Kronik

Det var gode naboer og danske venner, der integrerede mig – ikke integrationsprojekter

Jeg er vokset op langt fra ghettoen. I en by, hvor min vens mor udfordrede min far, da han sagde, at jeg ikke måtte komme med på kanotur. Skal nytilkomne blive en del af det store fællesskab, skal vi gøre op med særbehandling og streetbasketprojekter, skriver socialrådgiver og forfatter Ali Aminali i kronikserien om, hvornår man er velintegreret
Integrationsprojektet vil altid have fokus på forskelligheden og på, hvordan man gradbøjer samfundet, så alle kan møde hinanden. I stedet bør man bruge pengene på et generelt løft af social-, kultur- og beskæftigelsesområdet, skriver forfatter Ali Aminali i denne kronik.

Integrationsprojektet vil altid have fokus på forskelligheden og på, hvordan man gradbøjer samfundet, så alle kan møde hinanden. I stedet bør man bruge pengene på et generelt løft af social-, kultur- og beskæftigelsesområdet, skriver forfatter Ali Aminali i denne kronik.

Sigrid Nygaard

8. august 2020

»Ali, du taler så meget om integration og om dét at være dansker på tv. Men hvad med mig? Er jeg integreret?« Sådan spurgte min svigermor hen over middagsbordet. I virkeligheden burde mit svar være meget simpelt. Min svigermor er fra Thailand og det, man vil kalde velintegreret. Alligevel var det svært for mig at bare sige ja eller nej. For sagen er den, at integration ikke er et gør det selv-projekt, man kan sætte flueben ved. Hvis det var så enkelt, ville vi ikke stå med de problemer, vi har i dagens Danmark.

Men det havde da været dejligt, hvis man ligesom i IKEA’s manualer kunne følge en fast formular. Hvis man kunne sige, at punkt et var uddannelse, punkt to beskæftigelse, punkt tre var at være lovlydig og så videre – og dermed være ligeglad med værdier, kultur, religion, identitetsforståelse samt de kultursammenstød, der opstår i dagligdagen. Men integration er mere end bare at gå på arbejde eller at være en lovlydig borger.

Den integration, som det danske samfund kender, har de seneste 15 år handlet om at møde den nytilkomne der, hvor vedkommende er, og justere tilgangen, så den imødekommer den nytilkomnes interesser, tanker og drømme. En tilgang, jeg ærligt talt godt kan forstå, man havde engang, men vi må erkende, at integrationsmetoden har været forfejlet.

Første gang jeg betrådte dansk jord var i 1988. Min far var kommet til Danmark et par år tidligere som politisk flygtning, og nu stod vi så samlet som familie i en lille by i nærheden af Helsingør. Vi blev boligplaceret i Ålsgårde. Et sted langt fra ghettoer, store moskeer, iranske foreninger og integrationsprojekter. Her skulle vi som familie starte forfra.

Her skulle jeg som lille udefrakommende flygtningebarn finde mit ståsted, og det var mine forældres ansvar at opbygge et miljø og et sæt spilleregler, som kunne give mig det solide fundament, jeg havde brug for. De værktøjer, mine forældre havde med sig i bagagen, var de eneste, de kendte til. Det var brugbart, men jeg kunne allerede i en tidlig alder mærke, at mit fundament var anderledes end de fleste af mine kammeraters.

Kanotur med klassen

Mine forældre er veluddannede, men kom med en bagage, som indeholdt psykiske problemer. Alligevel valgte de at se fremad og valgte det store fællesskab til. Men det skete ikke alene af egen fri vilje. Jeg er ellers sikker på, at det er, hvad de selv tror. Men når jeg tænker tilbage, så skete det nok mere, fordi vores naboer, mine venners forældre, fodboldtræneren og folkeskolelærerne bombarderede os med input, som til sidst ændrede mine forældres tilgang til dannelse, opdragelse, deres kulturelle ståsted og sociale værdier.

Det var ikke offentligt finansierede integrationsprojekter eller Venligboeres tiltag, der gjorde, at min familie fandt sig til rette og blev en del af det, jeg kalder det store fællesskab.

