Kommentar

Når alderdommen også fornægtes af gamle, er det klart, den bliver tabuiseret

Vi skal arbejde for at ændre de gamles forhold, så de ikke oplever aldersracisme. Det kan blandt andet gøres ved, at vi alle, unge som gamle, vedkender alderdommen som en del af livet. Og så skal forældre opdrage deres børn til, at det er en pligt at besøge de gamle i slægten og tale deres sag, skriver præst og forfatter Poul Joachim Stender i dette debatindlæg
'Det er umuligt at få en aftale med aktive pensionister, fordi deres kalender er overbooket. Og spørger man dem, om de er gamle, svarer de hovedrystende: »Nej, vi er unge, der er blevet ældre.« Det er klart, at når alderdommen fornægtes også af dem, der selv er gamle, bliver den tabuiseret,' skriver præst og forfatter Poul Joachim Stender i dette debatindlæg.

'Det er umuligt at få en aftale med aktive pensionister, fordi deres kalender er overbooket. Og spørger man dem, om de er gamle, svarer de hovedrystende: »Nej, vi er unge, der er blevet ældre.« Det er klart, at når alderdommen fornægtes også af dem, der selv er gamle, bliver den tabuiseret,' skriver præst og forfatter Poul Joachim Stender i dette debatindlæg.

Henning Bagger

Debat
4. august 2020

Hvornår er man gammel? Det er man, når man er 50 år. På det tidspunkt er børnene flyttet hjemmefra, og hunden død. Tiden er inde til at beslutte sig for, hvad der er væsentligt og uvæsentligt i livet. De fleste øver sig på deres alderdom ved at spare sammen til pensionen. Men hvad kommer der ud af det?

Kort tid efter det påbegyndte otium dør mange mænd af stress over ikke at arbejde, og ægtefællens nye kæreste får glæden af de sammensparede penge. Alderdommen ville blive bedre for danskerne, hvis de trænede sig i at blive gamle, inden de blev pensionister.

Det kan man gøre ved tage sabbatår, gå ned i tempo eller foretage sig ingenting. De fleste, der har forladt arbejdsmarkedet, prøver at klare deres pensionisttilværelse ved at have lige så travlt som dengang, de arbejdede. De styrter til arrangementer og motionscentre for ikke at tænke på død og evighed.

Det er umuligt at få en aftale med en af disse aktive pensionister, fordi deres kalender er overbooket. Og spørger man dem, om de er gamle, svarer de hovedrystende: »Nej, vi er unge, der er blevet ældre.« Det er klart, at når alderdommen fornægtes også af dem, der selv er gamle, bliver den tabuiseret.

Det er et teknisk uheld at være gammel og ikke et livsvilkår. Alderdommens værste periode bliver derfor tiden, hvor man ikke længere er en aktiv ældre, men af helbredsmæssige og mentale årsager bundet til at sidde i en beskyttet bolig eller på et plejehjem, der ofte bliver kaldt plejecenter, da man ikke engang ønsker at give de gamle et hjem rent sprogligt.

Den intelligente ble

Da samfundet er gearet til, at rigtige mennesker er aktive mennesker, er man et affaldsprodukt.

Kommunen ansætter en blekonsulent til de gamle, som de engang gjorde i den tidligere Hvalsø Kommune. Der er fokus på at give de gamle så sugende bleer, at livet suges ud af dem, selv om de gamle har mere brug for en konsulent til den anden ende.

Det sidste nye er den intelligente ble, der bipper, når den er blevet for tung. Man spørger ikke de gamle, hvad de drømmer om, hvordan de har det, hvad de mener. Man lader bleen bippe, måler temperatur og blodtryk og skruer op for den beroligende medicin. Det er nemmere og hurtigere end at tale med de gamle om deres følelser.

Der er rørende enighed om, at alt ville blive bedre i de beskyttede boliger og på plejehjemmene, hvis bare der blev tilført flere penge til de gamle. Det er sandt. Der spares ublufærdigt og skammeligt. Men der er også tale om en værdikrise.

De, der tager sig af de gamle, trænger ofte til at blive opnormeret i deres respekt for alderdommen, i deres omsorg og nænsomhed og ikke mindst i, at et arbejde på blandt andet plejehjemmet også er et kald. Man arbejder der, fordi man i sit job kan udføre en kærlighedsgerning, der er lønnen værd i sig selv.

Investering i ens egen alderdom

Hvem kommer de gamle til undsætning? Desværre ikke folk over 50 år. De har travlt med at lege unge og fortrænge alderdommen, som de kun tænker på som noget, der skal spares en masse penge sammen til. De unge forsvarer heller ikke de gamle.

Der er stor prestige i de protester, man involverer sig i. Ligesom det er moderne at gå i en bestemt slags tøj eller lytte til en bestemt slags musik, er det også et spørgsmål om, hvad der er moderne at protestere imod. I øjeblikket er Black Lives Matter in. Selv om de unge godt ved, at mange gamle er dybt ensomme og ikke bliver behandlet værdigt, er det en tabersag at gå ud og demonstrere for deres vilkår. 

Men hvordan får vi ændret de gamles forhold, så de ikke oplever aldersracisme? Først og fremmest skal vi alle, unge som gamle, vedkende os alderdommen som en del af livet. Dernæst burde Gud igen metaforisk gøres til en gammel, hvidhåret mand for at rehabilitere gamle, hvidhårede mennesker. Og endelig skal forældre opdrage deres børn til, at det er en pligt at besøge de gamle i slægten og tale deres sag.

Der er tid til det, fordi tid er et spørgsmål om prioritering. Hvis man kan glo på sin telefon 900 gange på en dag og flittigt træne i fitnesscentret, kan man også flere gange om ugen besøge de gamle. Besøgene er samtidig en bedre investering i ens egen alderdom end en kapitalopsparing. Man skal nemlig ikke regne med, at afkommet vil besøge en, når man bliver svækket af alderen, hvis ikke børnene har oplevet, hvordan man besøgte sine egne gamle.

Poul Joachim Stender er præst og forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne-Marie Paul

Tak for et rigtig godt indlæg, venlig hilsen fra en på over 50.....

Thomas Corydon, Dagmar Holdensen, Søren Andersen og Stine Laursen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Ja, det ligger så at sige i brændingen - i opdragelsen, i det man har erfaret, at egne forældre gjorde. Hvordan man behandler sine medmennesker - og det uanset alder.

Rikke Nielsen

Jeg har altid undret mig over dette her med, at man som gammel bliver ensom, hvis ikke børnene besøger en. At gøre et besøg hos de gamle i familien til en pligt. Jeg vil sgutte besøges af pligt.

Og som om, at det eneste sociale liv, man får som forældre, er ens egne børn.
Den forventning vil jeg aldrig lægge på mine egne børns skuldre. Det er mit ansvar at sørge for at få et stærk socialt liv, og ikke mine børns ansvar. Mine børns ansvar er at sikre en fremtid for dem selv og deres børn. Og hvis de besøger mig, skal det være fordi de savner mig og har lyst til at besøge mig.

F. Fischer, Anina Weber og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar