Kommentar

En dag vil man se på tykfobi og tænke, at det var lige så galt afmarcheret som homofobi

Engang mente lægevidenskaben, at homoseksualitet skulle kureres. En dag vil man erkende, at samme fejl nu begås mod tykke. Copenhagen Pride Week er en anledning til at erkende lighederne mellem stigmatiseringen af homoseksuelle og tykke mennesker, skriver tykaktivist Dina Amlund i dette debatindlæg
I disse dage er Pride-uge i København, og det er oplagt at sammenligne den tidligere så udbredte homofobi og sygeliggørelse af homoseksualitet med den holdning, der er til tykke mennesker, skriver Dina Amlund i denne kommentar: ’Der spekuleres i årsagerne til, hvorfor tykke mennesker er tykke. Er det arv eller miljø? Er det en hård barndom? Den dominerende moder fik ofte skylden for homoseksualitet – mon ikke også hun kan få skylden for tykhed?’ 

I disse dage er Pride-uge i København, og det er oplagt at sammenligne den tidligere så udbredte homofobi og sygeliggørelse af homoseksualitet med den holdning, der er til tykke mennesker, skriver Dina Amlund i denne kommentar: ’Der spekuleres i årsagerne til, hvorfor tykke mennesker er tykke. Er det arv eller miljø? Er det en hård barndom? Den dominerende moder fik ofte skylden for homoseksualitet – mon ikke også hun kan få skylden for tykhed?’ 

Sarah Christine Nørgaard

Debat
18. august 2020

Denne sommer har jeg og en af de læger, som tilhører den gammeldags opfattelse af tykhed, i Politiken debatteret tykke menneskers ret til at eksistere. Vi sammenlignede begge diskriminationen af tykke mennesker med den diskrimination, LGBTQ+-personer møder. Lægen ville hjælpe tykke mennesker ved at gøre dem tynde.

Homofobi er oplagt sammenligningen. Som tykaktivist kæmper jeg for ligeret og ligeværd for tykke mennesker i et samfund, som placerer tykhed uden for normen og langt nede i hierarkiet.

Sundhedsstyrelsen fjernede homoseksualitet fra listen over psykiske sygdomme i 1981. WHO fulgte med omkring ti år senere. Det var en sejr efter mere end 100 års lægevidenskab, som ville kurere homoseksualitet som en sygdom. De brutale behandlingsmetoder, man gennem tiden forsøgte sig med, ser mange nu tilbage på med gru og forstår ikke, at man ikke bare kunne acceptere, at nogle er homoseksuelle. Det er ligeledes svært at forstå, hvordan man kunne tro, at homoseksualitet kunne kureres.

Spurgte man lægevidenskaben, var der ingen tvivl om, at homoseksualitet var en sygdom, og at med denne sygdom fulgte andre sygdomme såsom promiskuitet, selvmordsadfærd, depression og kønssygdomme. Den brede befolkning var ligeledes overbevist om, at homoseksualitet var sygeligt og ikke burde eksistere. Homofobien var endnu ikke navngivet, men den gennemsyrede den herskende kultur, mens man forsøgte at kurere de forfejlede individer.

I 1960’erne blev ordet homofobi brugt for første gang i USA.

Homofobi er en struktur i samfundet, som placerer heteroseksualitet inde i normen og øverst i hierarkiet. Homofobi er navnet både på de negative indstillinger, der er over for homoseksualitet, og den diskrimination og stigmatisering, man som homoseksuel møder.

I 1971 dannedes Bøssernes Befrielsesfront i Danmark. Og i 1972 indrettede de Bøssehuset på Christiania. Det blev betragtet som absolut radikalt og yderst venstreorienteret at mene, at homoseksualitet er en helt almindelig variation af menneskeheden.

Stop slankekure

I dag bliver det opfattet som voldsomt radikalt at mene, at tykhed blot er en almindelig variation af menneskeheden. Og kampen mod tykfobien er meget lig kampen mod homofobien, nogle årtier forskudt.

I lægevidenskaben holder nogle fast i, at tykhed kan og skal kureres. Der spekuleres i årsagerne til, hvorfor tykke mennesker er tykke. Er det arv eller miljø? Er det en hård barndom? Den dominerende moder fik ofte skylden for homoseksualitet – mon ikke også hun kan få skylden for tykhed?

Når man konstaterer en sammenhæng i stressrelaterede sygdomme – populært kaldet ’livsstilssygdomme’ for lige at lægge lidt ekstra skyld på den diagnosticerede – så konkluderer man, at sygdommene skyldes tykheden, og ikke den stress, som tykke mennesker lever under i vores tykfobiske samfund.

Der er et opbrud i gang. Igennem et halvt århundrede har videnskaben konstateret, at slankekure, livsstilsomlægninger og vægttabsprogrammer ikke virker – tykke kroppe tager kiloene på igen. Det har en af landets førende eksperter læge i almen praksis, ph.d. i vægtudvikling og postdoc ved Enheden for Almen Praksis Rasmus Køster-Rasmussen gang gang udtalt i medierne. Det giver simpelthen ikke mening at sætte tykke mennesker i vægttabsprogrammer.

