Kronik

Det bør vække ramaskrig, at vi stadig deler folk op efter hudfarve

Hvis vi vil gøre op med diskrimination og forskelsbehandling, må vi stoppe med at bruge binære racebegreber fra USA. Hvis vi importerer deres raceterminologi, risikerer vi at importere deres konflikter, og det vil splitte os ad, skriver lektor i sprog og kommunikation Thomas Wiben Jensen
Der er via den antiracistiske bevægelse i USA opstået en ny diskurs om race, der naturliggør brug af racekategorier. Denne diskurs fortæller os, at hvis du er sort, oplever og forstår du verden på en særlig måde, og som hvid har du ikke adgang til denne oplevelse. Og det er et kæmpe paradoks i en tid, hvor vi får at vide, at vi skal gøre op med en binær kønsforståelse, skriver dagens kronikør.

Der er via den antiracistiske bevægelse i USA opstået en ny diskurs om race, der naturliggør brug af racekategorier. Denne diskurs fortæller os, at hvis du er sort, oplever og forstår du verden på en særlig måde, og som hvid har du ikke adgang til denne oplevelse. Og det er et kæmpe paradoks i en tid, hvor vi får at vide, at vi skal gøre op med en binær kønsforståelse, skriver dagens kronikør.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

13. august 2020

Ord er vigtige!

Ord beskriver ikke bare virkeligheden i neutral form, men farver vores opfattelse af det, vi taler om. Ord påvirker og former vores virkelighed, vores værdier og de måder, vi opfatter og forstår hinanden på.

Det er en efterhånden gammel lærdom inden for humaniora, som nu også er sivet ud i samfundet og den offentlige debat. Udtryk som for eksempel ’grønlænderstiv’ og ’blondinedum’ er, udover at fungere som skældsord, også diskriminerende ved at knytte fastlåste egenskaber til hele grupper af mennesker.

Indirekte postulerer sådanne ord en essens ved bestemte mennesker (grønlændere og blondiner er på en bestemt måde), som potentielt er undertrykkende, da den fastlåser mennesker i et bestemt mønster af forventninger.

Denne kritiske bevidsthed om ordenes betydning er også omdrejningspunktet for den seneste tids ophedede debatter om racisme.

Det seneste eksempel er ’eskimo-is’, og tidligere er det flere gange blevet fremhævet, at ordet ’neger’ ikke bare er en neutral betegnelse for sort (latin: negro), men at vi i dag bør have en bevidsthed om, at dette ord bærer på en tung racistisk arv fra slaveriet i USA og andre steder i verden.

Igen er argumentet, at disse ord ikke er uskyldige. De bærer et værdi- og menneskesyn med sig, som potentielt marginaliserer andre.

Alligevel har en ny essenstænkning sneget sig ind i debatten under dække af både antiracistisk idé og bevægelse, som den udspiller sig i USA. Begreber som hvid skrøbelighed (white fragility), hvide tårer (white tears), hvidt privilegium (white privilege) eller sort sorg (black grief) og ikke mindst black lives er alle rundet af det dybe og berettigede amerikanske traume med racisme.

Men spørgsmålet er, hvad det gør ved den offentlige samtale herhjemme at indføre begreber, der er funderet i en sådan binær racetænkning?

Der findes kun én race

Indtil for nylig var race i en dansk kontekst primært noget, man forbandt med hundeopdræt, men sådan er det ikke længere. Personligt føler jeg stadig et vist ubehag ved overhovedet at tale om racer som en meningsfuld kategori, da det kan vække mindelser om eugenik, racehygiejne og Holocaust.

Rent videnskabeligt er det også noget vrøvl. Der findes kun én race – den menneskelige race homo sapiens, og forskelle i hudfarve er et rent overfladefænomen. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke findes racisme. Men omvendt er det værd at huske på, at race er en historisk og social konstruktion, som vi bør afholde os fra at reproducere via vores sprogbrug.

Det er et paradoks, at der via den antiracistiske bevægelse i USA er opstået en ny diskurs om race, der naturliggør brug af racekategorier. Denne diskurs fortæller os, at hvis du er sort, oplever og forstår du verden på en særlig måde, og som hvid har du ikke adgang til denne oplevelse.

Det er altså din hudfarve, der afgør din identitet og din forståelseshorisont. Racen bliver en absolut kategori, og andre identitetsbærende dimensioner som uddannelse og klasse negligeres.

For eksempel er det i mange amerikanske medier blevet kutyme at skrive Black og White med stort begyndelsesbogstav. Dette sproglige greb er indført for at markere en grænse og fortælle os, at der ikke gives nogen identitet eller selvforståelse uden for den racekategori, man er placeret i. Inden for denne terminologi er der ikke plads til fælles menneskelige erfaringer eller overskridelser mellem kategorierne.

I en tid, hvor vi får at vide, at vi skal gøre op med en binær kønsforståelse, idet køn ses som flydende og performativt, er fastfrysningen af de binære racekategorier et gigantisk paradoks, som burde vække et ramaskrig – også fra venstreorienterede intellektuelle.

Påstår jeg dermed, at der ikke findes racisme eller forskelsbehandling? Er det bare, fordi jeg som hvid mand er så privilegieblind, at jeg ikke kan se, at mennesker med en anden etnicitet bliver udsat for nedværdigende opførsel og møder forhindringer, jeg ikke selv oplever som del af majoriteten?

Nej, bestemt ikke!

Jeg anerkender fuldt ud eksistensen af forskelsbehandling og diskrimination. Blot sætter jeg spørgsmålstegn ved, om disse fænomener bedst indfanges og modarbejdes via racialiserede begreber og den dertilhørende racetænkning. Etniske minoriteter i det danske samfund er ikke en unison gruppe, ej heller er den afroamerikanske befolkningsgruppe.

De kommer vidt forskellige steder fra, de taler mange forskellige sprog, og de ser meget forskellige ud. At identificere dem som sorte eller brune er igen at ophøje hudfarve til en overgribende essentiel kategori, der ikke giver meget mening.

Men ja, der findes regulær racisme (rettet mod hudfarven), selv om omdrejningspunkterne i den danske diskriminationsproblematik snarere er kultur og religion end hudfarve.

Amerikas splittede stater

Det bedste argument mod den udbredte brug af racialiseret terminologi er dog selve den fortvivlende situation i USA i disse år.

USA er reelt stoppet med at hænge sammen som nation, og den fælles offentlige samtale er blevet umuliggjort.

På den ene side har vi Trumps katastrofale præsidentskab og en dyb indgroet racisme, der præger stort set alle dele af det amerikanske samfund, ikke mindst politikorpset.

