Jeg er en af dem, der savnede min arbejdsplads som ind i helvede, da vi alle skulle arbejde hjemmefra i foråret. Savnede hævesænkebord, kantine og 8-16. Savnede at bage kage til mine kolleger, bare fordi det er onsdag, og det glæder mig at gøre dem glade.
Det burde måske ikke komme som en overraskelse for nogen, mindst af alle mig selv. Jeg har tidligere i nærværende avis beskrevet, hvordan jeg egentlig ikke bryder mig om at holde ferie. Dels fordi jeg er et småneurotisk angstvæsen, der går i opløsning uden mine faste rutiner.
Dels fordi jeg rent faktisk kan lide mit arbejde. Jeg kan lide mine kolleger. Heldigvis: Jeg ser langt mere til dem, end jeg ser til mine venner og familie. Og jeg har i perioder været villig til at strække mig langt for at få hverdagen i mit andet hjem til at fungere – også på bekostning af hverdagen i mit egentlige hjem. Det er jeg næppe ene om.
Vi har alle vores safe spaces. Mit har ofte været mit job. Under nedlukningen blev det YouTube. Mere konkret: youtubekanalen Bon Appétit Test Kitchen.
Madmagasinet Bon Appétit lå, som så mange andre printmedier, i dødvande, indtil man begyndte at udsende madlavningsvideoer fra magasinets testkøkken på YouTube.
Pludselig kom der ansigt og stemme på magasinets skribenter. De havde hver deres klare personlighed, de føltes som mennesker, man kunne være venner med, og på få år fik kanalen et kæmpefølge. Heriblandt mig og alle amatørgourmeterne i min omgangskreds.
Vi kom på fornavn med den menneskelige golden retriever og fermenteringsentusiast Brad, den pertentlige og meget let stressbare dessertkok Claire, supersmageren Chris og alle de andre rødder.
Det handlede naturligvis ikke kun om mad. Det handlede om den drøm, de solgte. Drømmen om at leve drømmen. Når man så videoerne fra Bon Appétits testkøkken, fik man indtryk af, at arbejdspladsen var én stor familie, der tilfældigvis havde en fælles hobby med et indbygget job i.
Da USA lukkede ned under corona, rykkede kameraerne endda hjem i stjernernes private køkkener, og vi kom endnu tættere på. Vi var nærmest i karantæne sammen med vores cool næsten-venner.
Råd i soklen
Indtil det gik galt. I juni, midt under de første Black Lives Matter-demonstrationer, dukkede et billede op af chefredaktøren (en hvid mand på 50) udklædt som puertoricaner. Så røg han ud. Og samtidig røg låget af, hvad der virker som årevis af opsparede frustrationer hos det fåtal af ansatte, der ikke var kridhvide og ikke havde navne som Brad og Claire, men Priya og Sohla.
Ulighed i muligheder, ulighed i løn, en undertone af racisme og sexisme og en kultur, hvor man bare ikke talte om den slags. Man er jo én stor familie – og samtidig er enhver sig selv nærmest i en mediebranche, hvor økonomien er presset, fastansættelserne sjældne og konkurrenterne sultne.
Hvis der er noget, de seneste år har lært mig, så er det, at man skal passe på med at elske noget uforbeholdent. Der dukker altid et eller andet lort op. Alligevel blev jeg – og resten af onlinefølget – rystet. Råd i soklen hos den perfekte arbejdsfamilie? Lige midt i vores United Colors of Benetton-stiliserede safe space? Et tu, Bon Appétit?
Nu, flere måneder senere, er der stadig ingen løsning i sigte. Youtubekanalen ligger stille, fordi de ansatte nægter at filme, før en ny lønaftale er på plads. Rygterne svirrer om flere bortvisninger, om mundkurve og dyre advokater. Og fra officielt hold lyder ingen kommentarer, blot luftige løfter om at være ’dedikeret til at skabe forandring’.
Jeg er i mellemtiden vendt tilbage til hverdagen. Og jeg er stadig glad og taknemmelig for, at jeg kan gå på arbejde som normalt.
Men nedsmeltningen hos Bon Appétit er en vigtig påmindelse om, at arbejdspladsen som andet hjem og kollegerne som familie er en illusion, der gør det meget svært at gå i kødet på urimelige arbejdsforhold og ulighedsskabende strukturer. Og selv om nogen smiler på kamera, betyder det ikke, at der ikke kan lure råddenskab bagved.
En eller anden dag så letter låget, og alt det grimme vælter ud. På det punkt er arbejdspladsen ikke så forskellig fra en rigtig familie.
OK. Så skulle jeg også opleve det: Læse en artikel, hvor jeg ikke forstod meningen med noget som helst. Jeg synes ellers jeg har en vis fornemmelse for, hvad det er at være fermenteringsentusiast, pertentlig og let stressbar. Jeg kender YouTube, men derimod er jeg i tvivl om hvad ”Råd i soklen” betyder og hvilken rolle et billede af en chefredaktør (en hvid mand på 50) udklædt som puertoricaner har for madlavning og hvordan det hænger sammen med forfatterens arbejdsplads, som hun plejer at være så glad for.
Den var for svær, hr. Redaktør.