Læserbrev

I Tanzania er det naturligt, at folk dør – også af corona – det kunne vi lære af i Danmark

Vi skal igen holde de kronisk syge og døende i hånden. Være sammen med hinanden. Vi skal leve med COVID-19. Derfor må danskerne, ligesom tanzaniere gør, acceptere, at døden er en almindelig del af tilværelsen, skriver Michael Arbirk i dette debatindlæg
Debat
21. august 2020

På trods af alle restriktionerne er jeg i Tanzania. Jeg læser overskrifter fra mit fædreland, Danmark. De er skræmmende. Hele medieapparatet hamrer på, at der er flere smittede. Samtidig er der så godt som ingen indlagte eller døde med COVID-19.

I Tanzania eksisterer coronaen ikke – per præsidentielt dekret. Det er ikke nemt at sige, at der ikke er COVID-19 i Tanzania. Men tilgangen til virussen her og hjemme i Danmark er vidt forskellige.

Her er død almindelig – også af årsager, vi ikke kan acceptere. Tanzanierne kan ikke lukke samfundet ned, da det ville få for store konsekvenser. 

I Danmark har vi en livsstil, der er baseret på forbrug og overforbrug. Vi har en selektiv måde at spise på, ikke den samme slags fysiske aktivitet, maskiner, der nærmest kan gøre alt, og så regerer arbejde og høj indkomst. Jo mere, jo bedre!

Jeg vil nærmest mene, at vi forstår os som herrer over naturen. Tanzanierne føler sig som en del af den. Ja, måske ligefrem at naturen hersker, og at COVID-19 er en del af naturen.

Lære at leve med den

Jeg tror, at vi danskere kan lære noget af tanzanierne ved at tage det mere roligt, overveje, om vi skal ændre livsstil – blive mindre sårbare og acceptere, at sygdom, ja endda død, er en del af tilværelsen, og at livet går videre. 

Vores regering gør alt for at undertrykke forståelsen af, at COVID-19 er kommet for at blive. Den prøver at bilde os ind, at COVID-19 kan bekæmpes og udryddes, fordi vi mener, at vi hersker! Det må nu være klart, at COVID-19 er kommet for at blive, og så må vi lære at leve med den. Dette vil betyde et mindre lukket samfund. Og ja, nogle af de mere sårbare vil blive syge. Men det er jo almindeligt.

Det kan ikke passe, at vi skal skræmmes til at være bange for at møde hinanden. At ethvert menneske, vi møder, er en trussel. Hvad bliver det for et samfund?

Vi bliver nødt til at kunne leve sammen, hjælpe hinanden, gå i skole og på arbejde, rejse, holde de gamle og de døende i hånden. Vi skal være der for hinanden – uden at blive skræmt fra vid og sans. Det er et spørgsmål om menneskelighed og moralitet – og det burde vores ledere indse og indrette samfundet efter.

Michael Arbirk er buschauffør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Cristina Nielsen

Det giver mening, du er buschauffør og ikke filosof. For dør man, så går livet ikke videre.

Ete Forchhammer

Cristina Nielsen, dør man, ophører ens personlige liv, men livet som sådan fortsætter - forhåbentlig lidt endnu. Det har ikke meget med "filosofi" at gøre, men med perspektiv.
Verden var måske bedre tjent med at nogle "kørte bus" i stedet for at filosofere!?

Martin Skov Poulsen, hannah bro, Flemming Berger, Gitte Loeyche, Esben Lykke og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Der er jo også den mulighed, at den filosofi, Christina Nielsen abonnerer på, er solipsismen, og i så fald har hun jo ret. Det har dog ikke så meget at gøre med, om man er buschauffør eller “filosof”. Det sidste er i det hele taget ikke et argument for noget som helst.

Christian de Thurah

Undskyld: Cristina Nielsen.

Ivan Breinholt Leth

Det tyske filosof og psykoanalytiker Horst Richter kaldte buschaufførens filosofi for "gudskomplekset". Den menneskelige almagt-illusion, der begyndte med detroniseringen af gud, menneskets kroning af sig selv som Altets ubetvingelige hersker og den videnskabeligt funderede ophør af lidelsen.