Da en demografisk undersøgelse i juli konkluderede, at den globale befolkningsvækst vil toppe og vende tidligere end hidtil antaget, håbede jeg naivt, at det ville få flere til at indse, hvor urimeligt det er at forklare verdens miljøproblemer med ’overbefolkning’.
Befolkningsvækst er ubestrideligt en faktor bag nogle økologiske skader, for eksempel fældning af regnskove for at gøre plads til mere landbrug eller lokalt pres på land og vandressourcer som følge af øget urbanisering. I det samlede billede er den skadevirkning dog ret lille.
Menneskers miljøaftryk beregnes efter formlen: aftryk = befolkning x velstand x teknologi. Den globale vækstrate for forbrug var før pandemien på tre procent om året, mens befolkningsvæksten ligger på en procent om året. Det betyder ikke, at befolkningsvæksten er skyld i en tredjedel af forbrugsvæksten.
Befolkningsvæksten sker nemlig især blandt verdens fattigste, som næppe kan føje større velstand eller teknologi til formlen. Det øgede ressourceforbrug og de merudledninger af drivhusgasser, som kan tilskrives befolkningsvækst, udgør kun brøkdele af forbrugsvækstens tilsvarende effekter.
Alligevel bruger mange ’overbefolkning’ som en universalforklaring på miljøkriser. Ved World Economic Forum i januar pointerede den berømte chimpanseforsker Jane Goodall, som er protektor for en ngo, der arbejder for befolkningskontrol, over for et publikum, hvoraf mange sætter økologiske aftryk, som er tusinde gange større end verdensgennemsnittet: »Alle de ting, vi taler om, ville ikke være et problem, hvis verdens befolkning havde samme størrelse som for 500 år siden.«
Jeg tvivler på, at de, som klappede, også tænkte: »Ja, af hensyn til planeten bør jeg selv forsvinde hurtigst muligt.«
I 2019 var Goodall med i en reklame for British Airways, hvis passagerer producerer mere drivhusgas på én flyvetur, end mange af verdens indbyggere gør på et år. Havde vi samme befolkningsstørrelse som for 500 år siden, og bestod den af lutter gennemsnitlige flypassagerer, ville de sætte et miljøaftryk, som er større end aftrykket fra de 7,8 milliarder, vi er på kloden i dag.
Bliver nemt til racisme
Lige siden økonomen Thomas Malthus udgav sine menneskeforagtende skrifter i 1700-tallet, er fattigdom og sult blevet forklaret ud fra fattige menneskers højere reproduktionsrate.
Demografen Paul Ralph Ehrlich forudsagde i The Population Bomb fra 1968, at hungersnød ville bryde ud i 1970-1985, og hundredvis af millioner sulte ihjel. Det skete som bekendt ikke. Senere anbefalede Ehrlich USA at nægte Indien fødevarebistand, medmindre landet steriliserede fædre til over tre børn. I 1980’erne iværksatte Gandhi et steriliseringsprogram, og så sent som i 2011 var den britiske regering med til at finansiere sterilisering i Indien, angiveligt som del af indsatsen mod klimaforandringer. Samtidig hældte den milliarder i olie-, gas- og kulindustrien.
Malthusianisme glider let over i racisme. Det meste af verdens befolkningsvækst sker i fattige lande, hvor de fleste har sort eller brun hud. Kolonimagterne legitimerede utallige grusomheder med alarmistiske forestillinger om, at »barbariske« folkeslag ville fortrænge »de overlegne racer« med deres uhæmmede reproduktion. Lignende forestillinger lever videre i dag på den radikale højrefløj med konspirationsteorier om »den store udskiftning«.
Tag ikke fejl: At få styr på befolkningsvæksten vil selvfølgelig også gavne miljøet. Vi kender endda opskriften på, hvordan man får fødselsrater til at falde: kvindefrigørelse og uddannelse. Fattigdom er den største hindring for kvinderne.
