Kronik

Aktuelt teater er næsten umuligt at lave under Kunstfondens træge planlægningstyranni

Vi skal skabe større fleksibilitet i støtteordningerne og teatrenes sæsonplanlægning, så der bliver plads til højaktuelle teaterforestillinger i programmet. Ellers vil scenekunsten altid være halvandet år bag resten af samfundet, skriver dramatiker Frederik Villads i dette debatindlæg
Danske teatre er nødt til at planlægge deres sæsoner flere år frem, fordi det store støtteapparat har lang behandlingstid. Og det levner meget lidt til de spontane og aktuelle forestillinger, som vi for eksempel så under coronakrisen. Det er er ærgerligt, for det kan faktisk gå hurtigt at sætte en forestilling op. En forestilling som Boys Don’t Cry blev skabt på 12 dage og blev en Reumert-vindende succes, skriver dagens kronikør.

Danske teatre er nødt til at planlægge deres sæsoner flere år frem, fordi det store støtteapparat har lang behandlingstid. Og det levner meget lidt til de spontane og aktuelle forestillinger, som vi for eksempel så under coronakrisen. Det er er ærgerligt, for det kan faktisk gå hurtigt at sætte en forestilling op. En forestilling som Boys Don’t Cry blev skabt på 12 dage og blev en Reumert-vindende succes, skriver dagens kronikør.

Natascha Thiara Rydvald

Debat
2. oktober 2020

Krisetider får os til at tænke nyt. Sådan har det altid været. Så da teatrene lukkede ned i marts, opstod der også helt nye tiltag i scenekunstbranchen. Der var Coronamonologerne på Østerbro Teater, Karantæne på Det Kongelige Teater og onlineforestillinger på Teater V med Future V.

Fælles for disse spændende teatertiltag var, at de alle omhandlede den aktuelle situation i Danmark og verden. Det var en højaktualitet, som vi sjældent ser på den danske scene, og det er ærgerligt, for det er potentielt teatrets største force.

Problemet er, at teatrenes planlægningstyranni ikke tillader de forestillinger, der er aktuelle her og nu. Teatersæsonerne planlægges flere år frem, fordi det store støtteapparat har lang behandlingstid, nærmest med krav om langtidsplanlægning. Tilsammen skaber det meget lidt plads til det spontane, som aktualitet kræver.

Det er er ærgerligt, for det kan faktisk gå hurtigt at sætte en forestilling op. Det tager omtrent seks ugers prøvetid, når først et manuskript er klart. Og lad os være ærlige, der er en god del produktioner, som bliver lavet på endnu kortere tid. Forestillinger, der har både kunstnerisk og kommerciel succes efterfølgende.

Hvor hurtigt et aktuelt emne kan komme på scenen afhænger altså primært af, hvor hurtigt der kan foreligge et manuskript. Hvis det er et presserende emne, så tør jeg godt love, at en dramatiker kan skrive hurtigt – og der er heldigvis en god tradition i teatret for, at vi kan udvikle manuskriptet i prøvelokalet.

I realiteten kan vi nok producere en fuldlængde forestilling på godt og vel halvanden måned, hvis nødvendigt – se bare en forestilling som Boys Don’t Cry, som blev skabt på 12 dage og blev en Reumert-vindende succes.

Jeg siger ikke, at de hurtige opsætninger skal være generel praksis, de skal bare være en mulighed. For teatret har med opfindsomme coronaforestillinger bevist, at mediet har et unikt potentiale for at tale ind i aktuelle emner. Hvor mange coronaspillefilm eller -tv-serier er skabt endnu?

Problemet er, at systemet for teaterproduktion i Danmark normalt slet ikke er gearet til det.

Hvert år i april eller maj afslører de danske teatre hele den kommende sæson. Et års teater er minutiøst planlagt med fastsatte hold, spilletider og teatre. Det er fantastisk i en branche, hvor de fleste er freelancere. Men det ødelægger desværre også mulighederne for aktualitet. Der er ikke plads til en spontan forestilling om for eksempel Black Lives Matter.

Lad mig præcisere med et andet eksempel: Umbrella-sagen om ulovlig deling af nøgenbilleder kom frem i januar 2018. Først halvandet år senere i efteråret 2019 havde Aveny-T premiere på deres forestilling, der var baseret på sagen.

Naturligvis er sagen stadig aktuel i efteråret 2019. Men hvorfor skal der gå så lang tid, før man kan behandle en sag, der er så vigtig for især unges liv nu og her? Forestil jer, at den forestilling havde haft premiere, mens sagen var oppe i medierne. Det ville uden tvivl have givet en ekstra publikumsinteresse og dermed en potentiel kommerciel og økonomisk gevinst.

