Kronik

For tre år siden besluttede en læge, at jeg ikke var værdig til at få hjælp til at få børn

Fertilitetslægen satte sig i vejen for vores drømme om at blive forældre, da jeg som 26-årig oplevede, at der blev rejst tvivl om min forældreevne. Lægen var i tvivl på grund af min psykiske sygdom, som hun efter eget udsagn ikke vidste nok om, skriver Karen Stenlev i dette debatindlæg
Karen Stenlev-Steckhahn blev nægtet fertilitetsbehandling på baggrund af sin psykiske sygdom, og hun opfordrer til ligeværdig behandling for alle. Ligegyldigt hvor deres sygdom sidder.

Karen Stenlev-Steckhahn blev nægtet fertilitetsbehandling på baggrund af sin psykiske sygdom, og hun opfordrer til ligeværdig behandling for alle. Ligegyldigt hvor deres sygdom sidder.

Debat
19. august 2020

Når vi taler om ligestilling inden for fertilitetsbehandling, bør vi også tale om, hvem der får lov at få hjælp. Det er nemlig ikke alle, der får lov at få et barn på statens regning.

Skal staten betale for, at et par får et barn, forsøger man nemlig først at sørge for, at man ikke hjælper et barn til verden, der senere skal tvangsfjernes. Det er desværre set i en sag fra 2010.

Det betød, at loven blev lavet om, og nu skal fertilitetslægen, hvis vedkommende er i tvivl om et pars forældreevne, sende sagen til vurdering hos myndighederne, så parret kan blive undersøgt af familieretshuset, der 1. april 2019 overtog ansvaret fra statsforvaltningen.

Før 2010 hed det sig, at en undersøgelse skulle sættes i gang ved åbenbar og begrundet tvivl, men det er nu ændret til enhver form for tvivl. Og det er op til den enkelte læge at vurdere. I vurderingen kan det blandt andet indgå, om der er noget i parrets mentale tilstand, der kan få betydning for omsorgsevnen for et kommende barn. Det virker jo rimeligt nok. Selvfølgelig skal vi sørge for, at der bliver taget godt hånd om de børn, vi hjælper til verden.

Men hvad er tvivl?

Jeg har selv været i tvivl, om jeg kunne være en god nok mor for mine kommende børn. Jeg tror ikke, jeg har mødt en mor, der ikke har haft den tvivl. Men jeg havde ikke set det komme, at min fertilitetslæge var endnu mere i tvivl.

Vil bare gerne være mor

Tilbage i 2017 var jeg 26 år og forlovet med min nuværende kone, der dengang var 32. Min kone har fast arbejde – både dengang og nu – vi har boliglån, stationcar og en helt almindelig kedelig hverdag. Lige bortset fra at jeg ’går hjemme’, som jeg kalder det.

Det er nemlig skamfuldt at sige, at man er på førtidspension. Det er usexet at være psykisk syg. Men det er jeg. Jeg har skizotypi. Jeg er diagnosticeret for år tilbage. Jeg er i medicinsk og terapeutisk behandling, tager ansvar for mig selv og min sygdom.

Og her er det, jeg bliver til en helt kedelig gennemsnitsdansker igen. Jeg vil nemlig bare gerne være mor. Jeg vil have gylp på skulderen og pasta med kødsovs i gryden og et stakit, hvor der kan vokse almindeligheder op ad.

Det har altid været det, jeg ville. Det, der var det vigtigste. Det er det også, da vi i september 2017 sidder på fertilitetslægens kontor på Hvidovre Hospital efter at have stået på venteliste til IVF-behandling i et halvt år. Eller rettere sagt: Min kone har. For det er hende, vi prøver at gøre gravid.

På det her tidspunkt har vi prøvet i to år med forsøg på forsøg i det private, og vi har ventet og grædt og levet videre og kæmpet og ventet noget mere. Og nu sidder vi her endelig. Foran fertilitetslægen, og hun kigger på os hen over nogle papirer, og jeg ved det næsten allerede, inden hun siger noget.

»Det her er ikke en almindelig samtale. Det skal I bare lige vide til at starte med,« siger hun.

For hun har læst mine papirer – læst, at jeg har en sygdom, en sygdom, hun ikke ved nok om. Så hun er i tvivl. Og tvivl er nok. Vi kan ikke få fertilitetsbehandling i det offentlige, før Statsforvaltningen (nu Familieretshuset) har fastslået, hvorvidt vi egner os som forældre.

