Læserbrev

Navneloven bør ikke forhindre en kvinde i at hedde Lars

Jeg må tit afvise folk i et navneskift, fordi man ifølge Navneloven ikke må hedde et navn, der betegner det modsatte køn. Det er da på tide, at vi afskaffer så unødvendig og forældet en begrænsning og lader folk hedde, hvad de vil, skriver kordegn Mette Østgaard Henriksen i dette debatindlæg
Debat
6. august 2020

Navneloven, som den ser ud i dag, cementerer en unødvendig inddeling af befolkningen i to køn. Jeg vil gerne stille det indlysende spørgsmål: Hvorfor? Og hvorfor må man ikke tage det fornavn, man gerne vil, uafhængigt af køn?

Jeg arbejder som kordegn med personregistrering og modtager jævnligt ansøgninger fra borgere, der ønsker at tage et fornavn, der betegner det modsatte køn end borgerens juridiske køn. Der skal gives et afslag på den type ansøgninger med henvisning til Navnelovens §13 stk. 2, hvori der står, at »et fornavn må ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet«.

Den eneste måde, en borger i dag kan undtages fra kønsbestemmelsen i navneloven er ved henvisning til §13, stk. 3, som siger, at »personer, der er transeksuelle eller ganske må ligestilles hermed, ikke er omfattet af forbuddet i stk. 2.«

Jeg er for nylig blevet kontaktet af Familieretshuset på baggrund af en ansøgning fra forældrene til et barn, som ikke ønsker at defineres som et af de to køn. Dette er ikke en tilstrækkelig begrundelse ifølge Familieretshuset – kun hvis barnet er i et forløb ved Sexologisk Klinik, kan ansøgningen imødekommes.

Juridiske forskelle

Dette efterlader to problematikker: For det første er det vanskeligere for et barn at blive fritaget for Navnelovens kønsbestemmelse, end det er for en voksen. En voksen person har mulighed for at søge om ændring af CPR-nummer uden at være i et forløb ved Sexologisk Klinik. Herefter kan personen søge et nyt navn i overensstemmelse med det nye juridiske køn. For det andet er det tilsyneladende sværere at få et fornavn, der stemmer overens med egen kønsopfattelse, end det er at ændre CPR-nummer. Kan dette virkelig være rigtigt?

Der findes i øjeblikket 1.054 navne, der er godkendt som både pige- og drengenavne på Ankestyrelsens liste over unisexnavne. Til sammenligning er der 22.251 godkendte pigenavne og 18.195 godkendte drengenavne på listen. Listen over unisexnavne udvides løbende, efterhånden som nye navne godkendes til brug af begge køn.

Men hvorfor overhovedet have denne begrænsning? Hvad ville der ske, hvis alle godkendte fornavne kunne anvendes af samtlige køn?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Glimrende betragtning. Lad os få fjernet sådan en grundløs, diskrimenerende regel, som ingen har glæde af.

Henning Kjær

Det er enormt praktisk at vi har drengenavne og pigenavne.
Hvis nogen vil have et navne der ikke forbindes med hankøn eller kvindekøn, kan de søge om at få deres eget navn. Det er da smartere end at kaldes for et navn alle forbinder med et bestemt køn eller det modsatte køn.
Efter de 18 år er der fri navneleg for samtlige køn.

Jeg vil ikke kloge mig på de problemer, der er eller kan være ved at have et navn, som ejeren mener er forkert er upassende. Men det ligger helt fast, at hvis mennesker får for meget frihed, så bliver de syge i hovedet. USA er for mig et strålende eksempel på dette. Men der findes også fine dyre professorer, som har undersøgt og uddybet min påstand (dog ikke på min foranledning). Mennesker har brug for begrænsninger i deres tilværelse. En af dem kunne være, hvad man må hedde. Men for at sætte det på spidsen, så er det naturligvis et problem, hvis det er det eneste, man får lov at bestemme i sit liv. Der skal være en balance i tingene. Og vi skal overveje grundigt, om vi virkelig mener, at det er en ok handel at give afkald på demokratiske friheder til fordel for f.eks. navneskift. De ting hænger jo så ikke sammen, men vi skal tænke over, hvilke friheder, der virkelig betyder noget - Både for den enkelte, men også det fælles samfund, vi lever i.