For at vurdere om folks bekymringer for overbefolkning er rationel eller racistisk, må man derfor se nærmere på deres holdninger til strukturel fattigdom. Protesterer de mod en skæv økonomisk verdensorden, der sætter verdens fattige nationer i en umulig gældsklemme? Ønsker de et opgør med de selskaber, der driver rovdrift på ressourcer i udviklingslande og unddrager dem hundredvis af milliarder kroner i skatteindtægter ved at sende overskuddene i skattely? Eller klager de bare over de fattiges fertilitet, uden tanke på hvorfor disse er fastlåst i fattigdom, eller hvad man kan gøre for at bringe dem ud af den?
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Når overbefolkningen omtales som et miljøproblem tænker jeg aldrig på de fattige landes befolkningtilvækst. Der er de fattige er jo nødt til at få børn, som kan forsørge forældrene og søskende, for de har intet skattefinancieret socialsystem.
Næh, jeg tænker faktisk på de rige landes befolkningstilvækst som et problem
Når jeg tænker på overbefolkning, er det især biodiversitet, og tømning af verdenshavene, jeg anser som værende et problem. Og der har antallet af mennesker på jorden afgørende betydning. Det er naturligvis også et problem at global opvarmning vil betyde at millioner, hvis ikke milliarder, af mennesker idag bor steder, hvor der i fremtiden ikke vil være muligt at overleve. Og det er i bæltet fra Afrika, over mellemøsten til Indien, hvor befolkningstilvæksten er størst, som også vil blive hårdest ramt af tørke, voldsomt vejr, oversvømmelser mm.
Der er ikke meget positivt i at sige om befolkningstilvækst, ej heller om den forurening som vi blandt andre i den rige del af verden udleder.
Overbefolkning på basis af fødselsrate er faktisk slet ikke et problem. Jeg kan forstå på FNs data, at børnenes andel af den globale befolkning fortsat er faldet siden 1960erne – og det ser overhovedet ikke ud til at ændre sig i modsat retning de næste 80 år. Tværtimod regner man med et endnu mere intensivt fald i stort set alle lande.
Fertility rate: 'Jaw-dropping' global crash in children being born
https://www.bbc.com/news/health-53409521
Man kan med fordel se Hans Rosling forklare situationen her:
https://www.youtube.com/watch?v=eA5BM7CE5-8&t=25m44s
Han påpeger, at den hovedsagelige kilde til befolkningsvækst herfra og frem til 2100 er, at mennesker levere i længere tid.
Det er til gengæld rigtig nok, at væksten kommer til at foregå i steder, hvor konsekvenserne af global opvarmning vil kunne mærkes hårdest. Med andre ord: Det er vores forbrugs skyld. Og ikke alene dét – vi har inspireret befolkninger over hele verden til at følge det samme overforbrug. Det er blevet en model for det gode liv, alle vil have fat i. Men som selv ikke vi selv er tjent med at fortsætte. Det ”Gamle Vesten” (som Rosling kalder det) står til at udgøre 10 procent af verdens fremtidige befolkning, og det er vel kun de færreste, der helt alvorligt kan mene, at disse 10 procent skal bygge mure og isolere sig i en falsk fornemmelse af tryghed bestående af 1800-tallets nonsensfilosofi og -politik, mens de 90 procent holdes udenfor og brænder op i et miljø, vi har gjort umuligt at leve i.
Netop her er konklusionen det samme som artiklens overskrift:
”Overbefolking er et langt mindre problem end de rige landes klimasvineri.”
Sådan er det altså.
Poul Nielsen
Du skriver "Hvis man bekymrer sig om de rige landes befolkningstilvækst, deler man bekymring med den indvandringskritiske del af befolkningen. "
Nå. Det var da en besynderlig sammenkobling.
Tværtimod. Hvis de rige lande nu lod være med at insistere på at befolkningen bør føde flere børn for at sikre nok børn til arbejdsmarkedet og skattebalancen, så kunne det være at vi ikke skulle lægge beslag på så store arealer af verdens fattigere lande, som skal dyrke soya og palmeolie bomuld og afskærningsblomster til os: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art5624401/Babyboom-er...