Kronik

Læger ved ofte for lidt om patienternes liv – og det kan have konsekvenser

Selv om alle patienter rammes hårdt af et kræftbehandlingsforløb, lever dårligt stillede patienter i færre år end de bedst stillede. Et opgør med uligheden kræver, at læger registrerer og handler på flere informationer om patienterne, skriver sundhedsforsker Annemarie Dencker i dette debatindlæg
Nyere forskning viser, at sundhedspersonalets brug af patienters sociale informationer om eksempelvis depression og alkoholmisbrug i forbindelse med kræftbehandling har stor betydning for, hvor godt patienterne klarer sig efterfølgende, skriver sundhedsforsker Annemarie Dencker i kronikken. Her er vi til en kræftbehandling på Odense Universiteteshospital.

Nyere forskning viser, at sundhedspersonalets brug af patienters sociale informationer om eksempelvis depression og alkoholmisbrug i forbindelse med kræftbehandling har stor betydning for, hvor godt patienterne klarer sig efterfølgende, skriver sundhedsforsker Annemarie Dencker i kronikken. Her er vi til en kræftbehandling på Odense Universiteteshospital.

Claus Fisker

Debat
2. september 2020

I Danmark lever 350.000 mennesker med en kræftdiagnose, og de udgør dermed en af de største grupper af borgere med en kronisk sygdom. Hvor mange år, de hver især har at leve i, er afhængigt af uddannelse, indkomst og andre sygdomme. Der er en markant forskel mellem de bedst og de dårligst socialt stillede.

I maj mødtes jeg med læger og antropologer for at drøfte en ny idé til et projekt, der skulle gøre noget ved den sociale ulighed i kræft. Et spritnyt projekt, som faldt til jorden, og som netop skulle gøre noget ved uligheden.

Projektets idé var at uddanne læger i at registrere sociale informationer om patienter i den medicinske journal og i at anvende denne viden i behandlingen. Det drejede sig om sociale informationer såsom uddannelse, erhverv, civilstand og andre mere generelle informationer om familiære forhold, bopæl og netværk.

Nyere forskning har vist, at sundhedspersonalets brug af disse informationer i behandling er vigtig, fordi der for eksempel kan opnås større diagnostisk og behandlingsmæssig præcision, bedre opdagelse af sociale og adfærdsmæssige risikofaktorer såsom depression og alkoholmisbrug samt afhjælpning af tilstande som social isolation og underernæring.

Projektideen om systematisk registrering og brug af sociale informationer i kræftbehandlingen opstod i forbindelse med min nuværende forskning i, hvordan kommunikation mellem sundhedsprofessionelle og kræftpatienter påvirker social ulighed i kræftbehandling. Jeg har i den forbindelse interviewet læger og sygeplejersker og observeret over 100 konsultationer på tre kræftafdelinger.

Her bemærkede jeg, at sundhedspersonale ofte ved meget lidt om patienternes sociale baggrund. Især lægerne kender ikke systematisk til patienternes sociale omstændigheder, for eksempel hvad deres job er, og hvem de bor sammen med.

Det er ikke almindeligt systematisk at registrere sociale oplysninger om patienten. Det er heller ikke almindeligt at diskutere oplysningerne i relation til behandlingen, medmindre der er synlige og graverende problemstillinger på spil såsom psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrug af alkohol eller stoffer.

Man kan nu spørge: Er det et problem?

Vigtig information

Et typisk forløb kunne være en patient, der er i kræftbehandling langt fra hjemmet, og som bor på et patienthotel på grund af daglige behandlinger og besværligheder med at komme frem og tilbage mellem hjem og hospital. En sådan patient kan have problemer undervejs i kræftforløbet, som sundhedspersonalet ikke opdager.

Hvis patienten for eksempel er dårligt gående, vil det være svært for patienten at skaffe mad uden for patienthotellet, hvilket kan være nødvendigt, fordi nogle patienthoteller udelukkende serverer morgenmad. Hvis patienten enten ikke bryder sig om takeaway eller ikke har råd til det, kan der opstå en situation, hvor patienten ikke kan skaffe sig den nødvendige ernæring undervejs i sit kræftforløb. Situationen kan i værste fald resultere i, at patienten må indlægges.

I en situation som denne kunne sundhedspersonalet have udvekslet informationer om, at patienten boede på et patienthotel, men det ville ikke være ensbetydende med, at de også havde skrevet disse informationer ned, eller at de havde undersøgt, hvilken betydning patientens boligsituation havde for patientens behandling.

Samtidig kunne patienten have haft flere læger og sygeplejersker ind over, hvorfor ingen bestemt person havde lagt mærke til patientens gradvise forandringer og taget ansvar for at skaffe den nødvendige hjælp.

