Klumme

Når jeg ser på klimaidealisterne i ’Rejsen til Utopia’, tænker jeg: Godt det ikke er mig

Den nye klimadokumentar ’Rejsen til Utopia’ om en familie, der flytter til det bæredygtige bofællesskab Permatopia, får min indre idealist til at flække midt over. For hvad stiller man op med den hårdhed og ufrihed, der følger med ubøjelige idealer, skriver klummeskribent og forfatter Nanna Goul i dette debatindlæg
De mennesker, der møder én i dokumentaren Rejsen til Utopia, mener ikke bare deres idealer seriøst og hele tiden. Det er et brændende og dybfølt livsprojekt, et slags kald. Her instruktøren og familiefaren Erlend E. Mo og hans hustru Ingeborg Fangel Mo.

De mennesker, der møder én i dokumentaren Rejsen til Utopia, mener ikke bare deres idealer seriøst og hele tiden. Det er et brændende og dybfølt livsprojekt, et slags kald. Her instruktøren og familiefaren Erlend E. Mo og hans hustru Ingeborg Fangel Mo.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
28. august 2020

Jeg er vokset op i et moderat idealistisk klima i Østjylland. I mit barndomshjem fandtes idealer, men de havde en vis fleksibilitet indbygget. Hjemme blev jeg udsat for brændenældepandekager, stuvet skvalderkål og en striks sukkerpolitik, men når jeg var ude, blev familiepolitikken efterladt på dørmåtten. Der blev dyrket økologiske grøntsager i haven, og vi spiste kun, hvad der var i sæson. Men derfor kunne man godt spise hollandske tabuagurker eller -tomater hos naboen.

Især min far var manøvredygtig i sin idealisme. Han kunne have afsluttet en ugelang udrensningskur med urtete og derfra svæve direkte ind på den lokale burgerbar. Eller planlægge en storslået dag af ideale modsætninger: Som da han slæbte syvårige mig til en heldags maratonopførelse af samtlige fire operaer i Nibelungens Ring, hvor vi i hver indlagte pause (der var tre) løb over på den nærliggende McDonald’s og indtog bjerge af burgere, is, sodavand og pomfritter. Der var ligesom elastik i idealismen.

Måske er det derfor, der ikke er så megen konsekvens i min idealisme. Jeg har mange idealer, ja, jeg har hænderne fulde, men de tynger mig ikke rigtig, fordi jeg ikke føler mig lænket af dem. Idealer er det, jeg stræber efter, men ikke nødvendigvis formår at leve op til. Især ikke, når jeg er blevet vækket klokken fem, har haft en lang dag og har to børn, der skriger om kap foran isfryseren i Netto. Så stiller jeg quinoaen tilbage og finder nogle wienerpølser. Og det er okay.

Omvendt kan jeg også godt se, at den type afslappet idealisme ikke er den, der bidrager særligt effektivt til de løsninger, som kloden har brug for klimamæssigt. Det kræver noget mere af én som individ. En anden vedholdenhed – og en anden konsekvens.

Frihedsberøvelse

Det har det dansk-norske ægtepar i den aktuelle klimadokumentar Rejsen til Utopia også set i øjnene. For ikke at fortsætte deres enorme CO2-udledning – de pendler med fly til arbejde – flytter de familien på fem fra ren idyl på det norske fjeld til det bæredygtige bofællesskab Permatopia ved Karise syd for København.

Permatopia er et slags utopia for bæredygtighed og permakultur, hvor hele ens liv hænger sammen cyklisk. I hvert fald på papiret. Husene er bygget af økologiske materialer, man laver sin egen el, har fælles elbiler, man dyrker økologiske grøntsager ud fra permakulturens principper. Jeg har selv siddet og stirret på Permatopias hjemmeside efter et par glas vin og følt mig meget opstemt.

Men efter at have set Rejsen til Utopia, der i øvrigt er en meget humoristisk og tankevækkende dokumentar, må jeg sige, at min opstemthed er nedkølet. For de mennesker, der møder én i dokumentaren, mener jo ikke bare deres idealer seriøst og hele tiden. Det er et brændende og dybfølt livsprojekt, et slags kald. Og så er der ingen elastikker. Eller kære mor. Og det gør mig lidt skræmt.

For selv i en så kærlig og velfungerende familie, som den dokumentaren handler om, opstår der en massiv individuel frihedsberøvelse – og små hårdheder, jeg helt fysisk kan mærke gør ondt på min krop.

Som når teenagedatteren er fraværende ved et fællesmøde og skal afgive rapport til sin mor om, hvorfor hun vælger ikke at deltage. Når samme datter vil læse en bog på sit værelse, men har forpligtet sig til et fælles projekt, som det er usolidarisk at blive væk fra. Og gøres opmærksom på det.

Når familien sammen med alle de andre i bofællesskabet tvinges ud i langt flere daglige omkostninger, fordi der bliver ved med at komme uforudsete udgifter. Når det at købe langt billigere varer i den lokale brugs bliver et forræderisk projekt. Når moren bryder sammen over de umulige forhold, men nægter sig selv at være ked af det, fordi der er »så mange, der har det så meget værre end mig«.

