Læserbrev

Forældres traumer spænder ben for flygtningebørns integration, når de ikke behandles i tide

De traumer, som flygtninge har med sig fra krig og flugt, kan smitte til deres børn. Derfor skal vi sætte ind med støtte til hele familien, når vi ser flygtningebørn i mistrivsel. Det vil også gavne integrationen, skriver socialrådgiver og familieterapeut Tanja Weiss i dette debatindlæg
19. august 2020

Når forældre er traumatiserede af krig og flugt, smitter det hele familien. Hvis ikke vi behandler familierne i tide, risikerer vi, at traumesymptomer, angst og depression bliver givet videre til næste generation. Det er skidt for børnene, dyrt og skader integrationen.

Børn, der vokser op i en familie med traumer, kan have det svært. Deres forældre magter ikke altid at give dem den tryghed og støtte, de har brug for. Og heller ikke at tale om, hvorfor de har det så psykisk dårligt. Mange børn får også for stort ansvar for familiens hverdag. De påtager sig voksenopgaver som at læse breve, ringe til myndigheder og tager ansvar for økonomien.

Et forskningsprojekt viser, at børns trivsel er mere påvirket af forældrenes manglende omsorg end af familiernes kultur, religion eller selve krigstraumerne. Forældrenes primære traumer ’smitter’ på den måde hele familien. Børnene risikerer at blive sekundært traumatiserede og udvikle samme stresssymptomer.

Bedre til at opdage symptomer

Heldigvis kan både primær og sekundær traumatisering behandles. Og jo tidligere, des bedre. En undersøgelse viser, at børn, der oplevede faglig og personlig støtte fra hjem og skole, også havde bedre trivsel. Samtidig viser undersøgelsen dog, at børnene ofte skjuler deres problemer for både forældre og skole, og at det derfor kan være svært at opdage problemerne og give den nødvendige støtte.

Derfor skal frontpersonalet blive endnu bedre til at opdage symptomerne. Hos Oasis har vi derfor udviklet en behandlings- og opsporingsmodel, Model Hel Familie, med kurser og materiale til kommunale fagpersoner. Den har været testet i flere kommuner og medvirket til, at der bliver taget tidlig kontakt, og at kommunerne har redskaberne til at tale med familierne om problemerne.

Får når vi hjælper hele familien og taler med dem om, hvordan man håndterer symptomerne, samtidig med at man er forælder, så bidrager vi til at mindske langtidseffekterne af traumerne for de voksne og forebygge, at børnene overtager problemerne. Sådan gør vi flygtninge i flere generationer til velintegrerede medborgere.

Tanja Weiss er socialrådgiver og familieterapeut i Oasis – Behandling og rådgivning for flygtninge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu