Kronik

Et menneske, der aldrig fejler, er et menneske, der aldrig har brug for andre

Mennesker hader at fejle. Men når vi tolererer og tillige ser potentialet i menneskelige fejl, er det et tegn på medmenneskelighed. Et fuldstændig ufejlbarligt menneske har hverken behov for eller trang til at hjælpe andre endsige selv at blive hjulpet, skriver lektor i filosofi Jonas Holst i dette debatindlæg
Mennesker hader at fejle. Men når vi tolererer og tillige ser potentialet i menneskelige fejl, er det et tegn på medmenneskelighed. Et fuldstændig ufejlbarligt menneske har hverken behov for eller trang til at hjælpe andre endsige selv at blive hjulpet, skriver lektor i filosofi Jonas Holst i dette debatindlæg

Sara Houmann Mortensen

Debat
29. august 2020

Gå galt i byen, klokke i det, træde ved siden af – det er ikke kun et kært barn, der har mange navne. Også det, som de fleste anser for at være et onde, nemlig at fejle, går under flere betegnelser.

Men er det altid af det onde at fejle, eller kan dét at gå galt i byen og træde ved siden af også nogle gange vise sig at være værdifuldt?

De dominerende traditioner op gennem verdenshistorien, hvad enten de er af religiøs eller sekulær observans, har med hård hånd slået ned på enhver menneskelig overtrædelse af de love og normsæt, som alle har at følge.

Nu er det som bekendt menneskeligt at fejle. Derfor er det lidt af en selvafstraffelse, som millioner af mennesker gennem historien har udsat sig for og fortsat udsætter sig for i et forgæves forsøg på at blive af med ’synden’, eller hvad vi nu skal kalde de fejltrin, der hører menneskelivet til.

En vej ud af denne misere kunne åbne sig i det øjeblik, hvor vi begynder at stå ved denne side af os selv, som stikker i mange og ofte gale retninger, uden at det nødvendigvis er af det onde. Det kan det muligvis blive med tiden, men det betyder samtidig, at det ikke er det fra begyndelsen.

Mening med galskaben

Den danske forfatter Peter Seeberg talte kort inden sin død i 1999 om det produktive ved at fejle. Det gjorde han i forbindelse med udgivelsen af sit sidste skønlitterære værk, Halvdelen af natten, der indeholder den følgende korte observation af en skribent, som forholder sig muntert til sine egne slåfejl og finder frem til en forståelighed i fumlerierne:

»I går skrev jeg g for k, i for y, m for v (…) jeg fumlede i det, men det gør ikke noget. I sammenhængen retter fejlene sig ind, og man forstår det, der skal forståes. Syre er lyre, bane er fane, vente er hente.«

Mange husker sikkert Seeberg for hans korte, tragikomiske fortællinger fra novellesamlingen Eftersøgningen og andre noveller, hvori selv det mest absurde og ubetydelige pludselig tillægges en afgørende betydning. I titelnovellen, Eftersøgningen, går de to hovedpersoner bogstavelig talt galt i byen, hvilket den ene af dem imidlertid finder »tiltalende håbløst« og får øje på en mening med.

I en anden novelle mister en patient langsomt sine legemsdele, der bliver erstattet med alt, hvad den moderne lægevidenskab kan opbyde af proteser og kunstige slanger. Det synes patienten dog ikke at tage synderligt tungt, og i stedet for at se sin egen krop som et uhyggeligt makværk giver han lægerne ret i, at han har fået lidt af et »jernhelbred«.

Da han en dag også får sit hoved skiftet ud, kommer han imidlertid alvorligt i tvivl om, om han stadigvæk er sig selv. Han er fortvivlelsen nær, da hans kone kommer ham til undsætning og insisterer på, at det fortsat er ham, som hun ser og elsker, hvilket sætter ham i stand til at række ud over alle de kunstige dele, han består af og bejae sin egen ikke helt mislykkede tilværelse.

Seebergs forfatterskab kan læses som et langt forsøg på at finde en mening med den galskab og meningsløshed, som vi mennesker i tide og utide udsættes for.

Produktivt at fejle

Det er ikke altid, at der kommer noget positivt og produktivt ud af at fejle. Fejltagelsen er et udtryk for menneskets engagement i noget, som det ikke er herre over, og derfor kan den også føre til noget helt og aldeles uproduktivt.

Men Seeberg ønsker med sin litteratur at pege på, at det alligevel er muligt at få noget betydningsfuldt ud af fejl og fumlerier, hvis de tages med humør som de udfordrende indslag, der også hører med til livet.

