Kronik

Lærere er hverken terapeuter eller dataindsamlere. Deres opgave er pædagogisk

Folkeskolen er blevet overtaget af politikere, embedsmænd og techgiganter, der har glemt, at lærerne først og fremmest udøver en pædagogisk praksis. Lærernes nye arbejdstidsaftale bør afspejle, at folkeskolen først og fremmest er en pædagogisk institution, skriver kandidat i pædagogik Iben Benedikte Valentin Jensen i dette debatindlæg
’Det moderne menneske har mulighed for at foretage selvstændige valg og må hermed også tage en egentlig samfundsopgave. Det er det, den pædagogiske praksis i folkeskolen skal understøtte. Folkeskolens opgave er alene pædagogisk, fordi folkeskolen er en dannelsesinstitution – ikke alt muligt andet,’ skriver Iben Benedikte Valentin Jensen i denne kronik.

’Det moderne menneske har mulighed for at foretage selvstændige valg og må hermed også tage en egentlig samfundsopgave. Det er det, den pædagogiske praksis i folkeskolen skal understøtte. Folkeskolens opgave er alene pædagogisk, fordi folkeskolen er en dannelsesinstitution – ikke alt muligt andet,’ skriver Iben Benedikte Valentin Jensen i denne kronik.

Peter Nygaard Christensen

31. august 2020

Når medierne dækker folkeskolelærernes nye arbejdstidsaftale, er det som om ingen forstår, at lærerens fag ikke er summen af elevtrivsel eller testresultater. De arbejder pædagogisk. Læreren er ikke terapeut eller dataindsamler, men udøver en pædagogisk praksis i hverdagen.

Hverken Kommunernes Landsforening, politikere eller embedsfolk synes at forstå noget så elementært. Folkeskolelærernes nye arbejdstidsaftale nævner heller ikke ordet ’pædagogik’ en eneste gang. Ordet er som udraderet!

Danmarks Lærerforening har i årevis forsømt at forklare omverdenen, at folkeskolen er en pædagogisk institution med en pædagogisk praksis. Samtidig er faget pædagogik fjernet fra læreruddannelsen, og Dagbladet Politiken reklamerer endda for gratis kurser til folkeskolelærere, der skal »puste liv i både pensum og elever«.

Jamen herregud, der findes jo ikke et pensum i folkeskolen. Folkeskolen er ikke et minigymnasium. Er der ingen, der ved det?

Folkeskolens afgangsprøve består af en række prøver – ikke en række eksaminer. Elever kan ikke dumpe folkeskolen. Mennesket kan jo ikke dumpe en dannelsesproces. Eleverne kan få en dårlig karakter, som samfundet bruger som stopklods, så eleven ikke kan komme ind på nogle ungdomsuddannelser. Det er temmelig tåbeligt, men det må samfundet jo så deale med.

Folkeskolen har et ’pædagogisk formål’, fordi elever ikke er dyr eller robotter. Enhver pædagogisk praksis er kendetegnet ved, at læreren viser eleven noget, som eleven ikke selv kunne finde (teori, perspektiv, fællesskab osv.). Herefter går læreren i dialog med eleven om, hvordan eleven nu forstår det viste, og opfordrer eleven til at bruge den nye viden selvstændigt.

Det moderne menneske har mulighed for at foretage selvstændige valg og må hermed også tage en egentlig samfundsopgave. Det er det, den pædagogiske praksis i folkeskolen skal understøtte.

Folkeskolens opgave er alene pædagogisk, fordi folkeskolen er en dannelsesinstitution – ikke alt muligt andet.

Ny arbejdstidsaftale

Lærernes nye arbejdstidsaftale starter med, at »kernen i aftalen er et forpligtende samarbejde, der understøtter lærernes muligheder for at kunne udøve deres professionelle dømmekraft og at kunne lykkes med opgaven«. Herefter fortsætter den med, at kommunerne, skolelederne, tillidsmændene og de individuelle lærere skal indgå i drøftelser, der »sker med henblik på at understøtte sammenhæng mellem lærernes arbejdstid og opgaver samt et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse«.

Det er alene arbejdsrammen. Men hvis ingen ved, hvad en pædagogisk institution og praksis er, så kan den »professionelle dømmekraft« og forholdet »mellem undervisning og forberedelse« være alt fra fokus på elevernes psykiske trivsel til testresultater. Herefter kan læreren løbe siksak i den offentlige kritik.

Hvis ingen ved, hvad en pædagogisk praksis er, så er det umuligt for lærere individuelt at indgå i drøftelser med deres overordnede over, hvad deres arbejde skal takseres til. Det bliver jo et halvdagsarbejde i sig selv at forklare hverdagens pædagogiske opgaver.

