Kronik

Sundhedsvæsnet elsker datateknologi, fordi det har misforstået, hvad sundhed er

Det er sejlivede myter om sundhed og lægevidenskab, der har åbnet sluserne for en datateknologisk ’hype’ på sundhedsområdet. Men enhver lægevidenskabelig måling er politisk, og derfor skal vi have kritisk debat om, hvad vi måler, skriver læge og ph.d.-studerende Christoffer Bjerre Haase i dette debatindlæg
Uhæmmet forebyggelse har store potentielle omkostninger for både den enkelte og samfundet. Derfor er enhver forebyggelse ikke pr. automatik godt, skriver kronikøren. På billedet ses deltagere i et træningsforløb for folk med prædiabetes.

Uhæmmet forebyggelse har store potentielle omkostninger for både den enkelte og samfundet. Derfor er enhver forebyggelse ikke pr. automatik godt, skriver kronikøren. På billedet ses deltagere i et træningsforløb for folk med prædiabetes.

Henriette Dæhli

Debat
28. august 2020

Danske Regioner, Dansk Industri, Danske Patienter, Praktiserende Lægers Organisation og flere endnu ønsker meget mere fart på brugen af datateknologi i sundhedsvæsnet. Dette til trods for manglende viden på området. Dansk Selskab for Almen Medicin og Selskab for Patientsikkerhed synes at være de eneste aktører, der ser risici i den datateknologiske uvished.

Men problemstillingen stikker endnu dybere end de genkendelige diskussioner om datasikkerhed og statistiske usikkerheder. For datateknologi kan ikke få grundlæggende medicinske vilkår og dilemmaer til at forsvinde. Tværtimod kan en naiv datateknologisk optimisme være medvirkende til en fortsat forværring af vores sundhedsfaglige problemer såsom det paradoks, at vi oplever både øget sygdom og øget sundhed.

Men stærke sundhedsfaglige, kommercielle og politiske aktører lægger alligevel op til en stor techfest på sundhedsområdet, drevet frem af en hype over datateknologiens fortræffeligheder og udbredte myter om selve begreberne sygdom og sundhed.

Myter om sundhed er nemlig også udbredte blandt læger. Læser man en ny bog skrevet af læger om netop datateknologi i sundhedsvæsenet med titlen Doktor Hansen har set sin sidste patient, kan man finde flere eksempler. Alligevel får bogen flotte anmeldelser og bliver uddelt til en masse praktiserende læger af medicinalvirksomheden Pfizer.

Derfor vil jeg i det følgende gennemgå og afkræfte nogle af de myter om sundhed, der ligger til grund for al optimismen, med konkrete citater fra bogen. For det er vigtigt, at vi ikke som samfund og sundhedsvæsen lader os forføre af datateknologi, men fortsat betragter vores sundhedsforståelse og gennemgribende initiativer på sundhedsområdet kritisk.

Myte 1: Vi skal forebygge alt, hvad vi kan

I bogen omtales sygdomme som type 2-diabetes, overvægt, angst og stress som havende det til fælles, at man »i dagens sundhedsvæsen har meget svært ved at behandle disse, når de først er indtrådt«, og derfor skal de forebygges så meget som muligt.

Her ligger en forståelse af sygdomme som udelukkende biologiske, kemiske og fysiske størrelser – »noget objektivt, man kan se og mærke, og som der derfor kan tages hånd om«.

I visse tilfælde er det naturligvis korrekt såsom med for eksempel bakterier og vira. Men de ovennævnte folkesygdomme træder ikke ind i kroppen som ubudne gæster. Diagnosen findes i stedet gennem en defineret tolerancetærskel af konstituerende biologiske og eksistentielle egenskaber ved mennesket. Tolerancen afgøres ikke kun af teknologi, men også af psykologiske, sociale, professionelle, kulturelle, økonomiske og etiske kompromiser.

Type 2-diabetes er for eksempel en risikotilstand, og det kan være svært at skelne mellem sundhed og sygdom – man har diskuteret det siden Claude Bernard i 1865.

Teknologi kan åbenlyst hjælpe til at udregne forskellige risici, men den giver fortsat ikke et fuldendt svar, fordi spørgsmålet skal forstås på flere niveauer. Det skal besluttes, hvilke risici der skal behandles medicinsk og på bekostning af hvad – for alle behandlinger kan medføre flere risici i sig selv. 

Risici har ingen grænser, og det har forebyggelse derfor heller ikke, og uhæmmet forebyggelse har store potentielle omkostninger for både den enkelte og samfundet. Derfor er enhver forebyggelse ikke pr. automatik godt.

Myte 2: Medicin er en objektiv videnskab

Den anden myte, vi blandt andet finder i omtalte bog, er, at diagnose og behandling kan bestemmes ud fra objektive kriterier.

