Kommentar

Aflys byggeriet af gasledningen til Polen – den er uforenelig med en klimasikker fremtid

Klimaminister Dan Jørgensen har godkendt byggeriet af en gasrørledning fra Nordsøen til Polen, selv om afbrænding af fossil gas er en af de største barrierer for at opnå et klimaneutralt samfund inden 2050, skriver fem klimaaktivister i dette debatindlæg
»Overalt i Europa ser nye gasprojekter dagens lys. De trækker EU i den modsatte retning, end hvad EU’s ledere og politikere lover vælgerne,« skriver denne kommentars fem skribenter.

»Overalt i Europa ser nye gasprojekter dagens lys. De trækker EU i den modsatte retning, end hvad EU’s ledere og politikere lover vælgerne,« skriver denne kommentars fem skribenter.

Mads Claus Rasmussen

23. september 2020

Informations leder 18. august om den tysk-russiske gasledning Nord Stream 2 har fat i noget væsentligt. Den forklarer beslutningen om at bygge gasledningen mellem Rusland og Tyskland med storpolitik og nævner ikke klima med et eneste ord. Sådan er det med gas. Gas handler om alt andet end klima. Alligevel har gaslobbyister held med at overbevise mange om, at gas er godt for klimaet, fordi det ikke er så beskidt som kul.

Europa-Kommissionen har de seneste år udvalgt en række gasprojekter til at opnå støtte fra EU. De har været til afstemning i Europa-Parlamentet, hvor de i det store hele er gået glat igennem. Samlet set fører disse gasprojekter dog til brud på Parisaftalen, fordi de har lang levetid og vil medføre udledning af klimagasser, lang tid efter at verden skal være klimaneutral.

Nord Stream 2 er ikke på listen, men det er Baltic Pipe. Dette projekt er planlagt til at føre gas fra Nordsøen til Polen tværs gennem Danmark. På trods af at alle lande i EU på nær Polen støtter op om, at EU skal være klimaneutral i 2050, har Baltic Pipe fået hele to milliarder kroner i ryggen fra EU.

Det statsejede selskab Energinet er bygherre for den danske del af projektet. Repræsentanter for selskabet fortæller til gud og hvermand, at røret bygges af hensyn til klimaet, selv om gassen er fossil og vil lede til millioner af tons udledt CO2.

Modsat hvad Energinet hævder, udgør Baltic Pipe et alvorligt problem for Parisaftalen. Hvis projektet gennemføres, vil det betyde afbrænding af fossil gas i hvert fald frem til 2070. Selvfølgelig behøver det ikke at gå så galt, for der eksisterer den mulighed, at gasrøret kommer til at ligge ubenyttet hen fra 2030, eller hvor lang tid det end tager, før EU bliver presset til at sætte hårdt mod hårdt for at overholde klimamålene. Under alle omstændigheder er beslutningen om at bygge Baltic Pipe en form for strudsetaktik, der overlader de svære beslutninger og økonomiske byrder til fremtiden.

Penge går til gas

Gas er en af de største barrierer for at opnå et klimaneutralt samfund inden 2050, hvilket er det absolutte minimumskrav i Parisaftalen. Ingen af Europa-Kommissionens scenarier for udledning af klimagasser understøtter, at kapaciteten af de gasrør, som findes i dag, på nogen måde kan være udnyttet, hvis vi blot skal nå 80 procents reduktion i 2050. De fleste vil ligge ubenyttet hen, og der er intet, som understøtter, at det netop er Baltic Pipe, som vil blive benyttet.

Overalt i Europa ser nye gasprojekter dagens lys. De trækker EU i den modsatte retning, end hvad EU’s ledere og politikere lover vælgerne.

Et klimaneutralt samfund kan kun opnås ved at øge investeringerne i energieffektivisering, vindmøller, solenergi og elektrificering. Hvis pengene i stedet bliver brugt til at bygge gasinfrastruktur, bliver der færre penge til den udvikling, alle andre end gasindustrien ønsker.

Desværre er gaslobbyen magtfuld og godt finansieret, og den gør, hvad den kan, for at forsinke investeringer i klimavenlige teknologier. Den ved, at penge kun kan bruges én gang.

Borgerforslag for at stoppe Baltic Pipe

Klimaminister Dan Jørgensen (S) har accepteret byggeriet af Baltic Pipe, selv om projektet ikke har været diskuteret i Folketinget, efter at befolkningen pressede politikerne til at love et 70 procents reduktionsmål ved det seneste folketingsvalg. Synet på klimapolitik har ændret sig siden tiden før valget, og sagen bør tages op i folketingssalen. Derfor har vi været med til at lave et borgerforslag, så byggeriet af Baltic Pipe igen kan blive behandlet i Folketinget.

Gas er Europas – hvis ikke verdens – hurtigst voksende fossile energikilde, og Nord Stream 2 og Baltic Pipe er trods alt kun små brikker i den storstilede verdensomspændende udbygning af gasinfrastrukturen. Ikke mindst derfor er det vigtigt, at vi som borgere gør, hvad vi kan for at stoppe udbygningen af gasinfrastruktur, der hvor vi bor. Vi skal kræve, at det samfund, som vi tilhører, sætter handling bag Parisaftalen.

Nye gasboringer, gasrørledninger, havneterminaler til gas, gaskedler og gasfyr må og skal stoppes. Hvis de bliver bygget eller installeret, bliver det dyrt at fjerne dem igen. Gas som drivmiddel i transport og til højtemperaturindustri er ikke en mulighed, andre løsninger må findes.

Politikere og myndigheder må revidere deres opfattelse af gas. Beslutningstagerne må indse, at gas ikke er et vidundermiddel til at reducere udledningen af klimagasser. Gas er et fossilt brændstof på linje med kul og olie. Gas forurener, og brugen er risikabel og uforenelig med en klimasikker fremtid.

Jacob Sørensen er aktivist i Miljøbevægelsen NOAH.
Jens Peter Madsen er fortæller og foredragsholder.
Jesper Bisgaard Sanden er dyrlæge.
Marie Hagensen er aktivist i Baltic Pipe Nej Tak.
Stine Krøijer er lektor ved Københavns Universitet og forperson i Mellemfolkeligt Samvirke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Scheibelein
  • Trond Meiring
John Scheibelein og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu