For en del år siden interviewede en journalist fra den franske aftenavis Le Monde en række mennesker, som havde været ofre for flykapringer, og i den forbindelse konstaterede hun en påfaldende tendens: Gifte par, som sammen havde stået den traumatiske oplevelse igennem, var i overraskende mange tilfælde efterfølgende blevet skilt, selv om ingen af dem tidligere havde haft skilsmissetanker.
Det viste sig, at kapringssituationen havde blotlagt sider, som de ikke havde tidligere havde set hos mennesker, de troede at kende godt. En ægtemand eller en hustru var gået om bord på flyet med en nærtstående. Men de var steget af med en fremmed.
Noget tilsvarende sker i den svenske filminstruktør Ruben Östlunds film fra 2014, Force Majeure, hvor en familie på ferie i Alperne oplever en lavine, og mandens første reaktion er at bringe sig selv i sikkerhed uden tanke på kone og børn. Intet i familien kan herefter blive som før.
Man taler ofte om ’civilisationens tynde fernis’. Om hvor let den kan krakelere.
Men man kunne også sige, at det, vi plejer at kalde ’civilisation’, netop er til for, at vi ikke behøver at afprøve fernissen. Den er til for så vidt muligt at beskytte os imod den slags fristelser, som kan få os til at tabe masken og afsløre, hvem vi i virkeligheden er – eller i al fald hvem vi risikerer at blive til. Vi bør aldrig ønske at få opklaret, hvordan vores partner, venner – eller vi selv – vil opføre os under en flykapring.
Eller under en dødbringende pandemi.
Fernisrevner
Hvad pandemien gælder, kom de første tegn på sprækker i fernissen med hamstringen af toiletpapir. I supermarked efter supermarked var der pludselig tomme hylder. På få dage havde mennesker indkøbt den ene kæmpepakke efter den anden – og helt uden at bekymre sig om følgerne for andre.
Hvorfor lige toiletpapir blev det primære hamstringsmål, er stadig uforklarligt. Mere forklarligt, om ikke mere forsvarligt, havde det været at hamstre ting, som vi i Sverige ikke er selvforsynende med.
Så meget står fast: Vi var parate til at tabe vores masker for toiletpapir.
Men det her handler ikke bare om toiletpapir. Og det var ikke bare nogle enkeltindivider, som under pres fra pandemien tabte masken. Jeg vil påstå, at det var hele Sverige som samfund, der gjorde det.
Dermed fik vi et samfund at se, som vi ikke tidligere har set – eller ville se.
Et samfund med et dårligt fungerende kriseberedskab, med et dårligt fungerende kriseansvar og med en dårligt fungerende ældreomsorg.
Et samfund, som selv var overbevist om at have fundet sin egen og bedre vej gennem pandemien end vores nordiske nabolande, men som snart havde flere døde per capita end vores nordiske nabolande tilsammen. Ja, et af de højeste dødstal per capita i verden.
Med pandemien er der således slået revner i billedet af Sverige som verdens mest velordnede velfærdsland, ’den svenske model’, ’foregangsnationen’ og så videre.
Og ikke bare i verdens øjne, men også i vores egne.
Få lande har som Sverige haft sit selvbillede så stærkt knyttet til forestillinger om rationalitet, velfærd og sociale ressourcer.
Selvbillede
Et truet selvbillede kan få mennesker til at ville klamre sig fast til samme, snarere end smerteligt at forsøge at korrigere det. Og her, tror jeg, ligger en del af forklaringen på den til tider næsten kultagtige opbakning til Folkhälsomyndigheten, de svenske sundhedsmyndigheder, og den ledsagende tilbøjelighed til at affærdige enhver kritik af den svenske coronastrategi som uvidende, upassende og skadelig for nationens tillid og sammenhold.
En gruppe eksperter, som i en artikel havde sat sig for at kritisere Folkhälsomyndigheten, fik i en lederartikel i en toneangivende svensk aftenavis at vide, at det var »en skændsel for Sverige«.
En sådan medieoverskrift havde ikke været mulig i Sverige for 30 år siden. Dengang var alene tanken om, at svenske forskere og eksperter kunne være en skændsel for Sverige, aldeles utænkelig.
Da jeg dengang, i det allerførste nummer af tidsskriftet Moderna Tider, skrev om de mennesker, som havde været udsat for flykapringer, havde jeg ikke mindst Sverige i tankerne:
»Hos os har civilisationens maskespil fået lov at foregå uforstyrret i længere tid end i nogen andre lande,« skrev jeg.
»Der har været god tid til at male mange lag fernis over alt det, som rumsterer, ulmer og værker i os. Indtil videre behøver vi ikke at få vide, hvem vi i virkeligheden er. Endnu har Sverige ikke oplevet sin første store flykapring.«
30 år senere er jeg ikke længere så sikker.
© Göran Rosenberg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Heja Sverige.
Vi nordboer er mere lig hinanden end det modsatte, men Sverige har længe været Pippi Langstrømpe og Brødrene Løvehjerte; Astrid Lindgren i egen uforgængelighed.
Vi har glemt at fortælle om hinanden.
Nu handler det hele bare om "arbejdsmarkedet' og 'turismen', ikke noget fælleskulturelt.
Vi har glemt at beundre hinanden, at fremføre vor særegenhed på en positiv og engagerende måde.
Vi har glemt vores nordiske fællesskab, og hvordan vi gør resten af verden rigere ved vores samfundsmodel.
