Læserbrev

»Skal I have noget pik?« er bare ikke en acceptabel kommentar til to kyssende kvinder

De tilfælde af homofobi, jeg har oplevet, sætter sig som små blå mærker af vrede og skamfuldhed på min krop. De fletter sig ind i et større billede af fordomme, hadforbrydelser og meget andet, der viser, at homofobien fortsat lever i Danmark, skriver Mette Skaarup i dette debatindlæg
20. august 2020

Under denne uges Copenhagen Pride har jeg tænkt meget over, hvorfor det stadig er så vigtigt at vise og hylde mangfoldigheden – for mig og for det samfund, jeg lever i.

Hele livet har jeg bevæget mig ubesværet gennem verden som heteroseksuel kvinde. Men for et par år siden begyndte jeg at stille mig selv nogle svære spørgsmål, som førte til, at jeg i dag ser mig selv som queer og primært dater andre kvinder.

Og selv om jeg har mødt bred accept og forståelse, har jeg nu også på egen krop mærket noget af den ufølsomhed og utryghed, som fortsat er en del af hverdagen for mange LGBTQ+-personer i Danmark.

Første gang jeg kyssede en kvinde offentligt, blev vi antastet af en vred mand, som havde slået sig ned nær cykelstativet: »Flyt jer! Eller skal I have noget pik?«

Når jeg holder en kvinde i hånden på gaden, har jeg oplevet, at folk (oftest mænd) hujer, pifter, råber og stirrer.

En aften, da jeg sad med en date ved Søerne i København, blev vi afbrudt af en mand, som spurgte: »Kysser I? Må jeg se på?« Vi afviste ham, og han gik videre, men oplevelsen blev siddende i mig som et skurrende ubehag.

Da jeg gik på gaden med en mand, var der ingen, som råbte, piftede eller spurgte om de måtte ’se på’. Hvorfor bliver samkønspar stadig gjort til genstand for uønsket opmærksomhed, overseksualisering, udskamning og i nogle tilfælde vold?

Selv om mine egne oplevelser har været ganske ’harmløse’, sætter de sig på min krop som små blå mærker af vrede og skamfuldhed.

De gør, at jeg skanner omgivelserne, før jeg tager en kvinde i hånden. Og de fletter sig ind i et større billede af fordomme, hadforbrydelser, diskussioner om homofobiske tilråb på fodboldstadionerne, hadefulde kommentarer på de sociale medier og personlige fortællinger, som med al tydelighed viser, at homofobien ikke er et overstået kapitel herhjemme. Et komplet uacceptabelt billede, som jeg ikke ønsker, at nogen her i landet skal kunne genkende.

Derfor skriver jeg dette som et opråb: Lad os sammen arbejde på at gøre Danmark til et sted, hvor alle, uanset hvordan de ser ud, hvad de identificerer sig som, eller hvem de forelsker sig i, kan føle sig trygge.

Mette Skaarup, kandidat i migrationsstudier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Torsten Jacobsen
Thomas Tanghus, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Jeg forstår vreden og frygten, Mette Skaarup, men jeg forstår simpelthen ikke skamfuldheden?!

Hvorfor føler du skam i mødet med et formørket menneske?

Medmindre du skammer dig over vreden og frygten, naturligvis. I så fald forstår jeg dig til fulde. Eller i det mindste i så fuld en grad som et menneske kan forstå et andet..

Det er for mig - en heteroseksuel, ikke videre 'woke' hvid mand - ubegribeligt, hvor de mænd du beskriver egentlig kommer fra? De er ikke en del af min omgangskreds. I det mindste ikke i mit selskab. Du beskriver en opførsel, som for mig er totalt fremmed.

Med det sagt, ja så bor jeg i Århus Midtby. Og her må man naturligvis lægge øre til ikke så lidt. Ikke mindst om natten, hvor horder af opstemte mænd og kvinder udråber deres livsglæde - og ikke så sjældent det modsatte - ud over hustagene..

Dem, der råber grimt...Dem, der gerne lige lader en sårende bemærkning falde, hvis da ikke en særdeles sårende næve..De har det sjældent helt godt... Man kan gå så vidt som til at sige, at de næsten aldrig har det helt godt... Deres udtryk er vrede, fornedrelse, aggression, vold. De formår ikke at udtrykke sig anderledes, og særligt når alkohol og stoffer er involveret, kommer deres skygge frem..

Man kan med fuld ret være vred på den slags mennesker. Man kan med fuld ret frygte den slags mennesker. Man kan med fuld ret tænke over, hvorfor de er så fordomsfulde, aggressive, ligeglade, voldelige i deres opførsel.

Men man bør FANDENKRAFTIHELVEDE IKKE skamme sig blot er sekund over, at man i deres øjne fremstår som noget aldeles latterligt, ligegyldigt, hånagtigt..noget 'anderledes'.. Tværtimod bør man - når man har bragt sig selv i sikkerhed - takke og velsigne sin gud og skaber for, at man ikke står i deres ynkeligt tragiske sted..