Kronik

Regeringen vil hverken lytte til forældre eller fagfolk, når den anbringer udsatte børn

Snart fremlægger regeringen en ny lov, som formentlig vil føre til flere tvangsanbringelser. Men det er politisk uansvarligt at ønske flere anbringelser, når kommuner hverken er i stand til at overholde loven eller hjælpe forældre til anbragte børn, skriver tre repræsentanter for retssikkerhedsforeningen RIFT i dette debatindlæg
’I så godt som ingen af de sager, vi kender til, blev der ydet en tilstrækkelig faglig indsats for at hjælpe forældrene, inden eller mens barnet er anbragt,’ skriver tre repræsentanter fra foreningen RIFT i denne kronik.

’I så godt som ingen af de sager, vi kender til, blev der ydet en tilstrækkelig faglig indsats for at hjælpe forældrene, inden eller mens barnet er anbragt,’ skriver tre repræsentanter fra foreningen RIFT i denne kronik.

Sara Houmann Mortensen

Debat
18. august 2020

I kølvandet på statsministerens nytårstale, hvor hun blandt andet fortalte, at regeringen ønskede at anbringe flere børn, har regeringen bebudet, at de vil fremlægge ’Barnets Lov’ efter sommerferien.

I foreningen RIFT, hvor forældre til anbragte børn arbejder for, at lovgivningen om anbringelser overholdes, opfordrer vi til, at regeringens udspil kommer til at bygge på faglig viden, forskning og en bredspektret høring af fagfolk og organisationer m.fl.

De foreløbige meldinger fra regeringen om den kommende ’Barnets Lov’ antyder, at regeringen hverken vil lytte til fagfolk eller forskere.

I en kronik i Politiken 12. juli under overskriften »Nej, forældrenes ret til deres børn er ikke ubetinget« er det senest social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), der med flere eksempler støtter statsministerens udsagn om, at »i dag får nogle forældre for mange chancer«.

Men hvem mener, at forældre har ubetinget ret til deres børn?

Vi har gennem mange år haft indgående kendskab til mange anbringelsessager og kan ikke genkende, at forældre generelt får for mange chancer. Og medierne har siden nytårstalen frembragt mange eksempler på dårlig kvalitet i sagsbehandlingen.

Blandt andet har Information denne sommer i serien »De anbragte børn« sat fokus på anbringelser, herunder med flere beretninger om uhensigtsmæssige anbringelsesforløb.

Et af de mange eksempler, vi i RIFT kender til, handler om tre brødre mellem to og 11 år, som blev fjernet fra deres mor, der har asiatiske rødder. RIFT kender til sagen fra moren. Hun henvendte sig til foreningen og har givet indsigt i samtlige sagsakter.

De tre drenge anbringes akut, da den ene dreng fortæller, at han er blevet slået af sin mor. Det er desværre rigtigt: Moren tog i afmagt fat i ham, hvilket hun selv fortæller RIFT og også tilstod i retten. Sønnen har nogle vanskeligheder, som formentlig var den udløsende årsag til morens magtesløshed.

Her snart to år efter anbringelsen er den psykologisk-psykiatriske afdækning af drengen endnu ikke gået i gang. Forældrene har rykket for det og er gang på gang blevet lovet, at en afdækning var på trapperne.

Processen har blandt andet været forsinket af, at de visitationsskemaer, børne- og ungeforvaltningen har udfyldt, tilbagesendes, da de er blevet sendt til forkerte instanser.

Fejl i børnefaglige undersøgelser

Der har været utallige magtanvendelser på brødrene på den institution, hvor de nu er anbragt efter en anbringelse hos en plejefamilie, der brød sammen. Deres yngre lillebror er nu hjemgivet efter et forløb på henholdsvis institution og tre på hinanden følgende sammenbrudte plejefamilieforløb.

Han kom herefter med sin mor på en familieinstitution. Her blev moren beskrevet som havende store forældreevner og med evne til at modtage hjælp og støtte, mens hun også var villig til at lære det, hun skulle udvikle.

Dette står i modsætning til journalerne fra før anbringelsen, hvoraf det fremgår, at moren ikke ville have støtte. Moren har i flere ubesvarede partshøringer gjort rede for, hvordan hun den gang blev fejltolket.

En forældrekompetenceundersøgelse sidste år påviste morens gode forældreevner, men dette blev end ikke citeret i en efterfølgende kommunal børnefaglig undersøgelse.

Status i dag er, at også den ældste bror er i et hjemgivelsesforløb, mens den midterste af kommunen vurderes til at have for mange udfordringer til, at moren kan tackle ham.

I skolen beskrives han som en nem og vellidt dreng, om end han har nogle udfordringer, som også skolen er bekymret for og rykker for afdækning af. Skolen har også måttet påpege, at drengen for ofte ikke kommer/kommer for sent i skole, da institutionen ikke får ham af sted til tiden.

Forældrene er meget bekymrede for, hvad det vil gøre ved denne søn, at han nu ikke længere skal være sammen med sin bror, og at han er den eneste, der fortsat er anbragt. De er også bekymrede for, om hans skolegang prioriteres nok.

Moren er villig til at modtage en hvilken som helst hjælp og støtte, hvis det gør, at han kommer hjem.

Sagen skal for børn og unge-udvalget, men som Tænketanken Justitia blandt andet har påpeget i en rapport fra 2018, så er en afgørelse i dette regi ikke en garanti for hverken retssikkerhed eller sikring af kvalitet.

Lov overholdes ikke

Man kan ikke afvise, at nogle forældre får for mange chancer. Men der mangler fokus på og analyse af kvaliteten af den indsats, der ydes til familier med udfordringer.

Den nuværende lovgivning, der er baseret på Børnekonventionen, har allerede sat barnet i centrum. Det er angivet i Barnets Reform fra 2011, at kommunerne skal tage udgangspunkt i barnets behov og sideløbende hjælpe, støtte og inddrage forældrene.

Problemet er, at loven bekymrende ofte ikke overholdes. Vi frygter, at Barnets Lov blot vil føre til endnu større kaos på børneområdet.

Vi er enige i, at indsatsen skal have børn og unges trivsel i centrum, og vi er ligesom regeringen bekymrede over, at der desværre er børn og unge i mistrivsel, som ikke hjælpes tilstrækkeligt.

Vi er derimod ikke enige i, at der er en modstilling mellem at støtte barnet og at støtte forældrene.

Er der tale om alvorligt misbrug, vold, incest eller groft omsorgssvigt, skal man naturligvis ikke tøve med at hjælpe barnet ud af denne situation. Men under den debat, som statsministerens nytårstale affødte, blev det påpeget, at det kun er 13 procent af alle anbringelser, som skyldes vold mod børnene, incest eller forældrenes misbrug.

Derfor er vi bekymrede over regeringens kategoriske udsagn om at ville fjerne/tvangsadoptere flere børn og unge.

Mange anbringelser begrundes i kommunens vurdering af, at »forældre ikke kan passe ordentligt« på deres børn, som det blev formuleret i statsministerens nytårstale.

Hvordan ved vi præcist, hvilke forældre der ikke – med hjælp og støtte til familien – vil kunne udvikle sig til at blive gode nok forældre? Det kræver en fagligt underbygget indsats og god retssikkerhed at godtgøre, om det er tilfældet.

Ukritiske instanser

Det er vores smertelige erfaring, at børn- og ungeudvalg og i øvrigt også Ankestyrelse og byretten alt for ofte uden kritisk tilgang til grundlaget stadfæster kommunens indstillinger.

Vi kender rigtig mange sager, der ligner sagen om de tre brødre, hvor man ikke giver forældrene en chance. Det har store omkostninger for børnenes trivsel.

Så hvordan kan regeringen vide og sige, at flere børn og unge skal anbringes, når det forudgående forebyggende arbejde og de faglige vurderinger så ofte ikke er kvalificeret?

Vi håber, at regeringen vil styrke forskningen i, hvordan vi hjælper alle børn, unge og familier på den bedste måde. For i så godt som ingen af de sager, vi kender til, blev der ydet en tilstrækkelig faglig indsats for at hjælpe forældrene, inden eller mens barnet var anbragt.

Man kunne begynde der. Det lægger den nuværende lov op til, men den overholdes altså ikke så ofte.

Vi opfordrer regeringen til at lægge vægt på faglighed og retssikkerhed. Til at opprioritere forskningen og til at kulegrave sagsbehandlingen og retssystemet. Socialrådgivere, der har det store ansvar for at hjælpe udsatte børn, unge og familier, bør også uddannes bedre og måske udstyres med autorisation.

Det er politisk uansvarligt at ønske flere anbringelser og adoptioner uden forudgående fokus på faglighed og den manglende overholdelse af den nuværende lovgivning.

Erling Frederiksen, Susanne Munck og Rikke Skovgaard-Bech er fra foreningen RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) og forfattere til dokumentarromanen Det bedste for Alba: En fortælling om en børnesag, som netop er udkommet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Jeg burde også ha' fået frataget mit barn, da jeg i forbløffelse over at mit lille barn bed mig bed igen. Jeg var vældig flov over min reaktion (det er den eneste gang jeg har været voldelig over for mit barn) - men hvis en fortælling om en øretæve kan være nok til at få fjernet børn - er vi så ikke langt ud. DF var forøvrigt også modstandere af at revselsesretten blev ophævet - skal alle DFër så forbydes at få børn?

Peter Mikkelsen, Claus Nielsen, Katrine Damm, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen, Steffen Gliese, Jørn Rasmussen og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar

Er det virkelig Regeringen, der anbringer udsatte børn. Eller er det falske nyheder?

Steffen Gliese

Hele dette behandlercirkus gør ondt værre. Relationsarbejde mellem pædagoger/lærere og forældre er det essentielle værktøj i at give børnene tryghed, og det er her, en medarbejder fra børneområdet evt. kan yde en nødvendig indsats, hvis galt skulle være.
Sagsbehandlingen stjæler familielivet ved at indsætte sig selv som et fremmedlegeme, der udfordrer parterne og tvinger dem til at indgå i juridiske forløb, som reelt set er et misfoster.

Peter Mikkelsen, Viggo Okholm, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Susanne Kaspersen, Charlotte Bonnevie Mwakitalu og Jane Jensen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Hvad betyder "at blive slået af sin mor". Det lyder ikke så grelt, men er "blive slået" det samme som "fik klø" "blev banket" "fik tæsk", jagtede den voksne barnet rundt i huset/lejligheden med trusler om vold og den voksnes råben og skrigen, med hævet kosteskaft?
Jeg tror ikke på at et barn bliver tvangsfjernet fordi en voksen/forældre har givet barnet én lussing/ét slag med flad hånd.

jens christian jacobsen

Rockwool-fonden skriver (2016) at antallet af anbringelser og tvangsfjernelser er gået ned siden 1990' erne. Til gengæld er antallet af underretninger fra lærere, pædagoger og socialrådgivere gået voldsomt op i al fald siden 2013.
Jeg tror at dette spænd er grunden til, at der nu kommer ny lovgivning der skærper tilsyn og åbner mulighed for flere anbringelser og tvangsfjernelser.
Hvis vi nu for et øjeblik ser væk fra de sorte svaner og kigger på det hvide flertal: Er det ikke en logisk udvikling?

Charlotte Bonnevie Mwakitalu

Den nytårstale gav mig gåsehud! Velkommen til Orwell 2020 hvor flere tvangsfjernelser er et mål i sig selv.