Elever skal indgå i undervisningen for at få kunnen, viden og holdninger, der personligt kan bidrage til et humant-demokratisk samfund. At lære er ofte konfliktfyldt. Hvilken tvang, der indimellem er nødvendig, må læreren selv finde ud af, men den skal være af pædagogisk karakter ved at appellere til elevens egen vilje, fordi læreren ikke er dyrepasser eller computerprogrammør. Det er naturligvis et pædagogisk paradoks, at lærere i skolen reelt tvinger eleven til frihed.

Derfor må lærere konstant udøve pædagogiske skøn og vurdere forholdet mellem teori og praksis, normer og realitet, tvang og lyst, processen og produktet, den enkelte elev og fællesskabet osv. En pædagogisk praksis er derfor fuld af dilemmaer og konflikter – det kræver en enorm selvkritik af læreren.

Han kan derfor ikke fremstå som en skråsikker ekspert med uangribelige videnskabelige metoder, uanset hvilket DPU-vrøvl, man som lærer skal på kurser i.

Enhver forestilling om ’synlig læring’ og ’metoder, der virker’ er helt uden for pædagogisk rækkevidde. I stedet må læreren udøve såkaldt ’didaktisk rationalitet’ ved (selv)kritisk at overveje, hvorfor, hvad og hvordan der bør undervises, alt efter tid, sted og personer. Det kræver selvsagt god tid til at samtale med kolleger og forældre.

Manglende respekt for lærere

Så hvorfor er der opstået denne enorme mangel på forståelse og respekt i offentligheden for lærerens arbejdsopgaver? Hvorfor skal skolen digitaliseres, akademiseres, djøfiseres, datafiseres og politiseres? Hvad er det ved folkeskolen, der gør, at utallige firmaer forsøger at tage en bid af kagen?

Hvorfor skal Løkkefonden etablere tjubang-kurser i sommerferien og private lektiehjælpsmentorer rykke ud, som var vi i Amerika? Hvorfor indkøber kommunerne soft- og hardware, der tvinger folkeskolen ud i en praksis, der er hinsides enhver pædagogisk tænkning? Hvorfor kan private virksomheder nu skrive under på aftaler med kommuner, hvor de gør sig til specialister i ’læringsarenaer’?

Hvorfor er det, at vi som samfund ikke længere kan forstå, at folkeskolen er en statsinstitution, som må holdes fri af markedsmekanismernes pjat og pjank?

Det kan ikke nytte, at et hav af psykologer og terapeuter har overtaget trivselsområdet i folkeskolen, og at techindustrien med testalgoritmerne nu definerer, hvad skolefaglighed er. Hverken den ene eller den anden side har det mindste med pædagogik at gøre. Forholdet mellem de to sider kan være pædagogisk, og formår læreren ikke at løfte den opgave, så må skoleledelsen tage ansvar.

Det er ikke politikere, psykologer og techgiganter, der skal styre undervisningen i folkeskolen. Lærere er uddannede på læreruddannelsen og har en skoleleder, der skal sikre, at der foregår en pædagogisk praksis på skolen. Den sandwich må være nok til at give lærere faglig frihed til at arbejde med deres kerneydelse.

Tid og frihed

Lærerne skal have nogle arbejdstidsaftaler, der gør det muligt at etablere en pædagogisk praksis i folkeskolen. Det vil sige tid og frihed til at leve op til folkeskolens formålsparagraf, der kræver »samarbejde med forældrene« om »elevernes kundskaber og færdigheder« og »den enkelte elevs alsidige udvikling«, der giver »rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle«.

Det er ikke noget, der sker med et snuptag i sommerferien på et kursus, med en individuel mentor i fritiden eller ved hjælp af computerprogrammer og forskningsvrøvl, der er finansieret for pinedød at implementere folkeskolereformen.

Arbejdstidsaftalen bliver nødt til at afspejle, at folkeskolen er en pædagogisk institution, og derfor må aftalen indeholde friheden til at udøve pædagogiske skøn og sammen med kolleger at have tid til at fastholde en didaktisk rationalitet i dagligdagen.

Hver lærer skal ikke individuelt forhandle med sin ledere om, hvor meget opgaverne skal takseres til. Hvis alle offentligt ansatte ender med individuelt at skulle bruge uendelig tid og energi på at forsøge at få tid til deres arbejde, så bliver alt jo meningsløst.

Der bør være loft over lærerens undervisningstimer, og det er der ikke med den nye arbejdstidsaftale. Til gengæld skal skoleledere kræve pædagogisk kvalitet. Men det kræver selvfølgelig, at de ved, hvad pædagogik er.

