I ugerne op til højsommeren så jeg unormalt mange opslag på Facebook og Instagram fra bekendte, der søgte sommerhuse i Danmark, som de kunne leje/låne i en uge – eller bare nogle få dage. Selv om der teknisk set blev givet – om ikke grønt – så i hvert fald gult lys til at rejse til de fleste lande i Europa, så valgte mange danskere at blive hjemme denne sommer, og det gav kapacitetsproblemer. Jeg bød ikke ind med hjælp, for vi skulle selv bruge vores familiesommerhus, som ligger ved Vesterhavet lidt syd for Blokhus.
At det var en særlig sommer, stod hurtigt klart, da vi kom til Nordjylland. Der var så voldsom trafik, at vi flere gange holdt helt stille på landevejene. Og når man kom ned ad de små grusveje, var der biler i snart sagt samtlige indkørsler, hvilket jeg heller aldrig har oplevet før. Vores helt lokale og normalt øde vej var pludselig fyldt med kondiløbere og hundeluftere. Det nordjyske sommerland var fyldt til randen. Ikke af tyskere, som i min barndom – men af danskere.
Vi bidrog selv til festen, for vi endte med at tilbringe hele vores ferie (tre uger) i huset, og det har vi aldrig gjort før. Eller rettere: det har jeg selv gjort hver eneste sommer som barn, men siden jeg stiftede familie er det kun blevet til korte ophold i huset – som regel kombineret med ture til Sydeuropa eller Sverige.
Årets sommer blev en slags dogmesommer, som mindede mig så meget om mine barndomsferier, at jeg til tider blev decideret nostalgisk. Jeg er lærersøn, og nu skal jeg passe på, for jeg er tidligere kommet til at lavet sjov med længden på læreres ferier her i avisen, og det ønsker jeg ikke at udsætte mig selv for to gange. Men dengang, altså i 1980’erne – og det siger naturligvis intet om situationen i dag – havde lærere meget ferie. Til gengæld havde de ikke overvældende mange penge, men altså nok til et sommerhus, så her tilbragte jeg ufatteligt meget tid. Dag efter dag, uge efter uge – hele sommeren.
Da jeg var i den alder
Huset er bygget af min morfar og har aldrig været solgt eller sågar lejet ud. Det ligger i en klit isoleret fra andre huse, og jeg husker følelsen af at vågne og træde ud i morgensolen uden at ane, hvad dagen skulle gå med. Samme følelse fik jeg og min familie i år. En tur ned at bade eller ind til Blokhus efter en is viste sig at være rigeligt program for en dag. Min søn på syv år løb rundt i klitterne i sin egen verden og samlede sten og fangede insekter, præcis som jeg gjorde, da jeg var på den alder.
Og jeg købte – og her bliver det lidt patetisk, jeg ved det godt – et luftgevær, for sådan et havde vi i sommerhuset i min barndom. Men det var ikke desto mindre en succes, og min søn på ti år stod i timevis og skød efter dåser og plastikflasker, præcis som jeg gjorde, da jeg var på den alder.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede i huset som etårig, men mon ikke jeg tumlede rundt og spiste sand på nogenlunde samme måde, som min etårige datter gjorde i år.
Man skal kunne acceptere blæsten for at bo deroppe. Vesterhavet er både pissetræls og fuldstændigt fantastisk. Der er dage, hvor man slet ikke kan skyde med sådan et luftgevær, fordi haglet bare ryger direkte mod øst, når det kommer ud ad løbet. Så kan man da godt drømme sig til en vindstille østkyst i Det Sydfynske Øhav. Omvendt er Vesterhavet grunden til, at jeg kan tilbringe en hel sommer deroppe uden at kede mig. Følelsen af at komme op over den yderste klit og blive blæst fuldstændig bagover bliver aldrig triviel.
I år forsøgte jeg at give glæden ved huset og stedet videre til mine børn, og jeg tror måske, at det lykkedes: »Det er vildere end bølgebassinet i Fårup Sommerland,« som min mellemste konstaterede en dag, hvor vi badede i stiv vestenvind. Det er da om ikke andet en start.
Coronasommeren var fantastisk, det er vi enige om i min familie. Vi kommer ikke til at gentage mine barndomssomre hvert år fremover, det vil blive for meget af det gode. Men vi er blevet mindet om, at en ferie ikke behøver at være planlagt ned til mindste detalje og indeholde et tætpakket program for at leve op til vores egne og børnenes forventninger. Det er fint ikke at vide, hvad man skal, når man står op. Måske er det i virkeligheden meningen med ferie.