Jette Kjældgaard, Hans Larsen, Katrine Damm, Steffen Gliese, Dennis Tomsen, René Arestrup, Lillian Larsen, Peter Hansen, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Charlotte:
Jeg er ikke enig i at man ser den nytårstale som et ønske om at fjerne flere børn,men vi hører nok budskabet forskelligt.
Men det er uhyre vigtig at få facts på bordet omkring systemets afmagt syltet ind i paragraffer og bureaukrati og samtidig sovset ind i hvad der bedst kan betale sig..
barnet skal i centrum set i omsorgens tegn, men udgangspunktet må være at børn generelt er tilknyttet forældre følelsesmæssig og derfor er det vigtig at det er børne kyndige som tager de svære samtaler, der hvor det knirker.
At flere skal adopteres er jeg ikke sikker på er rigtig og da sle tikke hvis kontakt fra biologiske forældre og barn rives væk.

Tommy Gundestrup Schou

Der er så mange skævvridninger i det system. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ikke har nærlæst kronikken her. Men kender til utallige eksempler, hvor det tager evigheder at få børn fjernet fra forældre, der på ingen måde er egnede til at have børn OG samtidig er der alt alt for lidt kontrol med de familier de børn bliver anbragt hos istedet. Der er ALT for mange der har plejebørn fordi det "giver godt i kassen". Der er helt sikkert (og heldigvis for det) mange plejefamilier, der gør det godt, men der er mindst lige så mange for hvem det blot er en forretning.

Vibeke Hansen

Jeg kender flere familier, der er plejeforældre til anbragte børn. Fælles for dem, er den situation, hvor forældrene forlanger barnet tilbage i løbet af nogle år, for endnu engang at få barnet fjernet af myndighederne. Det er utrolig hårdt at investere al sin tid og kærlighed på de børn, der er faldet godt til i familien for så at få frataget barnet uden varsel. Bevares, det ved man, når man går ind i det system, men det gør endnu mere ondt, når barnet senere skal anbringes igen, nu hos en ny familie. Det er ikke omtanke for barnet i min optik.

- Vibeke

Alle er åbenbart tabere i denne situation, både børne, forældrene og plejeforældrene.

Hvis plejebørn og forældre har dannet en relation, skal relationen selvfølgelig bevares. At man kan gå fra anbringelse til hjemsendelse uden f.eks en periode som aflastningsfamilie er rystende. Hvordan kan en sagsbehandler vurderer at den biologiske familie fra det ene øjeblik til det andet er egnede som fuldtidsforældre, tilsyneladende uden støtte?

Der bør være overgangsperioder, både før og efter anbringelsen, hvor barnet vænner sig til at skifte miljøer. Hvis forældre har fået fjernet deres børn, så er det sikkert ikke en dårlig ide at have en aflastningsfamilie tilknyttet familien, også med henblik på perioder hvor barnet atter skulle anbringes.

Tommy Gundestrup Schou

@David Adam
"Hvordan kan en sagsbehandler vurderer at den biologiske familie fra det ene øjeblik til det andet er egnede som fuldtidsforældre, tilsyneladende uden støtte?"

Lige der rører du ved noget meget centralt. Det fatter jeg heller ikke en meter af.

Der er også situationer med tvangsfjernede børn der bliver 18 år og lige pludselig så kan de flytte hjem igen for nu er de jo voksne og forældrene har på magisk vis generhvervet forældreevnen?

Det giver SLET ingen mening. Et barn der er blevet fjernet må man jo i de fleste tilfælde forvente er traumatiseret på et eller andet plan og hvis de stadig har forældre kontakt kan de manipuleres i vildskab og bare fordi de lige pludselige bliver 18 betyder det ikke at de på magisk vis er "ovre det". De kan så med de nuværende regler bare flytte hjem til det samme miljø som de er blevet fjernet fra tidligere.. hvor er hensynet til barnets tarv i den situation? Skrækkeligt.