På den anden side har vi det liberale Amerika centreret omkring universiteterne og storbyerne, hvor den identitetspolitiske ideologi har sejret stort. Dette ses blandt andet i den såkaldte cancel culture, hvor alle holdninger og meningstilkendegivelser, der ikke følger den antiracistiske doktrin, bliver frosset ud og marginaliseret på brutal vis.

Redaktører og universitetsprofessorer bliver fyret, artikler bliver afvist, bøger bliver trukket tilbage, debattører bliver forhindret i at tale ved offentlige arrangementer (eller arrangørerne bliver tvunget til at trække indbydelsen tilbage), og mennesker, der ikke er tilstrækkelig woke, bliver forfulgt og udskammet på sociale medier.

De to skyttegrave – den reaktionære racistiske fløj og den progressive antiracistiske fløj – konkurrerer i gensidig intolerance og er for længst holdt op med at lytte til hinanden.

Ord skaber handling

Så vidt er det ikke kommet herhjemme endnu, men tendensen er der. Det vakte opsigt, da hvide, som deltog i Black Lives Matter-demonstrationen i København i juni måned af Bwalya Sørensen – som også senere anklagede Amnesty Internationals Aalborg-afdeling for white supremacy –  fik besked på at gå bagerst og ikke bære synlige skilte.

Men det burde ikke overraske, da sådanne tiltag blot er en naturlig forlængelse af den sprogbrug, som Bwalya Sørensen og Black Lives Matter er rundet af.

Ord skaber handlinger. Nedsættende og generaliserende udtryk lægger grobunden for handlinger, der marginaliserer og skader andre. Det gælder for klassisk racistisk sprogbrug, men det gælder også for den nye raceterminologi, der ikke levner plads til nuancer og kompleksitet.

Vigtigst af alt modarbejder den solidaritet på tværs af etniske forskelle. Når folk på forhånd bliver delt op efter hudfarve, bliver forskellene forstørret, mens det, der forbinder os, bliver talt ned. Det er et dårligt udgangspunkt for forsøget på at skabe en fælles forståelse.

Thomas Wiben Jensen er ph.d. og lektor i sprog og kommunikation på SDU.

Harry Potter-forfatter J.K. Rowling er blevet kritiseret for udtalelser om transkønnedes rettigheder. Sammen med en række andre prominente personer har hun underskrevet et åbent brev, der problematiserer såkaldt ’cancel culture’.
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Knus
  • Bjørn Pedersen
  • Poul Erik Pedersen
  • Kurt Nielsen
  • Ervin Lazar
  • S.G Thorup
  • Kristian Nielsen
  • Peter Knap
  • Palle Yndal-Olsen
Rasmus Knus, Bjørn Pedersen, Poul Erik Pedersen, Kurt Nielsen, Ervin Lazar, S.G Thorup, Kristian Nielsen, Peter Knap og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for denne klare argumentation imod identitetspolitik.
Som mennesker og fællesskab trænger vi SÅ meget til at holde op med at putte hinanden i kategorier, og i stedet samarbejde om at skabe et samfund sammen, som alle kan trives i.

Poul Genefke-Thye, Mette Møhl, Poul Erik Pedersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Merete Laubjerg

Kære Thomas Wiben Jensen. Dit indlæg er et meget dygtigt akademisk forsøg på at bortforklare racismen i Danmark - desværre er det samtidig et lysende eksempel på netop denne strukturelle hyggeracismen, som findes i den danske hverdag. Åbenbart så hverken ser eller føler du den - hvilket netop er problemet. Hvad med bare at acceptere den og forbedre verden derfra?

Det er rigtig relevant med en debat om terminologi, så tak for det. Men måske overser du en vigtig pointe her nemlig: Hvornår rager det mig at den person jeg er sammen med/taler med om f.eks. klimakrisen eller fordelingen af velfærd i kapitalismen etc. etc. er hvid, sort, rød, indvandrer, homoseksuel, voldtægtsoffer, ikke spiser svinekød etc. etc., hvis jeg bare skal spørge om vej til Smørum Nedre eller om vedkommende har lyst til at drøfte kapitalismens endeligt med mig etc. etc. eller går med burka eller cowboybukser eller whatever. Det handler altsammen om sex, magt og mad.

Alana Frederiksson

Den amerikanske terminologi er fra sidste århundrede hvor der kun var en broget og blandet skare af europæiske indvandrere og efterkommere af afrikanske slaver. Sort/hvid. De oprindelige indianske stammefolk havde man ingen grund til at nævne i nogen sammenhæng.

Folks etniske baggrund kan være en god måde at inddele folk på i forhold til statistikker osv. Hvordan skal vi ellers kunne se diskrimination, forskelle i sundhed, livsvalg osv. Der er mange andre måder folk også inddeles på. Uddannelse, karriere, tilvalg/fravalg af børn.

At Bwalya Sørensen er en skæv type kan vi efterhånden fint forstå. Kender hun overhovedet det danske udtryk for “white supremacy”? Jeg tvivler. Hvilket fint understreger at hun ikke er undertrykt her i Danmark, men føler sig undertrykt fordi hun identificerer sig med sorte amerikanere.

Hans Holt Christensen

En fremragende artikel, der behandler det for den antiracistiske kamp meget alvorlige problem, at nogle grupper, der opfatter sig som progressive, "racialiserer" denne vigtige kamp, så det netop ender som en kamp mellem "racer". Racisme findes - i stor stil! Racisme skal imødegås og bekæmpes - altid! Men racer findes ikke!!! Hvis man begynder at hævde, at den, der har hudfarve x, ikke er i stand til at forstå den, der har hudfarve y, er man godt på vej til at blive det, som man hævder at kæmpe imod.

Bjørn Pedersen, Poul Genefke-Thye og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Poul Genefke-Thye

Lad det blive slået fast med syvtommerssøm - racisme findes desværre overalt!
Racer derimod er en illusion. I videnskab, hvad enten det er naturvidenskab eller humaniora, er der ikke noget. der kan bevises, og viden er ikke absolut, men blot antagelser, der ikke endnu er blevet modbevist.
Tidligere tiders idéer om forskellige menneskeracer, baseret på fænotyper, er blevet godt og grundigt modbevist af genetisk forskning for mere end et halvt århundrede siden.
I dag at bruge ordet "race" om menneske er et stort og ubehageligt skridt på vejen til racisme!

Bjørn Pedersen

@Merete Laubjerg
Du må meget gerne citere fra artiklen hvor Thomas Wiben Jensen "bortforklarer racismen". Han skriver faktisk flere steder, at racisme netop eksisterer og stadig er et problem.

