Klumme

Jeg tog på camping med min familie og græd kun den første dag

I år holdt jeg for første gang ferie på en dansk campingplads. Først fandt jeg den ufrivillige intimitet med tånegleklippende medcampister rædselsfuld, men så prøvede jeg at se campinglivet gennem min lille datters øjne, skriver klummeskribent Pil Christensen i dette debatindlæg
Jeg prøvede at se campinglivet igennem vores halvandet år gamle datters øjne. Begejstret sagde hun hej til alle. Legekammerater var der overalt og et utal af venlige hunde at klappe. I hendes verden eksisterer de usynlige grænser mellem én teltplads og en anden ikke, skriver klummeskribent Pil Christensen.

Jeg prøvede at se campinglivet igennem vores halvandet år gamle datters øjne. Begejstret sagde hun hej til alle. Legekammerater var der overalt og et utal af venlige hunde at klappe. I hendes verden eksisterer de usynlige grænser mellem én teltplads og en anden ikke, skriver klummeskribent Pil Christensen.

Anders Bjurö

Debat
5. august 2020

»Klik.«

Jeg genkender straks den karakteristiske lyd. Det er lyden af en tånegl, der klippes af. Jeg vender mig om, den er god nok. Ti-femten meter fra mig sidder en ældre mand foran sin campingvogn og klipper negle.

Kort efter finder han filen frem og filer den tørre, hårde hud af sine fødder. Veltilfreds med den lille kropslige syssel skuer han ud over græsplænen foran sig.

Det er langtfra den eneste yderst intime handling, jeg har været vidne til i løbet af de seneste dage. Jeg har set jer – mine medcampister – børste tænder, jeg har hørt jer gå på toilettet og hørt jer skælde jeres børn ud. Ind gennem teltets myggenet har jeg set jer i undertøj, mens I klædte om.

Jeg ved, hvad I spiser til morgenmad, og hver aften ser jeg ind i jeres stuer, hvor lyset skinner ud af de gennemsigtige fortelte. Jeg er i chok, det er første gang i mit liv, at jeg bor på en dansk campingplads.

At gøre flyvninger til en undtagelse var ikke en beslutning, vi tog fra den ene dag til den anden, men et resultat af en langsom erkendelse: Skal vi undgå katastrofale klimaforandringer, skal vi ændre vores livsstil.

Og ’vi’ er ikke bare de andre, alle dem der flyver hele tiden, på weekendture til London og miniferier til New York, dem der dagligt spiser rødt kød og kører til og fra arbejde i benzinbil. Det ’vi’ var også os. De foregående år har vi derfor lånt sommerhuse, men på grund af corona var alle huse nu i brug. I stedet købte vi et telt, og for nogle uger siden ankom vi til den første campingplads, og jeg var ganske uforberedt.

Ikke på det primitive liv med mad på trangia, men på mængden af mennesker og ufrivillig intimitet. Den første aften erklærede jeg hulkende, at jeg ikke ville bo så meget som en enkelt dag mere på campingplads. Jeg syntes, det var rædselsfuldt, og ville tilbage til eget hus, egen have, kun indbudte og ventede gæster. Men jeg blev overtalt til at give det en chance.

De første dage forbandede jeg teltenes tæthed, når jeg om natten skulle op og tisse og risikerede at vække naboen ved at trodse reglerne og forrette min nødtørft bag teltet. Jeg forbandede køerne til at vaske op, køerne til at komme i bad og køerne til toilettet.

At rive væggene ned

Men som dagene gik, måtte jeg også erkende, at fælleskøkken og fælles bad- og toiletfaciliteter var uhyre vandbesparende. Det samme gjalt de få watt strøm, vi brugte. I den lillebitte køletaske blev intet glemt og madspildet derfor reduceret. Det samme gjaldt mængden af skrald, fordi vi kun købte, hvad vi havde brug for. Indrømmet – det er den absolut mest klimavenlige, bæredygtige ferieform, vi har dyrket hidtil.

Jeg prøvede at se campinglivet igennem vores halvandet år gamle datters øjne. Begejstret sagde hun hej til alle. Legekammerater var der overalt og et utal af venlige hunde at klappe. I hendes verden eksisterer de usynlige grænser mellem én teltplads og en anden ikke. Lykkelig løb hun ind i fremmede menneskers telte og campingvogne, og da alle modtog den lille pige med glæde, blev hun ved.

Samtidig begyndte jeg at bide mærke i visse ændringer ved min egen adfærd. Min iPhone og pung lod jeg ligge på en bænk, da min datter skulle have hjælp på klatrestativet. Glemte alt om det og kom tilbage en halv time senere. Bilens bagsmæk stod åben en hel dag, mens vi var på tur til fods. Det var, som om de nedbrudte intimitetsgrænser fordrede en tillid, som også lod sig aflæse i alle andre forhold.

Til min overraskelse var campinglivet ikke at flytte parcelhuset hen på en ny græsplæne. Det er at rive væggene ned, og det skaber tillid.

Her efter ferien kan jeg endnu ikke sige, at jeg er dedikeret campingelsker. Men jeg er overbevist om, at vi i vores søgen efter løsninger på klimakrisen med fordel kan genopdage dele af vores egne ferietraditioner og kultur. Ikke bare fordi camping er en bæredygtig ferieform, men også fordi det er tillidsskabende. Og tillid er en nøgleingrediens i svære og usikre tider – uanset om vi skal håndtere corona- eller klimakrise.

Pil Christensen er selvstændig sociolog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis du ikke lød så snobbet og patroniserende, så kunne det være at artiklen var værd at læse. Men du har tydeligvis heller aldrig været på festival eller spejderlejr i dit unge overklasseliv. Arbejderklassen har altid dyrket friluftslivet, så velkommen til.

Randi Christiansen

Kommer til at tænke på den klassiske japanske livsstil med papirstynde vægge, detaljerede teceremonier og sandaler til hvert rum. Når man bor tæt, lærer man at være rummelig og at gå stille med dørene.

Som teenager er det dog ikke så sjovt at bo i en toværelses med far, mor og lillebror = privatliv i en kommodeskuffe.

Plads er som så mange andre ressourcer et privilegie.

Randi Christiansen

Privilegium

Frederikke Nielsen

Markus Lund, kender du begrebet, at snobbe nedad?