»Det, der adskiller kvaksalveren fra lægen, er, at nye diagnoser og behandlinger laves ud fra videnskabelige metoder – forsøg og målinger. Det er ikke til debat, om et givent antibiotikum virker mod en bestemt bakterie.«

Der er forskel på kvaksalveri og lægevidenskab, men hverken diagnoser eller behandling gives udelukkende ud fra forsøg og målinger. Diagnoser er en dynamisk proces med omgivelserne, og behandlingen afgøres af mange ting – blandt andet både lægens og patientens risikovillighed.

Desuden er det reelt til debat, om et givent antibiotikum virker mod en bestemt bakterie. Der er altid variation, selv ved en bestemt bakterie, fordi behandlingens effekt blandt andet afhænger af tid efter infektion, grad af infektion, mængde antibiotikum, patientens generelle tilstand, andre sygdomme og anden medicin.

Desuden kan det diskuteres, hvad man kalder effekt – er det patientens overlevelse, en forkortelse af sygdomsforløbet eller en nedsættelse af risikoen for varige men? Endelig er der debat om kvaliteten og antallet af studier, der dokumenterer de forskellige antibiotikas effekt.

Selv hvis vi køber eksemplet med antibiotikas virkning på bakterier, er det af de mest simple eksempler på behandling og diagnose. Type 2-diabetes, KOL, overvægt, angst og stress er i endnu højere grad til debat.

Mens kvaksalveren og lægen sprogligt repræsenterer en adskillelse af tildelt viden, autoritet og magt, er den reelle forskel ofte mere situationsafhængig og uklar, fordi grænsen ikke bare kan trækkes ved at kalde læger for objektive og videnskabelige. 

Myte 3: Sundhed er ikke politisk 

Den sidste myte, jeg vil komme ind på her, er myten om, at lægevidenskab er politisk neutral. I bogen affejes muligheden for politisk indblanding i diagnoser således: »Kan man så også diskutere andre sygdomme? Kan patienten ikke med rette mene, at vedkommende ikke har sukkersyge, selv om læge, sygehus og alle målinger mener det?«

Men lægevidenskab er politisk, fordi den udøves – ikke fordi politikerne blander sig.

For eksempel satte medicinalvirksomheder for omkring 60 år siden pludselig intensivt fokus på type 2-diabetes, fordi man ville udvide markedet for behandling, man havde nemlig skabt en pille, så man ikke længere behøvede at få behandlingen via kanyle.

Det store fokus i særligt USA betød også, at patienter med diabetes blev stigmatiseret, diskrimineret på arbejdet og ekskluderet fra private sundhedsforsikringer. Der opstod diabetesforeninger for at modarbejde social og politisk uretfærdighed.

Det medførte øget fokus på patientautonomi og forbrugerrettigheder i 1970’erne – også hos politikerne, som påvirkede sundhedsmyndighederne, som påvirkede medicinalvirksomheder, forskere og sundhedsvæsnet. Og datateknologis betydning for sådanne kædereaktioner i fremtiden kender vi endnu ikke.

Selv diagnosticering er politisk. Da en diabetesekspertgruppe ændrede holdning til tolerancetærsklen for type 2-diabetes, blev den redefineret i 1997. Som følge blev over 1,6 millioner amerikanere uden symptomer pludselig pr. definition diabetespatienter.

Den enkelte læge og sundhedsvæsenet stod og står med en magt til med blot én måling at sygeliggøre mennesker uden symptomer, fordi en målt risiko er tilstrækkelig til at udgøre en sygdom.

Det kan man mene om, hvad man vil. Men en måling i lægevidenskab er styret af ideer og værdier, den har konsekvenser, og derfor er den altid politisk. Og med datateknologiens udbredelse øges også graden af sundhedspolitisk udøvelse, uden vi nødvendigvis får en positiv sundhedseffekt i befolkningen ud af det.

Datateknologi har potentiale til at forbedre sundhedsvæsnet på flere områder, men vi må erkende, at der mangler viden på området. Så i stedet for ukritisk at omfavne teknologien skal vi undersøge og skaffe mere viden på området – og ikke mindst have en fælles kritisk debat i offentligheden.

Christoffer Bjerre Haase er læge og ph.d.-studerende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