- Tommy Gundestrup Schou

Jeg er ikke sikker på at man kan konkluderer at anbragte børn er traumatiserede før anbringelsen; som artiklen påpeger er kun 13% af anbragte børn anbragt pga vold, overgreb eller forældres misbrug. Ellers er anbringelsesårsagerne oftest børnenes adfærd eller forældrenes manglende forældre-evne. Hvad "manglende forældreevne" så i virkeligheden dækker over, er meget interessant.

Når man sammenligner årsag til anbringelser med resultatet af anbringelser (f.eks ved at sammenligner tidligeres anbragtes livsforløb med ikke-anbragte), er det tydeligt at anbringelser kun skal bruges for at beskytte børnene mod deciderede overgreb og grov omsorgssvigt. Hvis anbringelser er baseret på sagsbehandleres vurdering af at forældrenes manglende forælder-evne er en trussel mod barnets trivsel og udvikling, så er vi sansynligvis ude i sagsforløb, som skader alle; børnene, forældrene, plejeforældrene…

Når Mette Frederiksen mener at forældrene får for mange chancer, så er sandheden nærmere at forældrene ikke får nok hjælp. For forældre til utilpassede børn har selvfølgelig brug for hjælp. Men når man læser nyere (tilknytningsteoretisk og neurologisk) forskning om f.eks udviklingen af mentaliserings-evnen (evnen til at forstå andres behov, tanker og følelser), så kan denne forskning nemt misforstås. F.eks udtaler nogle af de mest anerkendte og brugte forskere (Allan Schore og Peter Fonagy) at mennesker med en svær opvækst ikke udvikler den del af hjernen, som gør individet i stand til at føle empati og indlevelse i andre mennesker. En "utryg" barndom giver altså udsatte mennesker en form for hjerneskade, som nærmest gør det umuligt for dem at blive gode forældre.

Det er en ret sindssyg påstand, især når man kender mennesker med "utrygge" barndomme som er fantastiske forældre, empatiske, intelligente osv. Men det er tilsyneladende end holdning, som f.eks præger anbringelsesområdet, hvor f.eks en fortid som anbragt er grund nok til at starte en anbringelsessag / forældre-egnethedsundersøgelse. Altså holdningen om at tidligere udsatte børn ikke kan blive gode forældre pga en underudviklet højre hjernehalvdel.
(Jeg stødte selv på påstanden i en anbringelses-sag, jeg var involveret i.)

Når man nærlæser Fonagys og Schores undersøgelser, så er deres forskning meget interessant, men også præget af teorier. F.eks har Peter Fonagy og kollegaer brugt mange år på en teori om et system i hjernen kaldet IIM (Interpersonal Interpretation Mechanism), som kun udvikles hvis man har en tryg tilknytning til sine omsorgspersoner. Det er en ret udbredt teori som citeres i psykologibøger og pædagogik, men det er stadig kun et HYPOTETISK system i hjernen, som forskerne ikke kan bevise eksisterer.

Allan Schores viderudvikling af IIM er mere interessant, men stadig problematisk. Schores teorier handler især om at udsatte børn ikke udvikler en mentaliserings-evne, da det kræver en "tryg tilknytning" til en omsorgsperson. Siden næsten halvedelen af jordens befolkning har en "utryg tilknytning", er det usandsynligt mange mennesker som ikke kan udvikle sig til at blive gode forældre. Ens tilknytning som barn er ganske enkelt udgangspunktet for hvordan man udvikler sig gennem livet, men aldrig en determinerende faktor for hvem man udvikler sig til. Ens tilknytning ændre sig alt efter hvilke relationer man danner, hvilke erfaringer man gør sig, hvilke puds skæbnen udsætter een for. Og selvom man kan snakke om en generel tilknytnings-mønstre, så er tilknytningen forskellig i ens relationer (altså hvordan man opfatter familie, det modsatte køn, venner, kollegaer, forældrerollen, børn osv.)
At påstå at ens utrygge tilknytning til ens omsorgsperson som barn derfor beskriver ens forældre-evne (mentaliserings-evne samt evne til at føle empati) som voksen, er ret vildt. Men det er tilsyneladende hvad sagsbehandlere gør, når de stiller spørgsmålstegn ved om f.eks tidligere anbragte har en veludviklet mentaliserings-evne som voksne, og når de skal vurderer om der er grundlag for at "udsatte" forældre kan udvikle deres forældre-evne.

