Kommentar

Vi kan ikke lovgive os ud af udsatte børns problemer

Regeringen vil ændre loven, så udsatte børn anbringes tidligere, men loven er god, som den er. Ude i praksis skal man bare være bedre til at støtte forældre og børn. For eksempel ved at uddanne nybagte forældre til deres nye rolle, skriver familiebehandler Mona Kjærulff Hansen i dette debatindlæg
Vi skal acceptere, at anbragte børn har svære livsvilkår, for ja, hvad havde man ellers forestillet sig, at de ville have, skriver familiebehandler Mona Kjærulff Hansen.

Vi skal acceptere, at anbragte børn har svære livsvilkår, for ja, hvad havde man ellers forestillet sig, at de ville have, skriver familiebehandler Mona Kjærulff Hansen.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Debat
13. august 2020

Jeg arbejder med udsatte familier, hjælper familier, der er gået i stykker på den ene eller anden måde, og har derfor med interesse fulgt regeringens målsætning om en ny »Barnets Lov«. Med den ønsker man at give barnets stemme mere vægt, og at økonomien ikke skal være et bærende element i sagerne. Man vil forebygge mere, og anbringelsen skal ikke længere være sidste udvej, men gerne komme tidligere.

Et mål er, at et barn slet ikke skal udsættes for omsorgssvigt. Man vil ikke se barnet som ’problemet’, men fokuserer på forældrenes manglende evne til at løse opgaven. De taler om venskabs- frem for aflastningsfamilier, og det skal blive lettere at adoptere plejebørn.

Umiddelbart kan det se ud som gode ideer, men mange socialfaglige nuancer er udeladt. Det er komplekst, når en børnesag ender der, hvor man overvejer en anbringelse, og en ny lovgivning kan ikke fjerne kompleksiteten.

Den lovgivning, vi har, er rigtig god. Den sikrer, at et barn kan holde forbindelsen til sin oprindelige familie i det omfang, det er sundt for barnet. Loven levner dog alt for mange muligheder for individuelle fortolkninger, derfor burde der være et større fokus på, hvordan den fortolkes i praksis.

Når der træffes afgørelser, og der er skiftende sagsbehandlere med forskellige fortolkninger af loven, kan en børnesag pludselig og ofte skifte retning, og det koster.

Der er plads til forbedring i praksis, men det kan gøres inden for de rammer, loven allerede angiver. Det handler i høj grad om dem, som forvalter loven. De skal støttes i at handle retmæssigt frem for baseret på økonomien i en aktuel kommunalbestyrelse eller på en ledelse, der får dikteret en økonomisk ramme.

Alt for ofte tages der beslutninger uden at se på helheden i de enkelte sager. Før en anbringelse har der ofte været flere foranstaltninger, støttepædagoger, behandlere og andet, som har rodet rundt i et barns vilkår.

Med Barnets Reform fra 2011 sattes barnets ret i centrum, så den ret findes allerede. Et barn har ret til at blive hørt, fulgt og mærket i en børnesag. Børn i anbringelsessager har ret til en støtteperson, men det er min erfaring fra 25 års arbejde i feltet, at de sjældent får tilbudt en. Børn skal høres via børnesamtaler, helt ned til de er nyfødte, det er en ret og et lovkrav, at man skal tale med barnet forud for en anbringelse. Det sker sjældent eller aldrig – det gælder i sagens natur især for de mindste børn.

Det er ikke nogen let opgave at hjælpe et barn, som allerede har været ramt i hjertet af socialarbejdere med gode intentioner, for det at blive fjernet fra sit hjem, fra sine oprindelige forældre, er uomtvisteligt det mest indgribende og smertefulde, man kan forestille sig – både for barnet og forældrene.

Gennem årene har jeg set krigen mellem forvaltning og forældre tage til, jeg har oplevet på tæt hold, hvordan forældre misforstås og holdes ud i strakt arm, mens andre forældre kører derudad med massivt alkoholmisbrug og svigt af børn, uden at nogen griber ind.

Vi skal acceptere, at anbragte børn har svære livsvilkår, for ja, hvad havde man ellers forestillet sig, at de ville have. Livet for anbragte børn er allerede, før forvaltning, behandlere og andet godtfolk kommer til, ret smadret – ellers ville de jo ikke være på kanten af en anbringelse.

Forældre skal uddannes

Det er fra Sverigesmodellen, at ideen om, at plejefamilier er bedre, genopstår. Det er en billigere løsning end et opholdssted – for vi må ikke glemme, at mange afgørelser har et økonomisk grundlag. Modellen tilsiger, at man anbringer kortvarigt i en plejefamilie og samtidig arbejder med den biologiske familie for at skabe et sundt miljø, som barnet kan vende tilbage til. Det handler om forældrene.

Jeg har plæderet for at uddanne nybagte forældre i årevis, plæderet for, at mange mangler viden. Forældrene er ikke dumme eller onde, men de er udvidende om, hvad et barn kan tåle og ikke tåle, de er uvidende om, hvordan en emotionel udvikling i normalområdet ser ud, de er uvidende om, hvor meget et barn skal fylde i et voksenliv for at få gode opvækstbetingelser, og her starter mange bekymringer, og her kan mange bekymringer blive taget i opløbet. Ved at uddanne forældrene til jobbet som forældre.

Sociallovgivningen fejler ikke noget som helst, den er faktisk ret god og beskytter barnet, den giver rettigheder til både barn og forældre. Men som det ser ud nu, er problemerne et spørgsmål om fortolkning og ledelse, om økonomi og virkelighed.

Vi kan ikke lovgive os ud af det, vi skal arbejde med det, der er, og blive dygtigere til at hjælpe og støtte forældrene langt tidligere og til at se et barns udvikling i et bredt perspektiv, på den lange bane.

Ingen får det bedre af at miste sine forældre, absolut ingen.

Mona Kjærulff Hansen er familiebehandler og psykoterapeut.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her