Kronik

For at skabe en bæredygtig skole skal eleverne langt mere i kontakt med naturen

Fremtidens skole skal udvikle et stærk fællesskab mellem eleverne og naturen. Det kræver, at lærerne tager eleverne med ud i naturen, så de kan opleve forbundetheden gennem direkte erfaring, skriver ph.d. og skolekonsulent Suna Christensen i dette debatindlæg
’Bæredygtig undervisning er den form for undervisning, der bringer børnene i tæt kontakt med det, de skal lære, så de ikke bare lærer om, men med og i. I bæredygtig undervisning har man ikke undervisning om naturen, men tager eleverne med ud, så de kan opleve forbundethed gennem direkte erfaring,’ skriver skolekonsulent Suna Christensen i denne kronik.

’Bæredygtig undervisning er den form for undervisning, der bringer børnene i tæt kontakt med det, de skal lære, så de ikke bare lærer om, men med og i. I bæredygtig undervisning har man ikke undervisning om naturen, men tager eleverne med ud, så de kan opleve forbundethed gennem direkte erfaring,’ skriver skolekonsulent Suna Christensen i denne kronik.

Rune Johansen

Debat
11. august 2020

I stedet for at lære børn at blive parat til de krav, uddannelsessystemet stiller, skulle vi hellere udvikle uddannelsessystemet, så elever også bliver dannet til at vælge indstilling og attitude over for naturen.

Det kræver, at børn og unge lærer, hvad fællesskab er, og her spiller grundskolen en særlig rolle. Det skolen kan, som forældre ikke selv kan, er at lære børn i fællesskab.

Løsningen på de kriser, vi står over for som samfund lige nu, er for mig at se:

Fællesskab og bevidstheden om hvad det vil sige, at individet ikke står i centrum; det gør helheden. Det er, som jeg ser det, ikke sværere end, at bæredygtighed er en helhed eller en relation, som kan ’holde’. Jeg mener, at klimakrisen er skabt, fordi vi har tabt sansen for helheden og udviklet et uetisk naturforbrug, som først førte til dyremishandling og senere til pandemi.

Den 13. juli skrev Jeppe Læssøe og Niels Larsen i en kronik i Information, at bæredygtighed skal ind i uddannelsernes formål. De mente, at uddannelse er ’nøglen’ til en bæredygtig fremtid, og de undrede sig over manglende politisk initiativ på uddannelsesområdet. De fremhævede behovet for at opdatere »uddannelsernes dannelsesopgave«, så studerende fremover ville få nødvendige, kritiske kompetencer med sig.

D. 21. juli fulgte Mads Strarup og Uffe Elbæk op med en kronik, hvor de foreslog at koble en ny moral og etik knyttet til natursyn sammen med en fornyelse af uddannelsessystemet inspireret af flexicuritymodellen, så vi alle »genindtræder som studerende« flere gange i løbet af arbejdslivet, når der er behov for ny viden og færdigheder i relation til mere bæredygtige opgaveløsninger.

Elevens forhold til verden

Jeg har forsket i relationen mellem undervisning, samfundssyn og verdensbillede, og jeg er helt enig med skribenterne i, at uddannelse er nøglen til en bæredygtig fremtid. Bæredygtighed er ikke en handling eller en indsats, men en effekt af samspillet mellem individ og skole, og mellem skole og omverden.

Vi har brug for, at lærere i fremtiden i høj grad kan tilrettelægge undervisningen ud fra indblik i det indbyrdes forhold mellem elev, skole og verden. Tab af sans for bæredygtighed kan ses som en effekt af det langvarige, ensidige fokus på arbejdsmarkedsrettede kompetencer og indlemmelsen af skolen i en økonomisk væksttænkning.

En bæredygtig fremtid begynder med uddannelse, undervisning og læring. Og vi skaber ikke forandring, hvis vi fortsætter med mere af det samme.

Vi står i den bekymrende situation, at den måde, skolen lærer børn at tænke om sig selv, fællesskab og menneskers relation til naturen, skader deres fremtidige livsmuligheder.

Bæredygtighed kan ikke sættes på skemaet eller udvikles gennem et simpelt pædagogisk koncept. Det opstår som en kvalitet eller en effekt af den undervisning, lærere sammensætter. Derfor skal læreruddannelsen og grundskolen indgå i en bæredygtig omstilling af samfundet og påvirke kommende generationers forestillinger om, hvad formålet med at lære at gå i skole er.

For sagen er, at vi beskytter kun det, vi holder af. Derfor handler bæredygtighed om, hvad børn tidligt lærer at stræbe efter og føle glæde eller stolthed ved.

