Læserbrev

Det er doven diskrimination, når man ikke vil lære at udtale sjældne navne

Når man udtaler Danyal som Daniel, bliver budskabet, at hans navns udtale er af lavere værdi end andres. Det er ikke bare dovent, det er diskriminerende, skriver folkeskolelærer Charlotte Mwakitalu i dette debatindlæg
10. august 2020

Første gang jeg var udsat for det, jeg vil kalde doven diskrimination, var første skoledag.

Alle nye elever og deres voksne var samlet, og rektor læste navnet op på hver enkelt ny elev. Da han nåede til mig og mit efternavn, stoppede han op og sagde »Det tør jeg ikke kaste mig ud i!«

Denne oplevelse adskilte min første skoledag fra de andres, inden den overhovedet var gået i gang. På mit forfærdede barnesprog kunne han lige så godt have sagt »Hold da op! Se, hvor anderledes hende her er!« Havde han bare forsøgt at læse bogstaverne på papiret, så godt som han kunne, havde jeg troet, mit navn var normalt. På den måde kan man sige, at dovenskab ødelagde det for mig.

På trods af det er jeg selv faldet i den dovne diskriminations magelige rammer som lærer i folkeskolen, hvor jeg først efter flere år spurgte eleven Danyal, om han egentlig var OK med, at jeg og de fleste andre kaldte ham Daniel med dansk udtale, og han til min store overraskelse svarede »Nej, egentlig ikke.« Og jeg skammede mig over dovenskaben.

Det er dovent, når man ikke vil læse et navn bestående af bogstaver på et papir, fordi det ikke ligner det sædvanlige.

Det er dovent, når man ikke orker at lære en ny udtale, fordi det er lettere med den gamle.

Og det, vi jo i dovenskab ender med at sige, er, at dit navns udtale er af lavere værdi end andres.

Typisk vil jeg tro, at denne form for diskrimination ikke umiddelbart bunder i et menneskesyn, hvor nogle mennesker er mindre værd end andre, men nærmere bunder i en forfængelighed, der ikke vil indrømme sin uerfarenhed med pågældende navn. Løsningen på problemet kan dermed komme fra øget erfaring, som indebærer, at vi med anderledes navne insisterer på at lade vores navne blive hørt, og at den uerfarne bare gør sig umage i mødet med det fremmede – oprigtigt.

Ingen kan forvente mere.

I virkeligheden er al diskrimination doven, da den forsøger at undgå besværet med nuancer, og på det generelle plan kan det være svært at bryde med de store kasser, vi i vores dovenskab putter andre og deres navne i. På det personlige plan har vi mulighed for gennem vores engagement at gøre os erfaringer og på den måde få skabt flere forskellige nuancer.

Charlotte Mwakitalu er folkeskolelærer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Munk
  • Katrine Damm
  • Mikael Aktor
  • Steffen Gliese
  • Werner Gass
Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Katrine Damm, Mikael Aktor, Steffen Gliese og Werner Gass anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Når det i DR er ganske sjældent at høre tyske, franske, italienske kunstneres navne og værker udtalt på andet end engelsk, er der afgjort tale om journalistisk dovenskab og dårlig uddannelse. Men er der også tale om diskrimination? Nej!

Ete Forchhammer

Når det i DR er ganske sjældent at høre fx tyske, franske, italienske kunstneres navne og værker udtalt på andet end engelsk, er der afgjort tale om journalistisk dovenskab og dårlig uddannelse. Men er der også tale om diskrimination? Nej!

Carsten Svendsen

Er det "diskriminerende", hvis engelsktalende ikke kan udtale æ, ø og å?
Jeg fandt det ganske underholdende, da BBC og CNN's nyhedsoplæsere forsøgte at udtale "Eyjafjallajökull", da den lagde det meste af flytrafikken i Nordeuropa lam i 2010. :o)

Nike Forsander Lorentsen, Palle Jensen, Lise Lotte Rahbek og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jo, når det drejer sig om mennesker, man har en daglig relation til, så er det faktisk infamt ikke at gøre sig den umage at lære deres navn at kende. Det er også hamrende uprofessionelt.

Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Maj-Britt Kent Hansen, Katrine Damm og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- men det samme gælder da udtalen af navne og steder på landsdækkende auditive og visuelle medier: mange mennesker lærer af at høre den udtale, hvordan man korrekt skal udtale de pågældende navne og steder. Det er faktisk en del af den oplysningsopgave, man udfører.

Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Mikael Aktor, godt spørgsmål NB når man ikke har mulighed for at spørge bæreren af navnet!
Hvem siger at mit bud, når jeg kun kan læse navnet, er rigtigt? Selv med navne på engelsk er der faldgruber.

Henrik Ovesen

Opgaven er uløselig. I et opslag på Google kan man læse at "der er flere end 8475 sprog og flere kommer til". Uddannelsen til folkeskolelærer vil simpelthen blive for lang, hvis alle udtaleregler skal læres. Derudover vil det jo være nødvendigt at spørge personen med det for lokaliteten usædvanlige navn, hvorfra denne kommer for at kunne vælge rigtigt. Så opstår næste problem. Ved at spørge personen om oprindelse eller hvordan navnet udtales udstiller man jo også vedkommende og så er det et problem. Opgaven kan ikke løses uden at nogen føler sig krænket, udstillet eller diskrimineret. Hvordan skal det nogensinde lykkes at få løst de store problemer, når der i den grad er fokus på flueknepperi?

