International kommentar

Corona kan give statsbankerotter på stribe. Fattige lande kan ikke betale deres gæld

Med underdrejede økonomier og skatteindtægter i frit fald skal over 100 lande stadig afbetale på milliardgæld. Uden massive omlægninger af gælden – også hos de private kreditorer – kan mange af dem styre mod statsbankerot, skriver Joseph E. Stiglitz og Hamid Rashid i dette debatindlæg
’Der er påmindelser nok om, hvor smertelige følger det kan få for befolkninger, når lande ikke kan betale deres gæld. Vi står nu over for en ny global gældskrise, der kan presse millioner ud i arbejdsløshed og nære ustabilitet og vold,’ skriver økonomerne Joseph E. Stiglitz og Hamid Rashid i denne kommentar.

’Der er påmindelser nok om, hvor smertelige følger det kan få for befolkninger, når lande ikke kan betale deres gæld. Vi står nu over for en ny global gældskrise, der kan presse millioner ud i arbejdsløshed og nære ustabilitet og vold,’ skriver økonomerne Joseph E. Stiglitz og Hamid Rashid i denne kommentar.

Johan Ordonez

Debat
25. august 2020

Mens COVID-19-pandemien fortsætter, skal over 100 lav- og middelindkomstlande stadig afbetale gæld for samlet 130 milliarder dollar inden årets udgang – halvdelen til private kreditorer. Med underdrejede økonomier og skatteindtægter i frit fald styrer flere af disse lande mod statsbankerot.

Nogle vil skaffe midler ved at skære i hårdt tiltrængte social- og sundhedsydelser. Andre vil forsøge at optage nye lån – en skrue uden ende, men med de pengestrømme, som verdens centralbanker har pumpet ud, er låneadgangen i det mindste lettet.

Fra Latinamerikas tabte 1980’ere til Grækenlands gældskrise 2009-2018 er der påmindelser nok om, hvor smertelige følger det kan få for befolkninger, når lande ikke kan betale deres gæld. Vi står nu over for en ny global gældskrise, der kan presse millioner ud i arbejdsløshed og nære ustabilitet og vold.

Mange vil søge mod udlandet for at finde job, og det kan overbelaste immigrationssystemer i både Europa og Nordamerika. En ny migrationskrise vil forrykke den politiske opmærksomhed fra de nødvendige klimaindsatser.

Årsagerne til den truende gældskrise er velkendte. Den offentlige gæld i lav- og middelindkomstlande er mere end tredoblet siden finanskrisen i 2008. Gældsoptagelsen er sket primært via udstedelse af statsobligationer, som er mere risikabel end ’officiel’ gæld formidlet igennem internationale institutioner eller udviklingsstøtteordninger.

I marts opfordrede FN til at omlægge gæld for verdens udviklingslande. Flere G20-nationer og IMF har da også indført et etårigt stop for betaling af renter og afdrag og tilskynder private kreditorer til lignende initiativer.

Desværre for døve øren – Africa Private Creditor Working Group afviser selv beskedne gældslettelser for de fattige lande. Nu står de samme private kreditorer til at høste hovedparten af de frigjorte midler, som de statslige kreditorers gældslettelser skulle sikre. I så fald vil skatteyderne i kreditorlandene igen holde private aktører skadesløse for deres ofte overdrevne risikotagning og uovervejede udlån.

Tilbagekøb af obligationer

Stop for betaling af renter og afdrag løser selvfølgelig ikke de systemiske problemer med overdreven gæld. Og for mange lande vil gældsomlægninger, der ikke går dybt nok, blot berede en vej mod nye kriser. Argentinas mangeårige kamp mod kyniske private kreditorer for en rimelig gældsomlægning er skoleeksemplet. Utilstrækkelige omlægninger må typisk følges op af nye omlægninger inden for fem år med betydelig smerte i debitorlandet til følge.

Heldigvis findes der et alternativ: frivillige tilbagekøb af statsobligationer. Tilbagekøb har vist sig effektivt i Latinamerika i 1990’erne og senest også for Grækenland og er ikke bundet op på de ofte hårde betingelser, der typisk er en del af gældsomlægninger.

De primære mål for tilbagekøbsprogrammer må være at reducere gældsbyrder, dels ved at sikre betydelige nedjusteringer af statsobligationernes pålydende værdi, dels at minimere faren for, at de eksponeres for risikable private kreditorer. Men tilbagekøbsprogrammer kan også designes med henblik på at fremme sundheds- og klimamål ved at stille krav om, at de frigjorte penge, som skulle gå til gældsafvikling, nu øremærkes til offentlige goder.

Som vi foreslog i juli kan en multilateral tilbagekøbsordning administreres af IMF.

Den sædvanlige indvending imod sådanne forslag – at de smadrer det internationale kapitalmarked – modsiges af erfaringen. Man kan ikke presse vand af sten. Der vil komme gældsomlægninger – spørgsmålet er kun hvor veltilrettelagte, de bliver.

Vigtigere end kapitalmarkedernes sundhedstilstand er befolkningernes velfærd i udviklingslandene og de nye vækstøkonomier. Der er skrigende behov for gældslettelse her og nu, hvor vi stadig står i pandemien. Den må være massiv, omfatte private kreditorer og bestå i mere end stop for renter og afdrag. Vi har instrumenterne. Nu mangler kun politisk vilje.

Joseph E. Stiglitz er nobelpristagende økonom og cheføkonom ved Roosevelt Institute.

Hamid Rashid er chef for Global Economic Monitoring-enheden ved FN’s Afdeling for Økonomiske og Sociale Anliggender

© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Denne artikel beskriver med al tydelighed, at et land ikke kan blive ved med at lave lån. De godt polstrede lande kan nok fortsætte med at lave lån, men de er ikke alene i verden, og når fattigere lande skrider sammen, kommer der flygtninge til de rige lande. Det må enhver kunne forstå, og derfor skal fx Danmark holde op med at lave lån. Så kan man spørge, hvordan i alverden vi så skal klare den? Tja, så må vi jo ned på det økonomiske stade, hvor vi hører hjemme i henhold til de givne forhold. At rige lande har gæld er selvmodsigende. Man kunne forstå, hvis det kun var fattige lande, der havde gæld. Nu bliver vi nødt til at hjælpe de fattige lande, og det kommer åbenbart som en overraskelse.
Man kan lære meget af husholdningsøkonomien.

Christian de Thurah

Det var da mærkeligt! Nu har vi ellers flere gange - også her i avisen - fået at vide, at et statsbudget ikke er det samme som en husholdning, og at man ikke skal være så bange for statsgæld.

Niels-Simon Larsen, Jens Erik Starup og Trond Meiring anbefalede denne kommentar