Efter chokket over at være blevet puttet i bås som nogen, der potentielt ikke kan tage vare på deres egne børn, venter uvisheden. En helt forfærdelig uvished. Vi ved ikke, hvad det betyder, at vi skal undersøges.

Vi ringer, men kan ikke få svar på, hvad det går ud på, om der pludselig bliver banket på døren, hvad vi skal gøre for at være gode nok. Vi ved, at nogen bedømmer os. Vi ved ikke hvordan eller hvornår, og det piner os at vente, det piner os, at vi ingenting ved om det vigtigste, der nogensinde er sket os. Nogle andre skal bestemme, om vi må få børn.

Op til den enkelte læge

Statsforvaltningen traf 76 afgørelser om assisteret reproduktion i 2015. Det samme år har 12.892 kvinder fået en eller flere fertilitetsbehandlinger. Det er altså under en procent af de par, der gerne vil kunstigt befrugtes, der giver anledning til tvivl og undersøgelse.

Min fertilitetslæge sagde mellem linjerne, at var min kone kommet alene, havde der ikke været grund til undersøgelse. Min blotte tilstedeværelse trak altså ned i regnestykket, og det var med det indtryk af mit eget værd, jeg gik ud fra samtalen den dag.

Man kan argumentere for, at det er fornuftigt nok at undersøge, hvorvidt en potentielt kommende forælders psykiske tilstand påvirker forældreevnen. Man kan endda argumentere for, at en forælders psykiske sygdom potentielt kan forårsage større skade på barnet end en forældres fysiske sygdom, men det kommer vel an på, hvad man fejler enten fysisk eller psykisk, og i hvilket omfang det påvirker en.

Det er her, en undersøgelse giver mening. Jeg tvivler dog på, om jeg havde fået samme behandling, hvis det var en fysisk sygdom, jeg led af. Det finder jeg aldrig ud af.

Jeg har været syg, siden jeg var barn, og min erfaring siger mig, at folk reagerer med frygt, mistro og uvidenhed på det simple faktum, at det er oppe i hovedet og ikke i ryggen, at den er gal. Dette gælder også læger.

Og så er der vilkårligheden. Jeg kender andre, der har psykisk sygdom, og som er gået lige igennem og har fået lov til at modtage fertilitetsbehandling uden forudgående undersøgelse. Og det er hér, kæden hopper af.

For det er op til den enkelte fertilitetslæge at vurdere, om der er tvivl. Den læge, jeg var hos, indrømmede blankt, at hun ikke vidste nok om psykiatriske diagnoser. Og hvorfor skulle hun også gøre det? Så selvfølgelig er hun i tvivl.

Og pludselig bliver jeg stemplet som en, der potentielt er farlig for mit barn. Hvorfor? På grund af berøringsangst, stigmatisering og generel manglende viden om psykisk sygdom.

Savner ligeværdig behandling

Vi ventede et år på at få en afgørelse. Ventetiden var hård. Men det værste var, at den sidste flig af tro på systemet og på, at samfundet vil mig lige så meget, som jeg vil det, røg den dag, jeg gik ind i det lokale som en helt almindelig kvinde og gik ud af det vel vidende, at jeg aldrig vil blive betragtet sådan.

Jeg vil bare gerne behandles som det helt almindelige menneske, jeg også er, på trods af at jeg har en sygdom. Et er, at folk ikke ved, hvad de skal sige, fordi det er tabuiseret. Noget andet er, når systemet behandler mig, som om jeg ikke er lige så meget værd som de andre i venteværelset.

Vi fik afslag. Via et brev i min e-boks.

På trods af at mine nuværende behandlere ikke kan se et problem med min forældreevne. På trods af at ingen fra statsforvaltningen har talt med os. Begrundelsen bygger på ting, der er blevet skrevet om mig, da jeg var barn.

Vi vælger at anke og får medhold. I dag har vi en lille pige. Men vi har også en smerte. En smerte ingen kan tage fra os. Staten mente ikke, vi burde få børn.

Lad os tale om ligeværdig behandling for alle. Ligegyldigt, hvor deres sygdom sidder henne. Jeg forventer ikke at blive behandlet på fuldstændig samme måde, som hvis jeg ikke var syg, men jeg forventer at blive behandlet, som om jeg er lige så meget værd. Jeg ville have en helt anden oplevelse af forløbet, hvis nogen havde set mig som en, der fortjente en ordentlig behandling.