Er det så en kæmpe overraskelse? I virkeligheden ikke, for det, der skete, var, at mine forældre var igennem en form for dannelsesrejse. Hvis der opstod en situation, hvor mine forældres kulturelle baggrund holdt mig tilbage, gik der ikke lang tid, før en ven af familien, en lærer eller min fodboldtræner trådte til.

Jeg kan for eksempel huske, at vi skulle på kanotur med klassen. Min far var ikke så glad for, at jeg skulle med. For ham betød det, at jeg potentielt skulle sove sammen med piger. Da min gode vens mor hørte det, sagde hun til mig: »Det skal du ikke tænke på. Jeg tager en snak med dine forældre«.

Jeg kan stadig huske, at det bankede på døren i vores lille rækkehus i det almene boligområde i Ålsgårde. Det var min vens mor, der kom forbi med hjemmelavet æbletærte. Jeg blev sendt op på første sal, og derfra kunne jeg høre min far og hende diskutere højlydt. Efter en times tid råbte min far på mig og sagde, at jeg skulle komme ned og få en bid æbletærte. Da jeg kom ned, var min vens mor på vej ud ad døren. Kort tid efter sagde min mor, at jeg godt måtte tage på kanotur. Sådan gik det ofte.

Jeg tænkte ikke så meget over det dengang. Men da jeg senere begyndte at læse til socialrådgiver, gik det op for mig, at dette var input, som havde været med til at udfordre mine forældres værdier og holdninger. Civilsamfundet var der, og det holdt sig ikke tilbage. For vi skulle jo være en del af fællesskabet – og mine forældre skulle tage ansvar. Det var, hvad alle omkring os gik op i.

Jeg var ikke lille brune Ali, som kom fra Iran og nu skulle være et dejligt krydret indslag i det kedelige leverpostejfarvede Danmark. Nej, jeg var en del af fællesskabet, hvis jeg selv tog ansvar og ville det.

Ingen falafeltiltag

Alt dette ville ikke have været sket, hvis min familie havde været en del af et andet fællesskab fra starten, eller havde klamret sig fast til de værktøjer og den bagage, de havde med sig. Faktisk vil jeg mene, at hverken min familie eller jeg havde været de personer, vi er i dag, hvis vi var blevet udsat, og ja, du læser rigtigt, jeg kalder det udsat, for de integrationsprojekter vi tit hører om.

Grunden til, at jeg fortæller min egen historie, er, at der findes en anden fortælling end den med ’jeg er vokset op i ghettoen’. Tro det eller ej: Der er rigtig mange, der har den samme fortælling som mig, men man hører ikke så tit om os. Det gør man ikke, fordi vi er formet af de samme generelle indsatser og tiltag, de samme værdier og den samme dannelsesrejse som størstedelen af den danske befolkning. Vi er blevet mødt af folkeskolelærere, pædagoger og studievejledere samt vokset op i miljøer, hvor størstedelen af vores naboer, venner og bekendtskaber har været etniske danskere. Det har formet os, dannet os og sørget for, at vi fra dag ét ikke har anset os selv som andet end danskere.

Og jo – mange, og her tænker jeg især på vores forældre, har fastholdt tilknytningen til vores rødder. Men vi er vokset op i et miljø, hvor vennernes forældre har udfordret vores fædre, hvis de har sagt, at vi ikke skulle med på kanotur. Vi har ikke været en del af tiltag, som har haft fokus på, at vi skulle myndiggøres på nogen særlig måde på grund af vores hudfarve, etnicitet eller krøllede hår. Vi har været en del af det store fællesskab fra dag ét.

Det er på grund af alle vores fortællinger, at jeg mener, vi skal arbejde for at nedbryde de miljøer, som fastholder individet i parallelsamfund, hvor input fra det store fællesskab aldrig når igennem.

Integrationsprojektet vil altid have fokus på forskelligheden og på, hvordan man gradbøjer samfundet, så alle kan møde hinanden. Det kan ærligt talt ikke lade sig gøre. Der vil altid være kultursammenstød, fordi den udefrakommende part gerne vil holde fast i sine værdier og normer.