I min bog Bæredygtig undervisning giver jeg eksempler på verdensmålsundervisning, hvor elever udvikler klodebevidsthed og tager stilling til forurening af havene. Jeg viser, hvordan udvikling af forhold og hjælpsom attitude opstår som effekt af, at undervisningen er direkte koblet til virkelighedsnære problemer som forurening i vekselvirkning med fagligt indhold.

Det kunne for eksempel være tekster i dansk, som hjælper eleverne med at opnå forståelse for livet i naturen og som åbner op for erfaringer med empati og kreativitet og forstærker fællesskaber med ikkemenneskelige væsener gennem ansvarlige handlinger.

Undervisning i naturen

Grundskolen i sig selv burde, i en bæredygtig optik, være et relationssted og knudepunkt for udvikling af forholdet mellem elev og verden. Hvad nu, hvis undervisningen ikke først og fremmest havde til formål at gøre eleverne dygtige, men at skabe et stærkt fællesskab både blandt eleverne og mellem eleverne og naturen?

Jeg er i min udlægning af bæredygtig undervisning inspireret af, hvordan børn undervises, og hvordan de lærer blandt rensdyrjægerfamilier på en jagtboplads i Grønland, som indgik i min forskning til min ph.d. om elevfravær. Min hovedpointe herfra er, at bæredygtig undervisning er den form for undervisning, der bringer børnene i tæt kontakt med det, de skal lære, så de ikke bare lærer om, men med og i.

I bæredygtig undervisning har man ikke undervisning om naturen, men tager eleverne med ud, så de kan opleve forbundethed gennem direkte erfaring.

Skolen kan lære børn at tage ansvar

Vi har allerede en ambitiøs formålsparagraf for folkeskolen, der tager fat i centrale pædagogiske temaer knyttet til bæredygtighed som kulturel værdi. Det er for eksempel menneskesyn og dannelse.

Men skolens formål er mange steder blevet skubbet til side til fordel for læringsmålstyring og tilpasning til arbejdsmarkedets behov. Det har både skabt præstationspres og målrettet undervisningen til at fastholde væksten, som udpiner både mennesker og natur.

Formålsparagraffen indeholder visioner for, hvad skole og undervisning kan udvikle hos eleverne. For eksempel står der, at »skolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi, og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og til at handle«.

Det er vigtigt, hvis vi vil finde nye løsninger på, hvordan vi bringer kloden – og hermed også̊ menneskeheden – ud af krisen. Her har vi alle et ansvar. Og det ansvar kan børn blandt andet lære i skolen.

Skolen kan spille en aktiv rolle i at tage bolden op i forhold til de sociale og klimamæssige udfordringer, vi står over for i verden i dag. Lærere og pædagoger kan gøre en forskel ved at vise deres elever, hvordan viden hænger sammen med ansvaret for andre mennesker og for planeten.

Folkeskolens formålsparagraf indeholder idealer for menneskelivet og et demokratisk fællesskab. Den sætter ord på drømme og ønsker for det liv og det samfund, som eleverne i fremtiden vil skabe.

En levende og mangfoldig skole kræver, at politikere og skoler giver lærerne de bedste betingelser for at arbejde med relationer, stof, forestillingsevne, omgivelser og elevdeltagelse. Det er afgørende, at eleverne oplever skolen som et sted, hvor de udvikler viden og færdigheder i konstruktivt samspil med forståelsen for, hvad det vil sige at være menneske i en verden, hvor menneske og natur har livet til fælles.

Det er glædeligt, at græsrodsbevægelsen Teachers for Future, som består af lærere og lærerstuderende, arbejder for at indføre bæredygtighed som pædagogisk tilgang til fag og undervisning for folkeskolen og netop er opmærksomme på sammenhængen mellem undervisning og børns udvikling af forestillinger om, hvad liv og uddannelse er, og hvad det kan bruges til.

Suna Christensen er antropolog, ph.d., selvstændig skolekonsulent og en del af No!se, et netværk for selvstændige uddannelsesforskere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Glimrende formål.

Nu skal vi også bare have samarbejdet mellem pædagoger (og anerkendelsen af deres ligeværd i skolen) til at fungere.

Annette Knudsen

Netop! Eva Schw. - Bæredygtighed i forhold til hvad? Økonomi i uddannelsernes værdi for ansættelserne i den anden ende?
Faktorernes orden er ikke ligegyldig i artiklens remse. For mig er den snarere
LÆRING, UNDERVISNING, UDDANNELSE,
fordi min alsidige livserfaring 0G min pædagogiske uddannelse og lange ansættelse i vuggestuer lærte mig at se, hvordan lysten driver læringen lige fra mødet med livet.
Fra det første møde med en knap! - derefter kommer undervisningen i midler og bæredygtighed og uddannelsen for målet.