Kronik

Arbejdsløs: Giv alle ret til at arbejde – så må vi deles om det arbejde, der er

Staten bør sørge for, at der er et arbejde til alle ved blandt andet at lave flere løntilskudsjob, praktikpladser og ved at forkorte arbejdsugen, så arbejdet bliver fordelt på flest mulige hænder, skriver Rasmus Ø. Jensen i dette debatindlæg
Med en bedre fordeling af arbejdet kan vi blandt andet få mere økonomisk tryghed, mindre (absurd) udskamning og økonomisk afstraffelse af dem, der er uden for arbejdsfællesskabet, mener Rasmus Ø. Jensen.

Med en bedre fordeling af arbejdet kan vi blandt andet få mere økonomisk tryghed, mindre (absurd) udskamning og økonomisk afstraffelse af dem, der er uden for arbejdsfællesskabet, mener Rasmus Ø. Jensen.

Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Debat
17. september 2020

Vi taler meget om, at det skal kunne betale sig for den enkelte at arbejde, men sjældent om, at det burde være vores alle sammens fælles forpligtelse at sørge for, at der er arbejde til enhver, der kan arbejde, og dermed også mindre arbejde.

For vi burde betragte alle som arbejdsværdige. Og vi burde deles om de arbejdsopgaver, der er – og som bliver færre og færre. Her taler jeg vel at mærke om reelle arbejdsopgaver, ikke ’aktivering’ eller tomt arbejde. Det må da være muligt.

Jeg har ikke selv en komplet løsning, men her er syv konkrete tiltag, jeg synes, at vi som samfund skal indføre:

1. Ret til arbejde

Vi skal ændre Grundlovens paragraf 75 sådan, at arbejde ikke blot fremstår som noget, vi skal »tilstræbe«, at en enhver »arbejdsduelig borger« har.

Arbejde skal fremhæves i lovteksten som noget, alle arbejdsduelige borgere har ret til. Så vil der ikke længere være en grundlovssikret undskyldning for ikke at lade alle, der kan arbejde, deles om arbejdet.

2. Jobrotation

Vi skal forbedre jobrotationsordningen og anvende den langt mere.

Jeg troede indtil for nylig, at den var død. Ingen, jeg kender, har hørt om den som andet end noget, der fandtes engang i 1990’erne. Forklaringen er nok den, at arbejdsgiverne hænger på alle udgifterne i forbindelse med ordningen, som går ud på, at de, som er i arbejde, videreuddanner sig, mens vi duelige uden arbejde – ja, jeg er en af de mange – vikarierer for dem til overenskomstmæssig løn.

Derfor skal der især ændres på finansieringen. Men det med økonomien vender jeg tilbage til.

3. Flere løntilskudsjob 

Vi skal kræve af større private virksomheder og offentlige institutioner, at de jævnligt skiftes til at oprette løntilskudsjob af 6-12 måneders varighed til alle, der har været uden arbejde i seks måneder og ikke er i jobrotation eller uddannelse. Dermed kommer vi, der længe har været uden for det gode arbejdsselskab, indenfor og får opdaterede erfaringer og udvidet netværket – og samtidig en reel og rimelig løn.

Her må tilføjes, at der ikke længere skal være noget, der hedder ulønnet praktik og aktivering. Det skal være slut med at forlange af os arbejdsløse, at vi arbejder gratis og deltager i meningsløse projekter, og dét typisk på fuld tid, samtidig med at vi er jobsøgende.

4. Praktikpladser til alle 

Vi skal sikre, at lærlinge under erhvervsuddannelse får praktikpladser. Det må aldrig være den enkelte lærlings problem at skaffe en praktikplads. Er man først optaget på en erhvervsuddannelse, må der ikke være noget, der bremser én. Her må vi som samfund sikre muligheden for, at arbejdspladserne solidarisk hæfter for fremtiden.

5. Skift af uddannelse 

Vi skal afskaffe kandidatreglen – den del af uddannelsesloftet, som blev fastholdt for dem, der som jeg har en kandidatgrad. Det vil muliggøre flere sporskifter, hvis man er endt i en retning, hvor der er ringe udsigt til job, eller hvor uddannelse giver endnu mere mening end jobrotation eller løntilskudsjob. Der skal dog ikke være helt frit valg. Det er rimeligt, at vi kun må vælge korte og mellemlange uddannelser, der, så vidt man nu engang kan vurdere det, efterfølgende vil medføre job.

6. Kortere arbejdsuge

Vi skal nedsætte arbejdstiden for alle på nær nogle få, heriblandt ministre og visse andre ledere, da det i disse tilfælde er for uhensigtsmæssigt med tidsbegrænsninger. Det skal ske for mere jævnt at kunne fordele det arbejde, der findes, og som mange formoder, at der bliver markant mindre af som følge af automatisering.

7. Afskaf jobcentrene 

Vi skal afskaffe jobcentrene. De har ringe effekt, når det gælder jobformidling. Der mangler præcise målinger, men en Megafonundersøgelse for Danske Medier fra 2017 indikerer, at kun omkring to procent af den daværende danske arbejdsstyrke havde fået job på grund af jobcentrene, mens Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse fra 2019 viste, at i otte procent af tilfældene var kommunen, a-kassen eller jobcenteret på et eller andet niveau involveret i at formidle kontakten mellem nyansat og arbejdsgiver.