I stedet for bundløse streetbasketprojekter, falafeltiltag og støtte til minoritetsetniske interesseorganisationer såsom Mino Danmark, der, hvis du spørger mig, kun har fokus på etnicitet, bør man bruge pengene på et generelt løft af social-, kultur- og beskæftigelsesområdet. Det vil sige flere socialrådgivere, pædagoger, folkeskolelærere, sundhedsplejersker og styrkelse af fritidslivet.

På den måde kan man møde lille Hassan og Fatima som individer, der skal stå til ansvar for deres gerninger og stille krav til deres forældre i forhold til dannelse, opdragelse og ansvar. På den måde er Hassan og Fatima en del af det store fællesskab fra starten, medmindre de selv aktivt vælger det fra.

Ali Aminali er socialrådgiver, radiovært, tidligere folketingskandidat (K) og forfatter til Alis Danmarkshistorie.

Serie

Hvornår er man velintegreret?

Hvad skal der til for, at integrationen er en succes? Handler det udelukkende om at deltage på lige fod på arbejdsmarkedet og overholde lovene? Eller er vi først i mål, når patriarkalske strukturer er nedbrudt, racisme er udryddet og Aisha og Emil gifter sig? Det afsøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Social kontrol handler ikke om islam, men om kultur. Det ved jeg som kristen efterkommer

    21. august 2020
    Som ung dansk-serber med kristen baggrund har den sociale kontrol fyldt lige så meget i mit ungdomsliv som for mange danske muslimer og etniske danskeres vedkommende. Alligevel reducerer politikerne altid integrationsdebatten til at handle om islam og muslimer, skriver Zaklina Rajovic i kronikserien om, hvornår man er velintegreret
  • Luk ghettoskolerne – de taber nydanske børn på gulvet og forhindrer integrationen

    17. august 2020
    Inden jeg begyndte i gymnasiet, var jeg gemt væk i ghettoen. Jeg havde aldrig flirtet med en pige og end ikke rørt en øl. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg fandt ud af, at det var helt almindeligt for unge på min alder. Ghettoskoler taber både børn og integrationen på gulvet, og derfor bør de lukkes, skriver Adam El-Matari i kronikserien om, hvornår man er velintegreret
  • Jantelovspolitiet har sat en grænse for, hvor integreret man har lov at være

    12. august 2020
    Mange pladdernationalister kan ikke tro, at jeg betaler topskat og samtidig ikke spiser svinekød. I deres samfundsopfattelse kører indvandrere taxa eller sælger grøntsager. Men det skal være meritterne, vi interesserer os for, skriver jurist Safia Aoude i kronikserien om, hvornår man er velintegreret
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jane Jensen
  • Alvin Jensen
  • Mette Poulsen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Estermarie Mandelquist
  • Erik Karlsen
  • Emil Davidsen
  • Jonathan Larsen
  • Karen Grue
  • Viggo Okholm
  • Carsten Munk
  • Gert Romme
  • Bjørn Pedersen
  • Svend-Erik Runberg
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • David Zennaro
  • John Scheibelein
  • Werner Gass
  • Mikael Aktor
  • Frank Borchorst
  • Kurt Nielsen
Jane Jensen, Alvin Jensen, Mette Poulsen, Klaus Lundahl Engelholt, Estermarie Mandelquist, Erik Karlsen, Emil Davidsen, Jonathan Larsen, Karen Grue, Viggo Okholm, Carsten Munk, Gert Romme, Bjørn Pedersen, Svend-Erik Runberg, Claus Bødtcher-Hansen, David Zennaro, John Scheibelein, Werner Gass, Mikael Aktor, Frank Borchorst og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for din historie.
Den understreger at vellykket integration forudsætter civilsamfundets velvilje og deltagelse.
Det batter bare ikke hvis velkomsthilsen lyder: 'UD så snart som muligt.'
At integration lykkes kræver at vi alle, herboende og tiflyttere, er interesseret i dette. At vi hjælper til og hinanden og viser vej.