Pointen er, at patienter kan have en behandlingshverdag, som sundhedspersonalet ikke opdager, før patienten viser tydelige tegn på svækkelse og underernæring.

Adgang til ordentlig mad er en social information, som kan have medicinske konsekvenser. Den sociale information kan styrke patienten medicinsk, hvis den bliver opdaget og fulgt op på i tide.

Man kan spørge: Hvad med patienterne? Kan de ikke meddele sig selv og fortælle om deres udfordringer? Men det er ikke alle patienter, der er lige åbne om deres livssituation. Det er heller ikke alle, som selv beder om hjælp i tide.

Særligt sårbare patienter

Selv om mennesker fra alle samfundslag rammes hårdt af et kræftbehandlingsforløb, er der en tendens til, at nogle patienter er mere tavse end andre. Det er ofte de patienter, som har de største sociale udfordringer.

Paradokset lever i den tendens, at de som har mest brug for hjælp, beder mindst om den. Patienter uden pårørende er i denne sammenhæng særligt sårbare, fordi pårørende er vigtige supplerende og insisterende informationskilder.

Når konsekvenserne af ikke at opdage patienters sociale situation i tide er åbenlyse, og når dårligere stillede patienter tydeligvis er mindre meddelsomme end andre, hvordan kan det så være, at man ikke proaktivt registrerer og følger op på sociale informationer? Min forskning indikerer, at der er flere grunde, som kan være med til at forstærke den sociale ulighed i kræft:

Eksempelvis oplever sundhedspersonalet registreringstræthed og tidsproblemer. Når tiden er knap, bliver det sociale omkring patienten kategoriseret som ’andre ting’. Og ’andre ting’ end det stringent medicinske bliver sorteret fra.

Sundhedspersonalet ønsker at møde patienten, ’hvor patienten er’, undgå at danne sig fordomme om vedkommende og behandle alle patienter lige. For at kunne møde patienten som et individ og ikke som en social kategori vil de hellere danne sig deres eget indryk af patienterne frem for at læse om dem i journalen.

Konkurrerende projekter

Tilbage til mødet med lægerne og antropologerne om den nye projektidé, som viste sig umulig at realisere. Ideen var at involvere læger fra to kræftafdelinger, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af kapacitetsproblemer.

Som observatør på en kræftafdeling skal man nemlig ikke være til stede i mange minutter, før man erfarer, at læger har mange konkurrerende projekter med potentielt set større direkte indvirkning på behandlingen end registrering af og samtaler om sociale forhold.

Alt, hvad der kan gøres medicinsk for at redde menneskeliv, prioriteres.

Man kan sige, at netop denne prioritet forhindrede den kulturændring, som det nye projekt efterstræbte, nemlig at fremme integrationen af viden om patientens sociale forhold i behandlingen. Denne tilgang har læger af mange gode grunde insisteret på, er en sag for sygeplejerskerne – medmindre man altså har et ekstremt bemandingsmæssigt og økonomisk overskud på sin afdeling, hvilket de færreste har.

Men at overlade det til sygeplejerskerne giver ikke mening. For det er jo lægerne, der er ansvarlige for patienternes behandling, og derfor skal de også vide noget om patienternes sociale forudsætninger og kunne bruge denne viden i kræftbehandlingen.

Samtidig er der flere steder skåret ned på sygeplejerskernes tilstedeværelse sammen med lægen i ambulatorierne og på de tværfaglige konferencer. Det udfordrer den tværfaglige dialog, der nu i højere grad fungerer gennem de elektroniske journalsystemer, og her er det sjældent de sociale oplysninger om patienterne, der er i høj kurs.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt opdelingen mellem det sociale og det stringent medicinske kan fortsætte, når det viser sig, at mødet mellem patient og sundhedsvæsen også er et møde med patientens psykosociale muligheder for at klare sin kræftbehandling – og ikke kun et møde om kræftsvulstens størrelse.

Annemarie Dencker er postdoc og forsker i social ulighed i kommunikation om kræft ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU og Forskningscenter for Lighed i Kræft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Det er en del af opgaven, at se økonomien hele vejen rundt i sundhedsvæsenet, men det er en opgave, der aldrig lander på et bord med beføjelser til den rigtige handlingsplan.

“Jeg tænker tit, hvordan helvede holdt han sig i live det sidste halve år. Men han kæmpede for andre - han blev en stemme, der nådesløst afslørede, at vores velfærdssamfund ikke når ned til stenbroen.”

Nanna Gotfredsen, leder af Gadejuristen
Link: http://www.tv2lorry.dk/artikel/kroelle-kaempede-foertidspension-i-dag-bl...