Det er ganske oplagt at problematisere genkomsten af et racialiseret menneskesyn. Der er ingen forskel på at tro på at: "Hvide mennesker fortjener at være på toppen af racehierakiet" og "hvide mennesker sidder uretfærdigt på toppen af racehierakiet". Løgnen er at der overhovedet er et racehieraki, løgnen er et resultat af - ironisk nok - ekstrem kulturel solipsisme, en eurocentrisme der i sig selv stammer fra (den "videnskabelige") racismens guldalder.

Fordums tiders europæere fortolkede deres koloniseringer af det meste af verden, som et "bevis" på at "den hvide race", måtte være alle de andre "racer" overlegne. Det var en løgn, et udtryk for dårlig logik, uvidenhed, ønske om legitimiering og generelt ønsketænkning.

Så hvis man italesætter "de hvide" som tilhørende en eller anden form for "undertrykker-race", så spiller man med på nøjagtig samme racistiske melodi som gammelracisterne. Og nej, her mener jeg ikke "omvendt racisme". Jeg taler simpelthen om at dem der italesætter "de hvide" som en race der "altid" har undertrykket andre, reelt tror på det samme om "de hvide" som de racister, der brugte de pseudovidenskabelige raceteorier til at legitimere deres slaveri og koloniseringer.

Hvis man tror at man som hvid altid har været den dominerende hersker-race, men nu føler skam over det, og ønsker at være en "allieret"...så er man ikke nogen god allieret. Og er man sort, og tror på at alle med mørk hud, altid har været "de undertrykte", skal man også holde op med det vrøvl. For det er jo også løgn. Og det er at ydmyge sig selv, at se ned på sig selv, at hade sig selv, og at tro at nogle gamle europæiske racistsvins misvisende billeder af dem selv og resten af verden, også skal være ikke-hvidhudede personers eget misvisende syn på DEM SELV. (Her taler jeg ikke om alle der beskriver sig med en hudfarve, men dem der italesætter sig selv som del af en race, der "altid" har været undertrykt/har undertrykt.).

Thomas Østergaard

Det var vel ret forventeligt og symptomatisk at TWJ hurtigt ville blive skudt ned - på baggrund af sin opfattede hudfarve, i en grel opvisning af den mentalitet han taler imod, og på trods af velmente forsøg på at afværge det med forhåndsforsikringer - som en hyggeracistisk forsvarer af status quo.

Og det tager jeg som bevis på min fundamentale uenighed med TWJs artikel - ord er IKKE vigtige.

Hvad der er vigtigt er folks vilje til at lytte til dem. En villighed, der langt oftere er drevet af ønsket om et gruppetilhørsforhold, at identificere åsagen til deres problemer og livsvilkår, eller nødvendighed (f.eks. for at bestå en eksamen), end et egentlig ønske om at blive klogere.

At Scientology bruger fantastiske historier om rumvæsner til at lokke folk ind i en kult gør jo ikke historier om rumvæsner specielt farlige. Det folk bliver lokket af er løftet om sammenhold og at tilhøre en sammentømret gruppe. At give ordene skylden er - i bedste fald - tåbeligt. Denne såkaldte "gamle lærdom" skulle være forblevet på humaniora, hvor den hører til.

Hvis der ikke findes racer, findes der naturligvis heller ikke racisme, kun mobning. Al mobning tager udgangspunkt i en let identificerbar forskel mellem mobberne og den mobbede. Såsom race. Som folk let kan identificere, hvorved de findes, uanset hvor meget folk ønsker at definerere dem bort.

Bjørn Pedersen

@Thomas Østergaard
En kommentar til din "Hvis der ikke findes racer, findes der heller ikke racisme": Jo, fordi det at der ikke findes racer, er ikke ensbetydende med at der ikke er folk der tror på at der gør.
Eksempelvis kan man sagtens anerkende at der stadig findes de gamle racistiske ideer om "primitive" afrikanere, altså at ideerne om racer stadig lever... uden at af den selv tror derpå. Det er ikke forskelligt fra at anerkende at scientologer tror på X, uden at man af den grund selv erklærer sig enig.

Thomas Østergaard

fordi det at der ikke findes racer, er ikke ensbetydende med at der ikke er folk der tror på at der gør.
Fordi de med ret stor ufejlbarlighed kan se forskel på dem. Om du vælger at kalde det fænotype, genotype eller race er bedøvende ligegyldigt. Pointen er at folk ikke ophører med at kunne se forskel, bare fordi du afskaffer en given term.

Bjørn Pedersen

@Thomas Østergaard
Du blander tingene sammen. Forskelle er ikke lig med race. Er en sortpelset labradorer en forskellig race af labrador end en gulpelset labrador? Du kan frit kalde dig selv hvad end du har lyst. Jeg er så personligt af den overbevisning, at for at et hvilket som helst sprog skal tilskrives værdi som kommunikationsmiddel, så er vi nødt til at have nogle faste definitioner på hvad betydningen af et ord indebærer. Når biologer ikke kan se beviser for eksistensen af menneskeracer, i flertal, så eksisterer de simpelthen ikke som andet end et historisk levn fra fordums tiders pseudovidenskab.

Og jeg argumenterer overhovedet ikke nogen steder for "at folk ophører med at kunne se forskel". Det håber jeg sandelig folk bliver ved med, det ville være trist at man spillede blind når der er så meget smukt at se på derude. Men der er altså en forskel på: "Der er visuel og en lille genetisk forskel på mig og Yohannis fra Etiopien" og "Yohannis tilhører en anden race end mig på samme måde som en chimpanse er en anden art abe end en orangutang".

Poul Genefke-Thye

@Thomas Østergaard
"Om du vælger at kalde det fænotype, genotype eller race er bedøvende ligegyldigt."

Det er bestemt ikke ligegyldigt! Fænotype og genotype er to vidt forskellige ting. Indenfor en population af samme fænotype kan der være endog meget store variationer i genotype. Omvendt kan mennesker med en lang række genotypiske fællestræk sagtens tilhøre forskellige fænotyper.

At blande termen "race" ind, er en forplumring af debatten. "Race" er ikke en term, der bruges i biologisk taxonomi. Den har ikke en fast definition, og er gennem tiderne også ofte brugt til at at postulere kulturelle fællestræk hos f.eks. franskmænd, vendelboer, skotter o.s.v.
At bruge termen om fænotyper er racistisk.

Thomas Østergaard

@Poul Genefke-Thye: At blande termen "race" ind, er en forplumring af debatten

Det ville muligvis nok være tilfældet for en debat om biologi eller genetik, men i en debat om racisme eksisterer racer for ethvert praktisk formål, derved at folk særdeles nemt og totalt konsistent kan identificere og klassificere dem. Uanset hvilken term man bruger i stedet.

