelser, som der er forbundet med det. Det samme gør sig gældende for alle os andre, også dem, som har læst på uni. Og der er ingen af os, der er hævet over midaldrende kvinder med ravhalskæder og leggings.

Flemming Olsen, Carsten Bjerre, Flemming Berger, Anina Weber og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Suk

Endnu en humanist, der hele tiden skal beklage sig over de valg, han selv har truffet!

Jeg vil påstå, at kan kunne have taget en uddannelse som cand.mag, i dansk og engelsk, eller i engelsk og tysk, eller i engelsk og et andet fag, som bl.a. kunne bruges på gymnasiet. som gymnasielærer - nogle gange må man også gerne tænke lidt selv, før man tager en kandidat i litteraturhistorie!

Havde han gjort det f.eks. taget engelsk og dansk, eller engelsk og et andet fag, som fag på universitetet (som studium altså), ville han nok have stået bedre end så mange andre....

Erik Fuglsang, Flemming Olsen, Claus Nielsen, Jens Illum, ulrik mortensen og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Er det universiteternes opgave at uddanne folk til det private erhvervslivet? Vel ikke traditionelt set, men problemet er vel, at der ikke er særligt meget behov for uddannet arbejdskraft. Der er rift om pladserne, havde man skævet lidt til Østeuropa, så ville det også stå klart, hvordan fremtiden vil forme sig for en statsansat akademiker! Det er noget med løsarbejde at gøre! Og så forstår jeg iøvrigt godt, at man ikke gider kurser med folk, der bare er der for at tjene penge, og som ved mindre end en selv. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor folk synes, det er i orden at sælge hundedyre yogakurser til det offentlige? Eller kurser i, hvordan du bruger Nemid, skulle vi ikke lege, at folk godt kan finde ud af det meste selv? Og så er det jo ikke et valg, at blive humanist, man må tænke, at vedkommende ikke havde evner til, at blive ingeniør eller smed? Frit valg eksisterer ikke, det er en illusion!

Egon Stich, Randi Christiansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Noget må der være galt, for litterater er der dels ikke mange af, dels er der ret stor afsætning i den boomende forlagsbranche, i dagspressen m.m. - så hvad med at bruge faget til at gøre sig en smule gældende? Skriv noget, f.eks.

Mads Kjærgård

Hvor ville vi være uden humanister? Men tag en kontoruddannelse, det er jo en erhvervsfaglig uddannelse, det er en universitetsuddannelse ikke nødvendigvis!

Line Palle Andersen

Din historie er desværre ikke usædvanlig – og især ikke for kulturhumanister, men det undrer mig, at du ikke har fået mere hjælp fra uddannelsens side, for alle videregående uddannelser skal i dag kunne dokumentere for ministeriet hvilke tiltag, de har foretaget, for at gøre deres kandidater klar til arbejdsmarkedet.
Litteraturhistorie er sammen med kunsthistorie en del af et tabu, som vi mangler at bryde – nemlig at undervisere ikke nødvendigvis ønsker at gøre deres studerende dygtigere. Jo højere vi kommer op i uddannelsessystemet des mere uddanner undervisere deres egen konkurrence, og dette gælder i høj grad inden for kulturhumaniora, hvor de fleste er løstansatte og sammensætter deres indtægt af undervisning, foredrag, bogbidrag, anmeldelser og lignende. ”Hvorfor skal jeg gøre mine studerende dygtigere, når jeg om to år skal slås med dem om de samme jobs,” må mange være nødsaget til at tænke.
For nogle år siden skrev jeg i fællesskab med Helle Bach Riis bogen ”Fra studie til arbejdsliv”, hvori jeg især tror, du kan have glæde af at læse vores indledning og min historie ”jeg måtte slippe mit fag”. Som kunsthistoriker gjorde jeg alt det forkerte. Bl.a. skrev jeg speciale om et obskurt emne som japansk tuschmaleri, men det interessante er, at jeg bruger det, jeg lærte af specialet hver eneste dag. Jeg havde ikke været mere kvalificeret, hvis jeg havde lært mere erhvervsrettede kompetencer. Jeg skulle simpelthen lære at omsætte den viden og de metoder, som jeg havde lært.
Mit råd til dig vil være, at du fx opretter en blog, hvor du demonstrerer over for en arbejdsgiver, at du kan vinkle og skrive historier. Du kan også (midlertidigt) etablere dig som selvstændig – fx ved at give skriverådgivning, og igen arbejde med at få omsat dine kompetencer til noget, der kan bruges på en arbejdsplads. Husk, at din arbejdsindsats skal kunne ses på bundlinjen, så brug lidt tid på at tænke over, hvordan du kan berige en virksomhed eller en institution, og hvordan du kan vise dem, at du har disse kompetencer.

