Kronik

Film er til for at få dig til at tænke, ikke slå hjernen fra

Tankeløs streaming er blevet standarden for, hvordan vi ser film i dag. Men film er bedre, når vi ikke bruger dem til at slå hjernen fra med, men i stedet til at vokse som mennesker, skriver forfatter og gymnasielærer Klaûs Rød Frederiksen i dette debatindlæg
Hvorfor ser vi film og serier? Er det for at koble af og chille? Eller handler om at opnå lærdom og perspektiv?

Hvorfor ser vi film og serier? Er det for at koble af og chille? Eller handler om at opnå lærdom og perspektiv?

Sara Houmann Mortensen

22. august 2020

Jeg bliver et dummere og dårligere menneske af at se tv-serier.

Sådan ville citatet »På trods af min årvågenhed kommer jeg altid ud af biografen som et dummere og dårligere menneske« nok tage sig ud i dag.

Det oprindelige citat stammer fra den tyske filosof Theodor Adorno, og selv om film har ændret sig en del siden 1951, hvor han udgav sin Minima Moralia, synes jeg godt, man kan genkende følelsen af at blive et mere simpelt og mindre reflekteret menneske i dagens forbrug af film – især som forbruget udfolder sig på streamingtjenesterne.

Min opfordring skal derfor være, at man enten hæver barren for det, man ser, eller at man ændrer synet på, hvorfor man ser.

Det kan godt være, Adorno underforstod noget, vi ikke tænker så meget over i dag, nemlig at det modsatte gerne skulle være tilfældet. Altså at man skal vokse som menneske – intellektuelt og moralsk – når man ser film og nok i det hele taget omgås kunstværker. For man kan spørge sig selv: Hvor ofte gør det kriterium sig gældende, når vi ser film og serier på streamingtjenester?

Men man kan selvfølgelig lige så passende spørge, om samtidens forbrugere skal skele til et reaktionært og udtjent kunstsyn, når vi på mange måder hverken har tid eller lyst til andet end bare at blive underholdt, så længe filmen varer.

For det hele kommer an på, om vi betragter filmen som noget skabt, eller om vi ser den som et produkt. Er filmen et kunstværk, kan man sammenligne den med en svamp, der har suget tid, psykologi, stemning, skæbne og en række kausaliteter op, for derefter at blive omskabt til en række billeder og lyde, der rammer os som med- og modbilleder, og som vi går på opdagelse i med egne forudsætninger.

Er filmen derimod et produkt, ser vi den som genre, form og æstetiske konventioner, der konfronterer os med impulser, stimulanser og fortælletekniske greb, som vi hylder eller forkaster som mere eller mindre vellykkede. Er man så at sige en beskuer af film eller en forbruger? Jeg antager naturligvis, at dem, der laver film, findes i begge versioner, men i disse tider er det forbrugeren, der har det afgørende argument.

At slå hjernen fra

Digitaliseringen og især de nye streamingtjenester med deres abonnementsordninger og branding har i særdeleshed flyttet vægten markant mod det forbrugende, når vi taler om levende billeder. Filmen er blevet en dagligvare, en metervare, en hyldevare, en vare, vi ikke skal sætte os særligt op til eller komme os over.

Enten er det en tragedie, at gode kræfter og rørende fortællinger kun bliver smurt ud som fugtighedscreme, når de kunne give dybe tanker, eller også er det blot udtryk for et kulturelt løft, at vi nu kan se, om ikke hele, så dele af filmhistorien, når og hvor vi vil, og at vi alle kan finde fortællinger om det, vi interesserer os for, hele døgnet rundt med ganske få tryk på tasterne.

Der er en tankevækkende sammenhæng mellem fremkomsten af streaming og forbruget af streaming, som ikke alene er teknologisk. Den nye tilgængelighed har ikke bare ramt, men også stimuleret et behov.

Vi hører ofte, at streamingtjenesterne dækker et basalt behov for at slappe af, flygte, stene, chille og nærmest forsvinde. Det er ikke nyt, at skærmen har den, ja, lad os kalde det ’kvalitet’, men jeg tør godt vove den påstand, at behovet for ikke at tænke på noget, end ikke sig selv, er en væsentlig del af tjenesternes succes.

Man kan selvfølgelig vælge at se det som en slags antropocæn genetik, at kulturen har tilpasset sig for at drage omsorg for udsatte mennesker og deres sind, men i dette perspektiv har det i et eller andet omfang medført, at den lærdom, moral eller måske blot betydning, man har kunnet uddrage af filmen, har måttet lade livet, for at det udkørte og stressede individ kan overleve ved at blive fjernet fra den truende virkelighed.

Tid til at tænke

Engang i min filmiske ungdom i 1980’erne kom jeg ud fra biografen og fandt min cykel punkteret. En ganske banal hændelse, som fik vidtgående konsekvenser. For den flade cykel tvang mig til at gå hele vejen hjem fra biografen, og derved fik jeg lejlighed til at tænke filmen igennem og faktisk mærke den i kroppen.

Den tradition har jeg siden forsøgt at håndhæve, og derfor har jeg også set de naturlige muligheder for denne kropslige eftertanke skrumpe ind og til sidst helt forsvinde. Det handler dybest set om logistik.

For eksempel at biografen blænder lamperne op, mens musikken spiller, og personalet genner folk ud, for at de kan gøre rent, at man går mindre i biografen i det hele taget, at flow-tv minimerer slutsekvensen eller taler hen over den for at gøre opmærksom på, hvad der nu sker på samme eller andre kanaler, eller allerskarpest, når jeg oplever, at jeg ikke kan se rulleteksterne og høre musikken til ende på streamingtjenesterne, fordi et nyt afsnit ligger klar til afspilning så hurtigt, at man ikke har andre muligheder end at se videre.