At tage termen UD af en debat af racisme er forplumring af debatten. Der er mest tale om en dydsiret holdningstilkendegivelse i stil med "det ville vel nok være dejligt hvis folk ikke kunne mobbe andre på baggrund af race". Det kunne være på sin plads i en debat hvori der indgik folk der gik ind for racisme, men det er sådan cirka aldrig er tilfældet, hvorfor det bliver ren støj.

Poul Genefke-Thye

"... men i en debat om racisme eksisterer racer for ethvert praktisk formål..."

Nej, "racer" eksisterer ikke, og biologi/genetik er implicit en del af racismedebatten. Man kan selvfølgelig ikke tage termen ud af debatten, men blot igen og igen fastslå, at "race" når det drejer sig om humangenetik er en illusion.

Med brugen af termen "race" forudsættes det, at der er væsentlige genotypiske fællestræk i en given population af samme fænotype, og at disse er væsensforskellige fra andre populationer af en andre fænotyper.
Dette er som bekendt tilbagevist af mere end 50 års genetisk forskning.

I husdyravl har termen dog et vist praktisk formål, selv om den ikke er en del af den biologiske taxonomi.

Ivan Breinholt Leth

På sydafrikansk radio overhørte jeg en gang en diskussion mellem en hvid og en sort sydafrikaner. Den sorte sydafrikaner påstod, at den hvide sydafrikaner ikke var afrikaner og derfor ikke havde ret til at kalde sig sådan. Til forskel fra USA er både sorte og hvide sydafrikanere indvandrere. Den oprindelige befolkning i Sydafrika er khoisan-folket. Den sorte sydafrikaner sagde: "Mine forfædre kom til Sydafrika i 1792." Den hvide svarede: "Mine forfædre kom i 1753, hvorfor er jeg ikke afrikaner."

I Sydafrika er det ikke noget problem, at kategorisere hinanden i forhold til hudfarve. En blanding af sort og hvid betegnes stadigvæk med apartheid-begrebet "coloured", for hvordan skal de bære sig ad med at kategorisere hinanden, hvis de ikke må bruge betegnelserne hvid, sort og coloured? Hvordan skal de f.eks. måle arbejdsløshed i de forskellige etniske grupper, hvis de ikke må bruge betegnelsen sort og hvid? Det kan være ganske relevant for den førte økonomiske politik at vide, at arbejdsløsheden er forholdsvis størrre blandt sorte end blandt hvide. Sydafrika har en positiv diskrimination-politik, som de kalder 'affirmative action'. Det indebærer, at hvis en sort og en hvid er lige kvalificerede, skal en arbejdsgiver ansætte den sorte. Hvordan skal de bære sig ad med at føre denne politik ud i praksis uden at anvende racekategorier? Hvordan skulle jeg have fortalt ovenstående historie, hvis jeg ikke må skrive 'sort' sydafrikaner og 'hvid' sydafrikaner? Hvorfor har Sydafrika ikke droppet betegnelsen 'coloured' når det er indskrevet i den sydafrikanske forfatning, at racediskrimination er ulovlig, og når alle ved, at betegnelsen blev indført af det illegitime apartheidstyre?

Sydafrika er efter USA verdens mest multietniske samfund. Landet har 11 officielle sprog. Hver dag bliver hver nyhedsudsendelse på TV sendt 11 gange på de forskellige sprog. Hvordan skal de beskrive deres egen befolkning, hvis de ikke må bruge kategorier, som sort, hvid, coloured, indian osv? Alle anvender disse kategorier uanset hvilken hudfarve de har.

I Danmark har vi stadigvæk en forholdsvis homogen befolkning, og det er ikke nødvendigt for os at opdele befolkningen i kategorier baseret for hudfarve. Derfor er det meget nemt at påstå, at vi bør droppe kategorisering af mennesker efter deres hudfarve. De kategoriseringer, som nogle gerne vil have afskaffet i Danmark, bliver aldrig afskaffet i et land som Sydafrika, fordi det er praktisk umuligt. Sorte sydafrikanere ved godt, at race er en politisk konstruktion. Men de fortsætter med at anvende de racekategorier, som apartheidregimet satte i system, fordi de godt ved, at uden disse begreber er kommunikation umulig.

Bjørn Pedersen

@Ivan Breinholt Leth
Du beskriver snarere et godt eksempel på hvorfor sort-hvid raceinddelingen heller ikke giver mening i Sydafrika. Khoisan-folkets hudfarve er jo også sort, også selvom de er ligeså forskellige fra f.eks. bantu-talende som en etnisk dansker er fra en mayaindianer eller en basker. Hvis man har et sprog, har man en kultur. Bantusprogene har deres mange forskellige kulturer, khoisan deres, boerne og de engelske bosættere deres. Deres historie(r) er ikke farver, men sprog, kultur, historie. At "farveliggøre" deres egen historie, er at fordumme den på et primitivt, forældet og kulturdestruktivt verdenssyns præmisser.

Og ja, gruppen af bantu-talende er indvandret... men de er indvandret som stamme, eller stammer i flertal. Akkurat ligesom da danerne indvandrede fra Skåne, og jagede herulerne bort fra Sjælland, (old)jyder fra Jylland, og sikkert mange andre ukendte stammer fra de andre landsdele).

"Hvorfor har Sydafrika ikke afskaffet "coloured" selvom betegnelsens blev skabt af racistisk diskrimination?", spørger du. Af samme grund som danske bønder ikke ønskede eller kunne forestille sig systemforandrende revolutioner op gennem hele middelalderen, af samme grund som kvinder og tyende i 1849 ikke gik på gaden og krævede at også de skulle have stemmeret.

Fordi det tager lang tid at komme sig over en solid omgang hjernevask. Kig på Rusland i dag. Der er stadig intellektuelt set, kulturelt set, rester tilbage af sovjettidens tænkning hos både de magtfulde og de magtesløse i det russiske samfund.

At det skulle være "umuligt" at kommunikere at man hører til en given kultur, etnicitet, stamme, kald det hvad du vil, kan jeg ikke give dig ret i. At "sorte sydafrikanere" i Sydafrika, f.eks. skulle føle nogen som helst form for kulturelt samhørighed med andre sorte afrikanere, er afbrændninger af (levende) afrikanske indvandrere et fint eksempel på. Så de er vist allerede meget godt klar over at de mere end "bare" sorte.

Og hvad praktikalitet angår, i øvrigt. Jeg vælger at bringe khoisan folket på banen, igen. Fordi "coloured" er jo netop absurd som racebeskrivelse, hvis beskrivelsen angår f.eks. en med mørk hud, men som er khoisan eller f.eks. oromo fra Etiopien. Det er vel også "coloured", men jo ikke "coloured" som de bantu-talende er coloured. Hvorefter man jo så alligevel skal beskrive hvordan personen ser ud. Og det er dér at det der racehalløj falder sammen som praktisk værktøj.