Der er nye strømninger undervejs, og hvis læger og andre vil hjælpe tykke mennesker, så håber jeg, de vil sadle om og være med i kampen for ligestilling. Nogle kroppe er tykke, nogle er tynde. Alle kroppe kan være sunde, alle kroppe kan være usunde – det er ikke størrelsen, som afgør sundhed, ligesom det ikke er sundhed, der afgør et menneskes værd. Hvad der derimod er absolut sikkert, er, at det er usundt at blive stigmatiseret og diskrimineret.

Kamp for ligestilling

I denne uge er der Copenhagen Pride Week. Det glæder jeg mig til. Priden er en fejring af, hvor langt vi er kommet i kampen for ligeret og ligeværd inden for seksualitet og kønsidentiteter. Men det er også en markering af, at vi langt fra er i mål og har meget at kæmpe for endnu. I år glæder jeg mig særligt meget. På fredag den 21. august, skal der nemlig for første gang være en panelsamtale om tykhed, og jeg har fået den ære at moderere den.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi er på vej mod bedre tider med mere ligestilling. Det er ikke til at vide, hvor længe der går, før vi kan se tilbage på, hvordan man i dag vil kurere tykhed, hvordan man nægter at respektere, at kroppe er forskelligt disponerede, hvordan ’fedmekirurgi’ er en selvfølgelig del af den tykfobiske vanetænkning – og hvordan Sundhedsstyrelsen mener, at tykke mennesker skal opspores og sættes i kommunale vægttabssprogrammer. Det er uvist, hvor lang en kamp der er foran os – men jeg er sikker på, at vi vil nå i mål.

Dina Amlund er tykaktivist og cand.mag. i moderne kulturhistorie.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Zennaro

Amen!

Steffen Gliese

Som en, der i lange perioder forfalder til overvægt, kan jeg ikke være enig. Man må holde sig i gang, hvad man let forfalder til ikke at være, når man lægger sig kraftigt ud.
Men det er som med rygning: man kan ikke forestille verden uden en smøg - indtil man har kvittet den og efter nogle uger oplever igen at kunne trække vejret fuldt ud, smage på ting osv.
Der er masser af måder at holde sig relativt slank på, hvis man ikke lider af sygdomme, der medfører kroppens opsvulmen. Og man undgår uendelige kropslige besværligheder.
Hagen ved det er, at man er nødt til at gøre noget selv, herunder vogte over hver bid, man indtager, hver slurk man tager,i en periode - og på særligt udsatte tidspunkter fremover. Det kan være en rigtig god idé systematisk at vænne sig til et bestemt, lavt kalorieindtag, en times gang om dagen og forsagelse af visse levnedsmidler, man er særligt forfalden til at falde i med.
Men det er desværre for mange et fuldkommen ligeså ødelæggende misbrug som for alkoholikeren, der til sidst tyr til sin Minnesota-kur og for de flestes vedkommende opnår langt mere velvære.
For mig at se handler det i høj grad ikke om retten til at være tyk, men om retten til kontroltab. Det er imidlertid ikke en ret, der kan anerkendes i et samfund, hvor man forlader sig på borgernes myndige deltagelse.
Al afhængighed er lumsk - jeg gik efter ikke at have røget i 12 år og uden at have savnet det en dag, i sidste uge forbi et ungt menneske, der røg, og fordi vindretningen åbenbart var gunstig, lugtede det aldeles indbydende. Men jeg gik videre og undlod at falde i; alligevel er den erindring stærk nok til, at jeg faktisk skal kæmpe imod en lille rygetrang igen. Som forhåbentlig forsvinder, når jeg lugter en af de fæle stinkere, man som oftest møder.

Jens Christian Jensen

"Nogle kroppe er tykke, nogle er tynde. Alle kroppe kan være sunde, alle kroppe kan være usunde – det er ikke størrelsen, som afgør sundhed"

Der lyder lidt som samme argument nogle rygere bruger. "Min morfar røg i hele sit liv og blev 92 år" og flere i samme liga.

Sandheden er er både rygning og overvægt skaber sygdomme. Rygerene har været jaget vildt i mange år. Når rygerne er udryddet tror jeg at de overvægtige bliver de næste på listen der skal omvendes.

I øverigt - at sammenligne homoseksuelle og overvægtige er at sammenligne æbler og pærer. Jeg tvivler på at ret mange har en sygdom der forhindre dem i at tabe sig. Lad os kalde en spade for en spade - det er mega svært at ændre vaner. Det er svært at tabe sig og det er svært at stoppe med at ryge.
Jeg er træt at høre på dårlige undskyldninger. Ja det er svært, men tag ansvar for dit liv og kom igang !!