lars søgaard-jensen

Sundhed er et temmelig kompliceret begreb. Det er ikke tilstrækkeligt end sige nødvendigt et være ”ikke-syg”. Til gengæld er den gamle WHO-definition af sundhed som ”Sundhed er en tilstand af fuldkommen fysisk, psykisk og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom…” så omfattende, at den er intetsigende. Det er derfor vanskeligt at måle sundhed som sådan. Man har i mere 25 år vidst, at der er sammenhæng mellem menneskers vurdering af eget helbred og risiko for død. Der er også påvist sammenhæng med det selvvurderede helbred og en række sygdomme. Faktisk har ”selvvurderet helbred” vist sig at være bedre til at forudsige helbredsudfald end sundhedsvæsnets fokusering på data i form af risikofaktorer som cholesteroltal, blodtryk, blodsukker, vægt mv. Altså kan sundhed ikke reduceres til tal og algoritmer!
Ikke desto mindre er det KRAM-faktorerne (Kost Rygning Alkohol Motion) myndigheder og diverse sygdomsforeninger som f.eks. hjerteforeningen har hypet. Ja på næsten religiøs vis prædiket. Vi er derved blevet bevidste om at vi synder, når vi spiser bacon eller sidder i sofaen og bingewatcher netflixserier med ledsagende guf. Vi skal for guds skyld og med djævlens og ”sundhedssystemets” vold og magt ud at løbe, cykle eller på anden måde få pulsen op og svede.
At der gennem de seneste 20 år også har været akkumulerende dokumentation for de gode effekter af at færdes i naturen (ikke alene i form af decideret motionsløb) er tilsyneladende forbigået de klerikale i sundhedssystemet.
Så ja - sundhed er politisk! Det er politik, om man vil promovere medicin, prognoser baseret på data, algoritmer (algoritmer der i øvrigt indebærer stor risiko for overdiagnosticering og derved overmedicinering) til behandling af diverse sygdomme, eller om man vil basere sine anbefalinger på menneskers egen opfattelse af helbredet, deres lyster og muligheder for at fylde livet med aktiviteter, som giver glæde og mening – og derved øget sundhed.

Per Christiansen, Lillian Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Søs Jensen, Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Jens Illum anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Den nu afdøde tyske Bundeskansler AD Heltmut Schmidt var en kæderygende stor ryger. Som den eneste i hele verden måtte han til det sidste ryge i ARD og ZDF studierne som en æres gestus.

Han blev 94 år gammel. Hvilket ikke særligt mange mænd gør. Heller ikke dem som løber og spiser gullerødder dagligt. Og Herr Schmidt var sikkert heller ikke blevet ret meget ældre selv om han så aldrig havde røget bare én eneste smøg i sit liv.

Eva Schwanenflügel

Sundhed er i dén grad politisk, samt styret af kapital.

Det ser vi bl.a. ved at der fokuseres uforholdsmæssigt på 'livsstilen', når det gælder KRAM-faktorerne, selvom uligheden i sundhed snarere følger socioøkonomiske faktorer.

Sygdom individualiseres, og når der fokuseres på 'risikoadfærd' taler vi som regel om de lavere socialgrupper, selvom der både ryges og drikkes - og indtages hårde stoffer - i de højere luftlag.

Algoritmer er spåkugler, fyldt med alskens bias fra deres skabere.
Det er fx ikke tilfældigt, at ansigtsgenkendelses software, udviklet af hvide mænd, har endog meget svært ved at kende forskel på mørke ansigter, især kvinders.

Det er farligt at læne sig tilbage og tro, at algoritmer på nogen måde opfører sig neutralt, eller behandler alle fair og uden de fordomme, deres skabere (bevidst eller ubevidst) har præget dem med.

Mikkel Zess, Per Christiansen, Lillian Larsen, Peter Mikkelsen, Alvin Jensen, Lise Lotte Rahbek, Martin Rønnow Klarlund, Carsten Svendsen, lars søgaard-jensen, Søs Jensen, Anne-Marie Krogsbøll og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

"Algoritmer er spåkugler, fyldt med alskens bias fra deres skabere" JA - spot on. Evidens er kun evidens på baggrund af en laang række forudsætninger og antagelser som den "evidensskabende" forskere opstiller. Forudsætninger og antagelser der aldrig kan blive objektive men præges af forskerne forforståelser, det videnskabelige paradigme der forskes i og - surprise - den politiske og sociale diskurs.

Per Christiansen, Lillian Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

For at forstå farerne ved for ukritisk brug af algoritmer kan "Weapons of math destrucktion" af Cathy O´Neil varmt anbefales. Letlæst, selv uden matematiske forudsætninger. Hårrejsende - og spækket med indhold og eksempler fra det virkelige liv om, hvor ødelæggende og lumske algoritmer kan være. Når man har læst den, er man effektivt vaccineret mod ukritisk at juble over udsigten til smarte algoritmer - og man føler i den grad trang til at passe godt på både egne og andres private data, så de ikke falder i de forkerte firma- og forskerhænder - og dem er der mange af.

https://en.wikipedia.org/wiki/Weapons_of_Math_Destruction

Per Christiansen, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Jaahhh?? Er der nogen som forstår hvad dette menneske siger?

Eva Schwanenflügel

@ kjeld hougaard
29. august, 2020 - 12:56 :
"Jaahhh?? Er der nogen som forstår hvad dette menneske siger?"

Hvem hentyder du til, kjeld hougaard?
Mere præcision, om man må bede.