Steffen Gliese, Miklôs Tōtfalusi og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar

Jeg ønsker dig held og lykke med at finde en den "rigtige" hylde at komme på, som faktisk er de færreste forundt at komme på, må du ikke glemme, Alen. Der er jo altid værdikampen at deltage i !

Desværre er det jo ikke et godt udgangspunkt at læse et fag, fordi man godt kan lide det, faget drejer sig om. Man skal ville noget med det, hvis man tager en teoretisk uddannelse, forvalte det på en eller anden måde. Der er ikke noget så ødelæggende for publikumsglæden i teatret eller læseglæden i litteraturen som at have studeret de mekanismer, der giver resultatet. Medmindre man altså er virkelig glad for og ønsker at arbejde med netop de mekanismer.

Endnu en del-problemstilling som taler ind i "den store omstilling", vi skal igennem.

Vi SKAL sænke vores forbrug af alt, der kan måles og vejes. Markant. Herunder humanistiske kandidater. Folk må analysere bøger så meget de lyster - så længe de også dyrker en væsentlig del af deres mad selv og/eller bidrager med andre færdigheder, der bidrager til lokale, bæredygtige fællesskaber.

Næ, Esben Lykke, vi skal i langt højere grad bruge energien på kunsten, litteraturen, politikken og de frivillige fællesskaber - i stedet for i storcentret og hypermarkedet. Eller hos bilforhandleren.

Carsten Nørgaard

Jeg synes, det langt hen ad vejen er form over funktion i denne tekst. Sagprosa, sagforhold og argumenter er begravet i ”litteratens” gøgleri.

Der er 8 universiteter i Danmark – forfatteren har erfaring med ét, så vidt jeg kan se (Aarhus Universitet), men gør sig til talsmand for alle universiteterne. Alene dét giver ikke mening.

Men yderligere.

Har man lidt indblik i videnskabsteori (altså det, man lærer en lillebitte smule af i ”Studium generale” på AU), ved man, at opdelingen i fakulteter mest er traditionsbunden – og at en humanist selvfølgelig ikke bare er en humanist, da det er den nok mest diversificerede forgrening af videnskaben. Det er den i hvert fald helt klart, når det kommer til uddannelsesudbud.

Hvordan kan forfatteren gøre sig til talsperson for andre humaniorastuderende som dem, der uddanner sig indenfor f.eks. antropologi, arkæologi, informationsvidenskab (hvad enten ordet henviser til det, bibliotekarer beskæftiger sig med, eller humanistisk informationsteknologi), kognitionsvidenskab, lingvistik (herunder lingvistikken selv og de forskellige specialiseringer i et sprog + kulturvidenskab med fokus på de steder sprogene tales, som igen forgrener sig til almene og erhvervssprogelige områder) eller uddannelsesvidenskab?

Det kan da ikke komme som en overraskelse, hvis oplevelsen ikke er den samme på disse ret forskellige studier. ”Litteratens” anekdoter om sit eget studieliv kan selvfølgelig ikke generaliseres til hele humaniora. UddannelsesGuidens værktøj UddannelsesZOOM har ikke perfekte data, men de kan trods alt give et indblik i, at forskellige humanistiske uddannelser klarer sig forskelligt på spørgsmålene om, hvorvidt dimittenderne synes, uddannelsen forberedte dem til arbejdslivet, og hvorvidt det, de havde lært, stemte overens med det, deres arbejdsgivere forventede af dem.

Mine egne erfaringer har været med et par af uddannelserne i sprog + kulturvidenskab

Mine egne erfaringer er fra et par af studierne i sprog + kulturvidenskab med fokus på de områder, hvor sproget tales. Mest fransk, men også lidt tysk. Der var ret meget oversættelse, både af litteratur og sagprosa, såvel som tekstlingvistik. Underviserne kom også ind på de digitale oversættelsesværktøjer, emnet tekst kontra hypertekst, samt forskellige måder at gå til lokalisering af f.eks. websites og korpuslingvistik (digital bearbejdning af store samlinger af tekst). Til HUM-fag, altså humanistiske valgfag, var der mulighed for at tage et kursus i programmatisk behandling af naturligt sprog med Python – en blandet klasse med bachelor-, kandidat- og PhD-studerende, som f.eks. lærte at udføre meningsmålinger ved automatisk at indsamle tekstindhold fra kommentarsporene på de sociale medier.

Med andre ord: en enorm redskabskasse, som finder anvendelse i rigtig mange erhvervssituationer. Og så er jeg ikke engang kommet ind på det konventionelle, altså lingvistikken og forberedelsen til at blive sprogunderviser på gymnasierne (mange vælger jo også at gå den vej).

På ingen måde kan jeg genkende det billede, vores ”litterat” maler, hverken i forhold til universitetet som institution (heller ikke Aarhus Universitet, som jeg også selv har erfaring med), humaniora som helhed, eller studiet kontra et efterfølgende erhvervsliv.

Jeg ved også, at netop Aarhus Universitet har en række initiativer, som findes for at hjælpe de studerende ind på arbejdsmarkedet. At en lektor eller professor ved en hel masse om et forskningsområde betyder jo ikke, at de er eksperter i karriere og erhverv.

Der er for eksempel den meget pædagogiske portal Arts Karriere:
https://studerende.au.dk/studier/fagportaler/arts/arts-karriere/

Jeg ser overskrifter som arrangementer, karrierevejledning, muligheder for at få erfaring med arbejdsmarkedet, redskaber til jobsøgning med videre. Det er sgu ret megen støtte i forhold til, hvad du ser på et gymnasium eller en erhvervsskole!

For at det ikke skal være løgn har universitetet også sin egen job- og projektbank:
https://jobbank.au.dk/da/

Forfatteren af den ovenstående kronik lyder lidt som en, der nok kunne have gjort bedre brug af de tilbud, Aarhus Universitet er kommet med. Det er en noget forvirret kronik, der ligesom antager, at det ”selvfølgelig” må være underviserne, der skal komme med det arbejdsmarkedspædagogiske. Det er så min egen erfaring, at det faktisk sker, men ultimativt er det jo, som forfatteren selv skriver: ”Universitetet er ikke en voksenbørnehave og skal aldrig blive det.” – hjælpen findes på stedet, man skal bare selv række ud efter den. Og der er altså opslag og skilte om alt det der i stort set alle universitetsbygningerne i f.eks. Nobelparken.

Så samlet set må det være et rungende ”nej” herfra i forhold til kronikørens pointe(r).

Fra sidelinjen: Enig! Det er en absolut defekt i vores Total-velvære-samfund. Et eget ansvar for ens existens er afskaffet. Det burde være så, at et ungt menneske får sine drømme opfyldt af staten, om ingen anden vil. Drømmen om en velbetalt stilling med eller uden et egentlig arbejde der er penge værd.

steffen gliese:

vi bliver nok næppe enige om uddannelsespolitik, fornemmer jeg, men kan vi blive enige om, at samfundets samlede forbrug, bnp - kald det hvad du vil, skal ned?

Og så til "rant'en":

Vi har absolut ikke brug for flere specialiserede mennesker, der ikke kan slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele, og skriver lange klagesange om manglende job.

(Og det er ikke fordi, jeg specielt er ude efter indlæggets forfatter, som sikkert er både flink og velmenende. Desuden kunne jeg nok nævne de første 1000 jobs, der var mere samfundsskadelige end dem, humanister typisk bestrider).

Vi har brug for, at så mange af os som muligt, mestrer de basale - menneskelige - færdigheder, det kræver at overleve. At skaffe mad, husly, tøj. Så vi producerer og reparerer så meget som muligt lokalt. Importerer mindre, forbruger mindre.

Og så har vi altså ikke råd til at betale særlig mange mennesker for at tænke store tanker. Hvis de er store nok, skal de nok komme ud alligevel. Hvis ikke, så er det nok alligevel vigtigere at jorden består om 200 år.

Flemming Olsen, Egon Stich og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Ja, livet har været hård ved dig. Særligt nu, hvor din intime cafelatte tilværelsen med ligesindede er slut og virkeligheden melder sig foran din hoveddør. En virklighed, som du har valgt at ignorere siden du startede på STX. En en årtier lang koma, som du pludselig er vågnet op fra til et liv, hvor du skal tage ansvar for dit liv. Forsørge dig selv. Og tænk, hvis du skulle få børn. Så står dit liv for alvor ved en skille vej. Dem har du så nemlig og så ansvar for 24/7.

Velkommen til livet, som det er. Tag dig sammen og find dig et arbejde. Og bemærk lige - At søge og finde et arbejde er et virkelig hård krævende slid med en masse skuffelser indbygget før det lykkedes. Intet kommer af sig selv.

Du kan jo prøve at søge arbejde der, hvor du havde et studiejob. Nå nej, sådan noget ubekvemt har du sikkert ikke haft.

" Syv måneders arbejdsløshed. To måneders vikariat på en folkeskole. Tre måneders vikariat på VUC, og nu atter tretten måneders igangværende arbejdsløshed."