Hvis jeg skal beskrive nogen overfor politiet, ville jeg først sammenligne med den geografiske region jeg associerer med det menneske jeg ser. Ligner det nogen fra Afrikas Horn, Somalia, Etiopien, Djibouti, Eritrea eller Sudan? Ja, så nævner jeg at det ligner nogen derfra. Det giver sgu mere mening end at sige, "Ja, hr. politimand. De var mørke". Ja tak, det er der jo så mange i verden der er".

Ivan Breinholt Leth

Bjørn Pedersen

Hvis du læser min kommentar således, er der tale om en fejllæsning - og et tegn på manglende forståelse for det sydafrikanske samfund. Jeg valgte Sydafrika – i stedet for USA - som eksempel på vanskeligheden ved at kommunikere meningsfuldt uden racebegreber i et multietnisk samfund, fordi den sorte befolkning udgør en majoritet i Sydafrika, fordi de sorte sydafrikanere er indvandrere (kolonisatorer) ligesom de hvide, og fordi jeg har boet i Sydafrika, og derfor ved jeg, at temmelig meget kommunikation i Sydafrika er umulig uden anvendelse af apartheidstyrets racekategorier. Hvilket du også selv demonstrerer, for ligesom jeg ikke kan gengive min historie om den hvide og den sorte sydafrikaner uden at anvende racekategorier, kan du heller ikke formidle historien om, at sorte mennesker i SA sætter ild til andre sorte uden at referere til hudfarven eller racen. At du anvender eksemplet til at påstå at sorte sydafrikanere ikke føler sig som ét folk er udtryk for en misforståelse. 'Necklacing' var en likvideringsmetode, man anvendte mod personer, som man mistænkte for forræderi under kampen mod apartheid. De tilfælde af 'necklacing', som du referer til var rettet mod indvandrere fra især Zimbabwe og Mozambique. Når et land har en arbejdsløshed på 35 procent og ikke noget nævneværdigt socialt sikkerhedsnet, så vil der uundgåeligt opstå konflikter, når tusindvis af illegale indvandrere vælter ind over grænsen. Især når disse indvandrere i mange tilfælde er bedre kvalificeret arbejdskraft, som er villig til at arbejde for en lavere betaling (zimbabweanere).

Men disse forhold er tilsyneladende ikke interessante for dig, for du tager ikke stilling til racebegreberne sort/hvid, og du tager ikke stilling til, hvordan den sydafrikanske regering kan gennemføre affirmative action og Black Economic Empowerment programmer uden at kategorisere mennesker efter race. Disse programmer er ANC-regringens bud på, hvordan man overvinder den kedelige arv fra apartheid. I stedet for at kommentere på det essentielle, skriver du udelukkende om khoisan-folket og om de sydafrikanere, der er kategoriseret som 'coloured'.

Når du nu ønsker, at udrydde racebegreber til at kategorisere mennesker, hvorfor kalder du så sydafrikas oprindelige befolkning for khoisan? De kalder sig bl.a. nxu og en hel masse andet, som er meget vanskeligt at udtale. Du kan ikke en gang google dig til disse ord, for de er ukendte for de fleste andre end dem selv. Khoisan, khoikhoi, bushmen og hottentotter er de hvide sydafrikaneres betegenelse for denne befolkningsgruppe. Khoisan er apartheidststyrets officielle betegnelse for Sydafrikas oprindelige befolkning, men for nemheds skyld blev de blot kategoriseret som coloured. Coloured udgør ca. 5 millioner af Sydafrikas befolkning på ca. 58 millioner i dag. Khoisan udgør en meget lille del af denne coloured befolkningsgruppe, og er derfor en forsvindende lille del af SA's befolkning, men det er her dit fokus er. Det er vel fordi, at du godt ved, at hvis du vil afskaffe sort og hvid begreberne i det sydafrikanske samfund, så vil du skabe et communication break down?

Efter ANC overtog den politiske magt og lovede omfordeling af jord er ca. 3 procent af de hvide fameres jord blevet omfordelt. (De hvide farmere påstår, at det er 10 procent.) Den nye regering med Cyril Ramaphosa som leder har vedtaget en mere omfattende jordreform, hvor de hvide farmere ikke får kompensation. De hvide farmere, som besidder omkring 75 procent af Sydafrikas landbrugsjord er gået i offensiven, og de påstår, at omfordelingen udgør et”hvidt folkemord”. En del sorte ser op til afdøde Robert Mugabe, fordi han gjorde noget aktivt for at afskaffe denne uretfærdighed. At Mugabe smadrede Zimbabwes landbrug og lod seddelpressen køre som kompernsation for den tabte produktion, synes ikke at være relevant. Hvordan ville du som borger eller endda poltiker i SA gå ind i denne problematik uden at anvende racebegreber som sort og hvid?

Men din idealisme er da prisværdig. Hvis du skulle bo og arbejde i SA, vil jeg give dig 3 timer. Så længe vil du kunne opretholde din idealisme. Efter tre timer ville du begynde at tale om racer. Hvis du skulle bo udenfor Western Cape provinsen, hvor de fleste coloured bor, ville jeg give dig et par uger, inden du også ville begynde at tale om coloured. Hvis du præsenterer mig for to fotos af varehylderne i to sydafrikanske supermakeder uden at angive navnet på supermarkedskæderne, så kan jeg fortælle, hvilket supermarked, der ligger i en sort township, og hvilket der ligger i et hvidt område. Hvordan ville du bestride en stilling som logistikchef i en sydafrikansk supermarkedskæde uden at anvende racebaserede kategorier? Du ville blive fyret efter et par uger pga. manglende evne til at kommunikere med dit personale.

Dit eksempel med en politianmeldelse er ganske anvendeligt. Hvis du skulle rejse i Sydafrika, og hvis du skulle være så uheldig at blive overfaldet, og hvis du får dit kamera stjålet, er du nødt til at politianmelde overfaldet. Den sorte politibetjent, som modtager din anmeldelse, ville bede dig om at beskrive overfaldsmanden, og han ville spørge dig om race. Hvordan ville du besvare det spørgsmål? Ville du meddele ham, at han er hjernevasket af apartheidstyret? Hvis du tør at meddele en sort sydafrikaner i Sydafrika, at han er hjernevasket af apartheid, så forbered dig på en alvorlig omgang øretæver.

