Læserbrev

S-ordførere: Lærerne skaber fremtidens skole, derfor skal vi investere i dem

På trods af en stigning i dette års optag er der for få unge, som i dag vil være lærere. Det skyldes blandt andet, at der har manglet ressourcer. Men vi vil forbedre både folkeskolen og læreruddannelsen, og heldigvis er vi allerede i gang, skriver børne- og undervisningsordfører Jens Joel (S) og uddannelses- og forskningsordfører Bjørn Brandenborg (S)
Debat
7. august 2020

Lærerne er rygraden i vores fælles skole, og vi har brug for endnu flere dygtige og engagerede unge, der vælger lærergerningen til. Derfor skal vi forbedre de studerendes uddannelse og investere i den folkeskole, de skal være med til at løfte.

Her i avisen havde Michael Pedersen den 3. august flere bud på, hvorfor ’ingen’ ville være lærere i dag. Det er heldigvis ikke rigtigt, at der ingen er. Men trods en stigning i dette års optag er der stadig for få nye studerende på læreruddannelsen. Grundene hertil er flere. Og vi er ligesom Michael Pedersen optaget af, hvordan vi gør lærergerningen mere attraktiv for flere.

En række af de studerende har selv peget på, at der nogle steder i samfundet og familierne er en forventning om, at man ’vel ikke bare vil være lærer’, hvis man har et højt snit.

Men hvorfor ikke? Svaret er i hvert fald ikke, at det er, fordi, det er et nemt job. Eller fordi det mangler betydning i samfundet. Vi kan alle huske de lærere, der virkelig gjorde en forskel for os. Det er de færreste af os, der ville kunne gøre dem kunsten efter. Lærergerningen er og bliver helt central for vores samfund og for de enkelte elever. Det skal vi huske os selv og hinanden på.

Samtidig oplever flere et praksischok, når de kommer ud i klasselokalerne efter endt uddannelse. Hvis lærergerningen skal være mere attraktiv, skal vi se på, hvordan vi højner kvaliteten på læreruddannelsen, så nye lærere får en større tryghed i deres fag.

For fremtidens skyld

Vi kommer heller ikke udenom, at der skal flere ressourcer til. Og vi er allerede i gang. Med sidste års finanslov investerede vi knap 200 millioner kroner hvert år til at forbedre den understøttende undervisning. Mange steder er man godt i gang med at indføre folkeskolereformens ambitioner om en mere varieret og aktiv hverdag, men der er stadig svingende kvalitet i den understøttende undervisning.

Derudover er der afsat 275 millioner kroner i år – et tal, der i løbet af få år stiger til over 800 millioner kroner årligt. I år er pengene udmøntet til at ansætte flere lærere. Det er en nødvendig prioritering. Og det er ikke nogen hemmelighed, at vi også i de kommende år vil insistere på at forbedre både folkeskolen og læreruddannelsen. For fællesskabets og fremtidens skyld.

Jens Joel er børne- og undervisningsordfører (S), og Bjørn Brandenborg er uddannelses- og forskningsordfører (S).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Jamen - hvis I virkelig mener at lærerne er rygraden i skolen - hvorfor nedgjorde I så lærerne før og omkring jeres Skolereform. Her ville I ikke tage lærerforeningen med på råd og i mente, at det var lærerne , der skulle betale for de flere undervisningstimer, som reformen medførte. Resultatet blev fratagelse af lærernes overenskomst tilkæmpede rettigheder - og i dag har de ikke fået en ny arbejdsaftale.
Var det ikke det første der skal til, at give lærerne en overenskomst aftale ?

Steffen Gliese, David Zennaro, Kent Bajer og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Dernæst skal man huske, at det var toppen af hver ungdomsårgang, som valgte at blive lærere for 50 år siden. Deres børn bliver alle akademikere. Desuden var lærere tidligere bedre uddannet end de fleste forældre, det er de ikke længere. Så hvis man skal gøre noget ved situationen, må man tage udgangspunkt i disse ting.

Steffen Gliese

Det glemmes, at lærernes bryderier kom året efter gymnasielærernes. Her blev man også presset, og desværre havde man ikke en fagforening, der i tilstrækkelig grad stod klar til at kæmpe med alle de midler, det havde været rimeligt at mobilisere - f.eks. at trække sig ud af det akademiske forhandlingssamarbejde, hvor det var åbenbart, at man stod til at blive majoriseret af de øvrige grupper, der kun havde løninteresser at varetage.