Selvfølgelig ville det stadigvæk have været ubehageligt at få at vide, at systemet var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne være en god nok forælder, men det ville være et langt mindre knæk på min person, hvis jeg var blevet behandlet med respekt nok til at få at vide, hvad undersøgelsen indebar, og var blevet hørt i den.

Jeg har respekt for systemet, selv om det er fuld af fejl. Jeg ville ønske, respekten var gengældt.

Karen Stenlev er forfatter og foredragsholder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu endte det jo godt for jer, trods tvivlen. Og tillykke med det lille nye barn.

Og undskyld jeg siger det, men hvis du ikke kan se, at det er barnets tarv, der er på spil, og ikke dig som person, så synes jeg, du skal droppe føleriet et øjeblik og se rationelt på, at det godt kan give mening, at samfundet vurderer, bare et sekund, om en lille barn vil få et godt liv sammen med - ikke dig - men din diagnose.

Anina Weber, John Poulsen, Flemming Olsen, Jens Christian Jensen, Mette Poulsen, Bent Nørgaard, Henriette Rasmussen, Kjeld Hansen, erik pedersen, Michael Hansen, Ditte Jensen, jan sørensen, Else Marie Arevad og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
erik pedersen

Det er ikke menneskeret at få børn. Og det burde, i min optik; ikke ske via fertilitetsbehandling - slet ikke en behandling der betales af staten.
Mvh Hanne Pedersen

jan sørensen, Flemming Berger, John Poulsen, Flemming Olsen, Bent Nørgaard og Kjeld Hansen anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Men hvad er tvivl?

Vel den skepsis der naturligt opstår, når man hører at folks psykiske problemer har et omfang der umuliggør at de kan varetage et almindeligt arbejde, såsom pædagogmedhjælper.

Flemming Olsen, Bent Nørgaard, Kjeld Hansen, erik pedersen og Michael Hansen anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

Jeg har svært ved at se problemet? Naturligvis skal forælderevnen vurderes, hvis der er nogen former for tvivl.

Flemming Olsen

Fertilitetslægen vidste ikke nok om skizotypi, til at hun kunne vurdere den i forhold til forældreevnen. Og det gør jeg heller ikke, for du fortæller ikke hvordan sygdommen manifesterer sig, blot at du har haft den siden barn, og at den kræver både medicinsk og terapeutisk behandling. Det er vanskeligt som læser at danne sig et billede af det rimelige eller urimelige i hændelsesforløbet, når man ikke har det nødvendige grundlag at dømme efter efter. Man har kun din version, og så kan man ikke sige andet, end at "det var da synd" eller "sikke noget" og andre almindeligheder.

jan sørensen

Hvis man er på førtidspension og således på ingen som helst måde kan varetage et job, ikke engang på deltid, hvordan skulle man så kunne tage vare på et barn.

Dennis Tomsen

Ikke sjældent bliver folk med sindslidelser og psykiske diagnoser behandlet som andenrangsborgere og mindre værd både ude i samfundet og indenfor sundhedsvæsenet. Det gælder så åbenbart også blandt en del af kommentatorerne på Information. Pinligt.

Dennis Tomsen
Du bliver nok nødt til at uddybe, hvem der behandler folk med sindslidelser og psykiske diagnoser som andenrangsborgere her i kommentarfeltet. Jeg har svært ved at få øje på det.

Dennis Tomsen

@Rikke Nielsen
Hvis du ikke kan få øje på det, så er det omsonst at uddybe.

Som jeg læser debatindlægget så opponeres der jo ikke imod at man vil vurdere forældreevnen. Der opponeres mod det forløb vedkommende har været igennem, som er oplevet som diskriminerende..

Det mindste man kunde have gjort var at give en begrundelse for de områder hvor man mener forælderevnen ville blive udfordret med den pågældende diagnose og f.eks. ligeledes redegøre for hvorfor man selv med to forældre vil anse det for problematisk..

Mette Poulsen

@Pia Nielsen, man har også krav på en begrundelse for afslag, hvilket man må formode også er givet her, da andet ikke nævnes.

Dennis Tomsen

"Hvis du ikke kan få øje på det, så er det omsonst at uddybe."
Nu har jeg debatteret så længe, at jeg godt kan gennemskue argumenterne for ikke at have nogle argumenter.