Ud over tallene har mange også erfaret og fortalt om, at jobcentrene i høj grad forvolder skade gennem blandt andet meningsløs kontrol, mistillid og aktivering.

I stedet for jobcentrene skal vi derfor oprette jobformidlende enheder, der udelukkende har til opgave at stå for ovennævnte tiltag: jobrotationsordningen, løntilskudsordningen og eventuelt også formidlingen af uddannelsesmuligheder og erhvervspraktikker i samarbejde med uddannelsesinstitutioner.

Fornuftig investering

Disse kollektive tiltag skal finansieres kollektivt, over skatten. De vil næppe være en dårlig forretning for vores samfund. Men som jeg vil forsøge at antyde, handler det om mere end det.

Et markant beløb kan hentes ved at erstatte jobcentrene, som ifølge KL’s analyse af beskæftigelsesindsatsen fra 2018 koster ca. 13 mia. årligt, med de mindre enheder, jeg foreslår ovenfor.

At der burde være økonomi at hente ved at deles om arbejdet, kan også udledes af rapporten Øje på arbejdsmiljøet fra hedengangne LO. Ifølge den er samfundets årlige omkostninger ved dårligt arbejdsmiljø nemlig knap 64 mia.

Rapporten er 13 år gammel, men man kunne også fremhæve en nyere rapport fra 2018 lavet af COWI for FTF, der viser, at hele 3,8 millioner sygefraværsdage om året blandt danske lønmodtagere alene skyldes dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Dertil kommer, at man må formode, at de ovennævnte tiltag tilsammen vil være en fornuftig investering, fordi flere bliver selvforsørgende og bedre uddannede, ligesom man må gå ud fra, at manges livskvalitet derfor forbedres. Sådan et løft af befolkningen må kunne ses på statens regnskaber.

Nu spørger du måske, om det ikke er givet, at reallønnen falder, hvis vi skal arbejde mindre. Svaret er nej.

Selv om en kortere arbejdsuge isoleret set medfører et fald i reallønnen, kan staten kompensere for denne lønnedgang ved for eksempel at sænke moms og afgifter eller priser på bestemte varer og ydelser. De penge bliver nemmere at finde, fordi færre arbejdstimer for alle også medfører markant færre udgifter til social- og sundhedsvæsen samt mindre sygefravær og tabt arbejdsfortjeneste som følge af mindre nedslidning, stress, angst og depression m.m.

På dette punkt kan man forestille sig, at ambitionerne på arbejds- og erhvervsområdet kan gå hånd i hånd med dem på klima- og miljøområdet.

Men der må også være mange andre måder at modvirke et fald i realløn som følge af mindre arbejdstid, måder, der ligesom ovennævnte også kommer dem, der ikke kan arbejde, til gode. For eksempel en langt bedre bekæmpelse af virksomheders massive skatteunddragelse med henblik på en mere fair og klima- og miljøvenlig omfordeling igennem skatte- og socialpolitikken.

Men hvorfor ikke bare borgerløn, kunne man spørge. Det ville nok også være det mest rimelige for alle på lang sigt. Men det, jeg her har foreslået, kan være skridt, der kunne føre i den retning.

Med en bedre fordeling af arbejdet kan vi få mere økonomisk tryghed, mindre (absurd) udskamning og økonomisk afstraffelse af dem, der er uden for arbejdsfællesskabet, mere sundhed, mere tid til familie og venner og mere overskud til nye selvstændige projekter og nye fællesskaber – også dem hinsides det nære miljø.

Så skal vi ikke bare se at komme i gang?

Rasmus Ø. Jensen er uddannet cand.mag. og arbejdsløs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

To korrektioner (hvornår får vi samme redigeringsmulighed, som man har på fb?)

Arbeit macht frei? Eller som der som et levn fra gammel tid stod over indgangsdøren til min ungdoms ydmyge husassistent bolig ’arbejde adler’.

Det kommer minsandten an på hvilket arbejde. Nu f.eks. danmarks største lobbyorganisationer for dansk landbrug, som forurener miljøet, plager avlsdyrene og er en tilsætningsforretning. Men bønderne er i gældsfælde, og når de må give op sælger til underpris til udenlandske kapitalfonde. Som derfor i ledtog med dem, som tillader denne praksis, de facto er med til at bestemme arbejdsbegrebet her i landet.

Og vi har utallige andre eksempler på, hvordan det hellige almindelige arbejdsmarked piner og plager livet af mennesker. Som f.eks. min egen far, der døde i en alder af 62, fordi han som værktøjsmager arbejdede ubeskyttet med giftige emner.

I hvis interesse? Cui bono? Piketty har bevist, at de få ejer det meste. Så verdens tilstand er deres ansvar. Følg pengene - hvis du kan, for de gemmer sig - og find de ansvarlige.

Der er helt sikkert noget om snakken, og man kan jo begynde at sætte norm arbejdstiden ned, så den ender på f.eks. 32 timer/4 dages arbejdsuge.

Der tales med og stress, dårligt arbejdsmiljø og ar folk skal blive til de er 70+ på arbejdsmarkedet. de ting vil en nedsæt normarbejdstid have stor indflydelse på. En 4 dages arbejdsuge og 3 dages fri, vil også give meget mere tid til familie, venner og i det hele taget at have et liv uden for arbejdet i mens man lever og kan leve det!

Poul Erik Pedersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Sider