International kommentar

Vil vi give alle børn lige muligheder, må vi se på det, der foregår uden for klasselokalet

Uanset hvor gode skoler, vi laver, vil det aldrig veje op for de strukturelle uligheder, der rammer børnene uden for skolegården – børns præstationer afgøres stadig af deres klassebaggrund, skriver den britiske journalist Owen Jones i dette debatindlæg
Selv den bedste undervisning kan få bugt med de grundlæggende uretfærdigheder, som er dybt indlejret i samfundsordenen, skriver den britiske journalist Owen Jones i dette debatindlæg.

Selv den bedste undervisning kan få bugt med de grundlæggende uretfærdigheder, som er dybt indlejret i samfundsordenen, skriver den britiske journalist Owen Jones i dette debatindlæg.

Jakob Dall

Debat
27. august 2020

På grund af coronakrisen blev de nationale eksaminer i Storbritannien i år erstattet af en algoritme, der fastlagde elevernes afgangskarakterer som en funktion af deres rangering i klassen som angivet af læreren, deres resultater ved forrige eksamen og skolepræstationer i de foregående år.

Algoritmen viste sig at stille ressourcesvage elever ringere og elever fra privatskoler endnu bedre – og på den måde reflektere det samfund, som i forvejen favoriserer de privilegerede.

Hele forløbet vakte skandale, så i sidste uge måtte regeringen foretage en kovending – i stedet tildeles eleverne nu de karakterer, som deres lærere forudså, de ville få.

Boris Johnsons regering forklarede beslutningen med, at algoritmen havde skabt en aspirationskrise i den forstand, at de fattige, men flittige på grund af de algoritmebestemte karakternedsættelser var blevet frataget en chance for social mobilitet.

Den præmis afspejler en klassisk konservativ forståelse af uddannelsens rolle: Talent findes i begrænset udbud. Derfor består skolernes opgave i at finde frem til de få, der besidder det, og sikre dem optimale trivselsbetingelser.

Social mobilitet – den proces, hvorved de få talentfulde kan hæve sig over deres klassebaggrund – legitimerer social ulighed. Så længe vi har en jævnt fordelt talentmasse, og så længe de flittige elever arbejder for at udvikle deres evner, behøver vi ikke at sætte ind mod de sociale vilkår, som nogle af dem kæmper for at redde sig ud af – ja, lavtlønsjob, jobusikkerhed og ringe boligforhold kan endda animere de sidstnævnte til at udvise desto større flid.

I 2013 erklærede Boris Johnson – dengang borgmester i London – at »en vis ulighed er nødvendig for at holde liv i den misundelse, som sammen med grådighed sætter skub i vores økonomiske liv«.

Videre, påstod han, har 16 procent af menneskeracen en intelligenskvotient under 85, mens blot to procent når over 130. For samfundet er det derfor afgørende at sikre, at de superkloge opnår deres retmæssige position. Eller som Johnson udtrykte det: »at nogle cornflakes kommer til at svømme ovenpå«.

Fokus på et fåtal

Selvsagt er uddannelse ikke uden betydning for social mobilitet, men den kan aldrig blive det altafgørende middel mod en ulighed, der ikke er medfødt, men et produkt af indgroede sociale uretfærdigheder.

Ifølge OECD ser børn med privilegeret baggrund ud til at klare sig lige så godt i statsskoler som i privatskoler. Forklaringen er, at den afgørende faktor for deres gode præstationer, ikke er den skole, de går i – men deres families socioøkonomiske status.

Børn med veluddannede middelklasseforældre udsættes tidligere for flere ord, hvilket allerede i en tidlig alder åbner en kløft i ordforråd. Fattige børn har også større risiko for at blive ramt af alt fra mentale sygdomme til vejrtrækningsproblemer, og for de 20 procent af de britiske børn, der kommer fra hjem med en usikker adgang til fødevarer, hæmmer dårlig kost og sultne maver indlæringsevnerne. Overfyldte boliger betyder mindre plads og mindre ro til at læse lektier.

Ideen med skolepligten var at overvinde disse kolossale uligheder i børns muligheder. Men selv om et heldigt fåtal formår at trodse de svære odds, kan selv ikke den bedste undervisning få bugt med de grundlæggende uretfærdigheder, som er dybt indlejret i samfundsordenen.

Når unge mennesker afslutter skolen, møder de ikke en verden af lige muligheder. Børn med fattig baggrund, som trods denne har klaret sig godt i skolen, har ikke familier med stærke netværk, der kan lette vejen til gode job.

Medicin, journalistik, jura og andre akademiske uddannelser domineres fortsat af personer, der er vokset op i velhavende familier. Ikke fordi de nødvendigvis var dygtigere, men fordi de havde finanserne til at opnå de erfaringer og den uddannelse, der giver adgang til disse professioner.

Storbritannien er et land, der belønner klasseprivilegier frem for talent.

Den store optagethed af vores uddannelsesvæsen – og af, hvordan det kan indrettes, så det opdyrker talentet hos de heldige få – er en kolossal afledning. Vores fokus burde i stedet være, hvordan vi sætter ind imod de uligheder, som findes uden for skolen. At tage hul på denne diskussion vil dog næppe falde inden for den nuværende regerings horisont.

Owen Jones er britisk journalist og klummeskribent. © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her