Så må du i gang som billetkontrollør, lagerarbejder, hospitaltportør, murerarbejdsmand, pædagodmedhjælper eller andet ufaglært.

Erik Fuglsang, Flemming Olsen, Jens Poulsen, Egon Stich, Jens Christian Jensen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Tag en erhvervsuddannelse og find en læreplads inden dine dagpenge udløber, evt. som voksenlærling, så du får en elevløn over SU-niveau. Vi får mangel på faglærte i fremtiden.

Esben Lykke, Egon Stich, Miklôs Tōtfalusi og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Håber ikke at du også sidder med en stor studiegæld.

Det er nok ikke det allerbedste tidspunkt at finde læreplads på som Markus Lund foreslår Covid-19 situationen taget i betragtning, - hvis det overhovedet er en mulighed. Jeg kender ikke reglerne for hvornår man kan få SU til endnu en uddannelse selv om det er på et andet niveau. Og lærepladser er der vist også generel mangel på.

Og Covid 19 kan desværre også gøre det vanskeligere. at finde vikararbejde som du jo har haft noget af. De ekstra hænder der skulle til i begyndelsen af Corona-krisen er der heller ikke bud efter mere nu da situationen har normaliseret sig. Og mange steder på den sydlige halvkugle rapporteres nu om et fald i den årlige influenca-epidemi hvilket formentligf bringer sygefraværet ned. Arbejdsløsheden kommer antagelig til at stige og der bliver flere om buddet.

Hvis det går helt galt på arbejdsmarkedet kan det jo også betyde at man vil se på dagpengesystemet igen. Ellers risikerer man ganske enkelt at alt for mange falder ud.

Men du må finde en plan B. Du må arbejde med dit projekt sideløbende og tage hvad du kan få. Afdragene på evt. gæld må kunne sættes i bero. Held og lykke.

Velkommen i prekariatet hvor man aldrig kender beløbet på næste lønudbetaling.

Eller skift livstil ud med noget i denne retning hvor målet er at beboerne lever gældfrit, affaldsfrit og primært ernærer sig ved egen lokal virksomhed. Her behøver lønudbetalingen nemlig ikke at være ret stor. Slut med afdrag på hus i millionklassen.
https://grobund.org/ideen/

Man kan nu også blive lidt gram i hu, når man læser en artikel som denne, der er temmelig symptomatisk for en generation, tror jeg, på flere niveauer: https://www.kristeligt-dagblad.dk/litteratur-studerende-derfor-har-vi-va...
Tidligere var litteraturstudiet adgangsbilletten til det litterære miljø - dér, hvor man før forfatterskolen uddannede forfatterne, men også underviste i de faktiske forhold i jernindustrien, så folk lærte at læse professionelt til forlagsbranchen, overordnet formidling til niveauerne af sprogundervisere - og så selvfølgelig til diverse stillinger i institutioner og organisationer for litteratur og litteraturforskning.
Jeg bliver temmelig bekymret, når man mener, at man skal læse litteratur på universitetet for at råde bod på en tidligere manglende boglig optagethed: at læse litteratur på universitetet burde faktisk fortrinsvis være kronen på værket for dem, der har været læseheste fra førskolealderen. Det kan faktisk være svært at indhente den nødvendige akademiske kvalitet, hvis der ikke ligger mange års lystbetonet forarbejde bag.

Danny Hedegaard

På sin vis udgør det en velsignelse, at uddannelse er gratis i Danmark.

Men det er samtidig også en forbandelse, når der er fri adgang til tage lange brødløse uddannelser.
Fuldstændig uden tanke for, ens fremtidige beskæftigelses udsigter.

Det er en tragedie, når færdig uddannede på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og i Litteratur videnskab henslæber livet i prækere løse jobs, hvor de lever fra hånden til munden.

Mens de livslangt forfølger en drøm, der for langt de fleste ikke går i opfyldelse, andet end i et begrænset omfang.

Kultur og medier, er kendte for at være hippe og tjekkede, og kan derfor ofte få håbefulde unge mennesker til at arbejde gratis, eller for en slik.

Det er nu en gang et faktum, at livet udgøres af et livslangt behov for eksistens finansiering.
Hvorfor at fast selv forsørgende beskæftigelse, betyder alt!!

Her er naturvidenskab, business skole, eller simpelthen en læreplads som tømrer, nu en gang de mere jordnære brødførende valg, end en udsigtsløs uddannelse i Litteraturvidenskab.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Carsten Nørgaard

@Danny Hedegaard: Der findes ikke brødløse kandidatuddannelser.