Iben Benedikte Valentin Jensen er cand.mag. og har en kandidat i pædagogik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Dan D. Jensen
  • Steen K Petersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • jens peter hansen
  • Viggo Okholm
  • Mikkel Zess
  • lars søgaard-jensen
  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
  • Torsten Jacobsen
  • Ervin Lazar
  • trine laursen
Bjarne Bisgaard Jensen, Dan D. Jensen, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, jens peter hansen, Viggo Okholm, Mikkel Zess, lars søgaard-jensen, David Zennaro, Kurt Nielsen, Torsten Jacobsen, Ervin Lazar og trine laursen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nemlig. Der ødes ressourcer bort på ledere og konsulenter, teknologi, smartness og ligegyldig forskning, der reelt bare er en kæmpe skrotfabrik af ævl, som cirkulerer i et lukket system uden berøring med den virkelighed, den foregiver at beskrive.

Der spildes tid på at snakke, hvor man i stedet kunne have faste rammer og komme i gang med arbejdet.

Når kronikøren konstaterer, at "det moderne menneske har mulighed for at foretage selvstændige valg," kunne man få den onde tanke, at det måske er her, skoen trykker, for frie menneskers selvstændige valg er bøvlede; så er det meget mere simpelt at optimere.

Sagen er bare, at individuelle forhandlinger ikke er spor optimalt, endsige rationelt. Man smider ganske enkelt gode penge efter dårlige.

Mit bud er, at der såmænd er penge nok til alt det, vi gerne vil. De bruges bare forkert – spildes på ligegyldigheder og på at ævle, kontrollere og registrere i stedet for at få arbejdet gjort.

Hvis man havde klare rammer, kunne man koncentrere sig om det væsentligste.

Rolf Andersen, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Josephine Kaldan, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Egon Stich, Jesper Frimann Ljungberg, Jette Steensen, Hanne Utoft, Halfdan Illum, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Anders Reinholdt, Erik Fuglsang, Susanne Kaspersen, Mikkel Zess, Steffen Gliese, Christian De Thurah, Kirsten Haulund, Elise Berg, Carsten Munk, Dorte Sørensen, Torben Bruhn Andersen, Karsten Aaen, Trond Meiring og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Jorn Johansen

Ja, for ikke at tale om didaktikken; som synes at være blevet helt glemt i den tiltagende forvirring og forvanskning omkring skole, forældre, samfund og BØRN.

Rolf Andersen, Josephine Kaldan, Jette Steensen, Hanne Utoft, Dan D. Jensen, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Jan Nielsen, Carsten Munk, Torben Bruhn Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
niels christian sauer

Det burde være et mål i sig selv at minimere skolens resurseforbrug på alt, hvad der ikke sætter sig igennem i bedre undervisning, men sådan er det ikke. Tværtimod. Den nye aftale indebærer et utal af drøftelser, møder, forventningsafstemninger, evalueringer og dokumenteringer. Det bliver en ekstra arbejdsopgave for den enkelte lærer at holde styr på sin arbejdstid. Skolelederne vil drukne i ævl og kævl, og pædagogikken bliver ikke taget alvorligt.

Steffen Gliese, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Josephine Kaldan, jens peter hansen, Jette Steensen, Hanne Utoft, Steen K Petersen, Anders Reinholdt, Karsten Aaen, Susanne Kaspersen, jens christian jacobsen, Steen Obel og Jens Illum anbefalede denne kommentar

Tak for et kvalificeret 'spark i bolledejen' - respekt!! Lad mig tilføje et af mine egne kritikpunkter, som hører sammen med pædagogikken: den hyppigt fraværende pædagogiske ledelse - pædagogikken kan jo ikke prioriteres på skolerne, når der ikke forefindes (i praksis!) og prioriteres pædagogisk ledelse.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Josephine Kaldan, Jette Steensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mette Køhler

Tak for et rammende indspark i den i øvrigt ellers manglende debat om folkeskolen, der rammer helt i tråd med min oplevelse af at være blevet en “dårligere” lærer. Jeg er en af de mange, der hver dag, hver måned, hvert år “ fiser rundt som boller i suppe” drevet af kommunens skolepolitik, ledernes hang til at bevise deres værd, flere umulige digitale platforme, der ikke taler sammen, en alt for stor mængde inklusionselever - og en forberedelsestid der sluges til alt andet end at forberede undervisning. Jeg er for at sige det på godt jysk “ møj træt” af ikke at kunne udføre mit job tilfredsstillende for mine elever og for mig selv.

Steffen Gliese, Josephine Kaldan, Jette Steensen, Hanne Utoft, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, jens peter hansen, Anders Reinholdt, Trond Meiring, Malene Avlund Hansen, Erik Fuglsang, Karsten Aaen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Den danske folkeskolen (siden 1970 cirka) har altid stået på den grund, at eleverne selv skulle udforske det som, de skulle lære, at eleverne skulle være medbestemmende, at læreren går i dialog med eleverne om det, som de skal lære, og at de, bl.a. via gruppe-arbejde, skal hjælpe hinanden med det, som nu skal lære -

eller sagt på en anden måde.

