Kommentar

Kulturspidsernes kritik af Joy Mogensen er helt forfejlet

Det mindretal fra kulturlivet, der befinder sig godt i debatspalterne, har kritiseret kulturministeren massivt de seneste måneder. Men kritikken er forfejlet og handler nok mere om, at de har opgivet at få flere med i deres kulturfællesskab, skriver formand for DUF, Chris Holst Preuss, i dette debatindlæg
’Jeg oplever en minister, der vil udfolde det kulturelle potentiale, der ligger i alle og ikke kun de mest kulturvante. Altså et kulturliv, der fokuserer på den brede befolkning frem for et mindretal, som befinder sig godt i debatspalterne,’ skriver DUF-formand Chris Holst Preuss i dette debatindlæg.

’Jeg oplever en minister, der vil udfolde det kulturelle potentiale, der ligger i alle og ikke kun de mest kulturvante. Altså et kulturliv, der fokuserer på den brede befolkning frem for et mindretal, som befinder sig godt i debatspalterne,’ skriver DUF-formand Chris Holst Preuss i dette debatindlæg.

Sigrid Nygaard

Debat
11. august 2020

Det har været skrevet meget om kulturminister Joy Mogensens (S) gøren og laden de seneste måneder. Skuespillere, museumsdirektører og politikere har kritiseret ministerens påståede manglende forståelse for lige præcis deres særegenhed og helt særlige behov. Set fra det brede danske foreningsliv kan jeg ikke tilslutte mig kritikken.

Håndteringen af kulturlivets udfordringer under corona er det, kritikken udspringer fra. Så lad os starte der.

Allerede dagen efter, at statsministeren annoncerede nedlukningen, havde Dansk Ungdoms Fællesråd og andre centrale kulturaktører et møde med ministeren, om hvordan vi var påvirket af situationen.

Vores største bekymring på det tidspunkt var, at vores 5.000 lokalforeninger ville miste deres lokale tilskud ude i kommunerne på grund af et aktivitetskrav i folkeoplysningsloven. Få dage efter mødet lå der en bekendtgørelse fra ministeren om, at kommunerne kunne dispensere fra aktivitetskravet. Vi var meget konkrete på vores behov, og ministeren lyttede.

Kort inde i nedlukningen blev det tydeligt for os i foreningerne, at mange af vores lokalforeninger ville få meget store tab på nedlukningen af byfester, markeder og festivaler. Vi foreslog en konkret model for, hvordan man kunne holde hånden under de allermest udsatte frivillige foreninger.

Behovet var større end det beløb, politikerne kunne afse, men pengene kom, de kom hurtigt, og de mest pressede foreninger får hjælp. Joy Mogensen og Folketingets partier har i den grad holdt hånden under den brede foreningsbaserede del af kulturlivet, da vi var allermest udsat.

Jeg kan da sagtens genkende billedet af et meget presset embedsværk. Jeg kan genkende billedet af en minister og ordførere, der er lagt ned af henvendelser, og jeg kan også spejle mig i bekymringen for, om vi nu blev glemt.

Men ser man på tingenes tilstand her efter Danmarks delvise genåbning, så kan ministeren sammen med Folketingets partier glædes over, at Foreningsdanmark nok er ramt og har lidt tab, men vi er her stadig, og vi er klar til at skabe fællesskaber, mening og kultur for hundredtusindvis af danskere, også efter corona.

Bred adgang til kultur

Kritikken af ministerens coronahåndtering har udartet sig i en mere substantiel kritik af en påstået manglende vision for kulturlivet. Det billede kan jeg ikke genkende.

Jeg oplever en minister, der vil udfolde det kulturelle potentiale, der ligger i alle og ikke kun de mest kulturvante. Altså et kulturliv, der fokuserer på den brede befolkning frem for et mindretal, som befinder sig godt i debatspalterne.

At det falder nogle i det etablerede kulturliv for brystet, at ministeren tillader sig at sammenligne en håndboldhal og en teatersal, synes jeg siger mere om deres manglende kendskab til den kulturelle dannelse, der kan ske i en håndboldhal, end det gør om ministeren.