Adspurgt om det store dyr i titlen på hans tekstsamling, Dinosaurusens sene eftermiddag, ikke burde have været stavet med dobbelt s, skulle han efter sigende have svaret, at dinosaurussens navn allerede var langt nok i forvejen.

Hans kække kommentar minder om den uhøjtidelige refleksion, som skribenten i Halvdelen af natten kommer med, at fejlene retter sig ind og lader sig forstå meningsfyldt, måske på nye måder.

Et andet sted i hans litterære persongalleri er der én (den dunkle Fridolin i Argumenter for Benådning), der har gjort selve dét at have uret og tage fejl til udgangspunktet for sin livsindstilling:

»De intellektuelle, der kæmper for en vigtig sag, gør den fejl, at de tror, at bare det at have ret er en fordel. Men det er det ikke. At have uret kan være en kæmpefordel, at gøre forkert passer os fortræffeligt.«

Ifølge denne frimodige tankegang er de fejdende intellektuelle blinde for at erkende, at der kan ligge en produktivitet i at fejle. Gjorde de det, og begyndte de at tage det alvorlige lidt mindre alvorligt, som det hedder andetsteds i Seebergs forfatterskab, ville deres fejl om muligt fortage sig og kunne vendes til en fordel.

Træd ved siden af

En åbenlys fordel ved at have uret og tage fejl er, at begge dele giver hvert menneske mulighed for at lære og gøre nye erfaringer. Det er ofte smertefuldt, ikke mindst for den fejlendes ego, der gerne vil styre og se godt ud, men i enhver sand lærings- og erfaringsproces optræder der uforudsigelige momenter af at miste styringen og fare vild.

Enhver kunstner vil vide, at det som oftest er disse øjeblikke, der bliver de mest kreative i en skabelsesproces.

Egoets og fornuftens ellers altoverskyggende magt er midlertidigt sat ud af kraft, og en vis vildskab, der ikke er ufarlig, råder. Men det er netop faren og dét at udsætte sig for at fare vild, som muliggør en radikal ny erfaringsdannelse.

Ikke alene er udfoldelsen af kreativitet praktisk talt umulig uden at udsætte sig for at begå fejl. Kreativitet anspores og fremmes ofte af at støde an mod og udfordre de vedtagne grænser for, hvad der er rigtigt og forkert.

Hvis der kan komme noget produktivt ud af et fejltrin, så er det ikke nødvendigvis mere forkert end at følge det, der allerede anses for at være rigtigt.

Det skal ikke tages som en opfordring til at gøre en dyd ud af at fejle endsige til at blive destruktiv. Det ville være i modstrid med den lattermilde, eksperimenterende, tilgivende og antitotalitære filosofi, som bevidstheden om fejltagelsens produktivitet er med til at frembringe.

Denne filosofi opfordrer i stedet alle til at opsøge den rette lejlighed til at tage et skridt ud over de daglige rutiner, de fortærskede fordomme, de indspiste ideologier og afsøge det livgivende i denne fejlbarlige praksis.

Det første bud i modstanden mod enhver form for tyranni og totalitarisme er – ifølge den amerikanske historiker Timothy Snyder – ikke at adlyde på forhånd. Det giver plads til aktivt at yde modstand mod de umenneskelige former for tænkning, som ikke tåler og derfor efterstræber at udrydde menneskelige ’fejl’ fuldstændigt.

At tolerere og tillige at se potentialet i menneskelige fejl kunne i stedet ses som et tegn på medmenneskelighed.

Det er kun, fordi mennesket kan træde ved siden af sig selv, at det også kan blive i stand til at træde hen til sit medmenneske, yde det assistance og om muligt tilgive det uden at tænke på sig selv. Et fuldstændig ufejlbarligt væsen ville hverken have noget behov for eller trang til at hjælpe andre endsige selv at blive hjulpet.

Det er godt, at vi mennesker er fælles om at være fejlbarlige. Hvorfor ikke stå ved det og stå sammen om det?

Jonas Holst er lektor i filosofi ved San Jorge Universitet i Zaragoza og forfatter til Beskedne betydninger. En fortolkningsnøgle til Peter Seebergs forfatterskab, der udkommer til oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Det er rigtigt. Fint med et opgør med det nedgroede syndsbegreb. At synde betyder at fejle - og lad den, der er fejlfri, kaste den første sten.

Jann Ringtved

Randi Christiansen: - og lad den, der er fejlfri, kaste den første sten.

....sagt af manden, der selv var fejlfri :-)

Carsten Hansen

Den eneste fejl jeg har er at jeg er fejlfri.
Eller:
Som min gamle formand engang sagde: "Hvis man ikke laver fejl, så er det fordi man laver for lidt".