Og så skulle jeg hilse fra Steven Monyane og Sechaba Phafuli og sige, at når du betegner dem som hjernevaskede af apartheidstyret er det udtryk for arrogance, uvidenhed om Sydafrika og manglende respekt for de lidelser, som sorte sydafrikanere har været udsat for under apartheid, og for de ofre de har bragt i kampen mod apartheid. De to herrer er mine nærmeste sydafrikanske venner, og de bor i den sorte township Sharpeville kendt for Sharpeville massakren i 1960. At de er sorte, og jeg er hvid er måske en irrelevant oplysning for dig, men ikke for dem og for flertallet af den sydafrikanske befolkning. Hvis jeg fortæller en hvid sydafrikaner, at jeg har venner i Sydafrika, vil han automatisk antage at mine sydafrikanske venner er hvide. Hvordan skal jeg meddele ham, at de ikke er hvide uden at anvende racebaserede kategorier? Det er ganske usædvanligt, at sorte sydafrikanere har hvide venner fra Europa, mens det er meget udbredt at hvide sydafrikanere har hvide venner (og familie) fra Europa. Og desuden er det meget usædvanligt, at en hvid europæer med fare for at miste livet eller komme alvorligt til skade, bevæger sig frit rundt i en sort township som Sharpeville. Men jeg er godt beskyttet, og de fleste har efterhånden fundet ud af, at jeg ikke er en af 'dem'. Med min blotte, ubesværede tilstedeværelse har jeg gjort mere for at modsige racemæssige fordomme end kilometerlange diskussioner i Danmark om Black Lives Matter, og om hvad man må kalde mennesker med. forskellige hudfarver.

Bjørn Pedersen

@Ivan Breinholt Leth
At man bruger racebegreberne fordi de er lettere at bruge/videreføre fra apartheid-tiden, har du sikkert ret i. Hvis jeg skulle politianmelde nogen i SA, ville jeg for nemhed og hurtighedens skyld bruge de lokale udtryk. Jeg ville ikke have noget problem med at fortælle politimanden at han er hjernevasket, hvis han gav udtryk for at systemet var "fornuftigt" og kunne retfærdiggøres. Hvis jeg skulle beskrive en gerningsmand i Danmark, ville jeg f.eks. beskrive folk efter hvor de så ud til at komme fra. Hvis nogen så afrikansk ud, men fra Etiopien/Eritrea/Somalia, ville jeg sige at de lignte fra et af de lande. Hvis de så det du kalder "sorte" ud, ville jeg have størrere problemer for det er som at beskrive central og nordeuropæere og være i stand til at skelne dem ad alene på udseende, men jeg ville dog sige at de lignte nogen fra Vest- Centralafrika. Det burde jo kunne gøre det.

Raceinddeling er forkert uanset hvem man er. Det hører med til tanken om ikke at tro på racer, at tro på at alle mennesker fungerer ens... Akkurat ligesom vi selv havde selvundertrykkende inddelinger i samfundet, under feudalisme og enevældet, har 100% af alle andre kulturer på Jorden ligeledes haft disse. Vi gjorde op med vores selvundertrykkelse pga. fremmede ideer kom til vores kongerige. Gudskelov for fordums tider arrogante fremmede, der mente at det ikke var bondens "naturlige lod" at adlyde herremanden, eller arbejderens naturlige lod at være underdanig og taknemmelig overfor kapitalejeren.

Og hvis man skal skabe et "communication breakdown" ved at udrydde racebetegnelserne, så bør man da naturligvis gøre det alligevel. Det er bedre ikke at kommunikere overhovedet, end at kommunikere i "racesprog". Ikke at jeg anerkender "behovet" for racebetegnelser, og at det vil skabe et kommunikationssammenbrud at man i stedet omtaler hinanden ift. kultur. Raceinddeling er en tillært "behov".

Du taler om "jamen, hvordan skal jeg kunne beskrive mine venner i SA, hvis jeg ikke skal kunne beskrive dem som sorte?". Du forklarer selv at bantutalende sorte afrikanere er indvandret til Sydafrika, åbenbart på nogenlunde samme tid som europæerne. Jamen, så har de jo netop bevaret deres egne KULTURER. Kulturer som vel har navne? Ergo, brug disse navne istedet? Ja, de kaldtes sorte, og du kalder dem sorte, og de og dig kalder dig for hvid. Men de hedder vel også andet end sorte. Og du er og kaldes jo også andet end hvid.

Du har ret i at jeg ikke kender khoisanfolkets rigtige navn. I betragtning af at du kender bedre til deres etniciteters navne, og også de bantu-talende sorte kulturers navne (jeg kan på stående fod kun komme på zuluerne i Sydafrika), jamen... så ved du jo allerede hvad de bør kaldes andet end "sorte". Udfra hvad jeg lige slår op i wikipedia er der utallige stamme/etnicitets-navne bare på de bantu-talende "coloured" i SA.

Ivan Breinholt Leth

Mine sydafrikanske venner kalder mig umlungu eller lekhoa, som betyder hvid mand på henholdsvis isiZulu og seSotho. Det er jeg fuldstæding cool overfor. Nu har jeg omtalt to af mine sydafrikanske venner, og de er begge to basothos, men der er mange andre etniske grupper i Sharpeville end sotho. Jeg kan ikke i Danmark fortælle folk, at jeg har venner i Sydafrika som er sotho, xhosa og ndebele, for det vil ikke blive forstået. Jeg kan godt udtale xhosa korrekt med den rigtige kliklyd, som der en mange af, men det vil jeg aldrig gøre udenfor Sydafrika. Hvis jeg sagde xhosa til dig på den rigtige måde, ville du enten opfatte mig som småskør eller som en person, der bilder sig ind at være noget særligt, fordi jeg har boet i Sydafrika. Derfor siger jeg ikke sotho, xhosa og ndebele, ligesom jeg ikke nævner, at jeg noget af min tid i Sydafrika har boet i Swaziland, for danskere ved ikke hvad Swaziland er, og jeg gider ikke at levere en lang forklaring. Sydafrika er et kompliceret land, og med et stigende antal krigs- og miljøflygtninge, tror jeg at vi kan ende med at mange områder i verden vil komme til at ligne Sydafrika.

I Danmark og andre steder udenfor Sydafrika betegner jeg normalt ikke afrikanere som sorte, men som afrikanere. Men jeg kan godt finde på at sige sort musikkultur, fordi det både kan betegne afrikansk musik og amerikansk musik med rødder i Afrika. Danmark er ikke Sydafrika, og jeg tror, at du skal være glad for, at du ikke skal bo og arbejde i Sydafrika. Hvis du vil opretholde din antiracistiske idealisme ville din sydafrikanske hverdag bestå af en lang opremsning af etniske grupperinger, og du ville blive betragtet som en person med knald i låget. Umuligheden af klar kommunikation uden brug af racekategorier bliver mest tydelig i et land som Sydafrika, og det var derfor, at jeg valgte landet som eksempel i stedet for USA, hvor du kan kalde sorte for African-Americans og Latinamerikanere for Hispanics. Bortset fra at der også er nogle sorte amerikanere, som føler sig stødte over udtrykket African-American. For hvorfor siger man så ikke også European-American?