Lise Lotte Rahbek og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Stop! Der er ingen, der forlanger, at man sætter sig ind i andet end det, man har for sig - og som man forholdsvis nemt kan finde hjælp til på nettet, hvis det er i en almen oplysnings tjeneste, eller ved at spørge på forhånd, hvis det er en, man har eller skal have for sig.
Ydermere er der ikke meget, der skal læres, før man kan begå sig vældig godt i forhold til sprogstammer. Når en ukrainer ikke på en dansk sprogskole kan få sine helt banale slaviske navne, men får dem i en vulgærfordansket form, er der noget rivravruskende galt.
Det handler jo også om en basal interesse for andre mennesker, at man gider gøre sig den ulejlighed.

Steffen Gliese

- og lad os bare tage den skridtet videre: i vores lille land er engelsk ikke vores modersmål, og vi kan derfor finde nogen, der f.eks. kan interviewe folk på deres eget sprog eller i det mindste det hovedsprog, de kender bedst. Igen, det er et spørgsmål om professionalisme, og sprog og sprogkundskab er værktøjet til at forstå.

Henrik Ovesen

Mit ærinde var egentlig, at hvis der ikke skal andet til end en forkert udtale af et navn for at han/hun ser et problem, bør vedkommende måske opsøge en psykolog.
Jeg har endnu til gode at møde en tysker, der kan udtale mit efternavn rigtigt og kors hvor er jeg ligeglad. Jeg er den jeg er uanset hvad andre kalder mig og det påvirker på ingen måde mit selvværd.

Jens Christian Jensen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Gitte Loeyche

Kunne man ikke bare spørge den pågældende, hvordan vedkommendes navn skulle udtales og så forsøge efter bedste evne?

Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Ovesen

Det plejer jeg at gøre, men det er åbenbart også et problem, fordi man alene ved spørgsmålet tydeliggør, at der er en forskel - altså udviser diskriminerende adfærd.

Steffen Gliese

Nej, Henrik Ovesen, det er en dansk måde at betragte forskellighed på, der er temmelig lokal. At ville udtale et navn korrekt og spørge sig frem er for de fleste en imødekommende gestus.
Men jeg tænker stadig på den ukrainer, jeg tilbragte en nat i byen med, som undrede sig over, at jeg uden problemer kunne gennemskue, igennem det fordanskede navn, han troede, vi forventede, at han brugte, og på baggrund af hans slaviske accent bruge hans døbenavne - når hans sproglærer ikke kunne andet end at levere en meget løs og etymologisk forkert 'fordanskning' af hans navn.

Steffen Gliese

Jøder synes heller ikke, at det er diskriminerende, at vi opfatter, at de er jøder. Gennemgående er folk faktisk ret tilfredse med at være, hvad de er. De vil bare gerne kaldes det, de hedder.
Det bliver jo også et problem med en vis generation af danske børn, hvor barnets særlige personlighed afspejles i en original stavemåde.

Ivan Breinholt Leth

I Frankrig kalder de London for Londres og England kalder de Angleterre. De engelsktalende kalder Firenze for Florence. Hvad har Tyskland og Germany at gøre med Deutschland, og hvad har Norway og Sweden at gøre med Norge og Sverige? Det ser mest ud til, at vi allesammen ser ned på hinanden. Jeg har arbejdet i 12 år i engelsktalende områder. Når man ved, hvordan et engelsk 'I' udtales i de fleste tilfælde, kan man regne ud, hvad mine kollegaer kaldte mig. I Sydafrika var mit øgenavn Khoza. Det er nemt at udtale for en sydafrikaner end navne, som har russiske, tyske og engelske rødder. Følte jeg mig set ned på? Overhovedet ikke. Et skotte, som var min kollega, spurgte mig en gang, hvad Copenhagen betyder. Jeg forklarede ham, hvad ordet Københanvn er sammensat af, men jeg forsøgte ikke at lære ham at udtale 'København', for det er så godt som umuligt, og hvis jeg havde heddet Jørgen, ville jeg have accepteret, at de kaldte mig George. Man kan sgu ikke forvente, at en engelsktalende person kan sige Jørgen. Som Henrik Ovesen skriver er opgaven uløselig og iøvrigt et udtryk for flueknepperi. Kan vi ikke bare komme videre?

Steffen Gliese

Evig og altid den samme variation af 'vi gider ikke' - selvom sandheden er, at det aldrig har været så nemt at sætte sig ind i vigtige detaljer og opnår øjeblikkelig viden her og nu, især når man er i formidlingsbranchen.
Sådan kan vi andre sgu ikke tillade os at arbejde, det er detaljerne, der afgør kvaliteten.

Ete Forchhammer

Strengt taget har jeg to fornavne, uden -, det var ikke nødvendigt for 76 år siden. Nu kaldes jeg af alle der ikke kender mig, konsekvent kun det første navn... en underlig, fremmed person, vist fra "Ordet"? Nå, men jeg har opgivet og vænnet mig til at med denne ikke-mig menes altså mig. Ok, jeg ved jo bedre selv, så videre...

Henrik Plaschke

Hvis det er svært med de ”mærkelige” fremmedartede navne, der vist kommer flere og flere af – og det er fint med lidt variation, så vi ikke alle sammen hedder næsten det samme – kan det sikkert handle om dovenskab.

Men nogle gange kan det altså være lidt svært… Som f.eks. i denne lille video, hvor klassens arabisklærer (vi er formodentlig i Golfområdet) beder klassens elever om at præsentere sig selv:

https://www.youtube.com/watch?v=OFOt5ycO2no