Ib Christensen

Jeg lavet fejl.
Der var engang jeg troede jeg havde taget fejl, men det var forkert ;)

@Jann Ringtved.

Hah. Den havde jeg ikke lige tænkt over før. :)

Nu er der igen snak om omskæring. Og mænd skulle være "lavet" i guds billed. Er der fejl på billedet. :)

Flemming Olsen

En ting er, at alle mennesker laver fejl, noget andet er at dyrke det. Juhuu, jeg har lige invaderet Sovjetunionen og rodet Tyskland ud i en tofrontskrig, kæmpe brøler! Det var fint lille Hitler, så er du også et menneske, tillykke med det!

Man kan kun undgå at lave fejl ved ikke at lave noget som helst.
De såkaldt ufejlbarlige må jo enten ikke lave noget, ellers omgås de sandheden på mere end lemfældig måde

Steffen Gliese

Gennemgående er det at begå fejl og få dem rettet en meget effektiv pædagogik - den eneste, der nogensinde har lært mig noget. Jeg bliver derfor altid forundret over andres optagethed af fejlfrihed, bortset fra på visse vitale områder, hvor liv er på spil. Flere deltagere nedsætter risikoen for fejl, og derfor er sundhedsteams langt at foretrække for gamle dages overlægestyring.
Men jeg er ikke enig i synspunktet om, at det fejlfri menneske ikke skulle have brug for andre - for det fejlfri menneske kan jo ikke overkomme alt og er derfor på mange måder afhængig af andre. Dertil kommer, at man har langt sværere ved at bære over med sine egne fejl, der prikker ubehageligt til selvbevidstheden, hvis der vel at mærke er tale om fejl med konsekvenser, som man har negligeret eller ikke forstået. Denne vedvarende erindring om fejl i fortiden er helt igennem nyttig, fordi den minder os om, at vi også nu og i fremtiden er i stærk risiko for at begå dem og derfor må være påpasselige, når det gælder. Andres fejl er man derimod sjældent tilbøjelig til at lægge dem særligt til last, hvis man ikke mærker virkeligt barske konsekvenser selv og derved opnår retten til at være forbitret.

Hvis man ikke tør fejle ville man aldrig få skabt eller producere noget som helst. At fejle er centralt for vores læring. Trial and error - at eksperimentere fører til erfaring, som vi kan lære af, som børn lærer gennem deres leg.

I udgangspunktet kan vi ikke mestre hvad som helst. Vi må øve os. Det sublime opnås kun gennem vedholdene repetition, og de få som når det meget sublime, må have disciplin i bestræbelsen på, at nå perfektion. Men dersom man ikke tør fejle, da bevæger man sig heller ikke længere over ny grund. Ikke at ville begå fejl måtte indebærer, at man stivnede kun i, at handle ud fra rutine. Nej at fejle er et menneskeligt vilkår.

I min verden er synd lidt en anden snak end menneskelige fejlhandlinger.

Vi skal i forhold til religion fremstå perfekte i forhold til det guddommelige, hvilket vi naturligvis ikke kan, da vi er mennesker. Vi kan måske dårligt efterleve vores egne moralske standarder hele tidenl, som alle vel fra tid til anden har været ramt af dårlig samvittighed.

Og fejl er jo ikke kun noget vi begår i forhold til os selv, men nok så meget i forhold til andre. Nu har jeg ikke børn, men mange forældre ville jo sikkert kunne skrive under på, at det er svært, at være den perfekte forældrer.

Vi begår fejl også i forhold til andre mennesker, som svig, utroskab, og alskens andre ting eksisterer i den virkelige verden. Og vores fejl gør jo også, at vi kan erkende hvad der er menneskeligt og tilgive andre, at de også har fejl

Så hvad er målet om perfektion egentlig? Der findes selvfølgelig et normsæt vi dømmes ud fra, og vi dømmer også os selv i bestræbelsen på at blive bedre mennesker.

Men hvis vi har en forestilling om, at vi kan blive perfekte, da er vi dømt til, at skyde helt forbi målet. Vi skal netop lære af vores fejl, og er vi alt for bange for, at begå fejl, da kan vi stort set ikke handle.

Steffen Gliese

En anekdotisk forskel i traditioner, som måske ikke er så tydelig, før man møder den i projekter, er musikeres og skuespilleres forhold til det kunstneriske mål: Når musikere møder frem til prøver, har de øvet sig og forsøgt at nærme sig det eksemplariske, som en dirigent/kapelmester udstikker.
Skuespillerne har også en instruktør, men her er der i højere grad tale om at bygge op og skabe nyt i løbet af et prøveforløb, hvor alle muligheder i princippet står åbne.