Kommentar

Sygdom, fedme, racisme – hvem får skylden for vores kriser? De fattige, selvfølgelig

Pandemien har ramt samfundets mest udsatte grupper hårdest – men fattige, minoriteter og ældre må også selv bære et ansvar, lyder den britiske regerings seneste forsvarsstrategi
4. august 2020

Regeringer bør se det som deres opgave at »få folk til selv at påtage sig skyld«, skrev den amerikanske politolog Lawrence Mead i 1986 i sin bog Beyond Entitlement.

Med disse overvejelser stod han fadder til et nyt socialpolitisk paradigme – kaldet workfare – der ville gøre adgang til velfærdsydelser betinget af, at modtageren udfører et arbejde. Mead er også en fremtrædende fortaler for culture of poverty-tesen – det vil sige den antagelse, at fattige mennesker først og fremmest selv er skyld i deres fattigdom.

’At få folk til selv at påtage sig skyld’ beskriver også meget godt, hvordan Storbritanniens regering har tacklet coronakrisen. Hurtigt blev det klart, at pandemien ramte socialt skævt. Hårdest ramt blev de gamle, de fattige og de etniske minoriteter.

Alligevel har britiske ministre lagt afstand til egne politiske fiaskoer – det være sig fraværet af værnemidler, utilstrækkelige test- og opsporingsinitiativer, den ringe beskyttelse af plejehjem – ved at tørre ansvaret af på menneskers individuelle adfærd. Herunder især mennesker fra lavere socialgrupper.

Det så vi i vrede udfald imod de pendlere, der sad som sild i en tønde i Londons undergrundstog – mennesker med vitale jobfunktioner, som ikke kunne arbejde hjemmefra, men som skulle på arbejde i en situation, hvor de offentlige transportselskaber skar ned på deres afgange. Og i de vrede udfald imod mennesker, som strømmede til strande og parker – som om folk uden egen have kunne forventes at sidde indelukket i små lejligheder på årets varmeste dage.

I sidste uge udtalte sundhedsminister Lord Bethell, at »når samfundets dårligst stillede også rammes hårdest af sygdommen, peger det tilbage på deres egen opførsel og på de sundhedsbeslutninger, de træffer om for eksempel social afstand«.

Uværdigt

At give de fattige skylden for egen elendighed er en tradition, der mindst går tilbage til Victoria-tidens forestillinger om ’uværdigt trængende’. Centralt i den forestillingsverden står et syn på fattigdom og ulighed som moralske snarere end politiske spørgsmål, og dermed som individuelle snarere end samfundsmæssige problematikker.

Den kampagne, der for tiden føres i Storbritannien imod svær overvægt, skriver sig ind i samme tendens. Svær overvægt er et alvorligt sundhedsproblem og medvirkende faktor til mange COVID-19-dødsfald. Men når de fattige spiser junkfood, er forklaringen næppe, at de er uvidende og blottet for middelklassedyder. Snarere beror det på deres livsomstændigheder. Briterne har de længste arbejdstider i Europa. Mange er tvunget til at have to job eller mere, og kun få har tid og ressourcer til at lave mad som Jamie Oliver.

Kritikere som Lawrence Mead hævder, at når vi lægger mere vægt på politiske tiltag end på individuel adfærd, fratager vi mennesker deres ansvar, og at fattige mennesker såvel som alle andre må kunne drages til ansvar for deres handlinger.

Men dermed overser man, at de fattige har mindre råderum og færre valgmuligheder. For eksempel kan de færreste tillade sig den luksus at arbejde hjemmefra, og med to job vil mange ofte ikke kunne afse tid til andet end mikrobølgeopvarmede måltider. Et socialpolitisk mål burde være at sikre disse mennesker tilstrækkelig frihed til at træffe fornuftige valg.

Individualisme

I sidste uge lod Mead igen høre fra sig. I en artikel i fagtidsskriftet Society hævdede han, at USA’s sorte og latinoer selv er skyld i deres fattigdom. Amerika, forklarede han, bygger på »en individualistisk kultur«. Men raceminoriteter kommer alle fra »ikkevestlige kulturer, hvor folk hellere tilpasser sig de ydre omstændigheder end skaber forandringer«. Følgelig er »sorte og latinoer (...) ikke lige så dygtige til at udnytte de chancer for avancement, som de får gennem uddannelse og arbejde.«

Det er en påstand så rationel som et tweet fra Donald Trump. For 100 år siden hævdede toneangivende intellektuelle, at visse ’racer’ ikke evner at præstere sociale fremskridt. Nu er det så ’kultur’, som spiller den rolle, ’race’ tidligere indtog.

Efterkommere af udvandrere fra Italien, Irland eller Europas jødiske samfund vil muligvis blive overrasket over at høre, at de i dag inkarnerer en ’individualistisk kultur’, for i sin tid blev deres oldeforældre hånet for netop at være blottet for denne kultur – ligesom sorte og latinoer gør i dag.

På den anden side kan dagens hiphopkultur ses som indbegrebet af amerikansk individualisme, og det kan unægtelig også kriminaliteten i fattige boligkvarterer. Snarere end at mangle individualisme er det opløsningen af fællesskaber og den omsiggribende ikkenormstyrede adfærd, der plager de belastede kvarterer – både de sorte og de hvide.

Meads seneste artikel er blevet mødt med massiv kritik og endda med krav om tilbagetrækning. Men faktisk er den i god overensstemmelse med hans øvrige værk – som er en racialiseret version af culture of poverty-tesen. Og det bør tjene som påmindelse om, at racisme og foragt for fattige mennesker og personer af arbejderklassebaggrund udspringer af fælles rødder. For at imødegå det ene onde må vi også imødegå det andet.

Kenan Malik er forfatter.

© The Observer og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen

Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Alle ugens hverdage
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ib Gram-Jensen
  • Hans Ditlev Nissen
  • Ebbe Overbye
  • Peter Beck-Lauritzen
  • lars søgaard-jensen
  • Kristian Nielsen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Ib Gram-Jensen, Hans Ditlev Nissen, Ebbe Overbye, Peter Beck-Lauritzen, lars søgaard-jensen, Kristian Nielsen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Meads seneste artikel er blevet mødt med massiv kritik og endda med krav om tilbagetrækning. Men faktisk er den i god overensstemmelse med hans øvrige værk – som er en racialiseret version af culture of poverty-tesen. Og det bør tjene som påmindelse om, at racisme og foragt for fattige mennesker og personer af arbejderklassebaggrund udspringer af fælles rødder. For at imødegå det ene onde må vi også imødegå det andet".

Well said !!

Peter Beck-Lauritzen

Igen har politikkerne en god grund til ansvars-forflygtigelse. Deres "baller" er skjult af deres fodsåler, væk fra ansvaret!