Studerende: Vi kan takke Hizb-ut-Tahrir for, at vi ikke har haft bombeattentater i Danmark

Hizb-ut-Tahrir bliver gentagne gange fremstillet af især højrefløjspolitikere som en organisation, der kan associeres med en terrorbevægelse eller en voldelig organisation.

For eksempel skriver Kristian Thulesen Dahl på Dansk Folkepartis hjemmeside, at de opfordrer til »hellig krig« og »drab på jøder«.

Dette refererer til en dom, som en af organisationens medlemmer Monzer Abdullah fik for en fredagsprædiken om den brutale israelske besættelse af Palæstina. Men Hizb-ut-Tahrir udlægger i en pressemeddelelse en anden version af prædikenen:

»Den handlede ikke om jøder. I talen blev det nævnt, at afskaffelsen af besættelsen kun kan ske gennem en konventionel militærindsats mod besættelsesmagten. I dette er der ingen krigserklæring mod jøder.«

Grundlæggende går Hizb-ut-Tahrir ikke ind for vold. I en af Hizb-ut-Tahrirs mange bøger Hizb-ut-Tahrirs ændringsmetode kan man læse, at partiet i sin kurs har forpligtet sig på at være ligefremt og udfordrende, men formålet er politiske aktiviteter og ikke voldshandlinger.

Hizb-ut-Tahrirs medlemmer i Danmark består af mennesker, som arbejder, taler det danske sprog, betaler skat, og nogle af dem er gift med etniske danskere. De er med andre ord helt almindelige danske borgere – det har jeg personligt stiftet bekendtskab med.

Lovlig organisation

Alligevel har Hizb-ut-Tahrir været forsøgt gjort forbudt hele tre gange på opfordring fra politikere, men forgæves. Den sidste gang var i 2015, hvor daværende justitsminister, Mette Frederiksen (S), måtte erkende, at grundloven stadig stod i vejen for dette.

Men hvorfor denne fortsatte ivrighed for at forbyde, når der ikke er juridisk grundlag for det? 

Det er efter grundlovens retsprincipper ikke noget krav, at en organisation skal tilslutte sig demokratiet som den ideelle styreform. Ifølge Rigsadvokaten er det nemlig ikke ulovligt for en forening »at have som formål at arbejde for en ordning eller en retstilstand, der forudsætter ændringer af lovgivningen eller eventuelt grundloven, hvis dette sker med lovlige midler«.

Og Hizb-ut-Tahrirs virke i Danmark har endda haft en positiv indflydelse. Det mener selv Politiets Efterretningstjeneste, PET, der efter en analyse af organisationen i 2008 kom frem til, at »ikke bare er Hizb-ut-Tahrir ikkevoldelig. Den kan måske endda hindre radikaliserede unge muslimer i at blive terrorister«. 

Hizb-ut-Tahrir forhindrer desuden flere unge i at blive en del af de bandemiljøer, der skaber utryghed for både de muslimske- og ikkemuslimske borgere i de boligblokke, som de holder til i.

Og i modsætning til Hizb-ut-Tahrir, så er dette ikke noget, som andre muslimske organisationer lykkes med. De muslimske organisationer er kendetegnet ved, at de enten rådner op i moskernes baglokaler, hvor de konkurrerer om, hvem der kan recitere koranen bedst, eller også bruger de al tiden på at fedte for politikerne, så de kan få økonomiske bevillinger i stedet for at skabe resultater. 

Det gode arbejde har ikke kunnet dæmme op for den dæmonisering og de skrækkampagner, vi så under hele VK-regeringen, hvor for eksempel et tidligere Hizb-ut-Tahrir-medlem blev fyret af Københavns Kommune i 2008 fra en vejlederstilling i Ungdommens uddannelsesvejledning – ikke fordi han ikke var kvalificeret til jobbet, men på grund af hans personlige holdninger.

Demokratisk falliterklæring

Når der ikke er plads til de kulturelle forskelle, så står de muslimske borgere i Danmark kun tilbage med den mulighed at frasige sig et sæt værdier fuldstændigt – enten de danske, eller dem de er vokset op med. 

Den politik giver i den grad grobund for radikalisering. Vi så, at mange af terrorangrebene i de europæiske lande blev begået af borgere fra selve landet, som var opvokset i landet, talte dets sprog, men fortsat følte sig dæmoniseret og provokeret af en assimilationspolitik og aggressiv udenrigspolitik. Hizb-ut-Tahrir har været en stor del af forklaringen på, hvorfor den slags ikke er sket i Danmark.

Hvis der skal rådes bod på problemstillinger i indvandrermiljøer, så skal vi ikke bekæmpe Hizb-ut-Tahrir, men gøre brug af dem og deres rolle i miljøet. Derudover har vi brug for en mere nuanceret tilgang til islam og indvandring og en ny tone i medierne.

For er man er uenig med Hizb-ut-Tahrir, så kan man modarbejde organisationens ideer med ideer. Hvis man må ty til forbud og diskrimination, så er det en falliterklæring for de demokratiske værdier, det danske samfund er bygget på.

Shafaqat Ranjbar studerer til revisor.