Når man dykker ned i hvad Allan Schore rent faktisk mener, så "misbruger" han i høj grad udtrykket utryg tilknytning. Hvad han i virkeligheden snakker om er tilsyneladende mennesker med DES-ORGANISERET tilknytning, og af dem de tilfælde som bruger dissociation som forsvarsmekanisme, og af dem kun de børn, der gør det ofte. For ifølg. Schore er årsagen til at utrygt tilknyttede børn ikke udvikle højre hjernehalvdel, især præfrontal cortex og orbital cortex, (som er områderne for at aflæse og fortolke andre menneskers signaler i sociale sammenhænge) at de i stedet bruger den energi som hjernen bruger som brændstof til at udvikle sig med, til at dissociere.

Hvad er dissociation egentligt? Ifølge neurologi er det når man udsættes for en psykisk smerte, som man ikke kan rumme eller regulerer. Ens frygt-system aktiveres (og udskiller stress-hormoner), hvilket aktiverer den sympatiske del af nervesystemet (forøget puls, udvidede sanser, kroppen bliver sat i alarmberedskab…) Når kroppen erfarer at man ikke kan flygte fra eller bekæmpe truslen, så aktiveres den parasympatiske del af nervesystemet, altså kroppen gør parat til at slappe af, og resultatet er at man lukker ned mentalt, og "forsvinder" fra situationen. Der er selvfølgelig forskellige grader af dissociation, og det kan bruges til afslapning, kreativitet, øget velvære osv, men som reaktion på overgreb, er det ganske enkelt kroppens "sikring" som slår fra (imo).

Hvor tit oplever utrygt tilknyttede børn dissociation? Ok, det er her, det bliver lidt interessant… Tryg tilknytning kan også beskrives som velfungerende interpersonal affekt-regulering; når et barn bliver bange eller sulten eller ked af det, så trøster forældrene barnet. Barnet føler altså affekter, og forældrene regulerer affekterne. Senere bruger barnet denne tryghed til at kunne regulerer affekterne selv. Og hvis alt går godt, så bliver barnet en voksen med opfattelsen af at kunne klare sig selv (regulerer egne affekter), håndtere indre og ydre trusler, samt at man er værd at elske. Og netop fordi at man er værd at elske, vil man kunne få andre hjælp i situationer, hvor man ikke kan klare sig selv. Det er tryg tilknytning = tillid til sig selv og tillid til at andre vil hjælpe når nødvendigt.
Utryg tilknytning er når barnet oplever at forældrene IKKE regulerer barnets affekter, eller ikke gør det hele tiden. Det utrygt tilknyttede barn lærer derfor at regulerer affekterne selv, men opnår dermed sjældent tillid til at andre mennesker vil hjælpe når nødvendigt (det man kalder utryg undvigende tilknytning), eller at det er en (stressende) kamp at få andres hjælp (utryg ambivalent tilknytning). Men… de utrygt tilknyttede børn erfarer trods alt at de kan opnå tryghed, altså få regulerer deres affekter, enten ved at gøre det selv eller ved at gøre en ekstra indsats for at få andres opmærksomhed. De har derfor ORGANISERET en måde at opnå tryghed på.
Og så er der tillægs-betegnelsen DES-ORGANISERET TILKNYTNING. Det er når barnet ikke kan opnå tryghed fordi at det frygter sin omsorgsperson: man mener at børn har et tilknytningssystem i hjernen / nervesystemet, som aktiveres når barnet har behov for en voksens beskyttelse (ofte når barnets frygtsystem aktiveres). Det er et overlevelses-instinkt som udløser tilknytningsadfærd som gråd og… mest gråd, faktisk, som motiverer den voksne til at trøste / made / varme / beskytte barnet. Hvis barnet er bange for sin omsorgsperson, så bliver barnets frygt-system aktiveret når omsorgspersonen nærmer sig, og frygt-systemet aktiverer tilknytnings-systemet, som aktiverer frygt-systemet, som aktiverer tilknytningssystemet osv. Barnet har dermed INGEN MULIGHED for at få reguleret sine ubehagelige følelser / affekter… og det er der, man mener at "sikringen" slår fra, og barnet oplevet dissociation.

