Klumme

Skolelyset har spredt sig i haven. Det signalerer, at endnu en sommer går på hæld

Morgenlyset har fået det messinggule strejf, der signalerer, at sommerferien er forbi. Det vækker det særeste konglomerat af følelser, af vemod og nostalgi, af sommerfugle i maven ved tanken på barndommens skole, iblandet begyndende afskedsfølelse, skriver journalist Karen Syberg i dette debatindlæg
Fuglesangen i haven er stilnet. Selv solsorten synger ikke længere. Alle de små tegn på, at sommeren går på hæld, er begyndt at vise sig, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme.

Fuglesangen i haven er stilnet. Selv solsorten synger ikke længere. Alle de små tegn på, at sommeren går på hæld, er begyndt at vise sig, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme.

Johnny Madsen

Debat
10. august 2020

Vi har skiftet årstid. Det skete pludselig forleden, faktisk den 4. august.

»Skolelys« udbrød gemalen, da han om morgenen kiggede ud ad vinduet, og jeg forstod øjeblikkeligt, hvad han mente. Lyset havde fået det messinggule strejf, der hvert år signalerede, at sommerferien var forbi, at skolen ventede med nyferniserede trapper, med bøger, der skulle bindes ind, og regnehæfter, der skulle fyldes med brøker.

Så slemt er vi heldigvis ikke stillet længere, skoledagene er for længst forbi, men ét efter ét viste tegnene sig.

Fuglesangen er stilnet. Man hører stadig gulspurvens tjitjitjiiiiip, men alle de øvrige tier – bortset selvfølgelig fra gråspurven, der aldrig fletter næbet (undtagen når den sidder stum bag kvist).

Sangfuglene er ved at være færdige med årets yngelpleje, selv lærken tager sig et velfortjent pusterum efter at have holdt sig på vingerne siden det tidlige forår. Hanlærker konkurrerer om hunnernes gunst ved at holde sig længst muligt på vingerne, mens mor i ro og mag ligger nede i reden og siger, »nej, nej, bliv du deroppe lidt endnu, lyt til din nabo, han hænger stadig deroppe, du vil vel ikke have, at jeg skal flytte over til ham, vel?«

Så basker den hårdt prøvede han videre. Men nu kan staklen endelig få lidt fred, indtil næste forår. Egentlig urimeligt, at Lærke er et pigenavn!

Solsorten synger heller ikke længere, tværtimod. Den brugte faktisk hele dagen i går, og jeg overdriver ikke, HELE DAGEN, på at sidde i birketræerne og skælde ud. Jeg tænkte, der måtte være en ugle eller en kat på færde, men selv om jeg kæmpede mig igennem buskadset foran birkene og spejdede efter en årsag, kunne jeg ikke finde nogen.

I nat lød det så: Ugleskriget. Der er en ugle i nærheden. Og vi har stadig en svalerede med unger. Jeg håber ikke, uglen opdager dem.

Ifølge meteorologerne har det været en halvdårlig sommer. Her hos os har det været den helt rigtige blanding af sol og gråvejr, ikke for varmt, men heller ikke for koldt. Regn kunne vi dog godt bruge meget mere af. Da vi forleden såede spinat i højbedet for anden gang, kunne man se, hvor tør jorden var, blot man kom et par centimeter ned. Og spinat skal have fugt.

Til gengæld er jeg ret tilfreds med, at vi indtil videre har kunnet nøjes med et enkelt tordenvejr, som endda aldrig kom ind over os, men holdt sig ude over Østersøen. Havde det været en smule længere borte, havde det været kornmod: Flammende lyn i horisonten uden hørlige tordenbrag, blot som et blinkende aftenakkompagnement til august, kornmodsmåneden.

Vemod

Lige for tiden er den helt store fornøjelse dog stærene. Når man, som jeg, kommer fra Nordfyn, har man aldrig set de kæmpemæssige flokke af ungstære, der samler sig hernede på de sydlige øer, før de drager af sted.

Første gang, jeg oplevede det, var i 1971, på den første kvindeølejr på Femø. Nu sidder de lige her i vores egen have. Den ene dag efter den anden hopper de rundt i havens høje træer og fløjter og knebrer og hviner og basker lidt. Så skifter et par enkelte fra ahorntræet i havens sydøstlige hjørne til birkene i midten eller bøgetræet i forhaven, så letter en mindre flok, og så lander en fire-fem stykker på græsplænen og går på ormejagt.

Man kan blive helt urimeligt fornøjet af at følge deres nikkende gang, deres ivrige flugt, deres halvt synlige hoppen rundt i trætoppene. De virker selv lige så fornøjede som i sangen om den lille stær.

Men det hele samler sig i lyset. Alle de små tegn på, at sommeren går på hæld, flyder sammen i det gule lys. Det vækker det særeste konglomerat af følelser, af vemod og nostalgi, af sommerfugle i maven ved tanken på barndommens skole, iblandet den begyndende afskedsfølelse for den sommer, der endnu en gang gik.

Der er næsten ikke mere salat tilbage. De nye kartofler er ikke længere nye, og i kartoffelbedet er der kun få toppe tilbage. Også agurkeplanten i drivhuset har vist sat sin sidste skoleagurk. Nu da skolen begynder igen.

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Glæder mig - som altid - til efteråret.

Anders Sørensen

Efterår er så trendy, at det har fået overtalt vinter til at klæde sig på samme måde.

Jens Christensen og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne kommentar
Jens Christensen

Det starter egentlig allerede med fløjtene fra de sydtrækkende spove-hunner i slutningen af juni. Men det er nu alligevel alt alt for tidligt at begynde at spille CV's Sæsonen er Slut.

Lise Lotte Rahbek

Vemod er et godt udtryk