Hvis vi tager den hvide befolkning i Sydafrika er de fleste af dem af hollandsk, britisk, tysk, fransk, jødisk og portugisisk oprindelse. Senere er der kommet grækere, australiere, italienere og russere til. Endnu senere kom der under embargoen østeuropæere til Sydafrika primært fra Polen, Rumænien, Bulgarien og Ungarn. Apartheidregeringen hentede dem så at sige i Østeuropa, fordi man manglede arbejdskraft, og fordi man ikke ønskede at uddanne og beskæftige de sorte.

Af den sorte bantu-befolkning har du zulu, xhosa, pedi, sotho, tswana, tsonga, swazi, ndebele og venda. Dertil kommer så khoisan-folket, hvoraf jeg kun kender en betegnelse – Nxu. De findes i dusinvis, og jeg vil råde dig til at øve dig i at slå klik med tungen, hvis du skal opremse dem også. Derudover har du indvandrere fra Mozambique, Zimbabwe, Malawi, Angola, Kenya, Tanzania og Nigeria. Disse mennesker kan du i de fleste tilfælde betegne ud fra deres nationalitet, men jeg ved af erfaring at en del indvandrere fra Mozambique ikke vil kaldes mozambiqanere men enten shangaana eller tonga. Visse indvandrere fra Zimbabwe vil ikke kaldes zimbabweanere men shona eller ndebele.

Så hvis vi vender tilbage til din politianmeldelse, så ved du nu hvilke nationale og etniske grupperinger du skal opremse, hvis du vil undgå at bruge udtrykket 'sort'. Det er lidt nemmere, hvis din overfaldsmand er hvid, for så kan du betegne ham som en person af europæisk oprindelse og håbe på, at han ikke er amerikaner, for i så fald kan du godt blive spurgt om personen er sort eller hvid. Jeg er ret sikker på, at hvis du opremsede alle disse etniske grupperinger ville den vagthavende på et tidspunkt råbe: ”Get to the fucking point!” Og hvis du så svarer ham, at han er hjernevasket af apartheid er det enten, fordi du ikke kan li' dig selv, eller fordi du tror, at en sydafrikansk politibetjent er lidt ligesom en dansk politibetjent.

Jeg har et par gange faret vild i Johannesburg, men den sidste person jeg kunne finde på at spørge om vej er en politibetjent. Jeg er desværre nødt til at tilføje en SORT politibetjent, for en hvid politibetjent, har jeg større tillid til. Der er en vis chance for, at en hvid politibetjent vil møde mig med en holdning af 'white brotherhood' og behandle mig med en vis respekt. Også fordi han er opsat på at vise mig, at mine fordomme om, at han som hvid sydafrikaner blot er en modbydelig racist er en europæisk misforståelse. Der er en vis risiko for, at en sort politibetjent, vil møde mig med had og foragt pga. min hudfarve, og han vil demonstrere overfor mig, at vi er i et magtforhold, hvor det er ham, der bestemmer, medmindre han ved, at jeg er fra Danmark.Og så må du hellere være særdeles forsigtig, hvis du gerne vil bevare dit gode helbred. Jeg har overlevet 8 år i Sydafrika, og det gør man kun, hvis man ret hurtigt lærer at være 'street wise'. Hvis du skulle bo og arbejde i Sydafrika, ville du også lære reglerne at kende i løbet af ganske kort tid, og du ville følge dem. Her hjælper idealisme ikke.

Bjørn Pedersen

"Hvis jeg sagde xhosa til dig på den rigtige måde, ville du enten opfatte mig som småskør eller som en person, der bilder sig ind at være noget særligt, fordi jeg har boet i Sydafrika. Derfor siger jeg ikke sotho, xhosa og ndebele, ligesom jeg ikke nævner, at jeg noget af min tid i Sydafrika har boet i Swaziland, for danskere ved ikke hvad Swaziland er, og jeg gider ikke at levere en lang forklaring."

Det kan jeg godt garantere dig for at jeg ikke ville. Og jeg kan godt forstå at du - for nemhedens skyld - ikke bruger de etniske betegnelser når du omtaler dine sydafrikanske venner overfor danskere. Men jeg bliver jo nødt til at spørge dig et ret oplagt spørgsmål: Hvordan tror du danskere, og alle andre, skal komme til at lære noget om hvilke etniciteter der er i Sydafrika, hvis man ikke forklarer dem det? Selvfølgelig lærer man ikke alle kulturer og etniciteter at kende, ligesom de færreste kender alle Ruslands etniciteter, men bare det at man kender nogle basale fakta om f.eks. at der findes en lille indfødt befolkning, nyere bantutalende immigranter (og f.eks. de største grupper), og endnu nyere europæiske immigranter (og de største grupper deraf) er jo en god start ift. at man tror at Sydafrika bare kan inddeles i "sorte" og "hvide".

Din antagelse lader til at være at"det ville danskere slet ikke kunne forholde sig til". Jamen, hvis man bliver ved at have så lave forventninger til danskeres geografiske og kulturelle forståelsesevne og derfor ikke videregiver den viden man (altså du selv) har om området, jamen så får du jo ret som en selvopfyldende profeti.

Jeg ser ikke mig selv som idealist, for idealer er romantiseringer af virkeligheden. Jeg kan sagtens forstå at der findes en racialiseret samfundsforståelse flere steder i verden, som rigtig mange mennesker anser for at være fuldstændig logisk, rimelig eller slet og ret bare praktisk at arbejde med. Der findes jo også racisme uden at der findes race, fordi folk jo netop stadig tror på race. Raceinddeling er ikke "realisme", ergo er anti-racialisering heller ikke idealisering. Jeg forestiller mig jo ikke at jeg ved at argumentere mod en enkelt sydafrikansk politimand skulle kunne ændre et helt system. Kultur ændres kulturelt. Der skal jo i stedet nogle sydafrikanske prestige-profiler til at ændre holdning, og derfra skabe en kulturel, afracialiserende "trickle-down" effekt.

Poul Genefke-Thye

"Jeg kan ikke i Danmark fortælle folk, at jeg har venner i Sydafrika som er sotho, xhosa og ndebele, for det vil ikke blive forstået."

