Kronik

Arven efter Hegel kan hjælpe os med at forstå vor tids klimakampe

Da Hegel døde, delte hans tilhængere sig i to grupper: de konservative gammelhegelianere og de revolutionære unghegelianere. Deres kampe kan vi bruge til at forstå, hvad der sker mellem generationerne i klimakampen, skriver filosofihistoriker Magnus Møller Ziegler i denne kronik
Da Hegel døde, delte hans tilhængere sig i to grupper: de konservative gammelhegelianere og de revolutionære unghegelianere. Deres kampe kan vi bruge til at forstå, hvad der sker mellem generationerne i klimakampen, skriver filosofihistoriker Magnus Møller Ziegler i denne kronik

Sara Houmann Mortensen

Debat
27. august 2020

I 1831 døde Hegel. Åndens store betvinger blev 61 år gammel, før han på ganske jordnær vis sked sig selv ihjel under en koleraepidemi.

I sin tale ved Hegels begravelse sammenlignede historikeren Friedrich Förster mestertænkeren med Alexander den Store. Ligesom Alexander med militær magt havde erobret hele den kendte verden, havde Hegel ved dialektikkens kraft erobret Åndens rige.

Men, beklagede Förster sig, ingen var kvalificeret til at overtage videnskabens tøjler fra mesteren selv. Derfor var der nu ikke andet at gøre end, som Alexanders generaler, at dele riget mellem sig. Og som nykronede konger af hver deres filosofiske provins gjorde hegelianerne præcis som generalerne og gik øjeblikkeligt i krig mod hinanden.

De delte sig hurtigt i to lejre, som teologen David F. Strauss inspireret af den franske revolution kaldte venstre- og højrehegelianere. Det havde imidlertid ikke noget med politik at gøre; i stedet var det religionen, der delte dem. I hvor høj grad er Hegels filosofi blot en rationel eksplicitering af protestantismen, og i hvor høj grad er fornuft og tro i konflikt?

Dette skel blotlagde også en dybere splittelse. En splittelse som er relevant, hvis vi i anledning af G.W.F. Hegels 250-års fødselsdag torsdag den 27. august vil forsøge at forstå, hvad vi kan lære af hegelianismen i dag – så lang tid efter hans død.

Teenageoprør

I tredje bind af sin Encyklopædi (1817) beskriver Hegel det (altid udtrykkeligt mandligt kønnede) menneskeliv i, hvad han ser som dets naturlige udviklingsstadier. Inspireret af Aristoteles hævder han, at mens spædbarnet er bestemt ved vækst, har barnet en rent sanselig omgang med verden, og endelig er den voksne mand kendetegnet ved fornuften.

Dette afføder også forskellige tilgange til verden omkring os. For barnet er det universelle noget helt konkret, nemlig faderen: regler, kultur og sædvane er inkarneret i ham. Dermed er barnet også forenet umiddelbart med det universelle gennem kærligheden – at elske sine forældre og blive elsket af dem.

Men med tiden opdager barnet, at verden er større end faderen, og så kommer den individualisering, som alle trætte forældre kender som teenageoprøret. Fra at være forenet med det universelle i skikkelse af faderen erfarer den unge mand nu sig selv som fundamentalt adskilt fra det universelle, som en rift i verden.

Han bliver utilpas i verden, det hele er kort sagt noget lort, og optændt af sin egen subjektivitet udkaster han vilde planer og går i krig med det bestående. Han sætter sin egen subjektivitet som det substantielle, som verden skal rette sig efter, for at hele riften og opnå en genforening med det universelle.

Men man skal jo leve. Og efterhånden som den unge mand bearbejder verden for at opretholde livet, forliger han sig med den. Han indser, at når verden er, som den er, er det resultatet af en fornuftig proces. Han finder sin plads i verden og falder til ro. Han bliver med andre ord voksen. Og dermed bliver han også moden til at træde tilbage ind i det universelle og indgå i styringen af den sædelige stat, som Hegel udkaster i Retsfilosofien (1821).

Gammel- og unghegelianere

I begyndelsen så både højre- og venstrehegelianerne sig selv som voksne i hegeliansk forstand. Men snart begyndte højrehegelianerne at kalde deres modstandere for unghegelianere – noget, de ikke mente som en ros. Unghegelianerne tog imidlertid betegnelsen til sig og bar den som et adelsmærke. De begyndte i stedet at kalde deres modstandere for »gamle« og »stivnede dødsmasker«.

I 1886 opsummerede Friedrich Engels meget præcist forskellen som en uenighed om, hvor man skal lægge trykket i Hegels berømte dobbelte diktum fra Retsfilosofien: »Hvad der er fornuftigt, er virkeligt; og hvad der er virkeligt, er fornuftigt.«

Gammelhegelianerne var hjemme i verden. De lagde trykket på første del, altså fornuften er allerede virkelig, og verden er grundlæggende fornuftig.

