Inden jeg mødte Eva, forstod jeg ikke, hvilket privilegie det er at være hvid i Danmark

En dag i juni ringer min kæreste Eva til mig fra Øresundstoget. Hun har under nedlukningen været ude at sejle med et par venner og har nu taget toget hjem fra Göteborg iført handsker og mundbind. Jeg er en smule overrasket over, at hun vil hentes. Vi bor ved Amagerbro Station, og det er hurtigere at tage metroen, end at jeg skal hente hende. Men alligevel, jeg savner hende. Så jeg sætter mig ud i bilen.

Hun er solbrændt efter en uge på vandet, men hun smiler ikke. Eva er adopteret fra Sydkorea og opvokset i Brønshøj. Hun fortæller om togturen gennem Sverige, hvor folk har gået i store buer uden om hende, skiftet sæde og skulet til hende, som for at indikere, hvad en asiat dog laver her midt under en pandemi?

»Som om race er en sygdom«, som Eva selv formulerer det på vej hjem i bilen.

Da Eva skal stige af toget i Kastrup Lufthavn bliver dørene åbnet af en DSB-medarbejder, og udenfor står to bevæbnede soldater. DSB-medarbejderen giver alle besked på engelsk om, at danske statsborgere skal gå ligeud, mens ikkedanske statsborgere skal gå til en anden paskontrol.

Min første tanke er, at der naturligvis ikke var nogle problemer, at Eva uantastet kunne gå igennem paskontrollen. Hun er jo dansk statsborger.

Med sit danske pas løftet går Eva op mod paskontrollen, hvor der sidder en politimand, der tiltaler hende på engelsk, selv om Eva står der med sit rødbedefarvede pas i køen for danske statsborgere. Han kigger på hende, spørger »Danish?« og drager dermed tvivl om hendes nationalitet på baggrund af hendes udseende.

Eva er rystet og udmattet. Det er derfor Eva ringer denne junidag, fordi metroen er endnu et potentielt fremmedgørende rum,  hvor hun skal berettige sin nationalit. Situationen  peger på, hvordan hverdagen er for mange ikkehvide danskere i Danmark.

En privilegeret tanke

Da jeg mødte Eva i 2007, havde jeg aldrig rigtig skænket min hudfarve en tanke. Jeg var imod racisme, når den viste sig, men det var i sin synlige og konkrete form.

Jeg var ikke opmærksom på det subtile og på det indlejrede. Jeg havde levet et liv i uvidenhed om en væsentlig del af min identitet: at være hvid i et overvejende hvidt land.

Jeg er blevet bedre, men det sker stadig, at jeg ikke tænker mig om. Som med den indskydelse, jeg fik i bilen på vej hjem. Hvad skulle problemet være ved at gå gennem paskontrollen?

Det er en privilegeret tanke, fordi jeg aldrig er blevet konfronteret med min hudfarve som noget fremmed.

Ved at være kæreste med Eva har jeg været vidne til racismen, som findes i Danmark, og som fremmedgør flere og flere borgere i landet.

Det er ikke et spørgsmål, men en virkelighed. En virkelighed som blandt andet bliver skildret i Informations serie af vidnesbyrd fra danskere, der lever med racismen.

Det liv er Evas liv. Det liv er også mit liv, fordi jeg er Evas livsvidne. Men jeg er også indbundet i de strukturer, som bliver ved med at udpege Eva som en fremmed i det land, hun er vokset op i.

Jeg er en del af problemet, og det må jeg acceptere, så jeg kan blive en del af løsningen.

Et generationsopgør

Som oftest er jeg tilskuer til den racisme, der finder sted. Den kan spille på seksuelle stereotyper omkring asiater eller ophav, hvor Eva skal fortælle, hvor hun rigtig er fra, når hun svarer Brønshøj.

Folk undrer sig over, at hun ikke bare kan sige, at hun ikke er født i Danmark, og de har svært ved at forstå, at netop det er en privat og skrøbelig samtale.

Eva og jeg er et sted i vores liv, hvor vi overvejer at få børn, og hvis vi er så heldige, at det engang lykkes, så håber jeg, at vores barn skal vokse op i et andet Danmark. Som kommende forælder til et barn med delvist sydkoreanske rødder vil jeg ikke håbe, at det skal udsættes for det samme, som Eva bliver udsat for.

Det er ikke en holdning, jeg deler med alle. Det kan man se på valgresultaterne i Danmark eller på de seneste tyve års debat. Her tror jeg, at der går en klar skillelinje mellem generationerne. En skillelinje, som måske bliver det store opgør, hvor min generation ikke vil acceptere racisme, og hvor vi øver os i at være opmærksomme på vores egne privilegier og stræber efter et endeligt opgør med ’hyggeracismen’.

Det er forhåbentlig ikke bare min antagelse. I professor Kasper Møller Hansens undersøgelse af, hvordan Folketinget ville blive sammensat ved valget i 2019, hvis kun de unge mellem 18-24 år kunne stemme, vinder rød blok stort med Enhedslisten og Alternativet som store partier.

Der er et håb i den undersøgelse.

Det håb er, at jeg en dag vil leve i et land, hvor det rødbedefarvede pas er nok til, at myndighederne taler dansk til én ved Danmarks grænser.