Beboer i Permatopia: 'Rejsen til Utopia' viser et grønt fællesskab uden behov for elastikker
Kære Nanna Goul
Du skriver i Information den 28. august: »Godt, det ikke er mig«, efter du har set vores film, Rejsen til Utopia. Det plager mig jo lidt, og derfor her en kommentar til dig – og andre med hang til elastikker!
Rejsen til Utopia vil gerne inspirere folk til handling – også dig, selv om den fortæller om den vanskelige opstartsfase til et mere bæredygtigt liv, hvor kun indædt sammenbidt stædighed og knofedt kunne bringe os igennem. Der er sket meget siden!
Jeg vil gerne invitere dig – og andre skeptikere – ned til Permatopia, som hver dag vokser sig tættere på sin vision. Du vil kunne se, at planter, menneskelige fællesskaber og visioner er skudt op af mudderet. Det er stadig ikke let. Men hvem har bildt os ind, at lethed er lig med lykke?
Som i alle forpligtende fælleskaber er der også konflikter og kampe og uenigheder. Både indad i familierne og ud i det store. Det tager vi med, mens vi glæder os over stærke relationer, børn der trives og hjemmedyrket mad og energi.
Jeg vil særligt gerne invitere dig til at tale med vores børn – vi har faktisk fire, vores ældste datter valgte ikke at være med i filmen (selv i vores familie findes der lidt valgfrihed).
Du kunne begynde med at spørge hende på nu 19 år, og så kan du sludre med hende på 17 bagefter, hvis frihed du er bekymret for.
Jeg kan godt spoile lidt her og fortælle dig, at de ikke bare er glade for, men stolte af det sted, de bor. De mindre børn hernede kan du nøjes med at observere i fri leg overalt på den store grund; de er de helt store vindere, og de lever et Bullerby-agtigt liv med venner overalt og en kæmpe frihed. Og nogle forældre, der ruster dem til en udfordrende fremtid og lærer dem at være selvforsynende.
Din far lyder som en skøn mand. Heldige dig. Men du voksede op i en anden tid. Efter min – og mine børns – bedste mening, er tiden for elastikker forpasset.
Der skal rykkes nu.
Ikke kun inde på Dan Jørgensens (S) kontor, hvor vi med tiltagende utålmodighed venter på at se handling. Men også oppefra, nedefra, indefra og udefra. Vi skal ikke alle bo steder ala Permatopia, men vi skal alle ind og både bidrage og ofre noget. Det vidunderlige er, at det også giver mening og glæde og dulmer afmagten for både små og store at være midt inde i omstillingens store centrifuge.
Håber, vi ses i Karise en dag.
Ingeborg Fangel Mo er beboer i bofællesskabet Permatopia.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Fint svar på anmeldelsen. Jeg brød mig heller ikke om den.
Først på torsdag skal jeg ind og se filmen, men det her handler om nogle mennesker, der gør noget. Jeg har selv boet i et stort bofællesskab engang, og begge børnene havde en god tid. Man bliver nødt til at vove pelsen engang imellem og især nu, hvor det er bydende nødvendigt at vi tør, og gør.
Barnebarnet str. fire år har denne sommer lært at mormor kun køber is med det der røde Ø.
Kimen er lagt? Ak ja, som Villy Sørensen skrev: "en svale gør ingen sommer, men den gør, hvad den kan."
Så forbilledligt at nogle gennemfører "fra Ø til Ø!"
Angående bogstavet Ø, så skrev Huxley i 1962 en bog med titlen Ø. Den fortæller, hvordan vi burde indrette samfund langt mere radikalt end Permatopia. Jeg nævner den, fordi den er fantastisk, nærmest som en drejebog.
Så filmen i dag, og jeg var dybt berørt. Der var mange små latterudbrud og et par våde øjne ind imellem.