Jeg ved ikke hvad Krølle var berettigede til i systemet, men jeg ved, det generelt bliver mindre og mindre og en ting er sikkert, Krølle var ikke en del af fælleskabet i Danmark, Krølle var udstødt.

Krølle faldt hurtigt ud mellem maskerne i det konkurrenceudsatte sygehussystem, hvor maskerne er blevet stadigt større.

Krølle var i årevis en stor økonomisk og tidskrævende belastning i det udfasningtruede offentlige sundhedssystem, der hvergang Krøller var blevet frisk nok til udskrivning, udskrev hospitalet Krølle til gaden og dermed hurtig genindlæggelse.

Krølle hade jo ingen personlig privat sygeforsikring eller personlig formue til selv, at betale for genoptræning efter indlæggelse eller bolig under genoptrænings forløbet, Krølle ender derfor til udskrivelse til et hårdt fysisk nedslidende liv på gaden.

Med konkurenceudsættelse af den vitale danske sygehus infrastruktur, følger konstante nye økonomiske nedskærings prioriteringer i det offentlige sundhedssystem, med et stadigt stigende antal af vanskelige omkostningstunge patienter som Krølle, der ikke kan udskrives eller, som uhyggeligt skræmmende udskrives til gaden, hvilket naturligvis medføre hurtig genindlæggelse, det er prisen for at have to systemer, hvor alle de økonomiske tunge sager lander i det offentlige.

Udstøtte mennesker som Krølle, stiger i antal i takt med at uligheden stiger i samfundet, hvilket samtidigt systematisk økonomisk begrænser, hvem der ellers skal have den optimale hjælp i det offentlige sundhedssystem, til fremme for et brugerbetalt neoliberalt økonomisk forsikringssamfund og privathospitalerne.

Kære Annemarie Dencker tak for din insats og dit menneskesyn, det varmer mit hjerte.
Det lyder meget besynderligt, da lægen har det overordnede ansvar for behandlingen er effektiv, fagligt som økonomisk, der må der være tale om en kommunikationsfejl, hvis vigtig information for behandlingsforløbet ender vellykket og effektivt, ikke har tilstrækkelig prioritet.

Den sande underliggende årsag er politisk modvilje og handler om meget om fremmedhad og ligegyldighed over for fattige generelt, fremmedhad er politikerene generelt enige om er altoverskyggende vigtigt for Danmark, selvom det ikke er økonomisk er fornuftigt på bundlinjen.

Tænk hvis det kom frem offentligt, at der generelt blev brugt lidt ekstra penge på registrering af vores ikke hvide danske brødre eller søstre, for at forstå deres sociale situation, den ballade der vil blive i folketinget, balladen ville ingen ende tage.

Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Erik Winberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Den er gal hele vejen op igennem systemet. Hvis du går til læge kan det være afgørende for den behandling du får om din læge har sympati for dig eller ej. Har du haft et anderledes liv end det din veluddannet overklasselæge har haft det og din situation jo nok er selvforskyldt (efter lægens opfattelse, selv om lægen faktisk slet ikke kender dig og heller ikke er interesseret i det) så bliver du vist døren med et pilleglas i hånden og kan gå hjem og ligge dig til at dø.

Så husk, at møde ny klippet og ny barberet, samt velklædt op hos lægen. Ellers er du på røven.

En fransk journalist i Paris udøvede for nogle år siden et simpelt eksperiment. Først iførte han sig en beklædning, som tydeligt viste underklasse og fattigdom. Herefter simulerede han sig syg og lod sig falde om på fortorvet. Der lå han så. I lang tid lå han der. Ingen kom ham til undsætning. Til sidst rejste han sig og gik hjem. Hjem for at skifte tøj og look. Tilbage på vejen igen. Nu med jakkesæt, slips, dyre sko, samt attachetaske. Igen simulerede han sig syg og faldt om. På under et minut kom der hjælp fra flere tilstedeværende.

Så husk at se godt ud, hvis du bliver syg.

I øvrigt, så er strees den væsentligste faktor til økonomisk og menneskeligt dårligt stillede dør tidlig.

Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Claus Nielsen, Ruth Sørensen, Erik Winberg, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Tag f.eks. de politikere, som de seneste år har meldt sig syge med strees. De får uden problemer en lægeerklæring på at deres strees tilstand kræver en langvarig sygemelding. Prøv at gøre det samme som ufaglært. Så ender du i køen blandt arbejdsløse før du kan sige øhhh.

Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, kjeld hougaard, Claus Nielsen, Henriette Bøhne, Ruth Sørensen, Erik Winberg, Trond Meiring og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Usædvanlig god og indsigtsfuld kronik!