Sæsonsystemet fordrer ikke spontanitet, men det er reelt set ikke der, hovedårsagen til den manglende aktualitet på scenen ligger. Det er hos støttesystemerne.

Lange behandlingstider

Statens Kunstfond er Danmarks største kunstfond og den vigtigste i mange finansieringer af scenekunsten. Kunstfonden har to ansøgningsperioder om året til produktion af scenekunst i hovedpuljen: En i januar og en i juni, begge med fire måneders svartid.

Det er nemlig tænkt sådan, at man søger nogle midler i for eksempel juni 2020, der skal bruges til en forestilling i sæsonen 2021/22. Altså over et år ud i fremtiden. Det er der ikke meget aktualitet i. Hvis du er heldig at have et emne og en skarp ansøgning på projektet klar lige op til deadline og er i god tid med alt den praktiske planlægning af spillested og prøvetid, så kan du tidligst – hvis du altså får støtten – have en forestilling klar et halvt år efter.

Ser vi på filmbranchens støttemuligheder, er det anderledes. Her kan du løbende ansøge Det Danske Filminstitut, som er den essentielle økonomiske instans der, og få svar på din ansøgning inden for fire uger. Public Service Puljen til tv-produktion har ansøgningsfrist fire gange om året og har fire ugers svartid. Begge puljer kan søges oftere og har kortere behandlingstid end Statens Kunstfond.

Støttesystemet for teatrene er indrettet til at sørge for, at midlerne bliver spredt fornuftigt ud over sæsonerne. Hvilket generelt giver helt fin mening, men det går ud over muligheden for at lave aktuel scenekunst. I dag skal der en aflysning eller anden kritisk ændring på teatret til, før der bliver plads til en her og nu-forestilling.

Planlæg spontanitet

Det er naturligvis vigtigt for teatrene, at de har en vis grad af planlægning. Det er klart, og det skal der ikke nødvendigvis ændres på. Men jeg tror, at det er tid til at løsne op for den måde, vi tænker sæsonplanlægningen på.

Måske kan teatrene på kryds og tværs aftale huller i deres program, som de enten selv kan bruge til at producere en ny forestilling, eller måske kan man have en ansøgningsproces for uafhængige scenekunstnere, som kan komme udefra og stable en ny forestilling på benene. Der er mange muligheder for at tænke lidt ud af boksen, men det kræver, at teatrene er villige til at satse. Og den risikovillighed kræver, at teatrene har et mere sikkert økonomisk grundlag.

Teatrene vender allerede hver en øre for at skabe flest mulige kvalitetsforestillinger og for at give flest mulige kunstnere arbejde. Der hersker ingen tvivl om teatrenes vilje til at lave forrygende scenekunst til publikum – og derigennem også satse på både produkter og kunstnere. Men når økonomien er så stram, kan det være svært at satse på en forestilling, man endnu ikke ved, hvad skal handle om. 

Ja, det er et vovestykke. Men det er også der, det mest moderne, rørende og nutidige teater opstår. Det er der, vi udvikler vores kunstform, der hvor scenekunsten lever og giver publikum mulighed for at se sig selv og sin samtid på scenen.

Så hvis de store danske teaterfonde begyndte at arbejde efter et hyppigere system eller måske endda lavede en konkret aktualitetspulje, så ville det give langt større incitament for flere teatre til at holde en dør åben for teaterprojekter, der opstår ud af en aktuel situation i Danmark. Det kan eventuelt starte som et pilotprojekt i samarbejde med et enkelt eller få teatre.

Der skal være plads til, at de sager, som optager os lige nu, kommer på plakaten. Plads til at tendenser og strømninger vises på scenen. Plads til at være fremsynet. Tænk, hvis der eksempelvis allerede dette efterår kom en forestilling om Inger Støjberg (V) og instrukskomissionen.

Lad os vise, at teatret kan være den mest aktuelle kunstform. Og lad os gøre det nu, for der ligger helt unikke fortællinger og kunstnerisk talent klar til at levere gribende scenekunst til publikum. Men hvis vi fortsætter som nu, spilder vi potentialet. For det nuværende system kvæler scenekunstens enestående rum for aktualitet i samfundet, når det i stedet kunne blomstre. 

Frederik Villads er dramatiker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Der er flere muligheder - og den mest oplagte er jo, at det er teatret og ikke projektet, der får penge.