Montessori, Freinet, Grundtvig, Vygotsky, Dewey er, som jeg ser det, selve grundlaget for den danske folkeskole - og det er også det jeg indirekte læser i denne her kronik :)

Her er et eksepel på M. Montessori's undervisning:

"In 1906, Montessori was asked to oversee the education of children of working low-income parents in Rome. At first, it was outfitted like a standard classroom of the day, but as Montessori observed the children and provided them with the resources she had developed, she discovered that they preferred practical activities to toys and that, if they were given a free choice of activities, they would develop spontaneous self-discipline.

In response, Montessori decided to transform the traditional classroom: she replaced the large furniture with child-sized desks and chairs, put tools and activities on low, child-accessible shelving, and included more exercises that encouraged caring for the environment and the self, such as cooking, gymnastics, and care of pets, as well as practical activities such as sweeping, self-dressing, and hand washing. She also introduced literacy materials like moveable cutout letters and picture cards with labels, which resulted in her students becoming proficient in reading and writing far sooner than was expected with traditional methods."

taget herfra:
https://www.facebook.com/amightygirl/posts/3228812030488421?__tn__=K-R

Ligner det ikke meget godt, den måde, lærere i den danske folkeskole underviser på dig ? Jeg synes det :)

Interessant finder jeg det også, at mens pædagogik (og didaktik?) åbenbart er helt væk i den danske uddannelse til lærer står dette fag/disse to fag centralt i den finske uddannelse til lærer!

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Josephine Kaldan og Jette Steensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

En stor tak for et forståeligt og tiltrængt indspark, fri for floskler og fortænkt snik snak. Måtte det blive læst.

Karsten Aaen, Thora Hvidtfeldt Rasmussen og Jette Steensen anbefalede denne kommentar

Finland er et af de ganske få lande i verden ,som til en vis grad har formået at modstå den neoliberale udhuling af skoler og uddannelsesinstitutioner på alle niveauer. Det er en klar international tendens. Pointen er dels , at privatisere og markedsgøre alt indhold og samtidig stærkt reducere ethvert tilløb til alsidige (kritiske) overvejelser over menneskedannelse og samfundsudvikling. Allerede Durkheim påpegede, at pædagogik ikke er til stede i ethvert samfund til alle tider, fordi pædagogik udfordrer ensrettet tænkning. I Danmark forsvandt den sidste rest pædagogik ud af læreruddannelsen med reformen i 2013 !

Karsten Aaen, Thora Hvidtfeldt Rasmussen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ditte Bjerregaard

@Karsten Aaen Læreruddannelsen rummer faktisk 4 forskellige moduler med didaktik og pædagogik og dette fag fylder derfor lige så meget som de to største fag dansk eller matematik, så det er nu ikke korrekt at der ikke undervises i pædagogik og didaktik.

Ditte Bjerregård. De moduler du nævner har intet med pædagogik at gøre. Det er ren instrumentaliseret såkaldt lærerfaglighed og handler mest af alt hvordan læreren skal styre eleverne og “håndtere” elever i såkaldt “ vanskelige læringssituationer” ( newspeak term) og dem er der er en del af, når man læser de studerendes eksamensopgaver, et klart tegn på hvordan fokus er flyttet fra dialog om indhold og samfundsmæssig kontekst til ren instrumentel overlevelse. og for at gøre ensretningen fuldkommen, så er den sidste rest af dannelsestænkning overladt til kristendommen ! Heldigvis er der stadig undervisere der forsøger at finde sprækker til meningsfuldt indhold, men det er mod og ikke med systemet.

Karsten Aaen og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Ditte Bjerregaard: Alene det, at du nævner 4 forskellige "moduler" bekræfter Karsten Aaens påstand.
Det, der er brug for, er en bred undervisning i almen pædagogik. Med læsning af fortidens pædagoger, med læsning af nutidens tanker om pædagogik - med sammenligning, levende diskussioner og blik for nationalt og internationalt skolesyn.

Samt, naturligvis, en underviser der forstår at bringe teorien i forbindelse med det, der opleves i skolen i dag - for eksempel i praktikken i de forskellige fag.

Pædagogik skal ikke bare atomiseres ud i specialsituationer. Det er noget i sig selv - der er meget, meget mere, der er fælles for pædagogikken på tværs af fag og alder, end det skiller den.

Steffen Gliese, Karsten Aaen og Jette Steensen anbefalede denne kommentar