Ministeren lever i en konkret politisk virkelighed, hvor danskernes hårdt tjente skattekroner kun kan bruges én gang, og derfor er hun selvfølgelig nødsaget til at forholde sig til, hvordan hele Danmark får glæde af kulturen, og herunder også veje de kulturelle fællesskaber, danskerne har adgang til, op mod hinanden. Her er netop adgang jo centralt og bør selvfølgelig også indgå i den politiske overvejelse om, hvad man vil med kulturen.

Jeg synes, mange i kulturlivet ofte har tendens til at glemme netop helt almindelige danskeres adgang, når der drøftes, hvad der er god kultur. Og hvilken kultur helt almindelige danskere dyrker – for eksempel det frivillige arbejde i håndboldhallen, at være spejder eller at engagere sig i de mange tusind foreningsfællesskaber, der binder folk sammen helt ude lokalt.

Derudover oplever jeg en minister, der særligt har fokus på kulturens evne til at skabe kulturelle fællesskaber. I mine ører er det meget meningsfuldt. Kulturen skaber demokratiske samtaler om, hvem vi er som mennesker, og hvad vi vil som fællesskab. Den samtale ønsker ministeren, at flere danskere skal være en del af.

Det ser jeg ikke som et angreb på professionelle kunstnere eller andre kulturfolk, men som en opfordring til at drøfte hvilke rammevilkår kulturen har brug for for at få det til at lykkes. Det kræver selvfølgelig, at man formår som kulturaktør at formulere det frem for personbåren kritik.

Selvfølgelig er det muligt at få flere til at udfolde sig kulturelt uden at gå på kompromis med kvaliteten. Ligesom det er muligt at få flere børn og unge med i de demokratiske fællesskaber, som vores lokalforeninger er, uden at gå på kompromis med kvaliteten af foreningernes arbejde eller deres demokratiske organiseringsform.

Det er da trist, hvis dele af kulturlivet på forhånd har opgivet, at flere kan være en del af netop den måde, de skaber kultur på. Men at omsætte den kapitulation til en kritik af ministeren, mener jeg, er forfejlet.

Chris Holst Preuss, formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, der er paraplyorganisation for 78 børne- og ungdomsorganisationer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Foreningsspidsens kritik af i hans øjne "kulturspidsernes" kritik er helt forfejlet.
Måske den tilmed er en smule passe? Det vil tiden vise.

Eva Schwanenflügel

Kulturministeriet er latterligt underdrejet under denne socialdemokratiske regering.

Men det har det også været under de utallige Venstre-styrede flertal siden 2002, hvor regnskabsministeren med lig i lasten fra skatteøen Anders Fogh Rasmussen
vandt regeringsmagten for i åretal at udsuge og privatisere kulturen.

Privatiseringen har medført højere billetpriser, så kulturoplevelser nu i endnu højere grad er elitære; dem der har råd får fornøjelsen.

"Kulturen er blevet 44% dyrere"
https://www.magisterbladet.dk/aktuelt/2020/august/kulturen-er-blevet-dyrere

Hvor er de Radikale, der ville have kulturelle begivenheder i top?

- Det kræver naturligvis at billetterne er til at betale for almindelige mennesker.
(Nu medsamt mundbind)

Ete Forchhammer

Måtte lige "google" denne "foreningsspids". Det måtte være en meget ung, meget partitro person? Ups, manden er i slutningen af 20’erne! Men så kom forklaringen på min fejlforventning, han er fra Venstre. End ikke fra S... Måske Hartling kunne ha’ fundet på kulturministeriet, men hvem ellers? Og det skete i hvert fald ikke.
Det er lidt spændende nu, dels om S er ved at tø op efter den kulturelle "istid"? dels om parløbet m. V kan holde til en "optøning"? dels hvilken slags "pind" der viser sig inde fra "isen"?

David Zennaro

Jeg støtter 100% op om dette debatindlæg. Det er muligt, at den den "fine" kultur ikke føler sig set, men glædeligt at høre, at den folkelige med deltagelse af masser af almindelige mennesker, gør det.