Her er min teori / tanke: Hvis et barn erfarer at des omsorgsperson ikke formår at berolige / trøste / regulerer barnets følelser, vil det måske opnå en tilstand af dessociation, men som en forsvarsmekanisme, som barnet kan bruge i forskelligt omfang, når det skal regulerer sine egne følelser. Barnet finder altså en strategi, hvor det lærer at undgå de situationer, som er forudsætningen for des-organiseret tilknytning, og det lærer at berolige sig selv. Jeg vil ikke udelukke at der er følelser og situationer som man dermed begynder at undgå eller undertrykke, men i det store hele opnår langt de fleste utrygt tilknyttede faktisk at undgå situationer, der trigger dissociation. Ihvertfald den type dissociation, hvor tilknytningssystem og frygtsystem går i selvsving, eller hvor både det sympatiske og parasympatiske nervesystem aktiveres samtidig. Og dermed bruger det "utrygge" barn ikke energien på dissociation, hvilket jo var Allan Schores hovedargument for at utrygt tilknyttede børn ikke udvikle højre hjernehalvdel, mentaliserings-evnen og evnen til at føle empati.

Hvis et barn bruger energien på dissociation, vil det sansynligvis være fordi at barnet bliver udsat for OVERGREB, som barnet ellers ikke kan "undgå" på andre måder end dissociation.

Min pointe er altså (og disclaimer, jeg er på ingen måder psykolog eller hjerneforsker) at nyere tilknytningsforskning konkluderer at utryg tilknytning forhindrer udsatte børn i at udvikle forældre-evner som voksne, og at denne forskning er anerkendt og brugt i forbindelse med anbringelses-indsatsen, men når man dykker ned i forskningen, så viser det sig at forskerne ikke snakker om det man normalt forbinder med utryg tilknytning, men derimod børn der har været udsat for så voldsomme og vedvarende fysiske overgreb, at det har traumatiseret dem. De snakker altså ikke om udsatte mennesker, men om DYBT TRAUMATISEREDE MENNESKER, som aldrig har fået bearbejdet deres traumer.

Det sidste er sgu ret vigtigt, for udviklingspsykopatologi (baseret på motherfucking EMPIRI og ikke hypotetiske modeller som IIM) har konkluderet at TRAUMER IKKE ER DETERMINERENDE FOR MENNESKERS LIV, NÅR DE FÅR DEN RIGTIGE HJÆLP! (hvilket i udviklingspsykopatologi ofte er kærlighed, anerkendelse, respekt og forståelse, altså ting vi forbinder med tryg tilknytning.) Når man kigger på f.eks hvilken baggrund mennesker udvikler alvorligere psykiske lidelser, er det næsten altid kombinationen af TRAUME og UTRYG TILKNYTNING, og i forhold til personlighedsforstyrrelser er der altid DES-ORGANISERET TILKNYTNING i opvæksten.

Summa summarum. Man har ikke en dårligere forældre-evne pga af en utryg tilknytning som barn, og når anerkendte og benyttede forskere som Peter Fonagy og Allan Schore påstår den slags, så snakker de faktisk TRAUMATISEREDE BØRN SOM HAR OPLEVET SÅ OMFATTENDE OVERGREB, AT DERES ENESTE OVERLEVELSES-STRATEGI VAR DISSOCIATION, og disse mennesker har ofte kun en dårlig mentaliserings-evne, hvis de aldrig har fået bearbejdet deres traumer eller har opnået en tryg tilknytning til andre mennesker.