Læserbrev

Lad os bevare statuer af fortidens magthavere

Spørgsmålet om, hvorvidt statuer skal fjernes har i den seneste tid været diskuteret i hele verden. Også i Danmark har det givet anledning til debat. Men statuerne bør ikke fjernes, da de både viser os fortidens værdier og repræsenterer smukt håndværk, skriver kunstner Bjørn Poulsen i dette debatindlæg
3. august 2020

Debatten raser om statuer, der forestiller fortidens magthavere. Skal de rives ned, ombearbejdes eller forsynes med plancher om de portrætteredes ugerninger? Jeg vil foreslå noget andet. Lad dem være.

Det er med statuers indhold som med radioaktivt affald, med tiden henfalder det og bliver ufarligt. Kun hvis den politiske kontekst, de er skabt i, stadig er aktuel, kan en statue anfægtes. Således er statuerne af sydstatsgeneralerne i USA problematiske, mens ingen vel oplever, at Jacques-François-Joseph Salys rytterstatue af Frederik V på Amalienborg fungerer som propaganda for enevælden.

Den betydning, den skaber, er ikke længere politisk, men æstetisk. Den repræsenterer et unikt blik ind i den tids værdier, omsat i kunstnerisk form.

Kongen fik sin autoritet direkte fra Gud, så den kunstneriske udfordring for Saly bestod i at fremstille hest og rytter som ophøjede, ikke kun i fysisk forstand, men ved at formen inkarnerede tidens skønhedsideal.

Holdningen, rytmen, placeringen på den høje sokkel på den vidstrakte plads giver en ikke kun visuel, men en også kropslig oplevelse af noget nærmest overjordisk. Dette er selvfølgelig umådeligt fjernt fra vores fodformede, demokratiske horisont, men netop gennem skulpturen og Eigtveds arkitektur får man et glimt af denne fjerne verden.

Men hvad nu med undertrykkelsen og uretfærdighederne? Var Frederik V ikke involveret i slavehandlen, og blev Amalienborg ikke bygget for profitten af disse forbrydelser? Jo, men alligevel føler jeg mig ikke det mindste krænket over, at denne mørke side er fortrængt.

Mine fjerne forfædre har som de fleste danskere på Frederik V’s tid sikkert været fæstebønder og trællet under slavelignende hoveri under konge og adel. Men den historie har jeg rig lejlighed til at hente i forskellige skriftlige kilder, og i modsætning til raceproblematikken i USA, er det ikke et åbent sår.

Så altså, lad statuerne stå. Også de mere ydmyge eksistenser. Selvom de måske ikke rummer samme kunstneriske værdi som Salys rytterstatue, så er de også et blik ind i fortidens værdier, og rummer en håndværksmæssig kvalitet langt over den visuelle forarmelse, der ellers hærger vores byer.

Bjørn Poulsen er kunstner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ete Forchhammer
  • Poul Anker Sørensen
  • Peter Gløde
Ete Forchhammer , Poul Anker Sørensen og Peter Gløde anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

Jeg forstår godt, at du (Bjørn Poulsen) ikke føler dig det mindste krænket over, at mørke sider af vores historie er fortrængt Men hoveriet og andre overgreb der er foregået i Danmark er heller ikke fortrængt på samme måde / i samme omfang som slaveriet på de Vestindiske Øer, plus fortrængningen af overgrebene på Grønlændere i Grønland.

Lad os flytte de værste skamstøtteskulpturer til en skulpturens losseplads/kirkegård.

God idé.
Hvad med at lave en helt speciel park til alle de overherrestatuer,- det er jo mest mænd der er på statuerne... Så kunne de stå dér og se på hinanden, og vi, der synes historien de repræsenterer er en del uhyrlig, kan få gyset ved at gå derind.
Evt kunne man lave en reproduktionspark hvor virkelig ramte og fortørnede havde fri afgang til at gå amok på dem med maling, såldes kunne unikke nye kunstværker opstå.
Noget helt andet er de gamle gadenavne, der præsenterer de samme, gadenavne er ikke så nemme at lave om på.

Jeg synes det er fint de flyttes fra hvor de står og flyttes til et museum. Vi skal ikke ødelægge fortiden, men informere og lære af og om den.

Ete Forchhammer

Skal der læres, skal der mere vægtige grunde end en øjeblikkelig stemning til at flytte noget mindesmærke.
På en "statuekirkegård" vil en del af den potentielle lærdom gå fløjten, den der netop er i en statues placering.
Og hvor stopper legen? Ved de utallige genforeningssten rundt om i landet?

Marianne Jespersen

Fint indspark fra Bjørn Poulsen.
Og i øvrigt er hoveri, stavnsbånd, mishandling og tortur af tyende, overgreb og tvang overfor fattige, mishandling og uretmæssig fængsling af "oprørere", fagforeningsfolk og landarbejdere snarere mindst lige så fortrængt fra vores historiebevidsthed nu om dage som slaveriet i Vestindien.
Apropos gadenavne og mindesmærker er der mange glemte oprørere og frihedselskende glemte helte at tage af. Måske skal vi hellere supplere historien og byrummet frem for at smadre og forvise. Jeg savner især en "Doktor Dampes vej", til minde om Dr. Dampe, der sad fængslet under umenneskelige forhold resten af sit liv for at have skrevet noget kritisk om enevælden.