Dét, der slår mig i Rejsen til Utopia, er, hvordan hensynet til bofællesskabet, idealerne og klimaet totalt overtrumfer hensynet til dem selv som mennesker. Og det er voldsomt, synes jeg, og indimellem ret umenneskeligt. Omvendt er det enormt beundringsværdigt, at nogle familier går først i forsøget på at skabe en bæredygtig boform. Da jeg så dokumentaren, var jeg bare utrolig lettet over, at det ikke var mig. Og at jeg har mine elastikker – så længe de får lov at vare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Det har jo også omkostninger ikke at gøre noget.

Ejvind Larsen, Hanne Utoft, Katrine Damm, Randi Christiansen, erik pedersen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Jeg ligger nok lidt midt imellem. Problemet er, at det nogle gange føles som selvpine at handle bæredygtigt. Det er besværligt, dyrt og man må springe den kødret over, der ellers ligger og dufter så dejligt i kantinen.
Til gengæld er der ingen konsekvenser ved at springe over det lave gærde. Det er billigt, let og uden umiddelbare begrænsninger i nuet.
Vi har brug klimaafgifter med dividende, ellers betaler klimabevidste borgere en overpris. Præcis ligesom der er brug for individuelle vandmålere i alle landets lejligheder.
Jeg er træt af, at klimakamp skal handle om at motivere hr. og fru DK. Næ, vi skal presses lidt
på pengepungen, før vi tager det seriøst. Og så rykker vi sammen klimaplasteret af uden smerte.

Ejvind Larsen, Thomas Tanghus, Dorte Ebbehøj og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Problemet med afgifter er at de lavest lønnede bliver ramt hårdest.

"Klimaafgifter med dividende" Hvad mener du mere præcist ?

Dividende = grøn check til alle danskere, pengene tilbage til borgerne. Der er flere muligheder for at lave justeringer for lavtlønnede, der gør det stort set omkostningsneutralt f.eks. gennem fjernelse af elafgifter (som rammer lavtlønnede relativt hårdest) eller andet. Det aspekt synes jeg, at bl.a. Kraka har beskrevet meget godt i deres rapport.
Man føler sig ofte som en idiot, som forsøger at spare på vandet, mens andre gratis fylder poolen - billedligt talt. Det er clashet mellem askesen for den ansvarlige "klimaduks", og det lystbetonede liv for "klimasynderne". Hvis alle i hele samfundet kunne deles om at løfte ansvaret, var det måske ikke så surt, konfliktfyldt og identitetsbefængt.

Ejvind Larsen, Thomas Tanghus, Estermarie Mandelquist, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Mogens Holme og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Annette Munch

det lyder næsten som Tvind og lignende sekter. De voksne kan jo bare tage afsted igen (?), mens børnene må vente til de klare sig selv. Selvfølgelig kan man leve bæredygtigt andre steder uden at skulle give afkald på den personlige frihed

Jamen "godt det ikke er mig" , der om 40-50 år skal opleve de dommedagsagtige livsvilkår, som følger af, at vi hver især ikke gør noget alvorligt ved vores hverdagsliv nu, men venter på og henviser til politikerne, der hverken tør eller vil stå i spidsen for de gennemgribende forandringer, der skal til

Ejvind Larsen, Lillian Larsen, Vibeke Hansen, Flemming Berger, Hans Larsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Er det en god ide at forbryde sig mod biologiske lovmæssigheder for at hævde personlig frihed? Danmark har et retsgrundlag, som i mange sammenhænge indskrænker personlig frihed. Det er på tide at indlemme flere hensyn til biotopens funktionalitet i retsgrundlaget.

Ejvind Larsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Tænk, hvis vi brugte de 1000 opsparede mia i bæredygtig omstilling? Som forbrugerøkonom i nordea siger det.

Michael Gudnæs

Hurra for elastikkerne. Dommedag tror ikke meget på.

Anders Hüttel

Hej I Svendborg havn bor delfinen Delle som dræber marsvin så den har fiskene for sig selv. Delle har ingen flok og heller ingen kæreste med sikkert et par kilo plastik i mave og tarme.

Jeg læste om en flok lærerstuderende som kalder sig for Teachers For Future som mener at planeten selvfølgelig skal overleve og at børnene skal lære at blive handlekraftige i en omskiftelige og katastrofeprægede Verden. Vi skal også vænne os til flere larver i bær!!

Da jeg så kvinden med øksen blev jeg først skræmt og derefter draget - Idealisme er altid ekstremt og vigtigt - Tænk på Christian Wirth som med trusler om henrettelse, koncentrationslejre, pisk og stump vold fik mennesker til at dræbe ca. 90000 handicappede og 1,6-1,8 mio. jøder og 50-80 tusinde romaer. Han var en frygtelig leder.

Niels-Simon Larsen

Jeg har selv deltaget i et stort eksperiment, der hedder den traditionelle kernefamilie. Det var godt nok er stort arbejde, så jeg forstår dem, der vil noget andet.