Vi kan ikke overlade det til diverse myndigheder at integrere vores nye naboer. Uanset hvor mange penge man bruger på at ansætte profesionelle medarejdere af en her slags, og på mange projekter, vil det mislykes.
Det nytter derfor heller ikke at anbringe flygtninge i særlige lejre. De skal ud bandt os andre borgere, og spredes mest muligt, hvis altså vi vil have integrationen til at lykkes.
Det betyder også at de sociale boliger skal frdeles lant bredere og i mange meget mindre enheder, så vi undgår paralelsamfundsdannelse.
Man skal huske at det ikke er dy nytilkommne der har planlagt fordelingen af boliger der er til at betale for folk der endnu ikke har fundet sig til rette på det specielle danske arbejdsmarkedet.

Det er fint med organiseret sprogundervisnig, det hjælper på forståelsen af hinanden når man bruger samme sprog.

Men først og fremmest skal det første hilsen være et hjærtelig elkommen og ikke UD!

Desværre mener et flertal i dolketinget, inklusive det international solidariske S, det modsatte.

Derfor er fortsat integrationsarbejde som den nuværende politik, som jo har kørt de sidste mange år dømt til fiasko.
Det er lykkedes på trods, når civilsamfundet - naboer, forældre fra skolekamerater, lærere, idrætsledere m.m. - har villet de nytilkommne og vist dem hvordan vi gør her.
Det skete i Ålsgårde på nordsjælland og sikkert mange andre steder i hele landet.

Alvin Jensen, erik pedersen, Carsten Wienholtz, Trond Meiring, Steen Bahnsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jon Mangerel, Gert Romme, Svend-Erik Runberg, Claus Bødtcher-Hansen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Det lyder så smukt. Tænk, hvis det ikke var nødvendigt med "projekter".

Og tænk, hvis vi ikke havde andre i samfundet, der skulle hjælpes. Tænk, hvis ingen var på kontanthjælp. Tænk, hvis man bare i stedet startede sin egen lille forretning. Tænk, hvis alle havde de samme behov. Tænk, hvis alle kunne. Tænk, hvis alle kunne det samme.

Jeg gider, som indfødt dansker, IKKE en nabo, der kommer forbi med æbletærte. Jeg ville hade, hvis det skete. Jeg ville foretrække en indkaldelse fra kommunen om at deltage i et kursus af hvilken som helst art.

Sådan er vi så forskellige. Sådan er også flygtninge/indvandrere så forskellige. Nogle foretrækker et, nogle andre andet. Nogle har brug for noget, andre for noget andet.

Flemming Olsen

Det nytter vist overhovedet ikke at sige, "UD så snart som muligt" i nogen som helst sammenhænge. Det har udviklingen tydeligt vist.

Ja en god historie til samlet at tænke over og evaluere over hvad vi gør for at sikre
at de og og bliver begge dele.
Problematikken fra Ali her virker igen som om at bare alle gør son ham og familie bliver alt godt.
Jeg er heldig og dygtig og så kan andre også-typisk borgerlig menneskesyn på flere fronter.
Ingen tvivl om der skal evalueres og hvis det skal have virkning skal alle flygtninge med forskellig baggrund inddrages i processen- altså udvalgte repræsentanter og bredt fra både de som stadig er udenfor og af dem som er nået "acceptabel" langt.
Det nytter ikke at det er "os" som kun fortæller hvad de bør og skal, da de er en del af klodens befolkning,som grundet død.krig og konflikt er havnet her.De bør og skal være ligeværdige som mennesker og så må vi tage det derfra.
Det der sker nu med en skrigende yderfløj og ghettolov er gift for alle.

Alvin Jensen, Anne Hansen, Steffen Gliese og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Et rummeligt arbejdsmarked ville også få folk ind på arbejdsmarkedet
- ikke aktiveringsprojekter...

Mikael Andersen:
He he- det skrev jeg så ikke noget om :) Du kan jo gætte, men det var ikke Enhedslisten jeg tænkte på.
Men min pointe er stadig den same:nuancer og sund fornuft og lige værd i mødet mennesker imellem, uanset om dette menneske kommer fra Ølgod eller Irak bare for at tage et eksempel..