(Desværre er traditionen i Danmark den, at alt fokus er på kandidatuddannede. Har man kun en bachelor er man dårligere stillet. Uddannelsesministre forsøger at ændre på situationen uden held.)

Man kan jo se på de data, der findes, at hastigheden ind på arbejdsmarkedet lige efter endt uddannelse varierer en del. Hastigheden har det med at være lidt langsommere for humanistisk uddannede – men her er det stadig overordnet set 70 to 80 procent, der finder beskæftigelse indenfor det første år. Til gengæld er der slet ikke noget at diskutere på et langsigtede perspektiv: Her ligger stort set alle kandidatuddannelser (uanset fakultet!!!) med en beskæftigelsesgrad på mellem 94 og 100 procent.

Der findes enkelte, meget sjældne undtagelser, men hovedregelen er altså, at har man en lang uddannelse, så kommer man også til at bruge den. Brødløshed (forstået i sammenhæn med beskæftigelsesgrad) er en totalt død idé når det kommer til kandidatuddannelser.

Et langt mere interessant emne er, hvorfor alle har armene oppe over STEM-kandidater, når Teknologisk Institut har lavet en rapport for Europa-Kommissionen (i 2015), der rigtig nok påpeger, at efterspørgslen på STEM'ere kommer til at stige mere end andre grupper af højtuddannede (men også at efterspørgslen på alle andre studier er stigende) – MEN også påpeger, at det overordnede niveau for Europa ikke er sådan, at vi kommer til at mangle flere. Der er styr på niveauet. Og så det for mig mest interessante, nemlig at der er en flaskehals, fordi mange alligevel ender med at arbejde med noget andet end de, de blev uddannet til. Rapporten taler også om, at ”employability” nu engang er andet og mere end eksamensdiplomet – og hvis jeg husker ret, så henviser de altså til STEM'ernes arbejdsgivere for dokumentation på den. Jeg synes det er noget lidt mere sobert end de sædvanlige tankeløse lovprisninger (koblet sammen med den sædvanlige, men ikke faktabaserede antagonisme mod humaniora).
https://www.teknologisk.dk/_/media/64894_Does%20the%20EU%20need%20more%2...

Har den studerende slet, slet ikke selv et ansvar for selv at undersøge, om der for den påtænkte uddannelse er udsigt til et levebrød efter endt uddannelse ?

Danny Hedegaard

Skribenten bag kronikken, kunne have valgt et studie, som disse to bag denne kronik valgte:

Nej, grønne løsninger er ikke en katastrofe for økonomi, velfærd og beskæftigelse
Lars Jørn Stenberg er civilingeniør og ph.d. fra Danmarks Tekniske Universitet. Thomas Meinert Larsen er biokemiker og ph.d. fra Det Biomedicinske Fakultet ved Københavns Universitet. Begge er aktive i Klimabevægelsen i Danmark
https://www.berlingske.dk/kronikker/nej-groenne-loesninger-er-ikke-en-ka...

Det er der fremtid i, både for de studerende, og for Danmark!

De 2 skal nok få betalt mere tilbage til samfundet, fra et livslangt virke til gavn for samfundet, end deres uddannelser har kostet fælleskassen i første omgang.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)

Alen Causevic rejser en meget vigtig pointe - at underviserne på universiteterne skal blive bedre til at forberede de studerende på livet efter studiet.

Vi ved fra de ledige akademikere på jobcentrene, at alt for mange af underviserne ikke formår at bygge bro mellem skolebænken og arbejdsmarkedet.

Særligt for humanisterne er der for lidt fokus på at sikre, at dimittender ikke går direkte ud i ledighed.

Studerende har ikke automatisk fokus på jobmuligheder i løbet af deres studietid. Derfor skal lektorerne gøre det til en del af pensum.

Og så skal de studerende have en større viden om, hvordan det er at arbejde i de mindre virksomheder, der lige nu efterspørger akademikere til f.eks. projektledelse og IT.

Obligatoriske praktikforløb, jobmesser og oplysning om iværksætteri kan også bygge en bro ind i fremtiden.

Så et godt råd til de studerende er, at de holder deres uddannelsessted op på, at underviserne også har et ansvar for deres fremtidige job.

Med venlig hilsen,

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København

Jens Christian Jensen

Det kan da godt være at der skal mere fokus på information om jobmulighederne på universiteterne, Cecilia. Det er jo så passende at spørge undervisningsministeren om der er fokus på dette område.
Jeg syntes dog at det er mærkeligt at studerende ikke selv undersøger fremtidige jobmuligheder INDEN de vælger uddannelse. Det virker hovedløst ikke at gøre det. Folk har jo også selv et ansvar.