Unghegelianerne var derimod urolige ved verden og lagde trykket på anden del: For at noget er virkeligt, må det være fornuftigt. De betonede kritikken frem for systemet som den indre kerne i Hegels filosofi, og alt hvad kritikken blotlagde som ufornuftigt, var tilsvarende uvirkeligt og måtte derfor gå til grunde.

Da den dybt reaktionære Friedrich Wilhelm IV i 1840 blev konge i Preussen, var det slut for hegelianerne. Den nye konge kaldte Hegels gamle rival Friedrich von Schelling til hans tidligere lærestol i Berlin med den udtrykkelige opgave at »nedkæmpe den hegelianske dragesæd«.

Mens gammelhegelianerne dukkede nakken for den i deres øjne endnu fornuftige verden, skred de unge til handling. Hvis kritikken viste, at Preussen var blevet en ufornuftig stat, måtte den forandres eller ryddes af vejen.

Men det skulle ikke bare være spontan vold, som man så det under væveropstanden i Schlesien et par år senere. Preussen havde forladt fornuften, og derfor gjaldt det nu om på ny at realisere den i verden. Fremtiden, hvor den virkelige stat regerede, skulle så at sige trækkes ind i nutiden.

For at kunne det måtte man forene menneskets tænkende og handlende side, således at man fik hele mennesker ud af det. Man måtte altså handle på en måde, der var i overensstemmelse med den højeste videnskab – filosofien. Til at betegne denne forening brugte unghegelianerne den græske term praxis, som mange nok bedre kender fra den nok mest berømte unghegelianer: Marx.

I den unghegelianske praxis var der altså en afgørende rettethed mod fremtiden, der ikke længere, som Hegel havde hævdet, var noget principielt uerkendbart uden for filosofiens rækkevidde. Derimod måtte fremtiden være det objekt, som al menneskelig praxis rettede sig imod.

Ung og gammel klimakamp

Denne spænding mellem ’de unge’ og de andre – gamle, voksne, etablerede, boomere, eller hvad vi nu kalder dem – kan vi faktisk også bruge til at prøve at forstå, hvad der sker mellem generationerne i klimakampen. For også her raser kampen mellem dem, der fundamentalt set er hjemme i verden, og dem, der vil forandre den fundamentalt.

På den ene side har vi netop ’de unge’ – fra Greta Thunberg til Extinction Rebellion. For dem er den bestående verden ufornuftig, den er i sig selv årsagen til klimakrisen, og de udkaster i stedet ambitiøse, vilde, måske endda revolutionære krav om den totale omlægning af produktion, forbrug og politik.

Og på den anden side står ’de voksne’ (fortrinsvis) mænd, der føler sig ganske tilpasse i verden, som den er, og som indgår i styringen og forvaltningen af den, både direkte som ’ansvarlige’ politikere og indirekte som dem, der stemmer på dem.

De voksne anerkender nok, at der er krise – de er ikke klimafornægtere. Der må bestemt handles! Men det må nødvendigvis foregå inden for rammerne af den allerede givne og fornuftige verden. Så de laver kvoter og indkalder til topmøder, så der rigtig kan handles, men de unge vil ikke have handling. De vil have praxis.

For den unghegelianske klimaaktivist må de stivnede dødsmaskers evindelige handlekraft erstattes af en virkelig, fremtidsrettet, total og altomfattende menneskelig praxis.

Hegel beskriver Ånden som »det jeg, der er vi, og det vi, der er jeg«.

Hvis der overhovedet skal være en fremtid, er det dette kollektive subjekt, som i harmoni med den højeste videnskab må handle for at trække fremtiden ind i nutiden.

Magnus Møller Ziegler er ph.d.-studerende ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet. Han forsker i hegelianisme og Karl Marx.

Serie

Hegel 250 år

Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel har betydet så meget for vores forestillinger om modernitet, historie og fremskridt, at vi alle er hegelianere – de fleste af os ved det bare ikke. Men nu får du chancen for at forstå Hegel helt forfra.

I anledning af Hegels 250-årsfødselsdag laver Information en sommerserie, hvor en række filosoffer forklarer de vigtigste temaer i hans filosofi. Og vi slutter af med en stor fødselsdagsfest.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Jørgensen

Det er nok noget af det mest forvrøvlede jeg har set Hegel misbrugt til. Redaktionen burde have konsulteret en Hegel-kender før de besluttede sig for at bringe det.

Ok. Så gør vi det. Skal det være lige nu?

Jens Thaarup Nyberg

Afsnittet om Hegel og hegelianerne er interessant, men er det Thunberg be’r om ikke, at vi skærer fornuften i carbonbaseret produktion bort ?