Jeg tror du undervurderer danskeres viden om Sydafrika, og vi er nok en del, der godt ved hvad Swaziland er.
Sydafrika og apartheid har da været et emne, der har optaget politisk interesserede, i hvert fald siden 1950'erne. Ud over jævnlige diskussioner i radio og TV, var der jo også demonstrationerne ved Sydafrikas ambassade. Der kom jo også film, sydafrikansk Jazz, og i 60'erne dansede vi kweela til jazz på pennywhistle.

Ivan Breinholt Leth

Bjørn Pedersen
Kommunikation er vanskeligt. Selv mellem personer, som har det samme modersmål. Idealisme er altså ikke det samme som blåøjethed. En idealist er en person, som lever efter nogle bestemte idealer. Eller forsøger på det. Jeg deler din idealisme mhp racisme, men jeg påpeger, at det i visse situationer ikke er muligt at kommunikere uden at anvende kategorierne sort og hvid.

Den genetiske forskel mellem en gennemsnitlig europæer og en gennemsnitlig afrikaner er mindre end 2 procent. Det er dog en meget synlig forskel, men hvis man kun taler om genetik giver racebegrebet ikke nogen mening. Sorte sydafrikanere er for det meste udmærket klare over, at apartheidstyrets 4 racekategorier er en politisk konstruktion. Derfor støder du dem, når du påstår, at de er hjernevaskede af apartheidregimets raceideologi.

Ikke desto mindre er dit projekt for afracialiering af Sydafrika så idealisitisk, at det grænser til blåøjethed. Begreberne sort/hvid bliver ikke afskaffet i Sydafrika, før der har været så mange blandede ægteskaber, at man ikke længere kan se forskel på folk. Hvis du nogensinde har været i samtale med en boer, som uden at fortrække en mine, fortæller dig om hans racistiske holdninger til sorte sydafrikanere, vil du forstå, at det er op ad bakke. Bwalya Sørensen har for nylig modtaget en pris fra en sydafrikansk organisation, fordi hun ønskede at adskille sorte og hvide ved demonstrationer i Danmark. Jeg tror ikke, at fru Sørensen ved, at den pågældende sydafrikanske organisation har kontakter til kredse omkring den hvide sydafrikanske organisation Broederbond. Alle medlemmer af denne mere eller mindre hemmelig loge i dag, kan måske ikke betegnes som nazister, men mange af dem er rendyrkede nazister. Sydafrika var Hitlers sidste bastion i verden. I flere år efter Hitlers død og krigens afslutning, gik hvide mennesker rundt og heilede i Sydafrika, og man påstod, at Hitlers død var 'fake news'. Hvis du ikke har prøvet at diskutere med en racistisk boer, så har du måske prøvet at diskutere med en højreekstremist. Hvis du har det ved du, at det er umuligt at trænge igennem med nogen som helst form for rationel argumentation. Der er en del progressive boere i Sydafrika, men der er også en gruppe rendyrkede nazister, som skal uddø, før forandring er mulig.

Min erfaringshorisont er naturligvis anderledes end din. Jeg har boet og arbejdet sammenlagt 12 år i fem forskellige lande i Afrika. Jeg har arbejdet i Tanzania og Zimbabwe som konsulent, men jeg har ikke boet der. Jeg har arbejdet på egen hånd med midler fra private danske fonde, og jeg har været udsendt af en britisk organisation. Jeg har arbejdet i meget fjernliggende landsbyer, og jeg har arbejdet i et ministerium. Når man er udsendt af en organisation kommer man på et forberedelseskursus inden udsendelsen. På dette kursus oplyses man bl.a. om kulturchok, og om omvendt kulturchok. Det sidste er relevant for denne diskussion, for det handler om hjemkomsten til ens egen kultur. Når man kommer hjem, skal man være forberedt på, at det man har været optaget af, den måde man har levet på, den måde man har været sammen med afrikanere på og alle de oplevelser man har ikke vil blive forstået i den kultur, man vender hjem til. I en periode kommer man til at leve som en fremmed i sit eget land. Man skal også være forberedt på, at de fleste ikke vil være interesserede i alle de historier, man har at fortælle. Det lyder banalt, hvis man ikke har prøvet det, og min egen indstilling var, at den problematik ikke ville være relevant for mig. Jeg var allerede før jeg tog til Afrika via mit ægteskab vant til fremmede kulturer.

Men det er ikke banalt, for interessen for Afrika i den vestlige verden er forsvindende lille og klichéerne er uovervindelige. Det er en tyk mur, som du ikke kan trænge igennem, og eftersom der undervises i det i organisationer, som sender europæere til Afrika, betyder det, at jeg ikke er den eneste, som har den oplevelse. Jeg kender danskere, som har været udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke, og de har været igennem det sammen kursusforløb og det samme omvendte kulturchok. Uanset hvad du og Poul Genefke-Thye mener, så er interessen for Afrika i Danmark meget lille. Jeg har skrevet artikler om økonomiske, kulturelle og sociale forhold i Afrika, men det er kun Information og det afrikanske kulturtidsskrift Djembe (eksisterer ikke mere), som har villet offentliggøre mine artikler. Jeg har også forsøgt at samle alle mine skriblerier til en bog. En halv snes danske bogforlag har sendt mig et afslag med den begrundelse, at en sådan bog ikke kan udgives, fordi interessen for Afrika er for ringe i Danmark. Det eneste disse bogforlag læste var titlen på min bog, og da de så ordet Afrika kasserede de manuskriptet. Desuden har jeg mistet gamle venner, som blev trætte af at høre på mig snakke om Afrika. Problemet for nogle mennesker er, at de har et kedeligt og rutinepræget liv, som de ikke kan bryde ud af, og når de så møder en person som mig, så minder jeg dem om, at de godt kan bryde ud og gøre noget andet, hvis de tør. Jeg minder dem især om, at det tør de ikke, og en sådan påmindelse, vil de helst være fri for.

Og nu skal jeg så lægge øre til din og Poul Genefke-Thyes påstand om, at jeg skal dele min viden med danskere om de etniske grupperinger i Sydafrika o.a. Det rager flertallet af danskere en høstblomst. Jeg kan give dig og Poul Genefke-Thye ret så langt, at læsere af Information, skiller sig ud fra flokken i den henseende, og Information er også god til at informere om forholdene i Afrika. Det er faktisk efterhånden det eneste sted i Danmark (bortset fra Globalnyt.dk), hvor man kan hente seriøs information om Afrika. Alle Mellemfolkeligt Samvirkes publikationer om bistand og ulande er lukkede, fordi der er ingen, der gider at læse det. Men Informations læsere er ikke repræsentative for den danske befolkning. Og flertallet af danskere er kun interesseret i Afrika, fordi, der er afrikanere, som krydser Middelhavet for at komme til Europa.