I de tilfælde kan jeg blive i tvivl, om nogen overhovedet er interesseret i, at filmen er mere end selve øjeblikket?

Filmens slægtskab med det øjeblikkelige er jo udtalt. Ikke blot i den tekniske optagelse, men netop også i afspilningen af det optagne og redigerede. Øjeblikket er på mange måder filmens styrke og svaghed, og vil man mere end filmens øjeblik, kræver det, at filmen varer længere end den tid, den er på skærmen.

Filmens paradisiske tilstand af lys og evighed har brug for at blive forbundet med os og med virkeligheden, hvis ikke dens værdi skal forblive på skærmen og producentens bundlinje.

Forbindes med virkelighed

Det er ikke nogen hemmelighed, at ud over at være en gammel traver, så er Adorno tilmed antikapitalist og indædt bekæmper af kapitalismens tingsliggørelse af abstrakte værdier – i denne sammenhæng sådan set både film og mennesker. Og jeg tror, at filmmediet på grund af dets unge alder og det, at hele dets kulturhistorie er bygget med og på et produktionsapparat og en omsætningsøkonomi, har en indbygget tendens til at se mennesker som billetkøbere og synsmaskiner.

Jeg tror måske, det er for tidligt at tale om, at vi lever i en Matrix-agtig virkelighed, men jeg vil gerne lade billedet stå et øjeblik, så vi kan se os selv udefra – bingewatchende og gispende med chokoladeånde, svedpletter, gusten hud og ingen strøm på hjernen klokken to om natten – og spørge, om det var det, der var meningen med film?

Måske taler vi for lidt om, hvor meget vi ser på bekostning af, hvad vi ikke får set. Det vi ser, er afhængigt af en virkelighed, der har med os og vores kroppe at gøre, og det skal forbindes med den virkelighed igen. Men det er, som om vi tror, det er noget, vi bare har og skal have for os selv.

Selv om der ikke findes meget mere irriterende mennesker end dem, der gerne vil fortælle, hvad de har set i går, så skulle vi måske lytte til dem, så det sete trods alt kan få en tur mere i den cerebrale centrifuge og blive kvalificeret af al den følelse og forståelse, som producenterne har instrumentaliseret ved hjælp af plotpunkter og casting.

Måske skal vi ikke acceptere, at folk kaster sig ud i selvforglemmende streaming, for så bliver de også væk for os andre. Måske er vi bare som moderne mennesker nødt til at tage stilling til det, vi gør med og ved vores bevidsthed.

Klaûs Rød Frederiksen er gymnasielærer og forfatter

Netflix giver os frihed til at vælge, hvad vi vil se hvornår, men den frihed har en pris – og derfor er det vigtigt, at vi ikke lægger vores kritiske sans på hylden sammen med fjernbetjeningen
Læs også
Netflix giver os frihed til at se, hvad vi har lyst til, hvor og hvornår vi har lyst til det. Men er det en reel frihed, eller bestemmer streamingtjenestens intelligente algoritmer meget mere, end vi tror? Det er et relevant spørgsmål at stille i en tid, hvor verden er lukket, og Netflix nu har mere end 160 millioner abonnenter
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Johan á Rogvi
Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Johan á Rogvi anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Er det egentlig ikke mærkeligt, at hvis man tænker over nyere film, så handler de tit og ofte, om mennesker, der er ofre for konspirationer eller om menneskets frihed i forhold til samfundet. Lidt modsat den vej vi bevæger os? Bare en tanke, jeg har haft!

Hans Houmøller

Meget tankevækkende kronik. Jeg hører selv til dem, der bliver siddende på mit tilkøbte biografsæde, indtil oplevelsen på lærredet er helt forbi og lyset tændes.
Hvis jeg ser film på for eksempel DR irriterer det mig, når den oplevelse ødelægges, som det beskrives i kronikken, fordi nogen på kanalen synes det er vigtigere og smartere at tale henover rulleteksterne end at lade os få hele den oplevelse, instruktøren havde tiltænkt os, med.
PS. Anders Sørensen. Læste du din kommentar igennem, inden du sendte den? Jeg forstår ikke, hvorfor du fandt det nødvendigt med den sprogbrug.

René A. Christoffersen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Tak til Klaus Rød Frederiksen for debatindlægget.
En gang for længe siden skelnede man mellem befæstede og ubefæstede sjæle, og når det angår Adorno, så bør sidstnævnte ikke udsættes for ham. I mellemtiden er kritikken af ham blevet så heftig, at biografier om ham har tendens til at være forsvarstaler.

Revurderingen af Walther Benjamin i 1970erne var et svar fra det meste af en generation på Adornos onde syn på film, fotografi og jazz, og det er den generation, der får en replik fra Adornos biograferende apologeter som eksempelvis Detlev Claussen. Ikke desto mindre forekommer det mig, - ligesom Frederiksen, at Adorno er værd at minde om, da debatindlæggets egentlige emne er »den forkerte receptionsadfærd« og fordi Frederiksen er oppe imod kræfter, han ikke har en chance for at overvinde.

Kunstværker er blandt andet anledning til samtale om og refleksion over noget - men næppe for streamingtjenester eller udsendelsesledere, der taler henover kreditlisten. Vi har den mulighed at gå i biografer, som lader kreditlisten rulle, mens ens egen refleksion allerede er gået i gang, og se film på TV-stationer (ARTE), som har en forstandig omgang med kunstværker, og Frederiksen har den mulighed at konfrontere sine elever med den æstetiske fremfor den konsumerende omgang med film.