Hvorfor?
Jeg havde over halvdelen af mit arbejdsliv i en fællesnordisk organisation og oplevede, som man jo gør, mine kolleger som forskellige personer. Men det havde ikke noget at gøre med deres nationalitet. For mig var det nordiske fællesskab konkret nærværende. Men på ét punkt kneb det nogle gange med fællesskabet: selv når der ikke var finske kolleger til stede, var samtalesproget ofte engelsk, Det ærgrede mig, når nu de skandinaviske sprog er så tæt beslægtede.
Bag den svenske exceptionalisme eller selvtilfredahed som Rosenberg med rette kalder det, gemmer der sig en kollektiv konformisme, der afholder enkeltindivider fra at kritisere den førte politik. Svenskerne opnåede ikke folkimmunitet overfor Corona, men overfor kritik af den førte politik. Og det er jo ikke så ringe endda i krisetider.
Det Rosenberg beskriver bør også give anledning til dansk selvransagelse. Vi har fortsat dobbelt så mange døde som både Norge og Finland.
Sundhedsstyrelsen havde samme opfattelser af strategien som i Sverige. W.C -papir hamstringen var lige så uhæmmet og havde vi ikke fået skiftet kurs var vi sikkert endt præcis samme sted. Vi har også set en besværgende tilgang om befolkningens fantastiske samfundssind og hvor godt det er gået i Danmark udspille sig samtidig med større og større grupper festede, rejste, kørte til Sverige efter barbesøg og billigt øl, overtrådte de centrale hygiejneråd mv.
Den besværgende tilslutning til Sundhedsmyndighedernes vurdering af hvad der er "sundhedsmæssigt forsvarligt" ignorerer at dette begreb er elastik i metermål, især for så vidt angår Sundhedsstyrelsen, som skal tage alverdens brede hensyn inkl. til økonomi. Sundhedsstyrelsens svar på den nuværende bekymrende udvikling har da også alene været en anbefaling af masker!!.
Det politiske mantra " Det Sundhedsmyndighederne mener er forsvarligt" fra alle lobbyisterne, fra erhvervsorganisationer, turistindustri til fodboldklubber er bemærkelsesværdige. I betragtning af at Sundhedsmyndighederne klart har demonstreret og også klart tilkendegivet at drastiske beslutninger om nedlukning eller stramninger altid vil være politiske. Denne besværgende og ansvarsforskydende tilgang , høres helt utvetydeligt hos partierne i dagens politiske udmeldinger. Trods den alarmerende smitteudvikling mener de borgerlige partier fortsat at de aftalte lempelser skal fastholdes og herunder at "den planlagte aftalte udvidelse" af forsamlingsforbuddets grænser fra 100 til 200 skal fastholdes. Bedre dokumentation for, at det ikke er hensigtsmæssigt at lave politisk aftalte planer for tidspunkter for åbning af samfundet kan man vel næppe få. Lad os nu få klart svar fra de politiske partier om hvilken grænse for den stigning i antal smittede, indlagte og døde de finder vil være "sundhedsmæssigt forsvarligt".
Men, Gert Romme, det er jo samtidig også en model, som danskerne skyer som pesten - den meritokratiske, hvor videnskabelighed får en rolle, som den slet ikke kan bære.
Gert Romme
Som jeg læser dit indlæg, ligger skylden for corona-katastrofen i Sverige i län og kommuner - mens den i USA udelukkende skyldes Trump ...!?
Helt ærlig hvor mange onde/unge mennesker var det nu det nu der tog til Sverige og drak billigt øl. Det sidste var jeg ikke klar over. De tungt lastede svenske Volvoer på vej fra DK med bajere må da være helt til grin.
DK har dobbelt så mange døde som Finland og Norge. Men Sverige har over fem gange så mange døde pr. indb. som DK. Her tog politikerne fat havde vi gjort som i Sverige og fulgt myndighederne så var det nok ikke 5-1 til Sverige men 1-1. Og helt ærlig hvad har lokumspapiret at gøre i den sag ?
5- 5 selvfølgelig
Den svenske velfærdsstat er eroderet stille og roligt uden at man i de danske medier har bemærket det. At man i dag har mange privatdrevne plejehjem er blot ét eksempel. De svenske overførselsindkomster til arbejdsløse og kronisk syge uden erhvervsevne er også markant lavere end i Danmark. I Sverige kan man således kun få dagpenge i 300 dage, i de første 100 dage kan man så 24.000 sv. kroner (16.800 danske kroner) om måneder før skat , derpå drosles det ned til 15.200 sv. kr (10.650 danske kroner) om måneden før skat.
Arbejdsløsheden i Sverige er markant højere end i Danmark - der er over 500.000 arbejdsløse i Sverige.
Der er mange i Sverige der ønsker at beslutninger på regerings- og forvaltningsniveau blev varetaget af politikere og ikke af eksperter. Men som Romme skriver er det ikke tilladt iflg. svensk lovgivning. Her bestemmer eksperterne. En sådan skelnen er natutrligvis ikke mulig og heller ikke ønskelig i praksis. Det ved de godt i Sverige. Indtil videre har de ikke været i stand til at træffe en politisk beslutning om enten at fyre Anders Tegnell eller som i Norge nedsætte et flerfagligt udvalg der bedre og stærkere kan rådgive politikerne. For det skal besluttes i Folkhälsmyndigheten. Hvor Tegnell er chef.
Hvor er politikerne i Sverige?